De andre har plukket Dig Blomst paa Blomst,
Plukket Skaalen fuld,
Og lagt omkring Randen en Ring af det Guld,
Som de røved fra Stjernernes Himmel.
Jeg ligger i Græsset, jeg fik min Bekomst;
Hvor er mine Sange? jeg har kun et Suk; —
Du er altfor vidunderlig, altfor smuk,
Din Dejlighed gjorde mig svimmel.
Lad Sangen kun klinge i Slottets Sal,
Jeg er ikke med.
Min Kærlighed søger det skjulteste Sted;
Dér vil den synge sine Sange.
Jeg vrager det Flitter, de andre stjal,
Nøgen er min Harpe, kun fattigt mit Kvad, —
Men hvis Du mig vinked og bønlig bad,
Da stod jeg i guldslagne Spange.
Da tren jeg i Salen, saa Sangen tav,
Med mit Sværd i Haand.
Min Harpe var smykket med Silke og Baand,
Den skulde vel Visen forandre.
Lad høre, hvad synger det Sanger-Laug!
Blomster vil I byde den straalende Viv: —
Men jeg byder min Ære, byder mit Liv.
Hvad bliver saa Rest for de andre?