Sig, husker Du, der var en Mand,
Med brunrød Kind,
Med klare Øjnes stærke Brand
Og større Hjerte end Forstand,
Med Fejl — o ja, hvem har ej dem? —
Men ærlig Trit i Skoen frem;
Han vilde bygge sig et Hjem,
Han satte alt paa Værket ind, —
Sig, husker Du, der var en Mand
Saa tillidsfuld i Sind?
Nu kommer han fra Værket hjem
Med blegnet Kind;
Han gik — maaske — for lige frem,
Saa snubled han; der er jo dem,
Som bedre denne Kunst forstaar
At gaa, hvor Vejen Bugter slaar.
En afbrændt Tomt er nu hans Gaard,
Forkullet er hans eget Sind, —
Han satte altfor meget
Paa altfor lidet ind.