Herolderne ud med Staven i Vejret;
Fanfarer; og Rækkerne fremad fo’r.
Da hvirvlede Sandet i Støvskyer op,
Og atter, som var det af Luften fortæret,
Det svandt uden Spor
For den susende Storm, i de dundrende Rækkers Galop.
De bøjede af, og de hilste med Lansen;
Trop forbi Trop
Arenaen rundt i to buede Veje;
Det var som en Skov, hvor Grenene viftende neje.
Næste Gang gælder det; fast i Jer Sadel,
Frankrigs Adel!
Næste Gang gælder det Dystløbsdansen.
Den skønneste Dames snehvide Haand
Rækker Jer, virket med gylne Baand,
Tapperhedskransen.
Champfleur-de-Milan paa den venstre Fløj.
Om Livet smækker, i Sadlen høj,
Slank som en Kvinde.
Visiret er aabent, Du ser hans Træk;
Hans Blik er saa frejdigt som Skovens Bæk,
Der kruses af Foraarets Vinde.
Om Munden svæver saa fint et Smil,
Og Øjnene sende Dig Pil paa Pil,
Som baade kan læge og saare.
Han vil vel Kransen sig kaare.
Mandigt er Blikket, men spæd er den Haand,
Som tvinger den prustende Ganger;
Den fatted vel hellere Harpens Baand; —
Champfleur-de-Milan er Sanger.
Saa slog de Visiret for Brynene ned,
Og Gangernes Gummer om Bidslerne bed;
Saa red
De Herrer saa haardt mod hinanden.
Da bøjed oppe fra Bænkeranden,
Hvor Hertugen sad og Kampsenechalen,
De skønne sig frem og saa, hvor de stred.
Og mangen en Kind blev blussende hed;
En Skygge over et Øje gled. —
Da Rækkerne atter tilbage red,
Laa Sangeren ene paa Valen.
De løfted ham op. Han retted sig selv
I Vejret, og op mod Tribunens Hvælv,
Hvor Sejerherrerne Kampprisen fik,
Han sendte et eneste Blik.
Blegt var hans Ansigt, men ingen Mine
Meldte hans Græmmelse, røbed hans Pine;
Stolt gennem Hobens hoverende Larm,
Støttet paa trofaste Tjeneres Arm,
Tilbage til Teltet han gik.
Hans Hjælm var borte, hans Skjold var taget,
Han bar kun sig selv og sin Stolthed af Slaget:
Endnu han ejede Sangerens Evne,
Harpen han greb og Strengene slog,
Dem vidste han vel at føje.
Men den Gang Skumringen Dagen forjog,
Da sænked med Sorg han sit Øje.
Han havde ved Mændenes vilde Stævne
Mistet langt mer, end han selv turde nævne.
Han sad paa sit Leje, og Skumringen faldt,
Da stod i hans Teltdør en fremmed Gestalt.
„Gak bort, Du Smaadreng, Champfleur er ej mer,
Det er kun en stakkels Sanger, Du ser.
Gak bort, Du Smaadreng; hvad vil Du herinde?
Den Ridder, Du søger, vil ikke Du finde;
Han misted sin Hjælm, dens prunkende Fjer,
Han misted sin Dame. Champfleur er ej mer!“
Da kasted den fremmede Kappen og skred
Hen til hans Leje og bøjed sig ned;
To Skælmer kigged af Øjnene ud,
Og Røsten lød fra en Kvinde:
„Min Ridder, I brede mig ud Eders Skrud.
En Slagsbroder søger jeg ikke herinde;
Og var I saa stærk som den vilde Stud,
I skulde mig aldrig vinde.
Ved Kampen delte jeg Kransene ud;
Her vil en Fletning jeg binde.
En Ridder i Rustning er stolt og skøn,
Men Sangeren større. Og her er hans Løn!“