Saa var Du kun den smukke, skøre Skal,
Konkyljen, som hen over Havet sejled;
Og jeg var Havet, hvori Du Dig spejled,
Og mine Vovers raske Tonefald
Bar Dig af Sted — og det var mig, som fejled.
Ja, jeg har fejlet — i, hvad jeg har troet
At høre stige fra Konkyljens Rum,
Mens andagtsfuld jeg ved din Side lytted.
Min Sang det var, som i din Skal har boet,
Min Voves Genklang lød; — selv var Du stum.
Nu har Du Havet mod en Have byttet.
Og Du vil ligge i et Blomsterbed,
Opvartet af galante Sommervinde,
Og dine skønne Farver vil man prise,
Og dadle Havet for dets Voldsomhed.
Men Havet har sig lært en liden Vise;
Den vil det synge paa sin vide Vej,
Og Du vil ligge i dit Bed og skinne.
Lig kun i Fred! Du ligger tørt og godt;
Og kommer der i Havets Øje vaadt:
Vær rolig! Visen handler ej om Dig.
Det vaade var kun egen Svagheds Minde.