Tolvte, trættende og fjortende Sang udkom i London November 1823. Første Stanze. «Narrehætte» — saaledes kaldtes i England Pro-patria-Papiret. Anden St. I denne og de følgende Stanzer indeholdes Byrons meget omdisputerte Anbefaling af at «spare» (være gerrig). I et Brev til hans Forretningsfører og Ven, Douglas Kinnaird, dateret Genua 18 Jan. 1823, fremhæver B. selv, at han fra nu af vil blive en stor Økonom. Han fortsætter saaledes: «Det tredvte Aar forekom mig altid at være Grænsen for enhver virkelig og fyrig Nydelse af Lidenskaberne, og jeg besluttede da at omforarbejde dem i Guldminens yngre Metal og bedre Aare.
Ogsaa smigrer jeg mig med, at det maaske er lykkedes mig. Og nu kommer Slakkerne — jeg elsker Mammon: thi noget maa vi elske.» Femte St. Spanjens «skjorteløse» Drenge. Byrons egen Note: «Descamisados.» Niende St. Cathay = China. Trettende St. Det anførte Citat er af 3die Sang af Walter Scotts «Lay of the Last Minstrel»: Love rules the court, the camp, the grove, And men below, and saints above, And love is heaven, and heaven is love. Fjortende St. Malthus maa atter holde for — som i ellevte Sang, tredvte St. Sekstende St. Jeffrey skriver i Edinburgh Review for 1822: «Hvor ganske anderledes gør ikke Scott, den store Forfater af Waverley!...... saa fjernt ligger ham det Byronske Menneskehads Bitterhed, at han aldrig tillader sig en Sarkasme og i sin Spøg næppe nok en Spot!» — Man kan virkelig fristes" til et: hvor ganske anderledes! — nu da Waverleys Forfatter længst
har faaet sin Retrætepost i Lejebibliotheket, medens Byron er Byron. Oversætteren. Nittende St. Ja Mitfords «Grecia verax» rentud skælder ham ud paa Græsk og si’er, han Løgn fortæller Byrons egen. Note: «Se Mitfords Grækenland. «Graecia Verax». Hans Kæphest er at berømme Tyrannerne, skælde Plutarch ud og hundse ham, samt skrive skruet. Og alligevel regner jeg hans Værk til de bedste nyere Arbejder over Grækenland. Efter hans Fejl maa man ogsaa billigvis anføre hans Dyder —- Lærdom, Flid, Forskeriver, Indignation og Partiskhed. De to sidste kalder jeg hos en Forfatter Dyder, thi de bevirker, at han mener det alvorligt med sine Ord.» Enogtyvende St. Ja hvorfor skulde jeg vel ikke tænde min. lille Praas ved Solens store Brand? Dette kraftigt malende Udtryk har B. — som saa mange andre Forfattere — taget fra Young. Toogtyvende St. «Philo-Genitiviteten» — skulde hedde «Philo-Progenitiviteten. Spurzheim og Gall har opdaget det saaledes benævnte Organ i en lille Ophejning bag Øret — og de paastaar, at det er ganske betydelig udviklet hos Tyren.
Treogtredvte St. «Tantæne!» saadan «finere» Portion kan man dog kun i Dydens England finde! Tantæne animis cælæstibus iræ! Virgil. Syvogtredvte St. Graasprængte Enker (om man ønsker kende Exempler, har jeg dem) paa Snese to trak ofte stor Gevinst. Byron bemærker her i egen Note under Teksten : «Dette Sted vil antageligt komme til at give Kommentatorerne mere Hovedbrud end den nulevende Generation. » Otteogtredvte St. «Sandt, det er Skade — Skade, det er sandt», Polonius’ Ord i Hamlet. Enoghalvtr. St. Generationsvis som Lordmayorens Jagt til Efterfølgeren — Lordmayoren i London efterlod selvfølgelig den «Stats Barke», som han i sin Embedstid benyttede, til sin Eftermand. Femoghalvtr. St. hun vil gi’ Godtfolk blot en «grundig Lære». a «great moral lesson». Wellington afslog 1815 Franskmændene deres Bøn om, at de maatte beholde de Kunstskatte i Louvre, som under deres
Sejervindinger var taget fra andre Lande. Han ledsagede sit Afslag med den Bemærkning — at han vilde give Frankrig en «grundig moralsk Lære». Toogfirst. St. Charles Grey blev i 1807 Peer af England. William Pitt, Greve af Chatam, døde i Maj 1778 efter sin berømte Tale i Overhuset om den amerikanske Krig. Treogfirs og Fireogfirst. St. Det er Prins-Regenten, den senere Georg IV, som Byron beskriver saa sympathetisk — dengang. (Se hans Brev herom til W. Scott, Juli 1812.) Seksogfirst. St. og hugge ud et Monument af Pathos, som Philips Søn fandt paa med Bjærget Athos. Byrons egen Note: «en Billedhugger foreslog at hugge Bjærget Athos ud til en Alexander-Statue — med en By i sin ene udstrakte Haand og, formodentlig, en rindende Flod i sin Lomme, samt andre lignende Paafund. Men Alexander er gaaet al Kødets Gang, hvorimod Athos staar dér, for — sum jeg haaber — snart at skue ned paa et Folk af frie Mænd.»