Holger Drachmann (1846–1908)

Newton, som saa’ et Æble falde, fandt

just som han sad i dyb Kontemplation

— (saa siges det, men maa, om det er sandt,

staa for hans Regning og Kalkulation) —

hin Lov for Jordomdrejningen, saa grandt

den er bevist og kaldt «Gravitation»;

han var nok ene om at klare Bugten

(fra Adams Tid) med Faldet og med Frugten.

Ved Æblet falder — ja og stiger vi,

om man saa vil. Thi det at Newton gjorde

igennem Stjernevrimlen Vejen tri

og nedbred Bommene, mon det ej turde

opveje «Jammerdalens» Pineri?

og mon vi ej os glade prise burde,

vi, som ved alle Slags Maskiner snart

kan dampe op til Maanen i fuld Fart?

Men hvortil den Indledning? Jo — at mede

Synet af dette Ark her paa mit Bord

og føle stolt derved mit Hjærte gløde,

ja slaa en Kapriol — det vil, jeg tror,

paa mine Mangler i Physiken bøde.

Som Stjærnekigger er jeg ikke stor:

lad andre «knibe Luven» med Sextanten —

som Jligter ta’er jeg Tern med dem, min Sandten.

At knibe Luven, aldrig falde a’,

det kender jeg — om saa min Kikkert dugger,

naar jeg skal kigge Stjerner.... naa, ja ja!

jeg har lagt ud, hvor ingen Skude hugger,

paa Evighedens Dybder ud, langt fra

det flade Land: og jeg har mig en Lugger,

en lille Skal maaske, men se-sterk viste

den hidtil sig, hvor mangt et Skib forliste.

Juan forlod vi i hans Lykkes Flor,

dens Blomstring, endnu ej dens Affloreren! —

dog, mine Mus’er følger kun hans Spor

til Tærsklen (Mus’er har jeg nemlig fler’ end

den vanlige, hvorpaa et Digt beror);

nok! Lykken dvæled dér hos Officeren,

som ejed Alt — ung, sund paa Sjæl og Lemmer —

hvad Nydelsen en Stund i Flugten hæmmer.

Den har saa travlt ... Psalmisten kan nok skrive:

«O havde jeg dog Duens Vinger faaet

og fandt et Fristød, hvor jeg kunde blive!»

Hvem mindes ej, trods Aarene er gaaet,

Ungdoms og Elskovs Drøm? — vel sandt! vi hive

os frem blasért, til Banens Slut er naaet,

men heller sukke dog med vore Sønner

end være Bedstefa’r, som gaar og stønner.

Men Suk og Graad (selv Enkers) langsomt svinder

som Arnos Flod ved Sommertid; — javist.

om Vintren truende man Strømmen finder,

men den blir spag paa nogle Maaneders Frist.

En Sorg os tidt om «frodig Jordbund» minder

for Smærtens Udsæd; — meget vel! tilsidst

den ligger brak, hvornæst man Jorden pløjer

til Sædemark paany for Skæmt og Løjer.

Med Sukkets Ophør følger Hoste — tidt

endog før Sukkets Ophør; som den fri,

den aabne Pande faar lidt efter lidt

Rynker før Livets Viser staar paa Ti.

Tusind har Livets Strid tilende stridt

før Livets korte Sommer er forbi:

et hektisk Blus paa Kinden (altfor rød) —

og Elskov, Haab, er endt. ...en dejlig Død!

Vor Helt — han blev ilive, kan man gætte,

og vi forlod ham i hans Lykkes Flor,

hvad der paa Maanens Gunst — ja man kan sætte

paa Damers med, thi det er Et — beror.

Hvem gaar med Juni Maaned vel i Rette,

fordi December er saa barsk? Jeg tror,

man burde gøre Kur til Sol og Sommer:

det sparer Varme op til Jul, som kommer.

Vor Helt — han havde Noget, som betvinger

fuldmodne Kvinder, der forstaa sig paa

adskilligt, — mens de Høns, som knapt har Vinger,

endnu hos Digterne i Skole gaa

og lære hos den «smukke Dreng,» som bringer

fra Himlen Hemligheder til de Smaa.

Man Kvindens Alder efter «Sole» regner; —

mon ikke Maanen bedre dog sig egner,

kysk, som den er og lunefuld med mer”?

Ja dette tror jeg, hvordan end jeg bliver

begegnet af de Folk, der gerne ser

fuldt op af Fejl hos mig, saa slet det giver

Begreb om «deres Smag og Karakter,»

som min Ven Jeffrey lidt højbenet skriver.

Naa, jeg tilgi’er ham — haabende han vil

tilgi’ sig selv; hvis ej maa jeg dertil.

Naar man fra Fjender atter bliver Venner,

skal man staa fast — det er en Æressag,

og næppe noget Argument jeg kender

for et Tilbagefald til fordums Nag,

saa rapt og hundredfodet som det render;

som Hvidløg sky det — ja paa Porten jag!

Til bittrest Fjende blir tidt gammel Flamme:

forsonet Fjendskab ber ej bli”e det samme.

Det var for nedrigt. Selv blandt Renegados

en Southey, denne Vejrfløj, vilde ikke

paany gaa paa Parti med «Reformados»»,

som han forlod for Thronens Trug at slikke;

ja om man lod fra Island til Barbados,

i Vælskland eller Skotland, Bud udskikke:

ej ærlig Gut igennem Vinden vendte

og Lag mod en omringet Skude sendte.

Jurist og Kritiker har Kig paa alle

Vrangsider i Literatur og Liv;

de fejer, gør de, vore Augias’ Stalde,

og intet bliver skjult af Strid og Kiv.

Lægmand han er naiv, som det kan falde,

mens Aktors Akter og Kirurgens Kniv

gaar løs paa Sagens «Indmad» med Fornøjelse —

og derved løs paa hele vor Fordøjelse.

Moralske Skorstensfejere — forvist!

det er de og derfor er de saa sorte;

den endeløse Sværten gør tilsidst

at ej det nytter dem at skifte Skjorte.

Hos ni af ti ’Tilfeldet være turde,

at Soden hænger ved fra Spjæld og Rist —

forstaa mig ret, Du ber din Kappe, Kære,

som Cesar har sin Toga kunnet bere.

Der er i hvert Fald ej hos mig tilbage

en Gnist af det — min Ven og fordums Fjende! —

hvori Kritik og Vers kan sig behage

paa Kevlets Limpind kloge Hons at finde.

Derfor, en Skaal for «gode, gamle Dage!»

At se faar jeg Dig næppe nogensinde,

men Du har handlet som en Riddersmand

mod mig — hvad jeg bevidne vil og kan.

«De gode gamle Dages» Skaal er ikke,

desværre, adressert til Dig; ej heller

gad jeg min Vin med nogen Anden drikke

end Dig — jo Walter Scott dog, naar det gælder.

Jeg vil ’ej gerne flebevorn mig skikke,

saa lidt som jeg vil være vittig eller

hejbenet: men, halvt Skotte fedt og baaret,

har helt mit Hjærte dér sit Hjemland kaaret.

«De gode, gamle Dages Skaal!l» — dér staar

det hele for mit Blik: skotsk Plaid og Baand

i Nakken — Bjærge blaa —- en Elv, som gaar

med Brusen under Balgounie’s Bro. Min Aand!

kend denne Duft fra Barnealdrens Vaar,

mens Barnemindet rækker mig sin Haand

i skotsk Tartan og med sit skotske Maal:

ak ja — de gode, gamle Dages Skaal!

Og skøndt jeg, som man mindes, i et Anfald

af Ungdoms-Harm og Poesi, brød løs

og drukned nogle Skotter i et Vandfald

af Latter og af Haan — en Smule bøs,

saa vil jeg dog, naar der skal holdes Mandtal,

helst regnes til det Folk, hvor jeg som Knøs

har levet — til det Land for alle Lande

«med Bjærge blaa og med de tusind Vande. »

Juan — der havde Sans for det Reelle

saavelsom for det Ideelle — ja,

den Forskel her’ nok mest til det Formelle,

thi vore Tanker bliver, mens herfra

vort Legem skynder sig — hvem kan fortælle

hvorhen — om vi blot vidste det endda:

her gaar vi, Evighedens Bred saa ner,

og kender Hisset dog saa lidt som Her —

Juan fik fuldendt russisk Politur;

hvordan vi siger ej, hvorfor kan være

det samme; thi staar Fristelsen paa Lur,

ej mange unge Sjæle vil med Ære

bestaa; ham lokked Lyst i gyldent Bur,

et Dronning-Bur, hvor Omgang han fik lære

med Damer og med Rubler — uden Hinder:

et Paradis han fandt i Ruslands Vinter.

Czarindens Gunst — den var jo ret behagelig,

og skøndt det ej blev nogen Sinecure,

maa Pladsen billigvis dog kaldes magelig

for raske Folk som Helten, unge Fyre;

han holdt sig brav — blev efterhaands antagelig

i Elskov, Krig og Strid om Magt den dyre:

tre Ting, som klares stolt af en Hr. Junker,

mens ældre Godtfolk heller samler Grunker.

Paa samme Tid, som man vel alt har gættet,

gik det med Heltens Dyd ej som det skulde;

den blev unægtelig en Smule plettet,

og det er galt: sligt giver Hjærtekulde

og dræber vore Indtryks Friskhed; lettet

man blir for Venne-Tillid og tilfulde

for Tro paa Kvinden; man blir sine Lysters

Livegen og saa selvisk som en Østers.

Det springer vi nu over. Og vi springer

tillige over de Intriger, som

slig Mesalliance altid med sig bringer:

han næsten grøn, og hun, Czarinden, om

just gammel ej — dog sikkert nok den Ting er,

hun var just ej den «pure» Jomfrudom.

Fyrster er Alt — kun ej vort Stofs Befalere,

og Rynker — er de rene Radikalere!

Og Døden, Fyrsters Fyrste, skøndt den første

Gracchus for alle Dødelige — han,

hvis lex agraria gi’er til den største

Jorddrot det samme lille Stykke Land

som til det Fattiglem, hvis allerførste

Jordejendom er Graven, hvor han kan

selv blive Jord — ja Døden fremfor Alle

maa vi den store Radikaler kalde.

Han (Don Juan, ej Døden) leved løs

i Sus og Dus, i Herlighed og Glæde

i dette Land, hvor det bestandig frøs,

hvor Venus selv i Bjørnepels og Slæde

man saa’ — en Venus (nu blir jeg lidt bes)

med Hun-Bjørns Lyster under Pelsens Klæde;

sligt kan gaa an for Damer i en Smøge:

det gik — for Ruslands purpurklædte Skøge.

Men dette Heltens Liv vi, med Forlov,

beskriver ej, skøndt ej det kostød stort!

Dog nu — saa ner ved Dantes «dunkle Skov»,

det Livets Jevndegn, Rejsestaldens Port

dér midtvejs, hvor vi, enten vi nu sov

hvad eller vaagned, ser: nu er det gjort,

nu Ker’ vi ud paa Alderdommens Hede, ~

hvor den, der vil, sin Ungdom kan begræde —

nu la’r jeg være — om jeg ellers kan;

jeg vil ej tænke paa det, hvis jeg bare

kan drive Tankerne derfra: forsand,

de hænger ved, de vil ej la’ det fare

saalidt som Segres Klippen, Hvalpens Tand

det spændte Yver, Elskerfolkets Skare

de første Læbers Drik .... nu, godt og kort:

jeg vil ej kyse Dig, min Leser, bort!

Juan gav Cour, han gjorde ikke Cour

ved Hove (noget sjeldent), og sin Lykke

han skyldte først sin Ungdom og Bravour,

som Alle priste — saa det Adelssmykke,

Hidalgo-Blodet gav — saa en natur-

lig Smag for smukke Dragter, som forrykke

de smukke Damer; men dog mest han skyldte

Madame og saa sin Stilling den forgyldte.

Han skrev til Spanien. Hele hans Familje,

som saa’, at han var kommen godt paa Gled,

og mulig kunde, med lidt hjælpsom Vilje,

ta’ kere Slægtninge i Højden med —

skrev, mens de spiste Is, at de var villige

at drage fluks til Petersborg afstød :

«en Pels er noget dyr —— men ligefedt!

i den blir spansk og russisk Klima Et.»

Hans Moder, Donna Inez, ogsaa fandt

Anledning til hans Sparsomhed at hædre;

Kuponerne i Banken mér ej svandt,

han «lagde op» — hvad der var meget bedre;

hun skrev «hvor glad hun var nu, at han vandt

den gode Strid med Ungdommens Forrædere,

de vilde Lyster — skønned det alt længe

derpaa, at han ej hæved Rentepenge.»

Og saa befaled hun ham Gud i Vare —

i Varetægt — og Sønnen og Guds Moder,

skrev om den græske Tro: «lad Du den fare,

som Katholik —- men krus ej Præste-Ho’der

ved ydre Anstød — tag Dig kent ivare;»

— betroed ham, han havde faaet en Broder

i «andet» Kuld — og minded om, hvad Herlighed

det var, hans Dronnings moderlige Kerlighed.

Beundringsværdig var dog den Forstand,

hvormed hun foretrak saa unge Mænd (— ja!)

hvis Alder, Herkomst og hvis Fædreland

slog Bom for al Skandale (av, min Pen — ja!)

«herhjemme gik maaske det ikke an,

men dér, hvor Thermometræt (hillemænd da ——)

gaar ned til Fem — ja Nul — dér teer Eva

og Adam næppe op før selve Nsval».....

Et Brøl paa »fyrretyve Præsters» Kraft!

o giv mig det —— saa skal jeg brøle ud

din Pris, Hypocrisia! — højt og lavt

din Lov skal tone; — eller, lad gaa Bud

og stød i Cherubin-Basuner bravt —

hvad eller laan mig blot den Øretud,

hvori min deve Moster hørte læse

af Biblen....og jeg skal vel deri hvæse

om Et og Andet. Hm! det gamle Skrog,

hun var ej Hykler, himlede saa værdig

som Nogen, skreven ind i Livets Bog,

der gi’r paa Dommedag hver frelst Ihærdig

Selvejendom i Himlen — som jo og

man skrev en «Dommedagsbog», da man var færdig

ved Hastings og hver Jagthund fik sit Ben:

hver et af sekstitusind Ridderlen

De stjal dem vel fra Andre — men jeg kan

ej klage over det, thi mine Fædre

fik deres smukke Part; jeg tror, af Land

halvhundred Gaarde, saasom ingen bedre

for William havde stridt; og paastaar man,

de flaaed Gyldenskind af Angler-Vædre,

saa husk blot paa: de bygged Kirker for ‘et —

er Maalet godt, med Midlerne vel gaar ’et.

Juan florerede; men var til Tider

Mimosen lig, der — da den sensitiv er —

ej lider Tryk — som Fyrster ikke lider

at høre Vers (naar Southey ej dem skriver).

Kanske det Kulden er, den, som jo bider

vel haardt i Petersborgs Isblomster-Driver —

kanske, trods Embedspligten, alt han léd er

ved Dronningens vel «modne» Yndigheder.

Kanske — men vi behøver jo slet ikke

at søge særlig Grund. Slaphedens Orm

vil Brodden i den pure Ungdom stikke,

just som den gnaver paa den «modne» Form.

Tungsindet, som en Krovært, lar os skikke

sin Ugeregning, vokset op enorm:

har vi haft Henstand de sex Ugedage,

saa gi’r os Numer syv sin Rykker-Plage.

Hvordan det kom — syg var Juan og blev;

Czarinden helt forfærdet; hendes Lege

‘(som først «besørged» Peter) kom og skrev

Latin og tog hans Puls — saa’ den bevæge

sig lovlig kvik, som om der alt laa Brev

og Bud fra Døden paa de Kinder blege;

Dronning og Hof febrilsk blev disponeret —

Juan fik dobbelt Dosis ordineret.

Hviskøns og Tiskøns sagte Klingeling;

man sa’e, Potemkin havde ham forgivet —

Andre tilegned sig et højlærd Sving:

en tumor, hed det sig, i Underlivet;

Nogle fortalte om en farlig Ting ~-

en Væske, som var ud i Blodet sivet;

En mente — hvad forsaavidt ogsaa passer:

«Følger af Heltens sidste Felt-Strabadser.»

Vil Du, o Læser, en Recept i Hænde? —

«Sodæ sulph. 3vj. 3fs. optim Manne.

Aq. fervent. f. 3ifs. 3ij. tinct. Senne

haustus» (og kopsat blev vor Helt, kan hende!)

«R. Pulv. Com. gr. iij Ipecacuanhe»

(og mer’ — men Don Juan sa’e Stop ved denne!)

«Bolus Potassæ Sulphuret. sumendus

et haustus ter in die capiendus. »

Saa gaar det: disse Herrer Lægers Kunst

vor Sygdom vender — eller ender os!

Er En blot rask, saa byder vi dem Trods,

men, syg, man trygler straks om deres Gunst —

naar hin «hiatus» saa «deflendus» klods

paa Livet rykker os — den, man omsonst

med «Kære Mo’r» og «Doktor» vil tilhylle,

og som kun la’r med sex Fod Jord sig fylde!

Juan dog vilde ej gi’ Boet op

ved første Stævning, omend Døden trued

at smide ham fra Gaarden; nej hans Krop

holdt ud den Tørn, som Mangen vilde kuet.

Men stadig led han; Sundheds Rosenknop

ej smykked mer’ hans Kind, hvor før den lued; —

de Lærde skønned da, der var ej andet

for, end la’ Fyren rejse ud af Landet.

Det var jo dog for koldt saa højt mod Nord

for ham, hvis Vugge stod i Sydens Lande;

og skøndt den kyske Dronning ved de Ord

blev lidt pikért, hun maatte dem dog sande.

Hun ser den syge Mathed, som nu bor

i hendes Yndlings Blik og paa hans Pande —

saa faar han rejse da, men med Honnør,

som det sig Majestætens Yndling bør.

Der førtes just Forhandling paa de Tider

af Englands og af Ruslands Kabinetter

med alle Stormagtskneb — hvor begge slider

i Rebet, som det gaar ved slige Trætter :

man spænder Ben, saa Kontraparten glider,

og spørger mindst af Alt om, hvad der Ret er.

Den «stod» paa Tran og Talg — paa, hvad Fru Thetis

sig hævder som sin «uti possidetis».

Slig Ambassade faldt som Naades-Solen

paa Yndlingen. Czarinden vilde lønne

hans Tjenest-Iver — og han fik Parolen,

hvordan han bedst «Missionen» kunde skønne,

og dernæst Lov at kysse Dronningkjolen;

hvorefter han, med sine Hoser grønne,

tog Afsked — næsten tynget af en Ære,

som viste, hvem der var Czarindens »Kære!»

Hun var dog heldig. Held er Alt. Og gerne

gør Dronninger jo Lykke som Regenter —,

det er en sær Planet den Lykke-Stjærne!

Men til Fortællingen: skøndt, som bekendt er,

ej Støvets Aar laa hende just helt fjærne,

hun havde hidsigt Blod, som nødigt venter;

og dog — (hvor «kær» han var, man dømme kan)

hun vented — med sit Valg af Eftermand.

Hvor længe? Naa; med Tiden følger Ro.

Paa fir’ogtyve Timer (og det Nummer

af «Kandidater» dobbelt, kan jeg tro)

faldt næste Nat hun sedeligt i Slummer.

Ansøgerne til Pladsen var der jo,

og Mængden voldte hende ingen Kummer;

saa leved med sit Savn hun end en Tid

og fulgte naadigt deres Kappestrid.

Mens et Par Døgn den Post staar ledig da,

jeg haaber at min Læser smukt vil fæste

sit Øje paa Juan, "som rejser fra

St. Petersborg. Han fik den allerbedste

Kareth — med selve Dronning-Kronen, ja,

fra den Tid, da hun Tauris vilde gæste

som Iphigenia! — den fik vor Helt

med eget Navn i eget Vaabenfølt

En Hermelin, en Dompap og en Hund,

de var hans Yndlinger ——— (en lærd Forstand

faar søge efter Phænomenets Grund);

for slige Smaadyr havde han en sand

Mani, hvor Andre ser en Dumhed kun.

Knap nogen gammel Jomfru sværme kan

saa højt for Kat og Fugl og Kæmpefrø

— skøndt han var hverken gammel eller Me —

som han for disse sine Følgesvende.

De kørte forrest; saa kom hans Lakajer,

men ved hans Side sad hans Lejla, denne

smaa Tyrkepige, som man véd han ejer

fra den Stund en Kosak fik at bekende

hans drøje Hug —— fra Russens Ismail-Sejer.

Min Musa —— omend flygtig — faar ej glemme

den Perle, som han gemte ømt derhjemme.

Den Stakkel! sjelden smuk, kvik til at fatte,

saa stille, blid — saa sjelden, som at se

fossile Mennesker, der blev forsatte

blandt dine Mammuth-Kæmper, grand Cuvier!

Et Barn med Modstandskræfter altfor matte

mod denne Værdens Synd og bitre Ve:

men hun er ti Aar kun, derfor saa stille

og glad — og véd ej selv hvorfor, den Lille.

Juan og Leila vare Venner, som

ej Broder, Fader, Søster, Datter er det —

min Hjærne her for Lignelser er tom;

naar man er ung, som han, kun sjelden Hjertet

endnu er faderomt; ej heller kom

hun ham som Sester for — det er ej sert det:

han havde aldrig lært en Søster kende,

hvis saa var — hvor han vilde savnet hende!

Ej heller var det Sanselighed, dette.

Han var ej lig det slappe Kompagni,

der maa med sure Frugter Lysten mætte

(som Syrer sætter Liv i Alkali),

hvorvel hans Ungdom (skal jeg sandt berette)

hvad Ærbarheden angaar var lidt «fri».

En Platonisme laa paa Hjærtebunden

godt gemt — og Nøglen blev ej altid funden.

Her var, som sagt, ej Fare. Denne Pige

han havde kær — maaske fordi just han

var hendes Redningsmand — som, lad mig sige,

en Patriot kan elske Folk og Land!

Desuden havde han jo frelst tillige

en Sjæl i hende ud af Helveds Brand;

skøndt — ja den faldt lidt kedelig, den Hændelse:

den lille Tyrk lod haant om al Omvendelse.

Sert nok, sligt sad saa fast hos denne Pige,

trods al Omveksling, Larm og Kampens Raab,

trods Bispers Anathem: «Formastelige,

som skyer Kirkens Vievand og Daab

og nægter skrifte Laster og deslige

for Præsten!» (lad os ha’ det stille Haab,

hun havde ingen) — kort: hun blev i Vanen

og svor ved sin Prophet og ved Koranen.

Een Kristen kunde hun — blot en — fordrage,

vor Helt, der nu var hende Mo’r og Før;

han droges paa sin Side mod den Svage

af sin Beskytterpligt. Tænk, hvilket Par:

en ung Formynder, kun med Dun paa Hage,

og saa den Myndling dér, som fra ham var

skilt himmelvidt i Landsmandskab og Frændskab

" — men dette nærmede dem just i Venskab!

Mod Warschau gennem Polen nu de jog,

Polen, for Salt og Jærn-Aag vidt berømt,

til Kurland (hvor en Farce sig til tildrog:

mit Navn «Biron» dets Hertug blev tildømt!)

Det var den Vej, vor Mars til Moskow tog —

Fama, den Heks, ham vinked først paa Skrømt

og stjal saa fra ham, paa knap Maaneds Frist,

en Snes Aars Sejre — Garden allersidst.

Er det en Anti-Klimax — naar det hed,

han skreg: «Min Garde! Garden!» dengang Skridtet

han tog helt ud og Tordneren sank ned

for Castlereagh med Carotide-Snittet?

Fordømt, at Æren ud i Sneen gled! . ..

men blegner Du, af Polens Frostluft kridtet,

saa husk Kosciuskos Navn, som heldigvis

lig Hekla spruder Ild igennem Is!

I Kønigsberg, som Bedestød, han stopper ——

slet ikke at han fandt det int’ressant,

betragted ej de nære Grubers Kobber,

beundred heller ej Immanuel Kant;

vor Helt gav vistnok knap en Pibestopper

for Kants Philosofi: — bort Vejen svandt

ad Tyskland til, med træge Millioner,

med skrappe Fyrster, dovne Postilioner.

Berlin og Dresden — videre! afstød!

indtil han naa’r den borgomkranste Rhin;

ak, den Gotik! ja ja! —- saa er man «med»,

Ens Sjæl fortrylles, om det saa er min!

Jeg bli’r besat — jeg kommer helt paa Gled

ved Syn af slig graa eller grøn Ruin;

jeg faar fra andre — Fortids — Værdner Bud,

og har det selv saa ganske «ovenud».

Fra Mannheim og til Bonn han fremad drog,

hvor Drachenfels saa levende afmaler

den Tid, da Riddersmænd de Drager vog —

hvorom jeg Bædeker helst anbefaler.

Til Cøln, den gode Stad, dér kom han og,

hvor ell’vetusind Jomfrudomme taler

højt til vort Kød (desværre kun i Ben) —

sligt styrker den, som ej er selv af Sten.

Derfra til Holland — Haag og Helvoetsluus;

hint Vand-og-Land for Mynheers og for Grefter,

hvor Eneberret skaffer Folk god Rus,

det eneste, som kvikker op og lefter

for Fattigmand og fylder Kaste-Klofter.

Nu ta’es det ogsaa fra ham — sølle Lus —

af Rigsdag og af Rigmænd, som først Klæde

og Bred og Brændsel tog — og nu hans Glæde.

Her gik Juan ombord. For fulde Sejl

de satte Kurs mod Friheds-Folkets 9.

Det blæste op til Kuling, ej saa fejl,

dér fik de Skvet, og dér tog hun en Se,

hverandet Ansigt blev Søsygens Spejl.

Juan, som jo var Søgut, nok saa «stø»,

snart helbefaren, spejded mod hver Skude

og Klinterne ved Dover dér forude.

Dér steg de frem, de lyse Skrænters Rad,

bag Bølgerne de blaa. Juan fornam,

hvad Fremmede selv føle — spørg dem ad —

naar først de skuer Albions Klinte-Kam;

han følte sig hélt — baade stolt og glad

som disse stolte Kræmm’res Gæst — hvis Kram,

hvis Bud og Ordrer naa’r fra Syd til Nord —

og som ta’er Told af baade Hav og Jord.

Jeg har ej megen Grund at elske Landet

og Folket — med «de store Muligheder»;

jeg skylder det min Fødsel, næppe andet,

og dog jeg ofte baade lér og græder

for al den Storhed, som nu snart er strandet.

Syv Aar (Deportations-Termin, jeg beder!) —

syv Aar fra Hjemmet dæmper Vredens Tid,

især naar Hjemmet gaar ad Helved til.

Ak, vidste hun, vor Moder, dog tilfulde,

hvor hendes Navn er afskyet nu af Alle,

med hvilken Glede hele Værden skulde

mod hendes Hoved lade Hugget falde,

at Alle ønsker hende under Mulde

og værre end en Fjende hende kalde:

Frihedens Judas, som bred Slavelænker

og kun paa nye Baand og Bast nu tænker.

Hun fri? — hun, som er Numer Et (forstaar

sig) iblandt Slaver! Vel er Værden bunden,

men Opsynsmanden — har han bedre Kaar,

har han ej samme Vilkaar just i Grunden?

Og kaldes det for Frihed, naar man faar

Lov til med Nøgleknippet at gaa Runden?

Fra Lys og Luft er Slutteren, med Føje,

saa fjærn som den, der sidder spændt i Bøje.

Her Albions «første Pryd» af Helten saa’s,

din Klint, o dyre Dover! dit Hotel,

din Toldbod, hvor tilbunds i Sager gaa’s,

din Kellnerflok, som lyder hver Appell,

din Postpaket, hvor Passagerer flaas

af Dragere fra Gry til sent paa Kvæld,

og saa — for Folk, som ta’r det ej saa nøje —

. din Kunst at gøre Regninger ret dreje!

Vor Helt forsynet var med Kreditiv

og havde nok af Guld og Diamanter

og kunde føre ret et sorgløst Liv —

han studsed dog, men tog saa frem Kontanter

(hans græske Major domus, som var stiv

i Regning, trak først fra paa alle Kanter);

naa — Luften, om ej solklar, er dog fri

og derfor «Penge værd» at aande i.

Afstød! med Post! til Canterbury frem:

med Skump mod Sten og Plaskøn gennem Søler.

Hurra, hun sker’, her kommer man dog frem,

ej som i Tyskland, hvor de dovent smøler,

’som om de skulde køre Fragten hjem

i Ligvogn-Takt — mens de paa «Schnapps’en» føler

sig stemt, saa man kan skælde dem i Synet:

det rager dem, som Lynafled’ren Lynet.

Der er jo ingen Ting, der sætter Snurr

i Blodet (en Ragout maa ha’ Cayenne)

som Hurtigkørsel, ligegyldigt hvor-

hen Farten gaar, blot Dyrene vil rende;

ja blot for Fartens Skyld, hvori det gaar:

jo mer man bry’r sig fejl om Maal og Ende,

desmer’ Forngjelse det er at naa’

al Rejses Maal: at kere les, gaa paa!

I Canterbury man dem Démen viste.

Den sorte Edvards Hjælm og Beckets Sten

i skønne Ord dem Klokkeren anpriste

med klangfuld Røst, for Stemning kemisk ren.

Ak, hvad ej Ormene forlængst opspiste

af disse Hædersmænd — er skøre Ben

halvopløst i de Soda’s og Magnesia’s,

som blander Bitteren: «humana species».

Virkningen paa Juan — den var ophøjet;

det var, som Cressy-Slaget selv han saa’:

den Hjælm dér — som kun Døden havde bøjet —

og dernæst Kirkefyrsten saa’ han paa,

Fyrsten, som ej med Fyrster var fornøjet,

men aved dem, saa nu de snakke maa

førend de slaar. Den lille Leila gloede

og spurgte, hvem det store Hus beboede.

Og da hun hørte, at «Guds Hus» det var,

hun sagde, at han boede smukt, men kunde

ej fatte, hvordan han dog indladt har

de Vantro i sit Hjem — de kristne Hunde,

som rased imod Alt, hvad helligt var

blandt sande Troende. Med Harm saalunde

betragted Barnet en Moské saa «fin»,

en Perle, tyktes hun, slængt hen for Svin.

Frem! gennem Vang og Væng og Humlehaver,

for Landmænd ret en paradisisk Glæde; —

ja selv en Skjald, naar ej han længer traver

i Syden om, hvor der er knapt med Væde:

giv ham den «grønne Eng», og Sydens Gaver

han vil forglemme, vil dem ej begræde:

Vinstok, Oliven, Solbrand, Kløfters Skygge,

Gletscher, Vulkaner — al den hede Lykke.

Og rinder mig et fuldt Krus Øl i Minde...

nej, jeg blir rørt ... Kør til, ker bare til!

Vor Helt i Firspring fo’r, helt stolt i Sinde,

stolt over selve Vejen (om man vil)

i dette Land —- saa dyrt, som man kan finde

det blandt Nationer, naar man lægger til

de faa’ Nationer, der «mod Brodden stamper»,

og som man derfor ydermere tamper.

Hvad herlig Ting er dog en Landevej,

saa jævn, saa glat —— man farer frem i Jaget

saa let, at selve Ørnen gør det ej

i Luften bedre. Hvis sligt var opdaget

i salig Phaétons Tid, al den Staahej

med Solens Vogn var spart; man var blot taget

til York pr. Post... hvad nu? hvad er der? ... hum!

«surgit amari aliquid» —- en Bom!

Hvor svært at se fra «nogle Øre» bort!

Tag Liv, tag Viv — som Macchiavelli maner

sin «Fyrste» — men tag ej, hvad der er Vort,

thi ellers ta’r Du Torn, før Du det aner.

Man dømmer ikke Morderen saa haardt

som den, der vore Spareskillinger raner.

Dræb min Familje — det kan blive godt igen,

men hold fra Portmonnæen Haanden blot, min Ven!

Saa siger Machiavell. I Fyrster hører

jer Læremester! Helten var nu bragt,

mens Dagen svandt i douce Dis-Kulører,

paa Banken op, som ser — (mon med Foragt?

hvad eller Stolthed) over Staden. Rører

dit Cockney-Blod sig, Landsmand — da giv Agt,

le eller græd, som Du er oplagt til:

men vid det, Britte! — her er «Shooter’s Hill».

Solen gik ned; en Røg steg op, som af

en halvudslukt Vulkan, fra et Rundskue

af By-og-Land, det, man med Rette gav | .

hint skønne Navn af «Fandens Dagligstue».

Juan, skøndt fjernt fra Hjemmet, holdt sig brav,

men «følte Hjertet dog i Barmen lue»

for Moderjorden til de Sønner gæve,

som dels bedrog, dels Værden slog med Neve.

En veldig Masse Murværk, Reg, Fartøjer,

alt skidengraat, saa langt Ens Syn kan naa’,

med hist og her et kridhvidt Sejl, der bøjer

i Rammen ind, men straks forsvinder saa

i Masters Skov; en Taarn-Her, der ophøjer

sig over Sod og Tage højt paa Taa,

og «Kuplen» — Narrehætten dér forov’n

paa Narreho’det — ser I London Town!

Naa, Helten saa’ ej det; men hver Røg-Bølge

en magisk Damp ham syntes, sluppen brat

fra Troldmands-Essen — Damp, som ej la’er dølge

den Rigdom, der er bare Skat paa Skat;

den tykke Sky, som er dens sorte Følge

og som gør Solen til en glansløs Klat,

den syntes Helten just naturlig var:

en Luft, velgørende, om just ej klar.

Han standsed — det vil ogsaa jeg, ret som

et Skibs Besætning før det glatte Lag.

Nu, endelig, jeg Jer paa Siden kom,

I kære Landsmænd! — altsaa: først Goddag,

saa skal jeg sige Jer en Sandhed, om

den end qua «sand» ej falder i Jer Smag:

en mandlig Mrs. Fry — min Støvekost er

parat for Spindelvæv og Snavset hos Jer!

Aa, Mistress Fry, hvi gaa til Newgate lige

paa Tyve løs med Præken? Hvorfor ej

til Carlton-House og læse — lad os sige —

Texten i Kongens eget Kontrafej?

Forbedre «Folket», det er bare skrige

med Phraser op, naar ikke man tillige

faar gjort «de Bedre» noget bedre. Nej,

den Fromhed er for billigt købt, Fru Fry!

Lær dem Manérlighed paa gamle Dage

og ej med Højlands-Lægge at gi’ Møde;

sig dem: vor Ungdom vender ej tilbage,

og «købt» Hurra gi’er ikke Folket Føde.

Sig dem, Sir William Curtis er blandt bløde,

senile Fæ en Okse uden Mage,

en Falstaff — med hans Vom, men ej hans Vid,

en Narrebjælde sprukken al sin Tid.

Sig dem, at — om det end er noget silde —

paa Gravens Rand, forædt, opdunset, træt,

at ville være stor Mand, kan man ville

en god Mand være. Sig dem ogsaa det,

at just de bedste Fyrster meget ilde

forstod at gøre Stads . . . aa, sig dem ret...

dog nej, I tier. Vent, saa skal jeg tale

som Rolands Horn i Roncesvalles’ Dale.