Indledningsdigt til andet halvbind
Til andet halvbind
Til andet halvbind
Vel mødt igen! — og har man ment mig træt,
træt var jeg — det maa Godtfolk gærne vide;
og laa jeg aldrig før paa Ladheds Side,
jeg laa der — med den gode Sliders Ret;
havde jeg Livets Flod for tidligt søgt,
for sent — kanske — gav jeg for Ebben efter:
nuvel! der vaagned atter i mig Kræfter
til Genoptagelsen af Kaldets Røgt.
Mit Kald? — jeg har ej søgt det selv i Livet,
det blev mig brændt med Fødsels-Mærket ind,
og denne Glød vil ulme i mit Sind
til engang Naade-Stødet blir mig givet;
jeg har — som alle Andre — brudt med Pligter,
men brød og bryder mig kun fejl derom,
hvordan jeg stod for Gennemsnittets Dom:
jeg var ej «Oversætter» blot — men Digter!
“Men se! formasteligt har jeg mig vovet
ilag paany med Byrons Heltedigt.
Hvad hjælper det, om jeg fik gjort min Pligt,
fik afbetalt min Gæld, som jeg har lovet?
var Viljen god nok, Evnen var kun svag,
det har jeg i det mindste tidt nok mærket:
har Viljen jeg med Tilskud end forstærket,
min Evnes Minus kom dog for en Dag.
Paany jeg vender mig til Bogens Aand
og beder Dig, Du stolte Lord og Britte:
kan ej i Takt jeg med din Genius skridte,
saa nægt mig ikke derfor helt din Haand!
drag kun din Væbner med Dig viden om,
slip ham ej paa din Værdens-Fart af Sigte,
at han kan oversætte — Du kan digte —
at sammen vi kan staa for Godtfolks Dom!
Vi hører jo dog sammen, høje Herre!
om «uden Dadel» ej, dog «uden Frygt»,
trods Snus-Moral og Alenkræmmer-Kløgt,
trods alt, hvad Køterne kan gø og snerre;
vi hører sammen paa den samme Kærre,
om ikke Thespis’ saa Apollons Vogn:
kan det ej ses af Godtfolk i vort Sogn,
det blir for Godtfolk selv saa meget værre.
Vi regnes under Et iblandt de Faa,
som Evnen fik til Digter-Blod at nyde,
mens Evnen blev dem nægtet til at yde —
som heller end at dømme, vil forstaa!
de Folk forlanger ej en Lægebog
med Husraad imod Livets Katzenjammer,
de véd, hvorfra den fælles Livs-Nød stammer,
den vil de se paa Prent i Kærne-Sprog.
Og er end Kærne-Sproget Dit — med Rette,
o Herre, Du hvis Blod i Sproget flød,
Du fra hvis Hjærte Bogens Strømvæld skød
og overskylled Samtids flade Slette:
og kan jeg med alt Opbud af mit Snille,
min Kunst, min Flid, ej mestre Bogens «Aand»:
saa holder Du Disciplen dog ved Haand
og kender i hans Puls vor Moder-Kilde.
Aar gik der hen, hvor «Don Juan» var lagt
med Mærket: Vent og gro! blandt andre Sager,
de Aar uddybed mig min Arbejds-Ager
og øged mig mit Bo’s Bestand og Magt;
blir jeg engang til Tiggerstaven bragt
(aandelig talt) nuvel! det faar saa være:
men «Don Juan» skal staa, sig selv til Ære,
fyldt som den er med Menneske-Foragt!
Foragt for Mennesker — men ej for Livet,
Foragt for al den fælles Usseldom,
hvori vi selvbevidste spanker om,
som havde vi vort Præg Naturen givet:
Naturen, som er grænseløs ophøjet
i Skønhed, Vildhed, Storhed over os,
vi, som bestandig handler den paa Trods,
og i vor Afmagt er saa gud-forngjet.
Vi, Millionerne, som gaar i Krig,
saasnart en Kejser sig i Thronen retter;
vi, Nikkedukkerne for «Kabinetter»,
som er — officielt — mod Løgn og Svig;
vi, Kabinetters Kammertjener-Flok,
som afskyr — ideelt — Blodhundekobblet,
men som, saasnart vort Blod ved Kunst har boblet,
ej kan — realiter — faa Blod-Bad nok!
Vi, som har dannet Stater imod Stater,
vi, som belaster dem med Skat paa Skat
og, for at kunne gøre Fjenden mat,
gør Træk paa Træk med Præster og Soldater:
Præsterne, som Vorherres Navn skal lyve
qua Kautionist ind i vor Synde-Gæld!
Soldater, som i Krigen slaar ihjel
og som i Fred er Arbejds-Dagens Tyve!
Vi, som i Handel og i Vandel staar
Alle mod En, hver Enkelt mod de Mange;
vi, som paa «Godtkeb» Kunderne skal fange
og ler, naar Næsten drives fra hans Gaard;
vi, som med Sukkersmil hinanden flaar,
og klæber Nat og Dag ved Regne-Pulte,
og maa bedrage — hvis vi ej vil sulte,
og takker Himlen for et «naadigt Aar»!
O vi — vi, som os Kristenfolk benævner
og overtræder dagligt Kristus’ Bud,
og pynter Statens Kirke gyldent ud,
og spækker ængstlig Murens dybe Revner;
vi, som trods vore syv Religioner,
der hæver Dyden, river Lasten ned,
maa gøre Ægtesengen dobbelt bred —
bred nok for fjorten Slags Prostitutioner!
Ja vi — som snart hår fælles Maal og Vægt,
men ej en Lov, som alle Folk skal lyde;
vi, som ej putter i den samme Gryde
en Stadskarl og en simpel Tyveknagt;
vi, som — hvis ikke Ordet er for frækt —
blev en Natur-Karikatur paa Jorden,
vi Folk fra Osten, Vesten, Syden, Norden —
o fy! hvad blev den til, vor hele Slegt?...
Du véd det, Du, som maalte stolt dem Alle,
som har berejst den hele Usseldom,
som snart i Rusland, snart i England kom
bag paa dem — og lod Svøbeslaget falde!
Hvor skreg da de, som kagled før og kækked!
hvor sad der rede Strimer paa den Hud,
som ikke Lyveriets Lommeklud,
ean de mille-fleurs besprængt, fik tidsnok dækket!
Dog — den, som slaar, har først følt Svøbens Tugt,
den, som hudfletter, har først saaret stønnet;
man sparker ej til Bullen, som er frønnet,
uden at faa i Nesen Edder-Lugt!
Din Humors Skedevand, din Bidskheds Salt,
din suveræne Grund-Foragt for Gøglet
har, mens Du lo, din Musas Svingflugt tejlet —
og ferend «Banens Slut- Du sammen faldt.
Du svang din Svøbe — myndig, som den Stærke,
men førend Værkets Slut blev Du lidt træt;
din Oversætter har vel mærket det,
hvoraf Originalen bar sit Mærke.
«Den kender Smærten bedst, som bærer Bylden»,
og Skoen trykker den, som har den paa:
og skal vi dele — ærligt at forstaa —
for Værket Æren, bør vi dele Skylden!
Febr. 1890.
H. D.