Begyndt i Venedig, December 13, 1818; endt sammesteds Januar 20, 1819.
Syvende Stanze.
En Ild, som den, et saadant Slør udsender,
Venezias fazzioli ene kender.
Fazzioli — ordret: smaa Lommetørklæder — de Slør, som hyppigst bæres paa Markuspladsen.
Ellevte St.
hun rulled ellers slemt, og Søen brød
— og bryder altid — i den Bugt forbandet.
Staar man paa Dækket, blir man lagt i Blød;
hun vasker — det kan ikke være andet;
I B.s «Breve» 1814 staar følgende lille Bemærkning, der karakteriserer Walter Scott saavel som Byron selv. «Hogg skriver mig til, at Scott er gaaet til Orkengerne i en Storm, under hvilken S. «aldeles ikke var i sit Es, forat bruge det mildeste Udtryk». O Gud, dersom disse Kakkelovnspoeter havde prøvet en Fart i aaben Baad i dygtig Krapsø — eller en stiv Kuling i «the Gat» — hvor vilde det ikke have forfrisket dem, og hvilke Indtryk vilde de ikke have modtaget derigennem!»
Syttende St.
«De Fagre til den Fagre!» (Ja jeg bér, —
Citater er min Kæphest — Stedet kan
De vel? Dandronningen med Blomster ser
man strø Ophelias Grav);
Se den berømte Scene i Shakspeares Hamlet (V. 1.)
DRONNINGEN
(strør Blomster).
De Favre til den Favre! — Saa Farvel!
min Hamlets Hustru skulde du jo været;
din Brudeseng jeg skulde have smykket
og ikke strøet din Grav, du søde Pige!
(Lembckes Overs.)
Fireogtyvende St.
Fregatten, kaldet «Santa Trinidada» o. s. fr.
Hermed begynder den mesterlige Skildring af Stormen, Skibbruddet og dettes forfærdelige Følger for de Ulykkelige i Storbaaden. Med Hensyn hertil findes følgende Sted i et af B.s Breve til Forlæggeren Hr. Murray. «Hvad Materialet til Skibbruddet angaar, tror jeg, at jeg allerede for lang Tid siden fortalte baade Dem og Mr. Hobhouse, at der ikke var en eneste Enkelthed ved samme, som ikke var taget ud af Træk fra Virkeligheden, samlede rundt omkring fra Optegnelserne om forskellige Forlis.»
Th. Moore knytter hertil nogle Bemærkninger af Interesse for den store Digters Beundere. B.s Hukommelse maa have været af en sjælden intensiv Art; det hedder nemlig om Digteren, at han allerede i 1799, da han var Elev af Dr. Glennie i Dulwich, fandt i sin Lærers Bogsamling en Pjece, som dengang beskæftigede ham og hans Kammerater meget, en Beskrivelse af Skibet «Juno»s Forlis paa Kysten af Arracan i Aaret 1795. Af denne Beskrivelse findes ogsaa Scener i «Don Juan». Sammesteds imødegaar M. de journalistiske Skriblere, der netop i Anledning af Skibbrudsscenerne i «Anden Sang» kaste sig over Lord Byron med Beskyldninger for Plagiat. M. paaviser, hvorledes Tasso i alle Skildringerne af Slag og Træfninger har søgt til foregaaende eller samtidige Historieskrivere og Poeter som de naturligste Kilder, og at han selv i sine Kommentarer har udpeget disse Steder; (man erindre Molières: Je prends mon bien où je le trouve).
Disse Beskyldninger for Plagiat synes at have været mange og højrøstede. Selve Times tager nu Ordet og forsvarer Digteren. Bladet gør opmærksom paa, hvorledes Shakspeare i de berømteste Scener i «Julius Cæsar» og «Coriolanus» Ord til andet har benyttet i Replikerne Norths Oversættelse af Plutarch. Exempelvis for Coriolans Vedkommende aftrykkes Stedet hos Plutarch: «Jeg er Cajus Marcius, som har gjort Dig især, og alle Volscerne, stor Men og Skade», osv. Hermed sammenstilles den berømte Fjerde Acts tredje Scene i Tragedien, hvor Coriolanus fremstiller sig for Aufidius. Stedet lyder (i Lembckes Oversættelse) saaledes:
CORIOLANUS.
Mit Navn
er Cajus Marcius, som har gjort dig
især, saavelsom alle Volskerne,
stor Men og Skade;
Her skal som de vigtigste af B.s Kilder nævnes Beretningerne om «Hercules»s Forlis, «Centaur», «Abergavenny», «Sydney», «Juno», «Lady Hobart».
Niogtyvende St.
Ja uden dem var Alt forbi, min Sandten; —
spørg Mr. Mann i London, Fabrikanten.
Denne Adresse findes i Beretningen om Skibet «Hercules»s Forlis.
Sexogtredivte St.
«Mer Grog!» de skreg, «for om en Time gaar
vi dog ad Helved». osv.
Forat vise, hvor nær B. er gaaet sin Kilde og med hvilken Kunst han har faaet Ordlyden i Beretningen ind i sin Strofes Slyngning, hidsættes her Rapporten fra det betreffende Sted i «Abergavenny’s Forlis». En Midshipman stiller sig med spændt Pistol foran Botleriet, hvor Rumfadet gemmes; Mandskabet trænger ind paa ham. «Mer Grog, skreg de, for om en Time gaar vi Fanden ivold! — Jeg véd, at vor Time kommer, svarede den modige Officer koldt; men lad os dø som Mænd, ikke som Dyr!»
Fireogfyrretyvende St.
Her har Digteren benyttet et Uddrag af en af Erasmus’ Dialoger «Naufragium». E. har følgende morsomme Episode af et Skibbrud. (Lord B. har selv oversat Stedet fra Latin.) «En lovede i sin Nød, med høj Stemme, St. Christopher i Paris et Voxlys af samme Størrelse som den Helliges egen Statue (og den var stor). Hans Nabo stødte til ham og sagde: Tag dig iagt for hvad Du lover; thi ikke om Du vilde sælge alt dit Habengut, kunde Du betale et saadant Lys! Den Anden svarede i en lavere Tone, forat St. Christopher ikke skulde høre det: Hold Mund, din Tosse! Tror Du jeg taler i Alvor? Om jeg nogensinde kommer iland, saa faar han ikke saa meget som et Spæddelys!»
Stanzens kraftige Slutning skyldes utvivlsomt et Sted i Cardinal Retz’s Memoirer, hvor netop et saadant Skibbrud i Bugten ved Lyon er beskrevet. Cardinalen har et fint Blik for Latterlighederne under selve Rædslerne. Han fortæller at Skibets Kaptajn, en Spanjer, trak i sin fulde Puds, for «som det sømmede sig en Spanjer at dø standsmæssigt i Kongens Tøj». Da en Stakkel iblandt Besætningen kryber hen til ham og beder om at blive skriftet, giver Kaptajnen denne et Fodspark og beder ham pakke sig, for ikke at forarge ved sit daarlige Exempel.
Halvfjersinst. St.
Dette Træk med Hunden er taget fra B.s egen Bedstefaders Bog: Commodore Byron’s «Narrative» (se i det Følgende).
Fireoghalvfjersinst. St.
Denne og de efterfølgende Stanzers Rædselsscener findes nøjagtig i «Sufferings of the Crew of the Thomas» og i «Famine in the American Ship Peggy».
Treogfirsinst. St.
Men skulde «gyseligt» hans Lod du finde:
husk Ugolino, som kan sig tillade
at gnave Kranjet af sin Ærkefjende
ved Enden af en pyntelig Tirade.
Stedet i Dantes «Helvede» (30te Sang), hvor Grev Ugolino fortæller om Sønnernes og sine egne Kvaler i Fængslet, da de var indmurede af Dødsfjenden Ærkebiskop Ruggieri, hvis Hoved han nu underkaster følgende Behandling:
Til Siden skeled han og mer ej talte
Men Hjærneskallen greb igen med Tænder,
Stærke som Hundenes til Ben at spalte.
(Molbechs Overs.)
Syvogfirsinst. St.
To Fædre var der blandt den blege Skare osv.
Stoffet til denne saa rørende og gribende Episode med de to Fædre og deres Sønner (LXXXVII—XC) er netop taget fra hin Beretning om «Juno»s Forlis, som Digteren læste i sit tolvte Aar. Naar man ser Beretningens tørre Fakta og genfinder de samme Ord i Digtets Stanzer, maa man netop beundre den plastiske, sparsommelige Kraft og Sikkerhed, hvorved et saa stort Resultat vindes af saa faa Midler.
Ethundredogfemte St.
han var en dygtig Svømmer, det er sandt,
og vilde kunnet Hellesponten kløve,
som engang (hvad vi regned selv for stort)
Leander, Ekenhead og jeg har gjort.
B.s saa meget omtalte Svømmetur over Dardanellerne paa hans første Udenlandsrejse den 3die Maj 1810. Lord B. svømmede sammen med Lt. Ekenhead (af Fregatten «Salsette», Kapt. Bathurst, som var stationeret mellem Sestos og Abydos); Strækningen, der, naar Strømmen medregnes, maa angives til henimod fire eng. Mil, tilbagelagdes i henholdsvis 1 Time og 10 og 1 Time og 5 Minuter. Digteren skrev i den Anledning et lille epigrammatisk Digt, hvori han ikke skaaner sig selv. («Written after swimming from Sestos to Abydos».) Hobhouse beretter forøvrig, at Lord B. i Lissabon foretog en meget farligere men mindre berømt Svømmetur mellem Gamle-Lissabon og Belem-Taarnet imod en rivende Strøm og i frisk Søgang; Turen varede henimod 2 Timer.
Ethundredogtreogt. St.
en Suppe gav de ham; ved sligt kan jo
den bedste Skjald gaa hen og blive bange,
men bedre Ret lod ej Homer, jeg tror,
Achilles sætte paa sit Middagsbord.
Stedet i 9de Sang af Iliaden.
(Wilster. Overs.)
Saa han talte; Patroklos adlød, hvad Vennen befol ham.
Selv ved den skinnende Ild han stilled det vældige Kødbræt,
Lagde paa Brættet et Faars og en Buks tykflommede Rygge
Samt af et triveligt Svin en smækfed, bævrende Side.
Kødet Automedon holdt, men selv Achilles det udskar,
Flinkt han i Skiver det snitted, og stak saa Kødet paa Bradspid,
Mens en umaadelig Ild blev tændt af den bolde Patroklos. osv.
Ethundredogtredivte St.
— min Farfar har ej overdreven
det Almne i sin «Narrative» beskreven.
Den ovenomtalte Commodore John Byron, der, som Midshipman, led Skibbrud paa Kysten af Patagonien i 1740 og først slap tilbage til England 1746. I hans «Narrative» er hans og Ulykkesfællernes Lidelser mesterlig skildret. Han er berømt ved dette Værk og sin senere Verdensomsejling. Hans Tilnavn blandt Matroserne er karakteristisk «Foul-weather Jack». Digteren satte denne sin Bedstefader meget højt. (Se iøvrig: Karl Elze, Lord Byron.)
Ethundredogfyrret. St.
men raaber Døden først ved Firs sit Stop,
saa skriv, at Du stod Klokken Fire op.
Her sigtes rimeligvis til den af Dr. Franklin i 1784 udgivne statsøkonomiske Pjece, om Fordelene ved at gaa tidlig iseng og staa tidlig op. Der beregnes, at i Paris alene vil der spares i Belysningsomkostninger 96 Millioner Frcs. om Aaret ved at bruge Solens Lys istedetfor det kunstige.
Ethundredogfemoghalvtredst. St.
Minotauros-Fablen . . . . Pasiphaé.
Minos er født paa Kreta af Europa, som Zeus i en Tyrs Skikkelse bortførte fra Agenor. Han gifter sig med Pasiphaé, en Datter af Solen. Aphrodite, som hader Solen, fordi denne havde opdaget og forraadt hendes Forhold til Ares, indgyder Pasiphaé en unaturlig Kærlighed til en Tyr, som Posejdon lader opstige af Havet. I Minos’ Fraværelse fødte hun da af denne Forbrydelse Minotauros, halv Menneske, halv Tyr, som saa den fortvivlede Ægtemand lod indeslutte i den af Dædalos byggede Labyrinth for dér at skjule sin Familjes Vanære.
Se desuden Ovid. Metamorph. (VIII. 132.)
_Quæ torvum ligno decepit adultera taurum
Discordemque utero foetum tulit._
Ethundredogfireogtredst. St.
Hvor sødt at lære Sprog i fremmed Tunge osv.
Lord B. kender dette som faa Andre. Han skriver allerede i sin Dagbog fra 1809, hvorledes han i Sevilla boede i Hus sammen med to unge, ugifte Damer, af hvem han, særlig af den yngste, lærte Spansk paa denne Maade.
Ethundredogsexogtredst. St.
Med Kønnet dér blir det sin egen Sag
for En fra Englands high life exileret.
B. bemærker selv i sin «Dagbog» 1821: I 1813 udgjorde jeg i Londons fashionable Verden et Segment af Cirkelen, et Noget af det store Intet. Jeg var jo «Løven fra 1812».
Tohundredogførste St.
En blir en Sluske — og gør saa Noveller.
En af de djervere blandt Digtets Strofer. Man synes formelig at føle, hvorledes hos den titanske Aand Trangen vaagner til at vise Kloen og løfte Armen til Slag ovenpaa en saa yndefuld, yppig og glødende-ren Beskrivelse af Haidies Brudefærd.
I «Slusken» sigtes til Lady Caroline Lamb, til hvem B. som bekendt stod i Forhold kort førend hans skæbnesvangre Giftermaal. Den forsmaaede Skønne havde i 1816 udgivet en Novelle — eller rettere Roman — «Glenarvon», hvori Lord B. under en let Forklædning gaar igen med baade mulige og umulige Fejl. Trods Digterens Svar paa Madame de Staëls Spørgsmaal, om han vedkendte sig Portrætet, «at det Hele, som havde Hentydning til ham i denne Bog, var en Del af et Brev», mærker man dog her paa Slagets Kraft, at Allusionerne engang maa have rammet.
Tohundredogtiende St.
«Holdt!» skreg Filosofien, ret spartansk,
(om end maskeret helt veneziansk).
De fire første Sange af «Don Juan» ere som bekendt skrevne i Venedig fra Begyndelsen af 1818 til Slutningen af 1819. Under dette Tidsrum falder Byrons første Møde og senere Samværen med Grevinde Teresa Guiccioli, der, som Digterens Elskerinde, skulde faa en saa varig og forædlende Indflydelse paa ham.