Jeg stammer fra den lave Vraa,
men træder i min Sko
saa frit som dem, der højt paa Straa
i Greveslotte bo;
dog vil jeg længer frem, frem:
til Kundskab staar min Hu;
for Kundskab har en større Glans
end nogen Grevefru.
Den Junker bryster sig til Hest
i Sadlen dér saa stolt,
men hvad ham fattes, véd jeg bedst,
som har ham Bøjlen holdt;
han kommer ikke frem, frem,
han bliver den, han er;
Forstand han har paa Hesteføl,
men ej paa Mennesker.
Jeg sætter mig paa Bænken hen,
at høre paa den Mand,
som, selv belært af bedre Mænd,
opklarer min Forstand;
saa gaar det sindigt frem, frem
ved Sange og ved Sagn.
De fanger mig for Kundskab ind
med Ligheds-Lov til Agn.
Hvad tungt der knuget har min Sjæl,
det luftes ud ved Sang,
og fri for Klimpen under Hæl
jeg lettes i min Gang;
men jeg vil længer frem, frem;
saa langt som jeg kan naae;
til Mandedaad og Frihedsdyst
de Sagn kan ej forslaa.
Jeg lære vil af Videnskab,
hvad den mig lære kan,
beregne mig Gevinst og Tab
i mine Fædres Stand;
jeg flytter Maalet frem, frem
ind i den nye Tid:
Vorherres Rige er som vort,
om Grænsen staar der Strid.
Han rækker os ej Naadsensbrød
før vi er helt slidt ud,
han spørger os kun ved vor Død,
om vi har fulgt hans Bud?
Og Buddet det er: Frem, frem
for Livets store Ret! —
og sig mig, hvilken Bondesøn
bør ikke lære det?