Herr Tobias.
Tro Du, fordi Du er dydig, at der ingen Kringler og Krydderøl skal være til mere?
Narren.
Jo ved Sankt Anna skal der, og det saa Ingefærret skal brænde i Munden.
Shakspeare: Helligtrekongers Aften. II A. III S.
(Lembckes Overs.)
I.
«I Menneskenes Liv er Flod og Ebbe;
benyttes Floden»... Resten kender man,
og mange deler Meningen, skøndt næppe
ret mange griber Lykken tidsnok an.
Dog, ogsaa sen Høst giver Korn i Skæppe;
Alting er for det bedste, — hvad der kan.
af Enden ses og som Moral uddrages:
naar det ser sortest ud, det ofte dages.
II.
«I Kvindekønnets Liv er Flod og Ebbe;
benyttes Floden, leder det til... ja,
til hvad? Den Lods er ingen simpel Jeppe,
der klarer dette Løb, hvor nu og da
et Idvand, som hos Jakob Böhme næppe
i hans Visioners Hvirvel, man kan ha’.
Naar Kønnene de tænker — Tid til anden
saa bruger Kvinden Hjærtet, Ho’edet Manden.
III.
Hun, ung og skøn, halsstarrig, opsat paa
at ofre Throner, Verdner for sin Flamme,
ja at udviske Himlens Stjærner smaa; —
blot hun sin Vilje faar, er Alt det samme,
fri vil hun være, som de, Bølger blaa,
der aldrig lænkes, aldrig bliver tamme; —
hun Djævlen er (ifald han kan eksistere)
og gør af Mændene dog Manikæ’re.
IV.
Throner og Verdner kastes bort saa tidt
for lave Hensyn, at, hvergang Passionen
slaar Tærninger om dem, vi skriver Kvit
paa Tavlen med Undskyldning? for Personen.
Antonius — ja hvorfor har han vel stridt?
Vi véd, han holdt Cleopatra paa Thronen,
og det er Actium, tabt for den at vinde,
som gør jævnbyrdig ham med Cæsars Minde.
V.
Halvhundred var han da, og Fyrre hun,
men sæt at det var Tyve imod Femten,
aa, saa er Verdner Fnug i Luften kun!
Skøndt ikke rig paa Verdner — uden Skæmten —
gav bort jeg i min Elskovs første Stund
mit ganske Eje — Hjærtet. Det er nemt en
hel Verden værd, thi den kan ej erstatte
de Følelser, som — ak — for snart blev matte.
VI.
Det var den Unges «Skærv». Kanske jeg ejer
engang som «Enken» paa mit Regnskab den,
men lad og være, at den intet vejer:
hvor sødt og saligt, da jeg gav den hen!
At Gud er Kærlighed man nævne plejer,
men Kærlighed en Gud var, medens end
vor Jord var ufortært af Syndestriden
da — ja Vorherre maa selv vide Tiden.
VII.
Vi skiltes fra vor Helt og vor Fyrstinde
lidt hovedkuls — jeg nægter ej, men sandt
er det, at Pelsen man for Næstens Kvinde
maa ogsaa vove lidt engang iblandt;
Storherrer dog — det lægges her paa Sinde —
ser yderst sjelden Sagen fra den Kant,
som Cato, der sin Hjærtensven heroisk
sin egen Kone laante — ganske stoisk.
VIII.
Gulbeyaz synded slemt imod sin Pligt,
jeg tilstaar, jeg beklager, jeg fordømmer det,
men’ Løgnen har jeg banlyst af mit Digt,
om man saa hader eller man berømmer det;
hvor Lidenskaben raader, ser man sligt —
er Hjærtet mon en Mands, naar han forsømmer
Nioghalvtreds var Aarene, han bar paa,
og femtenhundred Friller, ja de ta’er paa...!
IX.
Jeg er, som Cassio, ej et «Regnebræt»,
men med hans «Debet-Kredit» maa jeg lade,
at talte op hun just paa Kvindens Sæt
Hs. Højheds Aar, saa faldt jo denne Skade
paa Mandens Saldo — hun var i sin Ret;
og gav sin Gunst han til den hele Rade,
saa fik hun knap en Femtenhundreddel
og ikke sin Gemal udelt og hel.
X.
En Frue plejer hyppigt Kvalm at gøre,
naar det sig drejer om den kære Mand,
og ikke mindst naar hun er en — Hældøre;
saa sættes Synderen i dobbelt Ban.
Processer, Stævninger de os paaføre,
hvad Raadsturetterne bevise kan,
saa snart de tror, at der er sket et Brud paa
hvad de fik ene Lovens Segl og Bud paa.
XI.
Og sker blandt Kristne sligt, saa tør man tro
at ogsaa Hedninger, saa noget lige,
vil ikke stille Sagen i Bero
men «gribe kraftigt til» — som Fyrster sige;
ja de vil værge deres Hus og Bo,
naar Manden lumskelig vil Pagten svige;
firdobbelt blir da fire Koners Sag:
Tigris som Themsen har sin Tamperdag.
XII.
Gulbeyaz var den Fjerde, og (som sagt)
begunstiget; men hvad er Gunst blandt Fire?
Polygamien stande bør ved Magt!
men — har en klog Mand, stemt ved Hymens Lire,
ét Ægteskab — i Herrens Navn — fuldbragt,
saa kommer han sandsynligt dér ej tiere,
og den maa være Tyrk, fanatisk, streng,
som Brudelejet gør til «Søsterseng».
XIII.
Hs. Højhed allernaadigst — saadan stave
vi deres Titler jo, de Jordens Store,
indtil vi ned blandt Maddiker dem grave
og Orme-Jakobinerne sig more
med Deres Majestæters Sul at gnave —
Hs. Højhed værdigedes ømt at bore
sit Blik i hendes — og et Kys at vente
(en «Højlands-Velkomst» af de velbekendte).
XIV.
Nu maa man dog ej glatvæk mene at
de søde Kys og Klap i Elskovslue
er intet: — noget er de, som den Hat,
en Kvinde tager paa, hvad eller Hue;
hun véd, den klæder, naar den smukt er sat,
men slut ej straks fra den og til dens Frue:
som Pynten ej er Hovedet hos hende,
saa vil i Kysset ej Du Hjærtet finde.
XV.
En Rødmen, Skælven, en ret kvindelig
og dybt følt stille Lykke, som langt mere
i Øjets Laag end Øjet røber sig,
sligt vil en Kender vide at vurdere
som Tegn paa denne Kærlighed saa rig,
der kan paa Alt for din Skyld resignere,
mens overfor den overdrevne Flamme
og dito Kulde Du kun staar til Skamme.
XVI.
For megen — kunstig — Varme ækler bare
og tør, som virkelig, ej lides paa;
en Knøs kan mene, det har ingen Fare,
men ellers narrer sikkert den kun Faa, —
en egen Slags Forskrivning paa en Vare,
som nemt paa anden Haand kan overgaa
ved første Bud. Og, modsat, tør de Kolde
for sippede og Snærper man vel holde.
XVII.
En saadan Kvinde viser daarlig Smag,
thi om vi elske fyrigt eller stille:
Gensidighed er dog en Hovedsag,
og har vi fænget, vi bønhøres ville
om saa var under St. Franciscus’ Tag,
hvor Visionæren ser i Sne sin Frille.
Kort! Elskov har engang til sin Devis’
Horats’s: «Medio tutissimus tu ibis».
XVIII.
«Tu» er tilovers, men jeg la’er det staa;
mit Vers forlanger det, og Vers maa lydes
trods gamle Hexametre; saa lad gaa!
om og en Fod og Rhytme derved brydes,
naar bare jeg min Hensigt kan opnaa
og ikke jeg for min Ottav skal snydes.
Lad være, Prosodien helst vil rette det,
men Sandhed ej, — hvis Du vil oversætte det.
XIX.
Om nu Gulbeyaz Grænsen overskred,
jeg véd ej, men det lykkedes, og dette
er Sagen; derom kan Du faa Besked
hos Kvinden — se blot hendes Toilette!
Hun ægger Manden, hun faar ham paa Gled,
den Elskov gør os alle lige slette;
vi har én fælles Svaghed (jævnfør Skriften),
Sult kan kun tæmme den: — Forplantningsdriften.
XX.
Fred da med Majestæterne! — at sige,
en Seng er ej en Throne, og de faar
den Fred kun, som almene Dødelige,
hvis Skuffelse deri er nok saa haard,
som nogen Sorg i hele Verdens Rige.
Vi græde hyppigst for de mindre Saar,
det er et dagligt Smaadryps «lille Smule»,
der kan vor Sjæl (som Stenen) dybt udhule.
XXI.
En arrig Kvind, en uvorn Søn, en Rente-
Betaling, som med Laan vi dække maa,
et gnavent Barn, en Hund, hvis Død vi vente,
en Hest, som bliver halt, naar den skal gaa,
en gammel Drage, paa hvis Testamente
vi stoled men kom ikke til at staa —
alt det er Bagateller, og dog véd
jeg ej den Mand, som ej deraf var ked.
XXII.
Som Filosof gi’er jeg dem Fanden alle,
Dyr, Mænd og — Kvinder, nej, de sidste
Eu saadan Krafted letter paa min Galde,
saa jeg kan atter Sværd i Balgen stikke
og stoisk lade Hvile paa mig falde,
mens Sjælen rolig faar i Alt sig skikke.
Men hvad er Sjæl? Hvor kommer den nu
Aa, saa lad Pokker ogsaa Sjælen ta’!
XXIII.
Det letter dejligt, saadan at forbande;
det er som læste Athanasius man,
der lyser over Menighedens Pande
en saa fortrinlig, klar og liflig Ban,
som for Ens værste Fjende — maa jeg sande —
man næppe bedre sig den ønske kan;
den pryder Bønnebog og fryder Degn,
som Iris smykker Himlen efter Regn.
XXIV.
Gulbeyaz laa og sov nu hos sin Mage;
en af dem sov vel! — O, den lange Nat,
naar Hustruer, som deres Mænd bedrage,
uroligt titte frem, hvor det er fat,
om ikke de kan snart et Glimt opdage
bag Jalousierne af Gryet mat —
og døse ind, og vaagne, og forskrækkes
ved Tanken, at den «Lovlige» kan vækkes.
XXV.
Saa gaar det under Himlens høje Tag
og under andre Himle ligesaa
paa fire Stolper, med Gardiners Fag
og Lagner, disse Skjaldens «Bolstre blaa»,
hvorpaa de Rige strækker sig i Mag, —
ja, Ægtestand er ej at lide paa!
Gulbeyaz, Fyrstebruden, iblandt Bønder
begik som Majbrud vist de samme Synder.
XXVI.
Vor Don Juan, som Dame kostumeret,
og Ternerne — da Tegnet givet var
og efterat de havde defileret
for Majestæterne — drog Par om Par
ind i Serailets Bygning, rigt monteret,
som Soverum for tusind Fanger har,
der sukker efter Kærlighed og smægter
som Burets Fugl, hvem Sol og Luft man nægter.
XXVII.
Jeg elsker Kønnet — og gør til mit eget
Tyrannens Ønske «at vor Slægt besad
en Nakke blot, som Øksens Hug afmejed»,
dog bær’ jeg mig ej fuldt saa grusom ad
men drejer — nej det var som ung jeg drejed
det hen til: at ét Læbens Rosenblad
det smukke Køn besad, én Rosenmund
at kysse over hele Jordens Rund!
XXVIII.
Briareus, hil dig, om Du blev fød’
med Alting i det Maal, som Du fik Hænder
Dog nej, min Musa vil ej se sig nødt
til en Titan at vælge, og hun vender
med Angst sig fra en Patagoniers Skød;
tilbage hun til Lilliput mig sender,
at lodse gennem Elskovs Revler vor
forklædte Helt, — se Teksten ovenfor.
XXIX.
Med Odaliskerne de søde Smaa
han altsaa gik, men uansét den Fare,
han derved løb, saa kunde han ej faa
sig fra at titte rundt i denne Skare
— (skøndt det var halsløs Sag, kan man forstaa,
langt værre end i England, hvor man bare
i værste Fald med Pengemulkt maa bøde) —
paa Barm og Hofter og paa Skuldre bløde.
XXX.
Dog ihukom sin Rolle han. Saa drog
fra Rum til Rum anstændigt og opbyggeligt
med Gildinger de unge Pigers Tog;
de ledtes af en Dame, som omhyggeligt
holdt Øje med dem selv i fjærnest Krog
og vaaged over Ordenen udtrykkeligt
og taalte ingen Nykker eller Noder,
og denne Dame kaldtes «Jomfrumoder».
XXXI.
At hun var «Mo’r» — det gætter jeg nu blot,
som og at de var «Jomfruer», der kalde
ved denne Titel hende; ligegodt,
hun bar den Titel, som det kunde falde, —
— slaa op i Cantemir og hos De Tott!
Hun skulde svinge Riset over alle
de Femtenhundred, holde dem til Stumhed,
og ave dem, naar de begik en Dumhed.
XXXII.
En Sinecure, dette — billigvis!
’sær da her ej et Mandfolk var at finde,
undtagen Sultan selv, naturligvis,
som ved sin Vagt, ved Slaa og Bom og, hende,
den Gamle — samt en Sæk paa Landsens
forstaar at holde hver en Haremskvinde
kold som en Nonne bag sin Klostermur,
hvor man mod Kødets Lyst har kun én Kur.
XXXIII.
Og det er? Fromhed — skulde jeg da mene.
Hvor kan Du spørge, Kære? — Men, giv
De Unge, for én Herres Lyst alene
fra alle Verdens Kanter sammenbragt,
saa stolt som noget Kor henad en Scene,
ret som Vandliljer ad en Katarakt
(nej, ad en Sø — thi Katarakten vilde
jo styrte bort) skred frém helt bly og stille.
XXXIV.
Men næppe følte de sig sikre, før
— som Fugle, Drenge, Daarekistelemmer,
der endelig har sprængt den trange Dør,
som Floden, hvem ej nogen Dæmning stemmer,
som Kvinder i det hele, naar de rør’
sig frit og ingen dumme Baand dem hæmmer
de lo og sang og dansed og slog Gæk-
ken løs, saa snart som Vogterne var væk.
XXXV.
Forstaar sig, Talen gjaldt den Ny især,
Figuren, Haaret, Holdning, alle Ting;
En syntes ikke just at hendes Klæ’r
sad godt, og hvorfor bar ej Øret Ring?
Paa hendes Alder gættede Enhver:
fra Tolv til Tred’ve, saadan’ Mellemting!
En fandt, at hun i Vækst var som en Mand,
og Nogle sukked: gid det var saadan!
XXXVI.
Men Ingen tvivled om, at hun jo var,
hvad hendes Klædedragt angav, en Kvinde,
en Skønhed af den Sort, som man kun har
den ellers i en rank Georgierinde;
de fandt at rigtig dumt Gulbeyaz bar
sig ad ved Købet af en slig Slavinde,
der kunde — ’fald Hs. Højhed lysted — dele
med Fruen Throne, Bord og... og det Hele.
XXXVII.
Dog, hvad der vel var mærkeligst: de fandt,
skøndt de tog hende kritisk nok i Øje
og maalte hendes Skønhed paa hver Kant,
langt færre Ting at dadle, end med Føje
man kunde vente af det Køn, som sandt
at sige ellers ta’er den Sag ret nøje
og hyppigst ser i hver en ny Veninde
«den værste Grimrian, som man kan finde».
XXXVIII.
De følte nok en Smule Jalousi,
som hver en Kvinde, Kristen eller Hedning,
men — lad os kalde det for Sympathi,
en Gaade, som vi staar ved uden Ledning
skøndt ingen aned, at en Skælm stak i
de Klæ’r, fornam de dog en Sammenkædning,
en Magnetisme, Satanisme — eller
hvad man nu vil; et Ord mig lidet gælder.
XXXIX.
Men alle fatted de for denne her
et — ja hvad var det? noget nyt og ægte,
et Venskab som til En, der er os kær
som «Søster»; mens et Par ej kunde nægte
at heller de betragted hende dér
som «Broder» — hvem de, heller end forsmægte
om saa det var i selve Sultans Arm,
drog i Cirkassien ømt til deres Barm.
XL.
Blandt dem, som hælded mest til denne Sort
Veninde-Kærlighed, var tre især,
Lolah, Katinka, samt Dudu; og kort
og godt: en fuldendt Skønhed var de hver.
Al Sammenligning skyder straks jeg bort,
der var, hvorvel en Forskel noget nær
i Alt, i Aar, Nation og Træk, én Mening
om denne deres Søster i Forening.
XLI.
Lolah var brun som Indiens’ Børn, og varm;
Katinka skær af Teint, med Øjne blaa,
en fin georgisk mejslet Haand og Arm,
en Fod, som dannet til at svæve paa.
Dudu var rund om Hofter og om Barm,
skabt for Alkoven, kunde man forstaa,
en yppig Skønhed, som til Hvile trængte —
man blev forrykt, naar ret derpaa man tænkte.
XLII.
En Venus, hvem en Søvnguds Magtsprog bandt,
som kunde «myrde Søvnen» dog hos Alle,
der tyst betragted denne Teint og fandt
at Phidiask man det Hoved kunde kalde.
Faa’ Vinkler havde Formen, det er sandt,
og paa det Ønske kunde man vel falde
at faa lidt mere Slankhed frem; men nødigt
man skar dog væk: thi hvad var overflødigt?
XLIII.
Mer dæmpet end de andre, stjal hun næsten
bagpaa Ens Sjæl sig som en Majdags Gry,
og ved de halvtilslørte Øjnes Fæsten
sig paa Dig, blev dit Blod som smæltet Bly;
Pygmalions Statue var hun for Resten
ej ulig (Lignelsen er splinterny)
det Øjeblik da Stenen, som først sover,
besjæles og i Livet ind sig vover.
XLIV.
— Saa spurgte Lolah om hvad Navn hun har.
«Juanna.» — «Nu; det klinger ej saa ilde.»
Katinka fritted om hvorfra hun var.
«Fra Spanjen.» — «Hvor er det?» — «Nej, hør nu, lille
Katinka, Du er dum» — lød Lolahs Svar
(og i en Tonart, vi ej røbe ville);
«en Ø er Spanjen nær Marokkos Strand,
imellem Tanger og Ægyptiens Land.»
XLV.
Dudu sad stille ved Juannas Side
og leged blot med hendes Slør og Haar,
og saa’ paa hende med de Øjne blide,
som om hun vilde spørge: hvordan gaar
det til at Du er her, en Fremmed, vide
fra Slægt og Venner, her, hvor Alle faar
en Velkomst, som det er de Skønnes Vane,
der altid paa de Ny skal glo og glane?
XLVI.
Bedst de nu taled, saa stod «Moder» dér,
med et: «Tilsengs, Smaapiger; værsaagod
Men hvordan gaar det nu med denne her
fortsatte hun og vendte sig imod
Juanna; «vi har vel optaget hver
en Seng, saa det er bedst, mit unge Blod,
Du deler min: imorgen skal vi saa
se til i Orden Sagerne at faa.»
XLVII.
Men Lolah afbrød — «Hør, Mama, Du véd,
Du sover ikke fast, og nødig vilde
jeg at Du skulde vækkes og bli’ vred;
jeg ta’er Juanna, vi to ligger stille,
og vi er slanke, vi, og Du er fed —
vær sød, Mama, og lad mig faa den Lille.»
Her vilde dog Katinka derom minde
«at Hjærterum og Seng var og hos hende.»
XLVIII.
«Og, sove ene, falder nu saa slemt»...
«Naa, hvorfor det?» — «Fordi jeg mange Gange
bag hver en Sengepost har set bestemt
et Spøgelse, som gjorde mig saa bange,
og siden drømmer jeg saa grumme nemt
i om Giaurer, Guebrer, Ginns, som vil mig fange.» —
«For Dig og dine Drømme,» mente Mo’er,
«fik nok af Søvn Juanna ikke Spor.»
XLIX.
«Lolah faar ligge ene smukt endnu
en lille Tid — Du kender sagtens Grunden,
og ligedan, Katinka, maa nok Du;
men for Juanna har en Plads jeg funden
hos Dig, Du gode, stille, bly Dudu,
som ikke sladrer hen paa Nattestunden.
Ej sandt, mit Barn?» — Dudu sad som en Payse,
thi hun var anlagt særligt for det Tavse.
L.
Hun rejste sig og gav sin «Moders» Pande
et Kys, samt Kinden paa de andre to,
og bøjed for Juanna sig (saadanne
som man i Østen plejer, hvor man jo
til Kniks ej kender, som i vore Lande)
og viste, hvor de skulde gaa til Ro;
de andre tog jo nok den Sag fortrydeligt,
men vilde dog ej røbe det for tydeligt.
LI.
Det var en Sal (og Oda kaldes den),
hvor Seng paa Seng langs Væggene var redt
med Natbordspladser, méd... langt mere end
jeg gider skildre her — (og jeg har set
det Alt med egne Øjne, gode Ven!)
Alt var her, hvorom Kvinder tidt har bed’t,
paanær maaske en Smaating eller to, —
der dog er nærmere, end man vil tro.
LII.
Dudu — ja hun var sød som meget Faa;
hun blænded ej men vandt ved disse rene
og fine Træk, som Malerne ej naa’
saa let just, som de Former, der alene
Naturens Luner har at slægte paa;
thi dem gengiver de — om jeg tør mene —
nemt, med et Strøg, og med en Lighed slaaende,
om den just ikke er paa Klingen gaaende.
LIII.
Hun minded om et Landskab, af de milde,
hvor Alting blomstrer i harmonisk Fred,
hvor Alt er Glæde, af en Art, en stille,
om just ej Lykken selv, dog nær derved,
som kender intet af de Udbrud vilde,
«sublimt» benævnt i Folks Enfoldighed.
Ved oprørt Hav og Kvinde paa min Vej
jeg ynked Elsker mer end Skipper, jeg.
LIV.
Ja hun var stille, tankefuld — ej trist,
men Alvor kunde man bag Tanken finde,
og hendes Tanker — til den sidste Frist —
var fuldt saa rene, som hos nogen Kvinde.
Hun aned ej, sin Skønhed ubevidst
og skøndt hun laa med sytten Somre inde,
om hun var lille, stor, mørk eller fager —
hun tænkte aldrig selv paa disse Sager.
LV.
Hun ret som Præget af Guldaldren bar
(hvor Guld var ukendt men dog, ej uvittigt,
skal laane Tiden Navn; just som man har
«Lucus a non lucendo» ganske vittigt:
ej det som var, men det som ikke var,
en Udtryksform, vor Samtid bruger flittigt,
hvis Erts vel Satan kan dekomponere
men aldrig helt og holdent registrere —
LVI.
«Korinthisk Bronce» var det vel kanske,
mest Kobber nok, forresten alt Metal).
Bevaagne Læser, om Forladelse
for Paranthesen, som i alle Fald
jeg maatte gjøre, og som jeg vil be’e
Dig regne blandt de Synder, som vi skal
paa fælles Konto have! — Du vil ej? —
Nu; hver sin Lyst — jeg gaar min egen Vej!
LVII.
Vi vender nu, thi det er paa de Tide,
tilbage hvor vi slap. Dudu gik om
og lod Juan — vist ej, Juanna — vide
Besked om Alt, hvor de paa Vejen kom,
i Ord, fra Hjærtet alle, faae men blide,
ja helt mærkværdigt faae — efter min Dom!
En ordknap Kvinde ligner — i en Fart —
den Torden, tror jeg, som vil komme snart.
LVIII.
Saa gav hun hende (ja jeg bruger hende
med Autors Ret, fra Klæderne at dømme)
et Omrids af de Pligter, Østens Kvinde
har til at holde Længslerne i Tømme,
hvad navnlig blir lagt Harem’et paa Sinde,
hvor Alt blir lært, hvad sig kan dydigt sømme
og dobbelt gælder, naar — som netop her —
man er i Vestas Korps surnumerær.
LIX.
Dudu holdt af at kysse; altsaa hun
gav Søsteren et Kys. Og hvorfor ikke?
Det kan dog ej forarge, al den’ Stund
man véd, blandt Kvinder det til Punkt og Prikke
betegner at for Øjeblikket kun
det morer dem lidt mer end sy og strikke.
«Kys» rimer paa — ja Rim har man i Grunden
paa Kys kun faa’ af: vogt for falske Munden!
LX.
Saa klædte hun i sin Uskyldighed
— Naturbarn, som hun var, den søde Smaa —
sig af, hvad grumme let hun havde ved.
Og da med Et i Spejlet hun sig saa’,
da var det, som naar sky ved Søens Bred
sit eget Billed ser den unge Daa
og studser først, men vender straks tilbage
for Dybets Under atter at opdage.
LXI.
Stykke paa Stykke lagde hun til Side,
men først Juanna hun sin Hjælp tilbød,
hvorom dog denne intet vilde vide
af Skamfuldhed — skøndt hun det snart fortrød;
de Pokkers Naale voldte hende Kvide,
hun stak sig paa dem, hun blev ganske rød
af Harm og Iver — meget vel begrundet:
de blev for vore Synders Skyld opfundet —
LXII.
og gør en Kvinde til et Pindsvin — ja
«noli me tangere» — saa noget lige;
sligt lærte jeg mig i min Ungdom, da
jeg gjorde Tjeneste som Kammerpige;
det var just til et Maskebal — ak ja —
og ærligt sled jeg, om jeg selv tør sige,
med Naalene og flinkt mit Bedste gjorde —
skøndt jeg ej altid stak just, hvor jeg burde.
LXIII.
Slig Dumhed aldrig ret de Vise smagte;
jeg elsker Visdom, mer end Visdom mig,
og Alting mig til Eftertanke vakte,
fra Thronen ned til Træet paa min Vej,
men aldrig mig dog Viden Haanden rakte.
Hvad er vort Liv? hvoraf udspandt det sig?
hvad har vi her at gøre? hvorhen gaar vi?
Saa spørger stadig vi — og hvad Svar faar
LXIV.
Dyb Tavshed over hele Salen laa,
og dæmpet hist og her et Lys kun brændte,
mens strakt paa Lejet rundt omkring man saa’
de Skønne slumre. Hvis de velbekendte
Gespenster nu var ret at lide paa,
saa burde de la’e. Kirkegaarden vente
og vise bedre Smag som Gæster her,
end spøge rundt i Taarne og om Kær.
LXV.
Her laa de Skønne, ret som Blomster bundne
i Krans fra et exotisk —Urteflor,
i Farven dejlige, men just ej «fundne» —
thi Prisen for sligt Drivhus er ret stor.
En laa med brune Lokker løst opvundne
og tunge Øjenlaag, som naar mod Jord
Abilden tynges, og med Perlers Rad
bag Læbens halvvejs aabne Rosenblad.
LXVI.
Her blussed Kinden mod en snehvid Arm,
og sorte Krøller saa’s om Issen flyde —
hun smiled gennem Drømmen, huld og varm,
som man ser Maanen gennem Skyer bryde;
og ufrivilligt fra den aabne Barm
lig Sneskred Floret faldt og syntes tyde
for Natten al den hemmelige Pragt
og faa den, endskøndt bly, for Dagen bragt.
LXVII.
Det er ej nogen Snak, skøndt saa det lyder:
vel var det Nat, men der var Lys, som sagt.
En Tredje laa som den, hvis Træk frembyder
et Billed paa dyb Sorg, til Hvile bragt,
mens Brystet svulmer og et Suk sig skyder
ud mod en savnet Strandbred, og med Magt
sig Taarer frem bag Øjets Vipper trænger —
som Duggen langs Cypressens Frynser hænger.
LXVIII.
Som i en Marmorsøvn en Stengestalt
den Fjerde laa, tyst, aandedrætbetaget,
hvid, kold og skær, som første Sne, der faldt,
som Alpers Minaret, som Gletscherlaget,
som... som Lots Hustru, da hun blev til Salt.
Gør I som jeg — jeg selv har ikke vraget
tag Jer paa Slump en Lignelse — maaske
en mejslet Jomfru paa et Mausolé.
LXIX.
Og se, her laa en Femte — som det hed
af «en vis Alder», hvilket vel skal sige:
i visse Maader aldrende; (jeg véd
ej mer derom, da jeg kun regner lige
til tyve Aar). Men som hun laa dér ned,
var hun nok noget nær en gammel Pige
og strandet paa den fælles store Banke,
hvor vi har Tid — og Grund — til Eftertanke.
LXX.
Men hvordan drømte, hvordan sov Dudu?
Jeg lægger intet til, ta’er intet fra,
og jeg har intet hørt derom til nu;
men Hundevagten var knap omme, da —
just som Gespensterne for dem, hvis Hu
stod til at lade sig ved Næsen ta’,
i Rummets Halvlys kredsed om utydeligt —
hun fo’r i Vejret med et Skrig, et lydeligt:
LXXI.
saa lydeligt, at i et Nu de Alle
paa Benene i fuld Forvirring var,
— Matrone, Møer, og hvad man kan kalde
et midt imellem — og afsted det bar
som Oceanets Bølger, naar de falde
i Rækker frem, og alle søgte Svar
og vidste ikke, mer end jeg kan vide,
hvorfor Dudu skreg saadan i Utide.
LXXII.
Lysvaagen var hun; og med løse Klæ’r,
med Haaret flagrende, i Flok om Sengen,
med Bryst og Arme blottet paa Enhver,
paa bare Fødder opstod der en Trængen;
og Øjet flammede som Nordlysskær,
og nu blev der en ivrig Overhængen:
for hun var blodrød, hendes Blikke skælved,
og Barmen højt i Bølgegang sig hvælved.
LXXIII.
Juanna derimod — Eksempel paa
hvad en sund Søvn er for en herlig Ting —
trygt, som en Ægtepeer hos Kone, laa
og lod sig ej af Larmen rundt omkring
forstyrre, indtil man begyndte — naa
man si’er jo: køre rundt med En i Ring...
og først da hun blev formelig krabasket,
saa vaagned hun og gabed overrasket.
LXXIV.
Og saa begyndte de at krydsforhøre,
men da de taled alle paa en Gang
og ingen laante til den anden Øre,
saa kunde man ej skelne Ret fra Vrang, —
med Hør! og Svar! blev ved man løs at køre.
Dudu, som ej med «Brutus» stod i Rang,
men derfor ej var uden Evner, vidste
ej ret at klare sig — før til det sidste.
LXXV.
Da skildred hun, hvordan en Drøm hun fik:
hun syntes se sig i en Skov spasere,
en «dunkel Skov», lig den hvor Dante gik
just i de Aar, hvor alle Ting florere;
ved Livets Hælvt, da for et Øjeblik,
et svagt, ej Mø sin Dyd vil risikere;
og Skoven vrimlede af skønne Frugter
og Trær, hvis Rødder krøb i sære Bugter.
LXXVI.
Saa øjned hun et gyldent Æble oppe
i Løvet — aa, en dejlig Pipling — men
o ve: endskøndt hun gav sig til at hoppe
og slaa med Sten derefter og hvad end
hun kunde finde — højt i Træets Toppe
det blev paa Grenen, svajed hid og hen,
ret synligt og ret Appetiten vækkende,
bestandig altfor højt, og dog saa æggende.
LXXVII.
Paa en Gang saa’ hun af sig selv det glide
og falde ret for hendes Fødder ned,
og raskt hun greb det, for deri at bide
af Hjærtenslyst; men som hun i Bered
just aabned Munden med de Tænder hvide
og skulde smage Frugtens Saftfuldhed,
fløj ud en Bi og stak i hendes Hjærte
sin Braad — og hun fo’r op og skreg af Smærte.
LXXVIII.
Alt det blev sagt lidt afbrudt — man forstaar,
som det ved Drømme sker af denne Sort,
hvor Ingen er ved Haanden, der formaar
at. mane dem som Snak og Indfald bort.
Jeg kender Drømme selv, hvori det gaar
profetisk nøje til, og som man kort
har kaldt et «sælsomt Sammentræf» — et Ord,
som om de Sager nu er gængs, jeg tror.
LXXIX.
Men Pigerne, der vented sig at høre
om noget rigtig slemt, de tog nu fat
paa Staklen: at hun saadan kunde føre
bag Lyset dem saa sildig ud paa Nat;
Matronen selv, som maatte Rejsen gøre
fra Fjerene for saadan noget Pjat,
hun røflede Dudu, der, stadig rød,
erklæred at sit Anskrig hun fortrød.
LXXX.
«Jeg véd, at Folk kan blive ræd for Tyre,
men drømme om et Æble og en Bi,
saa at jeg hele Oda knap. kan styre —
nej, stop, det finder vi os ikke i.
Er det ej Maanens Skyld, saa faar din Hyre
— men Du maa være syg, af Hysteri —
imorgen af Hs. Højheds Doktor Du,
for vi maa høre, hvad han siger nu.
LXXXI.
«Og saa Juanna, stakkels Barn, som ret
jeg havde troet hos Dig, Dudu, forvaret
som hos den artigste, jo Du har slet
kun til min Tro og hendes Hvile svaret
med alle disse Scener her, og det
den første Nat, hun er her; men — jeg har
nu faar hun lægge sig hos Lolah ned,
skøndt hendes Seng er ikke nær saa bred.»
LXXXII.
Ved dette Forslag lyned Lolahs Øje,
mens i Dudus de klare Taarer stod;
hun bad, at man ej vilde se saa nøje
paa hendes Fejl, hvorfor hun loved Bod;
hun loved — og her saa’ man hende bøje
sig ydmygt, mens hun Stemmen synke lod
ved andre Drømme smukt sig selv at skøtte,
naar blot man ikke lod Juanna flytte.
LXXXIII.
Hun loved, ej at drømme saadan mer,
og ikke skrige op, ifald saa var.
En dum, nervøs og latterlig Maner;
hun kunde ej begribe, at hun bar
sig saadan ad, som Tosser kun sig teer;
men svage Øjeblikke man jo har.
Hun bad dem om Forladelse, — det gik
nok over, naar en Smule Ro hun fik.
LXXXIV.
Juanna afbrød hende blidt og varligt:
hun selv var godt tilfreds dér hvor hun laa,
hvad hendes trygge Søvn beviste klarligt
mens de skreg op og lod Stormklokken gaa;
hun ansaa’ ej det Drømmeri saa farligt
og ønsked ingen anden Seng at faa
for hendes Skyld, hvis største Fejl var jo
kun den, at have drømt mal-à-propos.
LXXXV.
Her søgte nu Dudu i Skyndsomhed
sit Ansigt ved Juannas Bryst at dække,
mens over Nakken, hvorfra Haaret gled,
saa’s Rosens røde Farve sig at lægge.
Hvorfor hun saadan blussed, ej jeg véd,
og ej, hvad der Dudu vel kunde vække.
Min Skildring, véd jeg kun, er sand og nøgen,
og uden al Omskrivelsens Forsøgen.
LXXXVI.
Og saa Godnat! — om ej man før skal sige
Godmorgen! — thi det gryede ad Dag
og Asiens Høje saa’s alt frem at stige.
Halvmaanen paa Moskeen blinked svag
imøde Karavanen, som just lige
i Morgendisen snoed frem sig bag
den Mur, der rejser op sit Klippebælte,
hvor Kaff ser ned mod Kurders hvide Telte.
LXXXVII.
Ved første Gry Gulbeyaz, bleg, utrøstet,
sprang op fra Lejet, hvortil Søvn ej kom,
og klædte i sit Skrud sig, gennemrystet
af ubesvaret Attraas Marterdom.
Ak, Nattergalen med sin Torn i Brystet,
det bløde Bryst, som Fablen melder om,
er lettere om Hjærtet i sin Kummer,
end den, der Trods og Tvivl i Længslen rummer.
LXXXVIII.
Og det er just Moralen af min Sang,
om Godtfolk saa’ paa Sagen ganske nøje;
men ak, den Mistro sætter nu engang
Skyklappen stadig for det lyssky Øje;
desuden, disse Skriblere «af Rang»
som kan saa daarligt Hr. Kollega døje,
de skrige op og over Teksten falde —
naa! vi kan ikke være Guder alle.
LXXXIX.
Stod Fru Gulbeyaz op da fra sit Leje
(langt blødere end Sybaritens, han,
som for et Rosenblad tog lydt paa Veje
og skreg, at han bar Mærker af dets Rand);
skøn stod hun dér, Hs. Højheds bedste Eje,
men bleg — ja Lidenskaben hærge kan.
For Kampen mellem Stoltheden og Lysten
fik ej engang hun set i Spejlet Busten.
XC.
Paa samme Tid, lidt senere maaske,
stod og Hs. Højhed op, hvem tredve Riger
adlød — men ej hans Ægteviv, o ve.
Dog dette mindre i de Lande siger
hvor Mændene (som nemt det dér kan ske)
forskaffer sig en to, tre, fire Piger
og Koner med paa Ægteskabets Cargo —
end, hvor paa To man lægger straks Embargo.
XCI.
Han tænkte ikke stort paa denne Sag,
(han tænkte ikke stort just). Men han saa’
qua Mandfolk gerne Duer paa sit Slag —
omtrent som man kan Smag i Vifter faa.
Straks efter endt Divan han nød i Mag
sin Siesta blandt Cirkassierinder smaa,
skøndt og, pligtskyldigst, han ved Tid og Lejlighed
sig soled i sin Gemalindes Dejlighed.
XCII.
Nu stod han op; og efter flittig Tvætning,
saadan som Orienten har for Skik,
samt Bøn, og kanske endnu en Forretning,
seks Kopper Kaffe flinkt tillivs han fik,
hvorpaa han spurgte, i hvad senest Retning
Czarinde Katharinas Sejre gik,
hun, hvis Triumfer Fama stedse øger
som størst blandt Suveræner og blandt — Skøger.
XCIII.
Du, Legitimitetens Alexander,
Du, hendes Sønnesøn, bliv ikke vred
(thi nutildags, trods Politidrabanter,
selv i St. Petersborg et Vers slaar ned
og øger Bølgen, som paa alle Kanter
i Frihedstrang vil skumme over Bred
omkap med Østersøens). Er Du blot
din Faders Søn, saa si’er jeg: det er godt,
XCIV.
At kalde Folk for Elskovsbørn og tale
om deres Mo’r som Timons Antipode,
den Men’skefjendes, — ja det er Skandale,
Skam, Skændsel mod et rigtigt kronet Ho’de.
Men Folks Forfædre skal engang paa Tale,
og naar én Kvindes Fejltrin paa vor Klode
kom over hele Slægten, ja hvem har
vel saa sit Stamtræ paa det Rene? Svar!
XCV.
Hvis Sultan og Czarinde havde kunnet
begribe deres Fordel — skøndt jeg véd,
sligt lær’ ej Fyrster, før man Ris har bundet
til deres Bag i nyttigt Øjemed —
saa var en Maade til Forlig dem fundet
uden al Mæglings Magtfuldkommenhed:
hun lod sin Garde, han sit Harem rejse,
hvorpaa de kønt gik hen og lod sig splejse.
XCVI.
Men, som det var, fik Sultan overveje
hvordan man kunde bedst faa Trense lagt
paa denne trættekære Hofmandsdeje,
paa dette Karlfolk i en Dronnings Dragt.
Det var ej let at finde nye Veje
paa at faa Statens Skib i Tørdok bragt;
man véd nok, at det ikke altid batter
det velbekendte Fif med nye Skatter.
XCVII.
Knap var Gemalen borte, før hans Frue
for til sit Boudoir, en udsøgt Plet,
til Elskov eller Frokost skabt, en Stue
saa ensom, hyggelig, et Kabinet
hvor Stene glimred under Loftets Bue
og Vaser stod omkring med Blomster ret
som Fanger, der i Fjær og Bolt er lagte
og som nu Trøst til Stuens Fange bragte.
XCVIII.
I dette Rum Porphyrens Glans sig maalte
med Perlemors og Marmors matte Skin,
og udenfor sang Fugle, Dagen straalte
brudt gennem farvet Glas ad Vindvet ind.
Dog, Stedet grumme slet en Skildring taalte,
Detailen vilde fordre hele Bind:
en Skitse giver, tror jeg, Synet bedst, —
fyld, Læser, ud selv hvad der er til Rest.
XCIX.
Hun kaldte Baba hid, som skulde føre
Juan til hende. Alt, som var passeret
imedens, vilde hun paa Stedet høre;
om Baba havde Slaven pænt placeret
og ordnet Alting, som hun bød ham gøre,
og om Juans Forklædning var garderet:
hun vilde vide Alt om denne Nat,
især hvordan og hvor han sov — den Skat.
C.
Forlegen svarede Baba paa denne
Katekiseren af lidt hastig Art,
at Alt var efter Ønske bragt til Ende
og at det Hele klappet var og klart;
men netop i sit Svar gav han til Kende,
at bagved laa der noget mindre rart;
han kløede sig bag Øret, som man gør,
naar ej man rykke ud med Sproget tør.
CI.
Et Taalmods Mønster var Gulbeyaz ej,
man skulde svare uden først at blinke,
i Ord og Handling hed det, skynde sig;
og da hans Svar just ikke var for flinke,
saa søgte hun at drive ham i Vej, —
men Horset gav sig bare til at hinke.
Da blev hun varm, og Øjet fanged Lue,
og Pandens Aare gav sig til at true.
CII.
Baba blev ved det Forspil klejn i Hu,
men søgte, søvant, Stormen at besværge:
hun maatte dog ej blive vred endnu,
hvad sket var, kunde han dog ej afværge!
Og saadan kom det frem, at hos Dudu
Juan — javist — var givet under Værge,
men det var ikke Babas Skyld — han svor ved
Kamelens Pukkel og Profetens Storhed.
CIII.
Forstanderinden maatte Skylden bære,
hun skulde til det hele Harem svare,
mens Baba nød den mer’ beskedne Ære
at vareta’e sin Pligt til Døren bare;
et Vink om Sagen, se det kunde være
at det var ikke ganske uden Fare:
en vakt Formodning vilde — selv en svag —
forværre en alt noget mislig Sag.
CIV.
Han haabed, nej han antog for bestemt,
at Fyren havde passet nøje paa
og ikke indladt sig paa noget slemt;
thi havde han forsøgt paa det, ja saa
var ej alene han opdaget nemt
men svømmed nu i Sæk paa Bølgen blaa.
Alting belagde han med Ord helt snilde,
men viseligt tav han om Drømmen stille.
CV.
Den holdt diskret han udenfor, men lod
sin Tunge løbe; — dog med Et han standsed,
thi paa Gulbeyaz’ Farve han forstod
at det var galt fat; knap og nap hun sansed,
graableg hun var, fra Kinden veg alt Blod,
og rundt for hendes Øjne Stuen dansed;
Angstsveden saa’ man Pandens Hvælv at bade
som Morgenduggen Liljens hvide Blade.
CVI.
Hun plejed ej at daane just af Skræk;
hun daaner dog, sa’e Baba — men bedrog
Der gik en Skælven over hendes Træk,
som kom naar noget særligt slemt tildrog sig;
(vi mindes det, naar man var «ganske væk»,
og navnlig Damer, som «en Krampe tog sig»
hvad denne Krampe kosted hendes Indre,
hun vidste selv ej — og jeg endnu mindre.
CVII.
Lig Pythia paa sin Trefod stod hun midt
i sine Anfald, ret som inspireret
til Raseri, mens Hjærtet, sønderslidt
i sine fine Nerver, vildt pulsered;
saa stillede det af lidt efter lidt,
hun sank tilbage, snapped efter Vejret,
og tungt faldt Hovedet, som paa en Død,
ned mod det skælvende, kraftløse Skød.
CVIII.
Ansigtet skjult, hun Haaret feje lod
ret som en Taarepil langs Gulvets Flise
ind under Stolen (nej, det var en god,
udpolstret Sofa); uden Taarers Lise
oprørtes Barmen, som af Stormens Flod
den Bølge, der vil sine Kræfter vise
og styrter frem og kvæles under Sandet,
men overskyller vidt og bredt dog Landet.
CIX.
En Taarepil! Frem over Øje, Øre
og Kind nedbølged Haaret som et Flor;
hun mægted ej paa Puden Haanden røre,
et Voks, et Alabaster, uden Spor
af Blod. Hvem der var Maler! for at gøre
Portrættet straks og ej med mange Ord.
Ja, hvem der ikke Ord men Farver magted! —
jeg gi’er min lille Skitse desuagtet.
CX.
Baba, som kendte af Erfaring Tiden
til Tale og til Tavshed, holdt sin Mund
og gemte hver Bemærkning klogt til siden,
naar der var blevet en belejlig Stund.
Saa rejste hun sig; tavs tog hun en liden
Spaseretur langs Kabinettets Rund;
det klared op, men end var Øjet skjult:
Stormen var brudt, men Søen gik dog hult.
CXI.
Hun standsed — vilde tale — men holdt inde,
hun gik, hun stod, hvad just er Tegnet paa
en dyb Bevægelse; thi vi kan finde
vor Sjæl i hvert et Skridt, vi har at gaa;
og her om Catilina blot vi minde,
hvem jaget som af Furier man saa
og som sit indre Sindsoprør forraadte
i hvert et Skridt, han tog, hvert Trin han traadte.
CXII.
Saa vinked Baba hun: «Før hid de Tvende!»
Det sagdes i en Tone, en lidt lav,
men Baba fo’r dog sammen helt ved denne.
Alligevel han ej paa Vej sig gav
men voved selv — den Gavtyv — at indvende:
det var dog ikke et ubilligt Krav
om Hendes Højhed vilde sige, hvem —
en Misforstaaelse var jo saa slem!
CXIII.
«Georgierinden og Galanen.» svared
hun; og hun føjed til: «Hold Baaden rede
ved Lønports Trappen; og naar det er klaret,
saa...» men om Resten syntes hun at lede,
og Elskov — omend krænket — aabenbared
Befalingen. Da voved han at bede
for dem (mens ved Profetens Skæg han svor,
ja ved hvert Haar deri) med disse Ord:
CXIV.
«At høre er at lyde, Eders Naade,
men overvej dog Følgerne; — ej saa,
at jeg vil svigte Jer i nogen Maade,
om I saa lagde mig det Værste paa;
men det er bare til Jert eget Baade,
naar ej forhastet jeg tilværks vil gaa —
jeg mener just ej Eders egen Fare,
om Nogen skulde Sagen aabenbare:
CXV.
«nej, — Eders Hjærte! Thi, kan vi end have
Historien gemt i Dybets tavse Flod,
der ruller alt hen over mange Grave
for mangt et hedt forelsket Ungdomsblod,
saa har I vendt Jer Hu til denne Slave,
og selv om vi ham nu forsvinde lod...
ja, drukne ham, det kan vi uden Hindring,
men — tilgiv — var det Middel Jer en Lindring?
CXVI.
«Hvad véd Du, Træl, om Hjærte og om Hu?»
hun skreg, og Gnister spruded hendes Blikke;
«gør som jeg bød dig!» — Og med stille
han følte, at han spandt sin egen Strikke,
hvis han sin Vægring fastholdt lidt endnu.
Han var nok hjælpsom, var han, men dog
i den Grad til Opofrelse genegen
at han for andres Hals bød frem sin egen.
CXVII.
Saa gik han til sit Arbejd mut og tvær
og banded paa godt Tyrkisk alle Kvinder
ud over hele Jorden men især,
det kan man sagtens gætte, Sultaninder;
deres Kapricer, Nykker og Begær —
og allerværst var de som Elskerinder,
og umoralske over al Forstand —
nej, prise vilde han sit Nevtrum, han!
CXVIII.
Hvorpaa han kaldte sine Folk og lod
et Bud til Parret gaa, at Hendes Naade
dem vented straks hos sig med Utaalmod;
de skulde pudse sig paa bedste Maade,
hvorved man navnlig kæmme sig forstod.
Dudu ej noget godt deraf sig spaa’de,
Juan saa’ helt uskyldig ud derved —
men, mir nix dir nix, maatte de afsted.
CXIX.
Og her jeg lader Parret præparere
til Sultanindens Audiens sig frit;
men om Gulbeyaz vil dem pardonere,
hvad eller se at blive begge kvit
paa Tyrkevis — det, vil jeg blot notere,
afhænger af et Vink, om ej af mit.
Det være langt fra mig at gøre Rede
for, hvortil Kvinders Luner kunne lede.
CXX.
Med gode Ønsker la’er jeg Begge fare,
skøndt jeg er bange for dem. Men jeg véd
en Autors Pligt er med en ny Slags Vare
at gøre hyppig ved sit Bord Besked.
Juan faar Sagen selv med Fisken klare,
han gør det nok, om Kampen end blir hed;
imedens vil — hvis man det finder værd —
min Musa lægge ud til Orlogsfærd.