Forord
(Oversætteren til Bogens Aand.)
(Oversætteren til Bogens Aand.)
Jeg drages mod Dig — kan ej lade være:
min svage Pen, som følger i dit Spor,
forlanger end en Gang som Løn den Ære
at pege mod din stærke Trolddoms Ord
og ydmyg lægge hver en Sjæl paa Sinde,
der søger i dit Væld en Del af sit,
hvor sundt, hvor stærkt det bruser i Dig inde, —
skøndt Sproget er en Fattigmands mod dit.
Hvor vi har ét Ord, har Du hele ti;
hvor vi har disse Stavelsernes lange
Sløjkjole, som vi stedse træder i,
dér har Du Styrkens bratte Overgange, —
Du er din egen Ord-Lovs Politi;
Du er en Drot, der har sin egen Vilje,
(hvortil Du aldrig søger Rimet «Tilje») —
og saa har Du dit mægtige Geni.
Jeg føler det hver Gang min Lampe tændes
og lyser bleg ud i den dybe Nat;
jeg standser tvivlende: det kan dog hændes
at jeg paa det Umulige tog fat!
og dog maa Værket føres frem og endes,
thi jeg er bundet ved saa stærke Baand,
de fineste, de varigste, som kendes:
min Ungdoms første Gæld til Bogens Aand.
Da jeg var ung og drev paa Londons Gader,
en ukendt, navnløs Baad i denne Strøm
af Mennesker langs Pragtpaladsers Rader,
hvis Rigdom næppe tænkes i en Drøm,
da jeg saa mangen Flyvers Lod fik friste
— ej ulig en for tidlig opbrudt Storks —
saa købte for en Shilling jeg — min sidste —
hist i en Gyde Byron’s complete Works.
Jeg kunde stave mig igennem knap,
men, store Gud, hvad fik jeg ej at vide!
mit Hjærte skjalv, saa tidt jeg Bogen slap
og atter pløjed Side efter Side;
og skøndt min Mave knurred, tav dens Sprog
mod dette, hvori Lidenskaben lyner,
og naar jeg træt, med blytungt Øjenlaag
gav tabt, saa lød det gennem Søvnens Syner.
Jeg drak, jeg svælged; denne Aand gav Mod;
han, hvem man Haabløsheds Herold har kaldet,
han stemmed atter op det sunkne Blod,
som før den rette Kamp endog var faldet.
For Bjærge snubler Ingen, men for Skærver,
de store Lidenskaber gør en Mand,
det er det Usle, Smaa kun, som fordærver,
det Store frelser — hvor der frelses kan.
Men udenfor paa Gaderne det hed,
— og endnu mer i Husene, ja sikkert —
at Bogen mod den gode Tone stred,
som derfor havde «Aanden» stærkt i Kikkert;
jeg holdt ved Bogen og lod Tonen være,
hvad den nu vilde, og saa kom det sig
at jeg saa tidlig skiltes fra den Sphære,
hvor Tonen var — maaske for god for mig.
Og saadan voksed sammen vi; ak ja,
en Væbner tør jo dog sin Herre nævne
og pege paa hans Skjold, som det, hvorfra
han tog sit eget Mærke efter Evne;
og da jeg siden tumled om og nød
den dyrtbetalte Gunst, som Livet byder
Talentet, der forlanger Sul til Brød —
saa gjaldt mit Suk tidt Londons snevre Gyder.
Men hvad jeg saa’, og hvad jeg dyrt betalte,
hvad jeg har nydt og givet Afkald paa,
hvad der har pint mig, og hvad der husvalte,
hvor jeg har sejret, hvor jeg slaget laa:
i Stort, i Smaat har jeg følt Aanden banke,
som hér med Bogens Sider sammen faldt,
og jeg har sandet i min stille Tanke,
at Du saa’ ret — og næstendels i Alt.
Er Du en «Pessimist», ja saa er Livet
et Udslag af den største Pessimist,
hvis Lovbog af en Bøddelhaand blev givet,
og saa er Shakspeares Timon ej for trist,
saa gaar et Skrig fra Hytten op til Tronen,
saa ligger Lig der langs hver alfar Vej, —
nej, Du er sand, og strider det mod «Tonen»,
ja saa er Tonen slet, — Du er det ej.
Og saa blot dette, Hver, som Bogen læser:
der er ej bedre Sang i Verden skrevet,
thi paa hver Side Livets Aande blæser,
i hver en enkelt Strofe blir der levet;
naar Romeo og Julie man tilbeder
og applauderer dem i sluttet Trop,
hvad skal jeg om Haidie da sige Eder? —
blot, at hun vejer Julie dobbelt op.
Blot, at hun er end mere Kød og Blod,
trods Grækerindedragt og fremmed Tunge,
med Udspring af end mere dyb en Rod
i Livets Skød, det evigfriske, unge,
og mere sand og simpel, klar og skøn
end hendes Søster i Veronas Gade,
og elskende — ej «Borgerfejdens» Søn,
men selve Byron paa en vild Cyklade.
Nej, ikke saa. Bort med de Paralleller!
De Store ere store hver for sig,
kun Maal og Passer for de Mindre gælder,
for alle Per’ og Povl’er, dig og mig.
Læs dette Kvad, af Hjærteblod tilblevet,
hvor Værkets Sjæl har Mestren overskygt:
Skibbruddet og Haidie — af Livet skrevet.
Er det ej sundt — ja saa er Livet sygt.
Febr. 1881.
H. D.