Holger Drachmann (1846–1908)

En Helt jeg savner: sælsomt nok, ej sandt?

naar Pressens Spalter kappes om at sende

en ny hver Maaned ud — indtil man fandt

at han var ej den rette heller, denne;

jeg søger ej mit Bylte paa den Kant:

kom derfor Don Juan, min gamle Frænde. —

Vi har jo alle for din Skæbne skælvet,

naar Du — lidt brat — paa Scenen røg til Helved.

Vernon og Hawke, Wolfe, Bødlen Cumberland

og Granby var, som Wellesley nu, paa Mode;

og Burgoyne, Keppel, Howe, Prins Ferdinand

som Udhængsskilt man efter Tur beglo’de;

lig Banquos Æt, der viste sig og svandt,

hint Grisesoens Kuld, «de Ni», fremstode. —

Paa Fransk gør Bonapartes Moniteur

for ham og Dumouriez hver Dag-Honør.

Barnave, Brissot, Condorcet, Mirabeau,

Petion, Marat, Danton, Clootz, La Fayette,

var Franskmænd, og berømte, véd vi jo,

samt andre, som ej heller glemmes let:

Joubert, Marceau, Hoche, Lannes, Desaix, Moreau,

og fler endnu af Krigens stolte Æt; —

de vare «god Latin» for deres Tider,

men passer ikke her for mine Sider.

Engang var Nelson Engelskmandens Thor,

og burde været end, men gik af Mode;

forglemt Trafalgar smulrer under Jord

med Helten, som udødelig man troede.

Nu blomstrer Hæren raskt i Flaadens Spor,

hvad der just ej er efter Ulkens Ho’de;

men Prinsen Land-Etatens Sag kun fremmer

og Duncan, Nelson, Howe og Jervis glemmer.

Før Agamemnon leved tapre Mænd

og siden baade modige og vise

Jævnbyrdige; men som ej flere end

ham selv man fandt for godt paa Vers at prise,

saa glemtes de: — Vor Tid er næppe den,

hvorfra man Helte ta’er; i denne Krise,

da mit Poem dog er paa Stablen lagt,

jeg Don Juan gør til min Helt, som sagt.

Et Epos springer helst «in medias res»

med Fablen paa horatsiske Methoder,

og Helten maa da diske op et Læs

— om hvad der forud gik — af Episoder;

det gør han, mens han rigtig i sit Es

har strakt sig hen og hviler paa sit Foder

hos sin Heltinde, i en Park, et Slot,

en Grotte: — hvor man nu kan ha’ det godt.

Saa gør de Fleste. Det er ej min Skik. —

Helt forfra min Fortællings Gang vil føre Dem;

min Vej er anlagt efter prompt Bestik,

og aldrig ud i Zigzag vil jeg køre Dem;

de første Vers er Slægtens Heraldik,

(jeg sled en god Stund forat kunne gøre dem),

om Don Juans Papa de ville mælde,

samt Et og Andet om Mama fortælle.

I Spanjen, i Sevilla fødtes han,

hin By, berømt for sine smukke Kvinder

og Appelsiner. Stakkel, siger man,

som ikke saa’ den! Ordet sandt jeg finder;

jeg véd ej nogen By i Spanjens Land

saa skøn — jo Cadix, naar jeg mig besinder ...

dog herom siden. Heltens Vugge stod

ved Guadalkvivirs berømte Flod.

Hans Fa’r hed José — Don, en given Sag,

en ren Hidalgo, fri for hver en Tanke

af maurisk, jødisk Blod; med Hjærtets Slag

han følte Gothen i hver Aare banke;

en bedre Rytter aldrig nogen Dag

i Sadlen sprang og viste frem sin Skanke,

end José, han, som avled Sønnen, som

igen ... dog stop! fra Teksten bort jeg kom.

Lærd var hans Moder; vidt og bredt en Pryd

for hver en Videnskab om Rummet, Tiden;

hvert Kristenhedens Sprog, hver Sprogets Lyd,

hun magted med en fast utrolig Viden.

Som hendes Snille, saa var hendes Dyd;

med begge skød hun Godtfolk helt til Siden,

og vakte Avind — hvad hun ikke burde,

men Ingen sig med hende maale turde.

Hun kunde huske — aa! sin Lope næsten

og Calderon; og tabte en Aktør

paa Scenen Traaden, kunde hun for Resten

helt magelig ham hjælpe som Sufflør;

Feinagles Kunst mod hendes svandt som Blæsten

foruden Spor; han maatte helst jo før

jo heller pakke ind. — I Mnemoniken

lod Donna Inez’ Hjærne hans i Stikken.

Mathematik var Fruens Et og Alt,

og hendes Hjærte det var saare stort;

al hendes Vid var renest attisk Salt, —

var hun alvorlig, snakkede hun Sort;

kort: under Arten «Vidunder» hun faldt.

Af tyndt Kattun var Morgenkjolen gjort,

til Aften bar hun Taft, om Som’ren Tyl ...

men jeg forsnakker mig for Tøjets Skyld!

Latin hun kunde — «Fadervor»et nemlig,

og Alfa-Beta, om jeg husker ret;

hun kunde læse en Roman saa tem’lig

paa Fransk, men talte da til Gengæld slet;

mindst var i Modersmaalet Spansk hun fremlig,

dèr vilde Meningen forsvinde let,

thi taler man forblommet i Problemer,

hvad hjælper saa al Tænknings Theoremer?

Hebraisk holdt hun af, og Engelsk med,

hun saa’ en Lighed mellem disse tvende,

og som Bevis citered hun et Sted

af Psalmerne — ja Pokker maa det kende;

jeg for Beviset ej vil i Fortræd,

men ofte kom hun med en Paastand, denne:

at foran Engelskmandens damn der gaar

det Ord, som Jøden ved «jeg er» forstaar.

De fleste Kvinder bruge deres Mund;

hun brugte Øjet — med en Præken i

hvert Blik; og selvbehersket i sin Grund

hun læste Teksten som Sir Romilly,

den store Lov-Profet, hvis sidste Stund

— et Selvmord — var en ren Anomali. —

Ak, vanitatum vanitas! saa gik det.

(Til «sindsforvirret» bragt hans Jury fik det.)

Kort, Fruen var et vandrende Exempel,

Miss Edgeworths Værker ganske opad Dage

samt dem, Fru Trimmer præged med sit Stempel,

en «Cælebs’ Hustru» søgende sin Mage,

et Dyds og Sædeligheds rene Tempel,

for hvilket Avind ydmyg veg tilbage;

hun kendte knap «en Kvindes Fejl» af Navn,

end mindre — desto værre nej — af Gavn.

O hun var fuldendt — uden Lighed, mærk,

med nogen anden Nutids Helgeninde,

og hele Helveds Snedighed for stærk,

en Skytsaand hun behøved ingensinde;

nøjagtig som det bedste Sejerværk

af Harrison hun var, den sjældne Kvinde:

næst hende Ordet «mageløs» kun passer

paa dig, du alle Oljers Pryd, Macasser!

Hun var fuldkommen; dog, det er engang

— hvem nægter det? — en flau og daarlig Gave

paa denne Jord, hvor Adam først fik Hang

til Elskov ret, da luk’t var Edens Have,

en Uskylds Havn med Fred og Fuglesang

(tro mig, de har nok kedet sig, de Brave), —

og José, som en ægte Evasøn,

nød tidt af den forbudne Frugt iløn.

Han var en sorgløs Mand; den megen Læsen

var ham imod, og Folk af mange Ord;

han fulgte Lunets Vej, et flygtigt Væsen,

og aned mindst, hans Halvdel gik paa Spor,

men Verden, som i Alt skal stikke Næsen,

i Rigers Gang og ved Privatmænds Bord,

den hvisked om en «Liaison», ja tvende, —

én kan besørge Freden bragt til Ende.

Nu havde Fruen dog, trods Dyd, trods Alt,

en høj Formening om sit eget kære

og sjældne Jeg. Er man til Helgen kaldt,

saa kan man dog for meget faa at bære!

En Djævel foer i Helgenens Gestalt,

en Draabe pusted op hun til en Blære,

og sjælden slog hun noget hen i Glemme,

hvorved hun kunde faa sin Mand i Klemme.

Han kunde daarligt sine Synder dække,

og derfor gik det let med saadan Mand.

Der gives svage Timer for de Kække,

hvori, trods al Behjærtethed, man kan

«med Fruens Vifte Skallen paa dem flække»;

thi Fruerhaand er vægtig nok ibland,

og tidt blev Viften Dolk i smukke Hænder,

skøndt Grund og Aarsag Ingen dertil kender.

Synd er det at de lærde Damer tager

til Mand en Fyr, som mangler Skolegang,

som keder sig ved Snak om lærde Sager,

lad ham saa være høj af Byrd og Rang;

jeg skal nok tie, jeg, som Hymen vrager

og jævn og simpel slider Dagen lang,

men — sig, I Mænd til disse «skønne Sjæle»,

hvor tidt har I følt Fruens Tøffelhæle?

Saa klamredes da Parret — men for Resten:

hvorfor, ja det er ej min Sag at gætte,

og skøndt de Tusinder, man kalder «Næsten»,

forsøgte, fandt de heller ej det Rette;

jeg hader al Nyfigenhed som Pesten,

men Et jeg nævne tør med Stolthed — dette:

Jeg mægled altid mellem mine Venner,

fordi jeg selv til intet Huskors kender!

Jeg gik, som jeg mig havde foresat,

derhen, men daarligt kun man tog imod mig;

det kunde aldrig være rigtig fat,

med «Ingen hjemme» Dag for Dag man lod mig

gaa bort, skøndt Portneren mig tilstod, at —

dog nok herom, det værste forestod mig:

Juan, den Knægt, slog efter mig en Spand

af Kokkepigens — kort sagt, — skiddent Vand.

Den Satans Krøltop! ret en Døgenigt

og Urostifter fra sin Vuggeseng;

uens i Alt, blev Fa’r og Mo’r forligt

imens de kæled for den rare Dreng.

Det burde vistnok været begges Pligt,

i Stedet for at skænd’s og riv’s iflæng,

at lade Skolens Ferier Knægten tæmme,

naar ej de vilde bruge Riset hjemme.

De holdt det begge, Fruen og Gemalen,

en Tid lang gaaende med saadant Liv;

tidt var om Død, om «skilles» aldrig Talen,

for Verden leved de som Mand og Viv,

og respektabelt undgik de Skandalen,

og holdt for lukte Døre deres Kiv,

til Ilden endelig brød ud i Flamme

og hver en Tvivl blev hævet med det samme.

Thi hun lod Bud til alle Læger skikke

som Vidner paa at hendes Mand var gal;

men da han havde lyse Øjeblikke,

saa ændred Dommen hun til: slap Moral!

Beviser, som man fordred, gav hun ikke,

men slog kun paa det store Ideal:

Saa byder Pligten imod Gud og Næsten! —

hvad der var noget underligt for Resten.

En Dagbog holdt hun over Mandens Synder,

og stjal sig Vaaben rundt i Bog og Brev

af Pulten, saa at snarlig én Forkynder

af Mandens Uret hele Byen blev.

De pusted alle Glød i Stridens Tønder,

men værst Fru Inez’ Bedstemo’r det drev;

hvert Hus var Domstol i den fælles Sag,

for Moro dels, og dels af gammelt Nag.

Og denne Due bar dog med saa saare

en sjælden Sindsro at Gemalen led,

lig fordum Spartas Kvinder, naar paa Baare

man bragte Manden, som mod Fjenden stred,

og som ej ofred ham engang en Taare —;

Alt hørte hun med tavs Standhaftighed,

og saa’ hans Fald saa fri for blødsød Smærte,

at Folk brød ud: Hvor stort et Kvindehjærte!

Den Ro hos vore Venner, mens vi bære

paa Byrden, kalder man Filosofi! —

Højhjærtet! nobel! ak hvor denne Ære

er billig: Vi betale Gildet, vi,

og der behøver ej engang at være

Juristens «malus animus» deri:

Personlig Hævn? Gud fri os vel! — forstaar sig:

jeg kan ej gøre for, om Andre slaar Dig!

Og rippes derved op i gamle Sager

og øger man med nye Løgne dem:

I véd, det mig — saa lidt som nogen — rager;

Folks onde Tunge er nu engang slem.

Forøvrigt: denne Klaffer netop drager

— qua Løgn — Personens sande Fortrin frem,

og Videnskaben heraf profiterer,

naar gammel Snak paany man dissekerer.

Først kom med Mægling Husets gode Venner,

og da de havde gjort en Hoben Blæst,

kom Tanter, Onkler, Slægtninge og Frænder —

jeg véd ej, til hvis Hjælp det vel er bedst

at ty, da til «Familje» ej jeg kender.

Skilsmisse! raabte Lovens Mænd dernæst,

men før d’Hrr. Honoraret nøde,

gik José hen — uheldigvis — og døde.

Uheldigvis! — thi som jeg selv erfor

hos en af disse Lovens drevne Svende:

hans Død (det blev ej sagt med rene Ord)

et Tab var i saa smuk en Sag som denne;

men ogsaa Publikum var den en stor

og bitter Skuffelse, den bratte Ende,

og derfor læste man ved den Tildragelse

i hvert et Træk den dybeste Beklagelse.

Med ham Juristens Krav i Kisten gik;

dèr vil man dem med Godtfolks Sladder finde;

og Løbepas hans hele Husstand fik,

en Jøde tog hans ene Elskerinde,

en Præst den anden — om det holder Stik

hvad Fama sagde, denne onde Kvinde.

Hans Lægers Ord paa Tæringsfeber lød —

saa kunde Enken sørge ved hans Død.

Jeg kendte ham, og vil ej ha’ ham krævet

for flere Poster, end han dække kan,

thi mer end nok er paa hans Konto hævet, —

en ærlig Karl! det var han dog forsand’;

og gik hans Fejl end stundom over Skrævet,

og var han ej en saadan Fredens Mand

som Numa,- (hvem Pompilius vi kalde): —

husk, han var slet oplært med Hang til Galde!

Dog hvad! lidt værre eller bedre: vist

det er, at Skæbnen ej var blid imod ham;

og lad os give Sandhed Æren: trist

den Stund var, da hans Lykke helt forlod ham

i Hjemmet, hvor han ensom stod tilsidst

og Arnens Guder knust’ laa rundt for Fod ham.

Imellem Domstol — eller Død han vidste

laa Valget. Og saa valgte han det sidste.

I Arv Proces og Gods og Fæste fik

Juan; thi der var intet Testamente.

Slig Arv, mens Mindreaarigheden gik,

i kyndig Haand nok skulde sig forrente;

Formynder blev hans Mo’r — og det med Skik! —

Naturens eget Valg man deri kendte.

En enlig Søn — en Moder, som er Enke:

det skal nok blive godt, kan man sig tænke.

Udi sin Visdom først hun Sønnen maner:

han skulde blive ret et Exemplar

og værdig Slægtens castilianske Ahner,

(fra Aragonien Spindesiden var.)

Og for det Fald, han under Kongens Faner

skal kaldes, hun en Lærer til ham ta’er

i alle Vaabenkunstens skønne Poster,

i Storm mod Fæstning — eller Nonnekloster.

Men hvad Fru Inez prented ind især

som alle unge Hjærters Kapital

for sine Pædagogers lærde Hær,

var fremfor Alting Sønnekens Moral;

hun gennemsaa’ hans Bøger, en og hver,

hun smagte paa hver Videnskabs Kastal,

forinden hun lod Sønnen af den drikke. —

Naturhistorie tillodes ikke.

Sprog derimod, og fortrinsvis de døde;

af Videnskaberne de mest abstrakte,

og Kunstens Kilder, hvor de renest fløde

og helst naar kun af Kildevand de smagte —

kort, Alt hvorved han ikke kunde støde

paa noget slibrigt Sted, som Attraa vakte

— exempelvis ved Arternes Forøgelse —

mod nogen altfor tidlig Art Forsøgelse.

Klassiciteten saa’s lidt uformodet

med sine lystne Guder frem at stævne,

som satte Verden fordum rent paa Ho’det

og bar ej Klæder knap af Navn at nævne.

Virgil, Homer: de kan nok bringe Blodet

til Panden, før en stakkels Lærers Evne

kan finde en decent Apologi. —

Fru Inez holdt ej af Mythologi.

Ovid, den Buk, til Hælvten er gemen,

og værre er Anacreons Sædelære,

Catullus er just heller ikke ren,

og Sapphos Ode kan kun daarligt være

Longinus’ Ord bekendt: at ikke en

blandt Hymner stiger mod saa høj en Sfære.

Virgil er kysk! — Fru Inez, hvordan tror I mon

jer Søn har læst «Formosum Pastor Corydon?»

Lucretius’ Blasfemier er ej lette

og sunde Spiser nok for Maver smaa;

jeg og hos Juvenal maa dadle dette,

thi gaar man saadan bus og blindthen paa

— skøndt Manden udentvivl har ment det Rette —

saa bliver man tilsidst kun grov og raa;

og sikkert hver honnet Person sig skammer

ved Martials de skidne Epigrammer.

Af bedste «Edition» var Drengens Bøger.

Udrenset var med Flid de slemme Steder,

hvorefter tidt Elevens Øje søger; —

dog fik — da Pietet mod Digtet klæder,

og ej en hel Amputation forøger

dets Værd — Lakunen sig en Stedfortræder.

Ved «Anhang» kan en Index man erstatte:

de slemme Ting man bag i Bogen satte.

Her har vi dem da alle «i en Snup»

og ikke spredt ud over Bogens Blade;

de danner, opmarscher’t, en skønne Trup,

for Skoledrenges Blik en smuk Parade, —

indtil en mindre Ængstlig med et Coup

forflytter dem til deres gamle Stade

og ikke la’er dem staa dèr sammenrottede

som Haveguder — ja og mere blottede.

Hans Messebog var smykt (et Arvestykke)

i Marg’nen helt grotesk paa saadan Maade

som da var Skik; dog Den, som saa’ de tykke

Figurer kysses dèr og som dog naaede

at følge Teksten — ønsker jeg til Lykke;

for mig vil saadant henstaa som en Gaade.

Juans Mama, med Pædagogforstanden,

tog Bogen selv og gav sin Søn en anden.

Man saa’ ham sig i Prækner og deslige,

Legender, Taler, tappert frem at famle;

med St. Hjeronymus man lod ham stige

optugtet til Chrysostomus, den Gamle;

men Troens Kamp- og Sejersscener rige

mest tydeligt sig dog for Øjet samle

i Augustinus’ smukke «Selvafklædelser»,

som vække Smagen for hans Overtrædelser.

Dog — for Juan var den en lukket Bog.

Og heri håndled Fruen, maa jeg sige,

— om man forresten tror Methoden klog —

fornuftigt. Aldrig lod hun Øjet vige

fra Drengen, og hun valgte helst et Drog,

et Fugleskræmsel, til sin Kammerpige:

Det var en Skik fra salig Herrens Dage —

hver Hustru bør sig den ad notam tage.

Saa voksed Knægten op i Dyd og Tugt.

Ved sex Aars Alder ret en Engel liden,

ved ell’ve loved hvert et Træk saa smukt,

som nogen Ynglings hen mod Manddomstiden.

Han voksed raskt, fik raskt med Bogen Bugt

og syntes at staa helt paa Engle-Siden:

den halve Dag han læste og han bad,

den anden Halvdel hos Mama han sad.

Som sagt, ved sex Aar ret en yndig Skat,

ved tolv en dejlig Dreng, men noget sky,

og tog som Lille han for hæftigt fat:

de tæmmed ham, at Trodsen maatte fly.

Det lykkedes dem og i den Grad, at

hans Moder udbasuned selv hans Ry:

hvor spag og blid og stadig og beleven

den kære lille «Filosof» var bleven!

Jeg tvivled lidt; maaske jeg tvivler end;

for mine Ord jeg dog ej kautionerer.

Don José var min meget gode Ven,

og jeg forstaar mig lidt paa Karakterer:

nu slutter jeg ej derfor glatvæk hen

fra Fa’r til Søn; men naar man krambolerer

med Konen ... dog, hvortil det Skumleri?

for Sladder, selv i Spøg, er helst jeg fri.

Jeg tier, jeg, men Et vil jeg bekende

— sub rosa helst — med Hensyn her til Pogen:

at havde jeg en enlig Søn at sende

i Skole (Gud ske Lov, jeg har ej nogen),

saa blev han sandeligen ej hos denne

Fru Inez spærret ind med Lærebogen,

nej — nej — jeg sendte hen betids min Fole

hvor selv jeg fik min Kundskab — i en Skole.

Dèr lær’ man nemlig — dog hvorfor vel klemte

for højt om sligt? Jeg springer over, at

jeg gik der, samt det Græsk, jeg siden glemte.

Dèr lærte jeg — dog, Venner, «Verbum sat.»

Jeg tror nok at jeg samled op og gemte

og fik en egen Art af Kundskab fat,

som — Tys! jeg er ej gift, men tror jeg véd

om Sønners Skolegang ret god Besked.

Juan snart i sit Syttende nu gik,

var slank og velskabt, hvad man plejer kalde

en rigtig Page, om ej fuldt saa kvik:

en mandbar Knøs at se til, mente Alle,

kun ej Mama, som bed sig med et Blik

i Læben (for i Krampe ej at falde)

og mumled med et Raseri indvendigt:

Hvem siger mandbar? fy, hvor uanstændigt!

Blandt Damerne, som søgte Inez’ Stue

(den pure Dyd og Fromhed hver Gestalt)

en Donna Julia var — saa smuk at skue,

at der med «Skønhed» ej er nævnet Alt.

Naturlig var din Skønhed Dig, o Frue,

som Duft for Rosen og for Havet Salt,

for Venus Bæltet og for Amor Pilen, —

(hvorvel det sidste er forslidt i Stilen.)

Man læste i det store, mørke Øje

et Vink om Maurer, om de Østerlandske;

hun regnedes til Halvblods kun — med Føje;

det lider man nok ej iblandt de Spanske.

Med Kong Boabdil fra Granadas Høje

drog Donna Julias Stamme — men ej ganske.

Blandt dem, som man til Afrika ej drev,

var hendes Tip-Tip-Oldemo’r. Hun blev;

Og ægted en — hans Stamtræ har jeg glemt —

Hidalgo, som gav Slægten, end ilive,

til Arv et Blod i den Grad krydset slemt,

at ingen Ahne vilde det tilgive;

thi paa det Punkt forstod man ikke Skæmt,

nej «i Familjen» lod man Blodet blive

og ægtede Kusiner, ja selv Tanter;

som svækker Racen — hvilket vist og sandt er.

Det Hedningkryds, hvorved den nu blev blandet,

hjalp Racens Kød, om end dens «Blod» gik tabt;

thi fra den værste Stamme vel i Landet

sprang ud en Slægt, saa frisk som dejligt skabt;

dens Døtre svulmed og med Kraft bemandet

Sværdsiden blev; dog paastaar man — men knapt

jeg tør det sige —: Julias Grandmama

fik Børn, som ikke vedkom Grandpapa.

Hvorledes det nu gik, naa Herregud!

florere gjorde Racen gennem Tiden,

til ind den skrumped i et enkelt Skud:

en enkelt Søn, som fik én Datter liden;

og hun — det har man sagtens fundet ud —

var Donna Julia selv (om hvem jeg siden

udførligt mælder). Nok, at gift var hun

og ærbar smuk, og Treogtyve kun.

Jeg elsker smukke Øjne. Mørke, store

var hendes; — deres lettilslørte Glød

blev, naar hun tålte, stolte Lyn, som fore

frem med et Blink, som Vrede knap betød

men mere Længsel; og man kunde spore

hint «Noget» i dem, som i Kvindens Skød

benævnes Attraa, men som Sjælen tæmmer

naar kæmpende den Blodets Lyst beskæmmer.

Sit Haar i Lokker bar den smukke Frue;

højt troned lys og klar den kloge Pande;

et Øjenbryn som Skyens hvalte Bue,

en Kind, hvori sig Purpurstrømme blande

saa hæftigt, ungt, at Blodet synes lue

i Aaren gennemsigtig: — jeg maa sande,

her var, hvad der en Dronning kunde smykke.

Slank var hun. — Fri mig for de Smaa og Tykke!

Gift var hun — med en Mand paa femti Aar;

de gamle Krager, de vil ogsaa flyve!

men heller end En saadan, jeg forstaar

man kan sig ønske To paa femogtyve,

sær hist, hvor Solen hed paa Himlen gaar;

«mi vien in mente» — jeg vil ikke lyve —

at Damer udaf Dyd og god Opdragelse

helst ta’ sig Mænd paa Tredve til Ledsagelse.

Jeg tilstaar ganske vist, det er uværdigt,

men denne slemme Sol er Skyld i Alt;

endskøndt vi faster, spæger os ihærdigt,

saa skal den brænde os dog med Gevalt.

Vor Sjæl bli’r hjælpeløs, vort Kød er færdigt,

den stakkels Jordklumps Strid er snart fortalt:

Hvad Elskov vi, men Guder Utugt kalder,

er hyppigst dèr, hvor Solen lodret falder.

Da lover jeg mig vort moralske Nord,

hvor Dyden fuldt saa streng som Sne og Frost er

og Synden fryser paa den blotte Jord,

(Sne hjalp jo St. Antonius i hans Kloster);

dèr lærer Loven os i klare Ord,

hvormeget Utugt med én Kvinde koster,

hvad hun er værd, hvad Elskeren maa bøde: —

dèr har man nemlig Taxt for den Slags Brøde.

Ret tækkelig endnu, man vilde vide,

Alfonso var (saa hed Fru Julias Mand).

Hedt havde de det ej; det kunde glide;

det gik, som i saa mangen Ægtestand:

man lod hinanden Fred, hver paa sin Side;

paa smaa Kapricer kom det ikke an;

dog var han skinsyg — for sig selv, bevares!

sligt maa for Verden ikke aabenbares.

Vor Skønhed — fast hun aldrig skrev et Ord —

stod højt hos Inez, hvad der sært maa lyde,

da ellers knap af Sympathi var Spor

hvorover begge Fruer kunde byde.

Man hvisked nok (men vist med Løgn man fo’r;

Nag skal jo altid noget underskyde)

at Inez, før Alfons sin Kone ægted,

trods al sin Dyd ham Intet havde nægtet;

Og at hun stadig vedblev paa den Maade,

om Ilden end var blevet mere svag,

og kasted nu paa Hendes unge Naade

sit Blik — og smigred derved Mandens Smag.

I Et og Alt hun skulde Julia raade:

saa lod hun Godtfolk hviske paa sin Bag.

At dræbe Sladder, det er uudførligt,

men dæmpe den ved Klogskab, det er gørligt.

Om Julia muligt aned den Affaire

-— med egne eller andres Øjne — véd

jeg ej; men det kan og det samme være,

da aldrig hun gav Tegn paa Videnhed.

Var blind hun? eller sløvet for sin Ære,

af Manden og af Alt i Længden ked? —

Ja eller nej? jeg bliver lige klog.

Hun var i denne Sag en lukket Bog.

Hun saa’ Juan — det Barn var dog saa yndigt —

og kæled for ham ofte. Det gik an

og var paa ingen Maade noget syndigt,

saa længe hun var Tyve, Tretten han;

men om jeg gav mit Bifald slet saa fyndigt

tre Aar derefter, derpaa tvivles kan.

De to—tre Aar gør Forskel allevegne,

men mest i Sydens solbestraalte Egne.

Hvordan det var: paa én Gang slog det om.

Hun undgik ham, og Knøsen han blev sky;

og naar de i hinandens Nærhed kom,

saa’ hun mod Jorden, han tog til at fly.

Jeg nærer ingen Tvivl om Tingen: som

den var, var den for hende næppe ny;

men han? — ja den, som aldrig var paa Havet,

er kun med liden nautisk Sans begavet.

Trods al sin Kulde var hun dog saa god.

Og drog hun bly og skælvende og stille,

sin hvide Haand af hans, hun efterlod

et Tryk, et bævende og ganske lille,

O et saa lille bitte, at det stod

for Tanken som en Tvivl; men aldrig vilde

Armidas Troldom kunnet sligt udrette,

som paa Juan et Tryk saa svagt som dette.

Med Smilet — naar hun saa’ ham — Taarer strede:

dog var hun sødere end naar hun lo,

thi det var da, som havde hun tilrede

Bekendelser, der ej lod hende Ro

men brændte just fordi de blev holdt nede;

o Uskyld, du er listig nok, min Tro!

og Kærlighed tør ej paa Sandhed lide,

og lærte derfor sig lidt Fif itide.

Lad Lidenskaben skjule sig: den syner

dog ligefuldt; som just bag Skyer tætte

Uvejret bryder løs med ét og lyner;

forgæves gemmer den sig bag det trætte,

tilslørte Blik; selv sænkte Øjenbryn er

et Hykleri, som nemt sig lader gætte,

ja Haan og Kulde, Hadets Udbrud vilde,

er Masker, som man bær’ — og tidt forsilde.

Saa sukker man, des dybere jo værre

man strider mod; saa flammer Kinden, Øjet

for ingen Verdens Ting, det véd Vorherre!

man skælver, naar man ses, og med forhøjet

Forvirring skil’s man. Disse, og ej færre,

Præludier maa vor Ungdom ha’ fordøjet

før Tæppet kan gaa op; de viser særlig

at al Debut som Elsker er besværlig.

Den arme Julia var hel slemt daran

med Hjærtet, og hun følte det og gjorde

Alt muligt for at værne om sin Mand,

sin Dyd, Samvittighed, kort hvad hun burde

i Ære holde — og jeg sige kan:

selv en Tarquinius skulde ikke turde

ha’ nærmet sig. Hun til Madonna vendte

sig som til den, der bedst til saadant kendte.

Hun svor: jeg skænker aldrig ham Gehør!

Og næste Dag var hun der paa Visit

og skjalv, saasnart der aabned sig en Dør ...

Gud være lovet! det var ej hans Skridt.

Taknemlig var hun — ja maaske? — men hør!

igen en Banken. Nej, det gaar for vidt;

nu er det ham. Ak nej . . . Jeg frygter at

Maria blev ej paakaldt denne Nat.

En dydig Kvinde, mente hun nu, maa

jo netop træde Faren under Øje;

al Flugt er fejg, hvorfor til Side gaa?

i Intet vil jeg dog hans Vilje føje! —

Ja «intet», det er saadan at forstaa:

foruden det, som — tag det ej saa nøje! —

man skænker alle dem, som dog er sødere

end Folk er flest — en Gave «mellem Brødre».

Og om man indsér — hvem kan vide dette?

da Fristeren gaar om ved højlys Dag —

at ikke Alting just er paa det Rette,

og om — skøndt brødefri — man fandt Behag

i En, saa kan en dydig Kvinde sætte

til Dørs sin Fristelse som ingen Sag,

og straale dobbelt efter slig en Prøvelse:

Jeg anbefaler Fruer det som Øvelse.

Saa er der denne Kærlighed, ak ja,

den himmelske fra Engleverdnens Sfære,

en pletfri, klar og ren et cetera,

de gifte Koners — som vil sikre være.

«Det er just min,» hun tænkte, og endda

for Alvor. O, platonisk, hvilken Lære!

hun maatte gerne tænke sligt for mig,

naar jeg var Englen, som hun drømte sig.

En saadan Kærlighed, man vide vil

uskyldig er — og farefri tillige.

Først er vor Haand og saa vor Mund paa Spil;

for min Del véd jeg ej hvad det vil sige,

men hører, at her Grænsen er hvortil

Enhver bør gaa og derpaa Pladsen vige.

Udover sligt — det hævner sig med Tiden.

Men jeg har ingen Skyld. Vent blot til siden!

Ja Kærlighed, men indenfor dens rette

Begrænsning, drømte hun i Tugt og Ære;

og kun til Heltens Bedste skulde dette

Forsøg i nyttig Undervisning være;

for ren til at en Tvivl blot skulde plette

det høje Kald, hun mente vel at lære

den Elskov ham, som her og hisset gælder —

jeg véd ej ret hvordan; hun næppe heller.

Opfyldt af sin Mission og vel beskyttet

af Sjælens Panser, dens Fuldkommenheder,

paa egen Kraft og Ærens Bolværk støttet,

gav hun sig selv for altfor strenge Eder

Dispensation og Tyngdepunktet flytted

i den Kontrol, som vaager og som beder.

Men om paa Højde med sig selv i dette

hun var — ja derom skal jeg snart berette.

Hun holdt sin Plan for baade god og gørlig;

og sikkert: med en Stump paa sexten Aar

var hun dog for hver Klaffer-Klo urørlig,

og selv om ej, nu ja, Enhver forstaar:

den gode Hensigt gør. en Sag tilbørlig;

med ren Samvittighed mod Alt man gaar!

Paa sligt har Christne stegt hverandre levende,

henvisende til St. Apostelbrevene.

Og sæt Gemalen nu gik hen og døde —

for slig en Tanke Gud bevare os

i Drømme, kun! Det udholdt ej den Søde;

(her gav hun for et Suk, et lidet, los):

men sæt nu dog — sligt kan jo alle møde —

jeg siger sæt nu — saadan inter nos ...

(Det franske entre nous i Fruens Mund

faldt væk — for Rimets Skyld forstaar sig kun.)

Jeg sætter denne Forudsætning kun:

og naar Juan nu voksed op til Mand,

saa var endnu en agtbar Enke hun; —

om syv Aar vilde det endnu gaa an.

Imidlertid (jeg bliver ved en Stund)

hvad var det da saa farligt vel, om han

— men blot paa Engle-Vis, som før vi sagde —

en Smule efter Kærlighed sig lagde!

Men nok om hende. Han, det unge Blod,

af Sagen fatted ej den mindste Bid

og næppe nok sig selv engang forstod.

Lidt ilter, som Medea hos Ovid,

for én Idé en anden han forlod

og aned ej, naar blot man gav lidt Tid,

saa var det Hele en naturlig Sag,

som kunde blive sød en skønne Dag.

Han drev omkring i Skoven, planløs, stille,

i dybe Tanker, fjernt fra Hus og Hjem

og med et ukendt Saar, som han ej vilde

for Alt i Verden vise Nogen frem.

Jeg søger selv til Ensomhedens Kilde,

til skjulte Grotter — heller dog til dem,

som man benævner «Harem» nok hos Tyrken,

end dem hos Eremiten i hans Ørken.

«O Kærlighed! paa disse øde Steder,

hvor Tryghed sig med Sværmeriet blander,

her dine Throner staar, din Almagts Sæder,

her folder ud din Gud sit Himmelbanner.»

Det klinger vakkert, hvad den Skjald os kvæder

dog maa jeg tilstaa, at jeg ikke Mand er

for at faa «Tryghed» (i hans Vers, det andet)

med «Sværmeri» til nogen Mening blandet.

Han mener uden Tvivl — (og heri vel er,

hvad alle Andre mene, indbefattet,

og hvad som prøvet Sandhed gjaldt og gælder,

og hvortil hver fornuftig Mand har skattet:)

at Ingen vil i Maden og ej heller

i Elskov brydes af! — Jeg si’er kun, at det

er noget tvungent, dette «Sværmeri»,

og be’er blot «Tryghed» lukke Døren i.

Saalunde gik vor Helt langs blanke Bække

i Tanker, han ej selv fandt Rede i;

hvor Skovens Ege deres Arme strække

han slængte sig, fjernt fra hver banet Sti;

det er just saadan’ Steder, som kan «vække»

en Digter, i hvis Vers og Melodi

vi søger da Forfriskning — om den blot kan faa’s

og ikke, som hos Wordsworth, løber ud i Vaas.

Han (ikke Wordsworth men Juan) fik sat

en Enrumstale med sin Sjæl den høje

i Gang og tog da og saa tappert fat,

at halvt om halvt Rebellen faldt til Føje;

han kæmped flinkt — naar man betænker at

slig Fjende lader vanskelig sig bøje —

indtil han fandt som Coleridge uafvidende

sig paa Metafysikens Skraaplan glidende.

Han tænkte paa sig selv, paa Stjerner og

paa Menneskets Problem og Jordens med;

hvorfra, for Pokker, Alt var kommet dog?

og saa paa Jordskælv og al Slags Fortræd;

paa Maanens Omkreds tænkte han, det Skrog,

paa Luftballoners Fart tilvejrs afsted —

hvor langt vor Viden dog tilbage var

i sligt ... og saa paa Julias Øjepar.

Den Lærdeste maa stræbe uden Ende

forat faa sligt Problem til Løsning bragt,

som piner Alle og som Faa kun kende

fra Fødslen ved profetisk Seermagt;

sært var det, at en Fyr saa ung som denne

gav paa Planeter og paa Stjerner Agt:

men om I Godtfolk ser i ham Profeten,

jeg svarer med et Ord kun: Puberteten!

Paa Blomster, Blade stirred han bedøvet,

i Vindens Pust han hørte Stemmer bølge,

og Skovens Nymfer vinked ham fra Løvet

til jordisk Lyst paa Guders Vis at følge;

saa gik han vild, al Tid- og Stedsans røvet;

han saa’ paa Uhret, kunde sig ej dølge,

at gamle Kronos havde Forspring faaet —

og at hans Middag var i Løbet gaaet.

Og tog et Bind han med af gamle Bøger,

en Garcilasso, en Boscan, saa — ret

som Bogens Blad i Vindens Viften spøger,

hans unge Sjæl blev paa et mystisk Sæt

bevæget; Alt, hvad gamle Koner søger

at lægge ind i Æventyret, det

blev ham i Bogen Liv og Sandhed næsten.

det var som Troldmænd taled gennem Blæsten.

Saaledes drev omkring han Dage lange

i uklar Længselssavn, det unge Blod,

ej Drømmens Glød og ingen Digters Sange

ham kunde skaffe hvad han længtes mod:

en Barm at hvile ved, mens halvvejs bange

og halvt med Lyst han Hjærtets Sprog forstod,

samt — andet sligt, som jeg har glemt og heller

paa anden Tid og andet Sted fortæller.

Et saadant Drømmeri i Mark og Krat

blev ikke skjult for Julias Øjepar;

hun saa’, det var med Knøsen ilde fat;

men hvad der mere maa forundre, var

at ej Fru Inez saa’ det selv og at

hun ej med Præk’ner løs paa Sønnen skar; —

om nu hun ikke vilde se saalunde,

hvad eller, som de kloge Høns, ej kunde.

Thi saadan gaar det tidt, skøndt uforklarligt.

Naar f. Ex. disse Ægtemænd,

hvis kære Fruer synde uforsvarligt

imod — nu har jeg glemt det Bud igen;

(jeg tør paa maa og faa ej, sligt er farligt,

citere Numrene i Vejret hen) —

naar disse Mænd for Pandesmykker gruer,

saa gaar de oftest fejl, — spørg deres Fruer!

En rigtig Ægtemand mistænker Alle

men har ej altid paa den Rette Kig;

paa Sagesløs hans Mistro’s Blikke falde

imens han blindthen stoler paa en Strik,

som sin og Fruens Ven han ønsker kalde;

nuvel, det sidste holder ogsaa Stik: —

saa bander han dem, naar de er rendt væk,

men ej sig selv, at han var slig en Gæk.

Forældre ere ogsaa artigt blinde:

med Øjne som en Los de aldrig ser,

tiltrods for Alt, hvad Byen nok skal «finde»,

hvor Frk. Datter og Hr. Søn sig ter;

med Et Skandalen gaar for alle Vinde

og tyve Aars Forhaabning er ej mer;

saa bryder Mo’r i Graad og Fa’r i Banden:

hvorfor fik vi dog ogsaa Børn, for Fanden?

Men Inez’ Blik var skarpt og saa forsigtigt

dets Blindhed her forklarer jeg mig ved,

hun havde et Motiv, og det et vigtigt,

til ej at fjærne Julias Dejlighed:

maaske hun vilde, Sønnen skulde rigtigt

faa udlært ved den samme Lejlighed;

maaske hun ønsked og den altfor trygge

Alfons et lidet Skaar i huslig Lykke.

Det var en dejlig Sommerdag; — nuvel,

en farlig Tid er denne Tid paa Aaret,

naar Maj og Vaaren lakker imod Hæld;

man giver Solen Skylden, saadan gaar ’et,

men hvem man skrive vil i Syndegæld,

Et er nu sikkert og fastslaaet staar ’et:

Naturens Drift til sine Tider stige vil —

Marts sine Harer har, og Maj sin Pigelil.

En Sommerdag, den sjette Juni — ene

jeg Seklet ej, men Aar og Dag noterer

som Poststation ved Vejens Milestene,

hvor Fatum skifter Hest og galloperer

afsted paany, mens Livet skifter Scene.

Riger og Lande da i Hob changerer;

tilovers bliver kun en Lap Historie,

samt Kirkens Veksel paa et «Hisset’s» Glorie.

Den sjette Juni, dengang Gaardens Uhr

paa halv Syv viste — tre Kvarter kan være —

sad Julia i et Rosenlysthus’ Bur,

saa houri-skønt, som Himlene det bære

hos Mahomet og hos Anacreon Moore,

hvem Lavrbærkranse blev til evig Ære

for Sangens Sejer snoet i Lyrens Strenge; —

han vandt dem vel; maa han dem bære længe!

Hun sad, men ej alene. Hvad véd jeg,

hvordan det Møde kom fra først istand,

og om jeg vidste det, jeg skulde ej

det røbe; Taushed anstaar sig en Mand!

Jeg forsker ej om Middel, Maade, Vej:

Ansigt til Ansigt sad de, hun og han.

I saadant Fald er rigtigt det og ret

at slaa sit Øje ned — men ikke let.

Hvor var hun smuk! I Glød stod Attraas Sprog

paa Kinden — men endnu ej Brødens Mærke.

O Elskov, hvor er du dog snild og klog,

den Svage styrker du, men slaar den Stærke;

til Selvbedrag den Viseste du drog

med Lokkemad i Sansens Klemmehærke; —

dyb hendes Tro var til sin Kraft, sit Mod,

dyb som den Afgrund hvorved hun nu stod.

Paa denne Kraft hun stoled, ikke mindre

end paa sit «Drengen ingenting forstaar»,

paa sin Matronedyd, som nok skal hindre

et Skridt ... samt paa sin Mands halvhundred Aar:

men dog jeg syn’s at disse femti Vintre

kun daarligt op i Regnestykket gaar;

i Nord, i Syd, det Tal kun klinger ilde

i Elskov — hvad det end gør i pro mille.

Man si’er: «Det har jeg sagt halvhundred Gange», —

og Du er sikker paa, der vanker Skænd.

Poeten si’er: «Her er halvhundred Sange», —

vogt Dig, han kan dem udenad, min Ven!

Én Modig gør halvhundred Skælmer bange.

Ved de Halvhundred bejler sjældent Mænd

med Held; dog kan man Kærlighed bekomme

for samme Antal Specier i sin Lomme.

For Don Alfonso følte Julia det,

som Fruer føle skal, og højt hun svor

at vogte ham sin Ære uden Plet,

ved alle Magter paa og over Jord;

uskadt hun skulde værne ham hans Ret,

med mer’; og mens i Orden Alt hun tror,

tog hendes Haand Juans, som kom i Vejen, —

distrait hun mente, det var hendes egen.

Og glemsom læned hun sig mod den anden,

som drev en Leg med Haarets løste Strømme;

hun stred den gode Strid, men ak Forstanden,

der veg, sig vugged bort i Tanker ømme.

Det var, Fru Inez, dog din Pligt, for Sanden,

at have holdt det unge Par i Tømme,

Du, som saa længe var din Søn en Amme —;

min skulde sikkert ikke gjort det samme.

Den Haand, som holdt Juans, forstærked nu

lidt efter lidt og ømt sit Greb, ret som

den vilde sige: «Ja, behold mig, Du»;

naturligvis, det var jo kun en from,

platonisk Tanke, og med Angst og Gru

hun vilde vendt som for en Snog sig om,

ifald hun havde tænkt, at der var Fare

for — netop Dyden, som sig tror at vare.

Jeg véd ej hvad Juan har tænkt til dette,

men hvad han gjorde, gjorde vel Enhver;

han takked med et Kys, det kan man gætte,

paa Haanden; derpaa angst, med Brødens Skær

om Kinden, skjalv han: Jo jeg er den rette ...!

Den Unges Elskov ligger Frygt saa nær.

Hun rødmed, vilde tale, men holdt inde —

thi Stemmen blev med Et saa blød hos hende.

Og Solen sank, og Maanen opgik stor.

Den Gavtyv af en Maane, som man nævner

saa kysk; o ho: den længste Dag paa Jord,

mens Solen henad Junihimlen stævner,

har ikke set — til Hælvten blot jeg tror —

saa mange slemme Ting, som Luna evner

at smile til tre Timer med sin Lue

og saa ser hun saa hellig ud, den Frue.

En farlig Tavshed gemmer denne Stund,

hvori vor Sjæl sig aabner ømt og kærligt

dybt i sin inderste, sin skjulte Grund,

men ej ta’er noget Klogskabshensyn særligt.

Det blide Sølvlys, hvori Taarn og Lund

forklaret staar, et Billed rent og herligt,

udgyder over Hjærtet selv sin Strøm —

en Søvn med en maaske for farlig Drøm.

Hun sad hos ham, omslynget af hans Arm;

og læmpeligt tilbage hun sig drog

imens han skælved og hun selv blev varm;

hun næppe Sagen dog for Alvor tog,

hun havde ellers frigjort vel sin Barm.

Imidlertid: den Skønnes Hjærte slog,

og saa — hvad saa? — Jeg faar vel holde inde;

jeg angrer, jeg begyndte nogensinde.

O Plato! Du med dine Fantasier

har større Ansvar for hvad der er sket

ved dit Moralsystems Ordgyderier

paa Kærlighedens svævende Gebet,

end al romantisk Digtnings Poesier,

alt Sværmeri, som vi har hørt og sét.

Du er en Charlatan, en Laps, ja værre

end det: en Kobler er Du, gamle Herre!

Og hendes Stemme tabte sig i Sukke,

til for et Alvorsord det var for silde,

og Taarer randt fra hendes Øjne smukke,

for smukke til at være Taare-Kilde;

men, ak, for Elskov Alt maa under bukke.

Dog mente hun det sikkert ej saa ilde.

hun overgav sig, jamen Fod for Fod kun,

og med et «Jeg tillader ej» tillod hun.

En Pris lod Xerxes, vil man vide, sætte

for den, som opfandt ham en ny Slags Nydelse;

jeg mener, det var lovlig stærkt med dette

samt blev Hs. Majestæt en klæk’lig Ydelse.

Jeg stakkels Sanger nøjes, kan man gætte,

med — ja lidt Elskov, uden al Fortrydelse.

Jeg søger ikke nye Glæder, bare

jeg maa de gamle ha’ og de maa vare.

O Nydelse, hvor er Du skøn og yndig,

om end i Helved vi for dig maa brænde;

hvert Foraar sværger jeg en Ed, en fyndig,

at bedre mig før Aaret gaar til Ende.

Ak, min Beslutning bliver aldrig myndig,

og dog, og dog én Gang maa det dog hænde

jeg skammer mig; o maatte det dog ske blot! —

Pas paa! til næste Vinter skal I se blot ...

En Frihed maa min kyske Musa ta’

sig — rolig, Læser! det blir bedre siden;

det er blot saadan en licentia

poetica, De véd nok saadan liden

Afstikker, som en Sang kan gøre fra

sin Plan; og da jeg følte hele Tiden

mod Aristoteles mig en Begynder,

saa be’er jeg Mestren tilgi’ hvor jeg synder.

Jeg haaber dette Spring min Læser springer

med Sangen fra hin slemme Junidag

(foruden hvilken Digtet ingen Ting er

af Brist paa Emne, en naturlig Sag),

og dernæst jeg de To paa Scenen bringer

lidt længer hen i deres Elskerfag.

Det var November nu; om Dagen be’er jeg

man spørger ej; den Aarstid daarligt ser jeg.

Men derom siden. — Sødt paa langt Hold lyder,

hist i Lagunens maanelyse Stad

Gondolierens Sang, mens Barken skyder

for Aaren over Strømmens mørkblaa Bad;

sødt Aftenstjernen af sin Sky frembryder;

sødt pusler Nattens Vind fra Blad til Blad;

og det er sødt at se Regnbuen straale

fra Hav til Sky og Himlens Hvælving maale.

Sødt byder os vor Porthunds dybe Stemme

sin Hilsen, naar vi nærme os vor Gaard;

sødt er at vide, der er En derhjemme

af hvem vi klare Øjnes Velkomst faar;

sødt lulles vi af Bækken og fornemme

den aarle Lærke; sødt imøde slaar

os Biers Summen, Fuglesangens Kalden

og Pigers Skæmt og Smaabørns første Lallen.

Vinhøstens Tid er sød, naar Druen gyder

bacchantisk yppig sig i Purpurfloder

ad Jorden hen; sødt Landet Glæder byder

os efter Byens tomme Larm og Moder;

sødt for en Gniers Blik hans Guldstrøm flyder;

sød er en Fa’r hans Numer Et blandt Poder,

sød Kvinden Hævnen er, Soldaten Brandrov,

Matrosen Prisepenge og saa Landlov.

Sød er en Arv, og sød, uventet sød

den Mælding at en Dame, som vi kendte,

hvad eller gammel Onkel, nu er død,

som lod «os stakkels Unge» gaa og vente

paa Godset, hvoraf de saa længe nød

Indtægt og Navn, at vi mod Aagerrente

tog Forskud op hos alle Byens Jøder,

hvorunder nu den nye Arving bløder.

Lavrbær er søde — hvordan de end vanker:

ved Blod, ved Blæk; sødt er det at faa stillet

en Kiv, men ogsaa sødt, i mine Tanker,

en Ven, som keder os, at faa lidt drillet;

sødt smager Vin af Flasker, Øl af Anker;

kær blir den Svage os, som vi har villet

mod Verden værne; kær vor Ungdoms Steder,

hvor Ingen os, men Mindet vi begræder.

Men sødere end alle Sødmers Tal

er Hjærtets første Elskov; — den staar ene

som Adams Minde om sit Syndefald.

Om Æblets Rov er man vel paa det Rene;

forøvrigt man forgæves søge skal

en saa ambrosisk Synd, som den de mene

Prometheus’ Tyveri var, da paa Trods

mod Guder Himlens Ild han stjal til os.

Et sælsomt Dyr er Mennesket og tager

en sælsom Brug af Hoved og af Krop,

bestandig vil det vise sig og plager

sig med Experimenter uden Stop;

især er vor Tid den, hvor mindst man vrager

et Fif, naar Markedsprisen blot gaar op.

Begynd helst ærlig; slaar det ikke til:

gør Humbug, og Du vinder nok dit Spil!

Hvad har vi ej opfundet? Død og Pine!

(sligt sker, naar Hjernen fuld og Pungen let er.)

En laver Næser, En en Guillotine,

En bryder Ben, En dem i Lave sætter,

forresten kan vel nok den ny Vaccine

opveje de Congreviske Raketter,

thi Lægens Kunst er Kopperne snart voksen:

man laaner mod de gamle ny’ fra Oksen.

Man af Kartofler (hvorfor ej?) gør Brød;

og Lig elektriseres til at grine,

om end man ikke ved et kraftigt Stød,

som Redningsselskabet har gjort ved sine,

forhindrer gratis dem fra Kvælningsdød.

Hver Dag, hver Time ser en ny Maskine,

og Koppesmitten er nu ophørt ganske;

saa er en anden Smitte ej — den franske.

Den kom nok fra Amerika, man tror,

og bør vel atter did rekommanderes,

thi Folks Formerelse blir dèr saa stor,

at det er høje Tid de decimeres

igennem Krig og Sult og Sygens Spor; —

hvorfor skal ikke de civiliseres?

Og Ondet? — er maaske man Smitten mindre vis

ved, som hos os, at skjule Navnet: Syphilis?

O Tid, som ta’er Patent paa ny Methoder

for Kroppens Død og Sjælenes Bevarelse,

hvor skylder vi dig ikke mange Goder!

Sir Humphry Davy’s Lampe til Besparelse

for Liv og Kul i Grubens mørke Boder,

Tombukturejser, Syd- og Nordpolsfarelse: —

sligt gør dog samme Nytte, kan jeg tro,

som skyde Folk en masse ved Waterloo.

Et Phænomen er vi, paa Jorden sat,

vidunderligt, ud over al Udtydelse;

kun Skade for den skønne Verden at

al Nydelse er Synd og Synd tidt Nydelse.

Faa Dødelige véd hvor det er fat,

om Livet er til Plage eller Prydelse;

men op og ned gaar Alt, og naar vi naa’

til Maalet, ja saa dør vi — og hvad saa? —

Hvad saa? — Her gaar vor Viden nok istaa;

derfor Godnat! — Om Sagen jeg beretter:

Det var November, med sin Dag den graa,

hvor Fjeldet rimbelagt mod Luften letter

en kronet Snehat over Kappen blaa;

hvor Søen rundt om Forbjergsbrinken sætter

og styrter i et skumhvidt Braad sig frem,

og Solen lægger pænt sig Klokken Fem.

Det var en grumset Nat (paa Udkigssprog),

hvor Maanen gaar for Bygens Rusk i Ly,

og Smaafolk for at varme deres Skrog

til Arnens klare Brændebaal maa ty;

mig minder saadan oplyst Arnekrog

om Julidagens Himmel uden Sky:

jeg er for Arnen og dens Hygge stemt —

med Hummer, god Champagne og lidt Skæmt.

Det var ved Midnat — Donna Julia laa

og sov, sandsynligt — da paa hendes Dør

man banked, som de Døde skulde staa

af Graven op derved, om aldrig før

de opstod (hvad vi vel maa huske paa

er sket, og som en Gang vi Alle bør); —

om Slaaen greb man, banked, og tilsidst

en Stemme raabte: «Frue — Frue — Pst!

«For Guds Skyld, Frue — her er Fruens Mand

og halve Byen med; tag Dem i Agt —;

har man dog kendt saa galt i noget Land!

men jeg har ingen Skyld, jeg har holdt Vagt.

Skynd Dem, luk op det snareste, De kan —;

de er paa Trappen straks, som jeg har sagt —

maaske han slipper bort dog naar det gælder —

saa rædsom højt er Vindvet da ejheller!»

Med Fakler og med Følge kom nu han,

Alfonso, ind; og da de Fleste kendte

erfaringsvis den slemme Ægtestand,

var det ej sært om uden Sky de vendte

sig straks mod Fruen, som sin kære Mand

med Pandeprydelser at smykke nænte:

Exemplet smitter, særlig af den Art;

blir En ej stoppet, kommer Alle snart.

Hvorledes Tanken om en slig Opdagelse

kom i Alfonsos Hoved, véd jeg ej,

men for en Kavaler af hans Opdragelse

det var dog taktløst at ta’ saa paa Vej

rent uden «Varsko» eller «dyb Beklagelse»

og gøre ved sin Frues Seng Staahej

med Tjenere med Bøsser, Sværd og Kugler,

for just at røbe det, som helst man skjuler.

Og Fruen, ret som vakt af Søvnens Arme,

(jeg siger ej, at ej hun sov, mærk det)

begyndte højt at skrige, græde, larme,

imens Antonia, en Pernille ret,

opstabled Sengeklæderne de varme,

som sprunget op i samme Aandedræt.

Dog sælsomt nok at Pigen gav den Scene

for at bevise, Fruen ej sov ene.

Dèr sad nu Fruen, dèr sad hendes Pige

som stakkels Kvinder, der af Frygt for Trolde,

men nok især for Mænd, har tænkt saa lige:

To kan vel skræmme En! og derfor holde

tilsammen, indtil Nattens Skygger vige

og Herren kommer fra den fyldte Bolle

i Klubben og forsikrer med et Blik,

et ømt: «Jeg var den første dog som gik!»

Men endelig fik Fruen Mund paa Gled:

«I Himlens Navn, Alfons, er Du forrykt?

Gid jeg var død i min Uskyldighed,

før Seng jeg havde med sligt Afskum søgt!

Hvad bryder her med Vold Du Nattens Fred?

har Drukkenskaben i din Hjerne spøgt?

er Du jaloux? saa afsøg kun min Stue!» —

Alfonso svared tørt: «Det vil jeg, Frue.»

Han søgte og de søgte overalt

i Skabe, Skuffer, Kister, Indelukker,

og over Linned, Strømper, Tøfler faldt

de, samt et Utal Kamme, Børster, Krukker,

hvormed de Skønne — saa blev mig fortalt

forvandle sig til disse søde Dukker.

De stødte i Tapet og i Portiére,

og saared — Dør og Væg med deres Sværde.

Og under Sengen stak de deres Ho’ede,

og fandt — i Tavshed forbigaar vi Tingen;

de aabned Vindvet og paa Jorden glo’de,

om der var Fodspor; men der var nok ingen;

saa slog de Kreds og blev lidt flov tilmode:

besynderligt, at ikke en af Ringen

fik Lyst (paa Verdens Dumhed tidt jeg grunder)

at se i Sengen li’esaavel som under.

Imens gav Julia frit sin Tunge Løb:

«Ja søg kun!» skreg hun under Taarer stride.

«Fornærm mig kun og spot mig med i Køb!

Aa, det var altsaa derfor, skal man vide,

jeg bar taalmodig Alt, som Barn i Svøb,

og taalte Dig saa længe ved min Side;

men længer hverken vil jeg eller kan,

om der er Lov og Ret i Spanjens Land!

«Ja, min Hr. Mand — men længer ej, forstaar I,

og om I ellers har fortjent det Navn —

sig sømmer det sig en Tre-Sneseaarig

— Halvtreds og Treds gør her nok samme Gavn —

at storme til sin Kone ind, som gaar

sin Seng som i Uskyldighedens Havn?

Jeg ser den hele Uret efterhaands, o

din Tyrk, Barbar, Meneder, Don Alfonso!

«Gav jeg da derfor stedse Afkald paa

de fælles Privilegier for mit Køn,

og tog en Skriftefa’r saa døv og graa,

at Alle vist har lét ad mig iløn?

og lod han ikke altid mig forstaa,

jeg var et Lys og trængte knap til Bøn,

i den Grad var mit Levned et jomfrueligt? —

Tænk om jeg abortered nu, hvor grueligt!

«Og gav jeg derfor troligt Løbepas

hver Laps her i Sevilla allevegne,

og blev bestandig hjemme paa min Plads

— Theater, Bal og Messe ej at regne?

og har jeg ikke vidst at være kras

mod Alle, ja uartigt dem begegne?

Hvem hørte ikke Grev O’Reilly klage:

Han tog Algier — men jeg slog ham tilbage!

«Sang ej Italieneren Cazzanni

et halvt’Aar mig forgæves Serenader?

Hed jeg ej hos hans Landsmand, Grev Corniani,

Lucretia imod alle Spanjens Sprader?

Har jeg ej Grev Strongstroganoff sat Brand i

samt andre Fremmede af alle Grader?

og gav jeg ej Lord Coffeehouse sit Banesaar,

saa at (af Drik) han døde nu forgangen Aar?

«Og løb her ikke Bisp og Kardinal,

Don Nunez og Hertugen af Ichar? —

Jeg tænker Maaneskiftet gør Dig gal,

at ej Du paa din Hustrus Dyd er klar!

om ikke min højmodige Gemal

endogsaa Prygl og Hug isinde har?

Hr. Ridder! skyd og slaa kun, om I tør —:

Du skulde vide, hvad Figur Du gør!

«Aa, derfor altsaa dette Hastværk var

og denne Rejse, absolut nødvendig,

med ham, din nederdrægtige Notar,

som staar dèr med en Mine helt elendig

fordi han kom tilkort. At Du dig bar

saaledes ad, lad gaa! men saadan skændig

Lakaj er kun Spion for skiden Vinding,

og ej af særlig Omhu for din Tinding!

«Skal her protokolleres, som jeg ser ’et,

saa værs’god! Jeg skal være der med Svaret.

Mit Kammer er jo rigtignok rumsteret,

men her staar Skrivetøjet, som jeg har ’et;

lad Alt, min Herre, blive kun noteret,

De skal dog gøre lidt for Honoraret.

Men til vi blir klædt paa, det vilde passe sig,

De gik.» (Antonia: «O, jeg kunde kradse Dig!»)

«Dèr er mit Kabinet og dèr Entréen,

søg overalt og ransag hver en Smule.

Dèr er min Lænestol og Kanapeen,

Kaminen — den kan nok en Elsker skjule.

Jeg ønsker Ro; men finder I maaske en

forborgen Kælder, for min Skat en Hule,

saa be’er jeg at I endelig vil vække mig;

nu er jeg træt og ønsker helst at lægge mig.

«Endnu et Ord, Hidalgo! I Geledder

har I slæbt Folk til Huse, mig til Tort:

Aa, lad mig vide da, hvad Fyren hedder;

hvem søger I? hvem er det, som løb bort?

Jeg haaber han er ung, at Alting sidder

velformet paa ham — sig mig, er han sort

hvad eller blond? — Husk paa, naar I mig krænker,

jeg kunde ønske det, som I nu tænker!

«Tre Snese Aar er han dog næppe heller;

da vilde vel min raske Ægtemand

slaa hele Sagen hen i Bagateller —

(Antonia! skynd Dig, hent mig et Glas Vand.)

Jeg rødmer over at jeg Taarer fælder,

at jeg, min Faders Datter, er i Stand

til sligt; men ej min stakkels Moder vidste

i Fødslen al den Ynk jeg her maa friste.

«Maaske din Jalousi Antonia gælder,

som laa ved Siden af mig her og sov,

da Du brød ind med alle dine Fæller:

Ja søg — her findes intet, Gudskelov!

Blot haaber jeg, at næste Gang Du mælder

Dig forud, samt for visse Tings Behov

Du nu gaar ud og venter, mens vi klæder os; —

omlidt vi til de Herrers Selskab glæder os!

«Og dermed nok; alt andet la’er jeg fare;

det lidet, jeg har sagt, faar vise kun

hvor lidet Hjærtet værdiges at svare

paa Forurettelser, der savne Grund;

jeg haaber, din Samvittighed kan klare

den Ting paa Regnskabsdagens store Stund,

at altfor slet et Facit ej maa komme ud! —

Antonia! hvor har Du forlagt min Lommeklud?»

Bleg sank hun hen; men under mørke Bryn

igennem Taarer Øjet Flammer skød,

som Himlen sender gennem Regnen Lyn;

og Haarets Slør om Kind og Skulder flød

og røbed Barmens Sne — ej, hvilket Syn! —

som gennem Lokkehavets Bølger brød.

De bløde Læber vilde sig ej lukke,

og Brystet skjalv og højt steg Hjærtets Sukke.

Dèr stod Señoren flad. Med Blikke brød,

om ej med Tungen, løs nu Fruens Terne

mod Herren og hans Folk, som lidet nød

Situationen og var løbet gerne.

Notaren ene lagde støt i Blød

— for Lovens Skyld, naturligvis — sin Hjærne;

tro som Achates var han, sejg som Faa;

blot der blev «Sag», hvad var ham Resten saa?

Stumpnæset, missende, han fulgte nøje

Antonia, som sprang rundt i Kamret inde;

Mistænksomhed stod spejlet i hans Øje,

Reputation laa lidet ham paa Sinde;

naar mod Proces en Ting sig kunde føje,

hvad var ham saa en ung og dejlig Kvinde?

og aldrig ved Benægtelser han hæfted sig,

før de ved falske Vidner klart bekræfted sig.

Dèr stod Alfons og saa’ i Gulvet ned;

en flov Figur han sandt at sige gjorde:

søgt som han havde snart paa hundred Led

og pint sin Kone, som han ikke burde,

og nu, som Resultat, ret dygtig ked

af Alt og navnlig af, at Konen turde

adræt og tæt og skrap en lille Time

i Tordentakt ham for hans Øre kime.

Han stammed først: «Tilgiv mig!» men en Regn

af Graad var Svaret kun og Sukkes Mængde

og alle Hysteriets Kendetegn

med Spjæt og Kramper af forskellig Længde —

forskellig efter hvad der er ivej’n;

han saa’ sin Hustru, og paa Job’s han tænkte

han saa’ sin Halvdels Slægt i Perspektiv,

og angst han stammed atter frem: «Tilgiv ...!»

Han stammed, men i Stødet stopped Manden,

da Pigen tog ham med en Trumf, en kort,

før Tungens Hammer rørte Amboltsranden,

og raabte: «Herre, Fruen dør, gaa bort!»

Alfonso mumled frem et: «Aa, gid Fanden ...!»

men maatte, saa’ han klart, gaa paa Akkord,

og derfor gik han, efter endt Beskuelse,

bort med et Blik af ufrivillig Ruelse.

Med Herren gik hans «posse comitatus».

Paa Tærsklen, sidst af Alle, endnu tøved

et Øjeblik den brave Advokatus,

som følte krænket sig og helt bedøvet

ved denne uforklarlige «Hiatus»

i Don Alfonsos Sag; og da han prøved

i sin Klients forlegne Blik at læse,

smak Døren i ret for hans Tingstudnæse.

Men næppe var den lukket, før — o Blu!

o Skam for Kvinden udi Ægtestanden!

Hvor kan nu Nogen tro paa Dyd — o Gru! —

i denne Verden — eller i den anden?

Et ærligt Navn er dog en Skat endnu,

men nok derom — det koster Sved paa Panden

at faa det frem: hvorledes Fyren, Drengen,

vor Don Juan, sprang halvkvalt ud af Sengen.

Han havde været skjult — jeg hverken kan

ejheller tør beskrive hvor han laa —

dog, ung’ og slank, jeg tænker mig at han

var stuvet væk paalangs, maaske paaskraa;

men ynkes over at den lille Mand

blev næsten kvalt hos Parret, ej jeg maa:

den Død var skøn mod i et Fad at mugne

af Malvasir som Clarence, den fordrukne.

Og, for det andet, skulde knap jeg vove

at ynke ham, hvis Hensigt var at synde

mod Himlens Bud og imod Jordens Love

og som var lovlig grøn til at begynde:

Samvittigheden siger man skal sove

ved sexten Aar, imedens i det Sted

ved Treds vi opsummerer Syndsbestanden

og gør en styg Balance op med Fanden.

Hvad skjult han hist bedrev, jeg véd ej, men

i Jødernes Historie staar beskrevet

hvorledes Davids Læger førte hen

til Kongen, da hans Blod lidt tykt var blevet,

en dejlig Ungmø; og Recepten — den

fik Ondet og alt Plasteri fordrevet;

det samme Middel kan dog gribes galt an:

hin kom sig, men Juan blev næsten kvalt, han.

Men nu, hvad nu? — Alfons kan være straks

tilbage, naar han faar sendt Følget bort!

Den snu Antonia sad dèr i en Saks

og vidste intet Fif af nogen Sort;

hvorledes staa mod Stød af samme Slags,

især naar der til Daggry er saa kort?

Antonia grunded; Julias Læber rysted,

og tavs Juan hun knuged op til Brystet.

Hans Læber søgte hendes, med sin Haand

han Lokkehaarets løste Strømme stemte;

knap mægted de endda at lægge Baand

paa deres Elskov; Faren halvt de glemte;

men udtømt var nu Ternens Taalmodsfond —:

«Kom, kom, nu er det ikke Tid at skæmte»

hun hvisked vred; — «der hjælper intet «men» her,

vi maa paa Kabinettet med vor Ven dér!

«Saa gem dog til en bedre Nat det Fjas

hvem kan ha tudet Herren dog i Øre? —

Gud fri os naadig — det er ingen Spas;

den Satans Dreng, kan han da intet høre? —

Jeg siger Herren slaar os rent i Kvas;

det ender nok med Blod; hvad skal vi gøre?

De mister Livet, jeg min Plads — Madam,

og det for saadant Flødeskæg som ham!

«Ja var det for en rigtig Kavaler

paa Femogtyve, Tredve — (Skynd Dem, kom)

men for et Barn den Risiko; jeg be’er,

men hvordan har vel Fruen set sig om? —

(Gaa ind dog) — Lad nu Herren komme her;

nu er han sikker foreløbig, om

vi blot kan holde Sagen skjult til Solen

staar op — (Juan, fald ej isøvn paa Stolen!)»

Alfons tren ind — alene, at forstaa

og stopped brat den brave Ternes Tale;

hun nøled, men han vinked barsk et: Gaa!

et Bud, hun søgte gerne at forhale;

dog foreløbig hun ej Udvej saa’,

her var nok Modstand ej at anbefale:

et Blik hun sendte dem — just ej et kort

og pudsed Lyset, nejed og gik bort.

Han tøved — saa begyndte han en Sort

Apologi, og løs paa Sagen skar han;

han vilde helst forklare Alting bort,

men — nok derom — lidt hidsig blevet var han;

dog havde Grunde han for al den Tort,

som ... men paa Grunde var han ogsaa bar, han;

kort: Talen var af Rhetorikens. Skole

et Paradigm — Begrebet «Rigmarole».

Hun tav — endskøndt hun havde Stof tilrede

af den Slags, en erfaren Kone har,

som ej om Mandens Fejl behøver lede.

for — en, to, tre — at gøre Sagen klar —;

om end ej Alt er sandt just, hun i Hede

dog kommer, og han bliver skyldig Svar.

Man falder ud — og vil han ripostere

med én Beskyldning, svarer Du med flere.

Hun havde Finter nok, ja det er sandt;

hans Forhold til Fru Inez kendte Alle.

At egen Skyld her hendes Tunge bandt

jeg tror dog ej, thi hvergang Kvinders Galde

blev vakt, de tog det Vaaben, som de fandt.

Jeg tænker, hendes Tavsheds Grunde falde

i Retning’ snarere af Sønnens Øre,

som om Mama var vant kun Godt at høre.

En Grund endnu hun havde, — det gi’er tvende:

Juan var aldrig bleven nævnt af Manden,

som skinsyg var men vilde ej bekende

paa hvem hans Mistro faldt, — om Tid og anden

han end, det tror jeg, for at hitte denne

har grublet dybe Folder sig i Panden.

Mama at nævne nu, blot med et Ord,

det var at bringe ham paa Sønnens Spor.

Et Vink er nok i slige skøre Sager.

Helst Tavshed! eller — der er Ordet: «Takt» —

(skønt fadt og trivielt jeg det ej vrager,

det gør mit lille Vers saa smukt kompakt) —

ved Hjælp deraf en Frue Afstand tager

fra Spørgsmaal, som lidt plumpt er forebragt:

Og hvor de Hulde saa kan staa og — hm!

de lyver, gør de, men det klæder dem.

De rødmer, og saa tror vi dem; det har

jeg i det mindste altid plejet gøre;

det nytter ej at komme med et Svar,

thi da først ret med Knevren løs de køre;

og naar de endelig er blot og bar

paa Ord, saa triller Taarer, som kan røre

til Underkastelse hver Sjæl, hver Mo’rs;

og saa gaar vi med dem til . . . ja tilbords.

Alfonso stopped og om Naade bad,

som Julia halvt ham tilstod, halvt ham nægted;

og noget afslog hun ham, som han gad

nok gerne, ja hvorefter just han smægted.

Ved Paradisets Port han stod her, flad,

og med den stakkels Adam lidt beslægtet;

om snart at blive indladt, bad min Tro han,

da, hej! da snubled over et Par Sko han.

Kun et Par Sko! — hvad saa? — Aa, intet, naar

det er en Dames, men de to (hu ha!

af Skam jeg fra Koncepterne fast gaar)

var Herresko. At se dem og at ta

dem, var som Lynet gjort. — Mit Hovedhaar

sig rejser, mine Tænder klaprer. Ja!

Alfonso saa’ fra dem og hen paa Fruen,

og saa tog Fanden ved ham ud af Stuen.

Han havde glemt sin Kaarde paa sit Bord.

Til Kabinettet Julia sprang paastand.

«Fly, fly, Juan! For Guds Skyld, ej et Ord,—

min Dør er aaben — kom, det gaar nok an

ad denne Vej — Du véd, den Korridor —;

min Havenøgle, her! — løb hvad Du kan

Skynd Dig — Adieu! — Nu kommer han herover —

Det er ej lyst endnu — og Byen sover,»

Det Raad var godt. Jeg har kun den Indvending,

det kom for sent; saa gaar det tidt, ak ja;

det er Erfarings’ gamle Lærepenning,

en Indkomstskat, som Fatum nu vil ha’.

Juan fik Døren naaet i største Spænding

og skulde naaet til Havelaagen — da —

da mødte han i Slobrok just Señoren,

som Tordnen selv — og slog ham kvikt til Jorden.

Det var et Knubs! Ad Gulvet Lyset fløj;

Antonia raabte «Tyve!» Julia «Brand!»

men Tjenerskabet sov trods al den Støj;

og, gennempryglet, svor den arme Mand

en blodig Hævn i Fisteltone høj,

imens Juan, som man begribe kan,

tog Tonen højere. Ung var han: jamen

i Kog og ej tilsinds at sige Amen!

Alfons sin Kaarde tabte, og dèr laa den

imens de sloges; og jeg véd for vist

at det var godt, at ej Juan han saa’ den,

thi ellers skulde han paa stakket Frist

i Heden brugt den, om han kunde naa’ den,

og da var det vel gaaet galt tilsidst.

I Fruer, som har Elskere, betænker

at I med Et — kan blive Dobbelt-Enker!

Alfons holdt tappert fast og Fyren spændte,

som søgte løs fra Taget sig at rykke,

og Blod (at sige Næseblod) der rendte;

tilsidst, da de kun slog paa bedste Lykke,

vor Helt et Matadorstød Fjenden sendte,

og — minus Toilettets sidste Stykke

som Joseph tog han Flug’ten. Men tilvisse

dèr ender og hver Lighed mellem disse.

Med Lys kom Husets Folk nu, og med Gruen

paa Synet Tjenerskabets Øjne faldt:

i Krampe Pigen og i Afmagt Fruen,

mod Væggen Herrens gispende Gestalt,

og Klædningsstykker spredt i hele Stuen,

lidt Blod og nogle Fodspor — det var Alt.

Juan til Porten i fuld Firspring kom,

slap ud, og drejed Nøglen skyndsomst om.

Her slutter jeg. — Behøver jeg fortælle,

at Helten, nøgen, men af Natten gemt,

som skjuler Alting, slap af denne Fælde

og kom til Huse, maltrakteret slemt? —

Historien, som nu Alle skulde mælde,

Skandalens Ni-Strengs Lyra, højtidsstemt,

Alfonsos Søgen om Skilsmissebrev:

kort Alt for Times én Lækkerbidsken blev.

For Yndere af den Slags Aabenbaring

med Vidneførsel og det hele Pak,

med Udsagn ført til Bogs og Navns Besvaring,

Afvisning, Protokol og Snik og Snak:

der er Variationer og Forklaring

af mange Slags; for min Part si’er jeg Tak.

Gurneys er bedst; den er stenograferet;

han selv tog til Madrid og referered.

Men nu Fru Inez? — Ja, for dog Skandalen

at faa neddysset (og en saadan som

var uhørt siden Gothen og Vandalen

i Spanjen hærged) hun med Gaver kom

paa nogle Lispund Lys til Katedralen

(som det sig hør og bør en Kvinde from),

og fik sin Søn til Cadix sendt — jeg tror

paa nogle Tanters Raad — og bragt ombord.

Han skulde se Evropa — først tilvands —

og for Moralens Skyld Italien gæste

og Frankrig — ja naturligvis tillands; —

dèr lærer Artighed man paa det bedste,

(det er de Flestes Maal, og det var hans).

Men Julia sendtes straks i Kloster næste

Termin, og sørged dèr — som man maaske

bedst ved en Afskrift af et Brev kan se: —

«Du rejser altsaa — og gør klogt deri,

skøndt denne Klogskab falder svær at lære;

dog rejs, du Elskte, og vær frank og fri,

min var jo Brøden, mit bør Ofret være;

min Kærlighed fortjener det vel, thi

den var for stor. — Om disse Linjer bære

af Hastværk Spor, saa tilgiv; mine Blikke

er udbrændt, — Taarer er de Pletter ikke.

«For Dig, du Dyrebare, gav jeg hen

Jord, Himmel, Alt, min Fred her dybest inde,

men aldrig købte jeg mig Fred igen

tilbage for min Drøm og Drømmens Minde;

jeg praler ej deraf, jeg blev vel den,

hvem strengest i sin Dom Du skulde finde:

jeg kradser dette ned kun i min Vaade —

jeg angrer intet og be’er ej om Naade.

«I Mandens Liv er Kærlighed en Sag

ved Siden af; hos Kvinden er den Alt.

I Kamp om Lykken mætter han hver Dag

sin Sjæls Begær — tillands, paa Bølgens Salt

paa Torv, ved Hove, slaar han sine Slag

og vinder Pavekroner om det gjaldt;

han har saa mangen Tilflugt, vi kun denne:

at nære Flammen, for i den at brænde.

«Dig vinker Livets Lyst med Smil om Mund

fra Favn til Favn; for mig er Haabet slukt;

her kan jeg dølge end en stakket Stund

min Sorg og Skam dybt i mit Hjærte lukt;

det kan jeg, men med Flammen i dens Grund,

den gamle, vilde, kan jeg ej faa Bugt —

Farvel — tilgiv mig, elsk mig — o, jeg Daare

der klamrer mig til Ord, som kun kan saare.

«Ak, idel Svaghed har jeg været, men

jeg tror endnu, at jeg kan Fatning vinde;

og dog: som Voven bær’ for Vinden hen,

saa bølger al min Tænken nu herinde;

for Alting blind, jeg ser bestandig Den,

som aldrig jeg kan glemme — jeg er Kvinde;

og fast som Naalen gennem alle Streger

Kompasset rundt mod Et min Længsel peger.

«Jeg har ej mer at sige, og dog — se,

jeg tøver end og tør ej Seglet sætte;

og hvorfor tøver jeg? det maa dog ske,

min Kummer kan ej øges mer ved dette.

De visne Blomster skaaner Mandens Le,

død var jeg, kunde Sorgen Hugget rette:

jeg overlever Afskeds bitre Nød,

at jeg kan bede for Dig til din Død!»

Det skrev hun paa Papir med Guldsnit ned

og med en Fjærpen, ganske ny endnu;

og skøndt hun rysted paa sin Haand og stred

med Lyset, var hun tapper dog i Hu,

og ingen Taare over Kinden gled;

en Solsik’ med et: «Elle vous suit partout»

i Karneolsignetet straaled sødt —

og fint var Seglets Lak og rosarødt.

Se det var Heltens første Streg; men om

han dermed er paa Ventepenge sat,

beror paa gunstig Læsers gode Dom,

som jo er Fjæren i Poetens Hat;

og selv om ikke man imøde kom

mit Haab om Bifald, ta’er jeg trøstig fat

og forudsætter da, at hvis jeg Fæste faar

i Godtfolks Gunst, saa ses vi nok — til næste Aar.

Min Sang er episk. Jeg vil dele ind

mit Værk i Bøger tolv og give hver

en Portion Elskov, Krig og Hvirvelvind,

Kaptajner, Konger, Søfolk (mærk især

de ny’ Personer!) — alt i trende Bind;

til Slut maa hede Helved holde hèr,

ret som Virgilius og Homerus gjorde,

saa at som Epiker jeg gælde turde.

Alt skal jeg nok specificere nøje

(med Aristoteles, som kender dog

den rette Vej op til det sande «Høje»

for hver en Skjald — og for saa mangt et Drog) —

Rim, Rim! De Blank-Vers kan jeg ej fordøje,

Apollos Sønner taler Guders Sprog;

dertil fik jeg en ny olympisk Torden

og Vinger, som kan løfte mig fra Jorden.

En Forskel er der, derpaa er jeg klar,

imellem mig og ældre Aspiranter,

og her er Overtaget mit (det har

jeg ganske sikkert paa saa mange Kanter,

men her jeg særlig det til Indtægt ta’er):

de andre smykker ud paa Alt, hvad sandt er,

de pynter Fablen, de gør Stoffet nydeligt; —

jeg digter ud af Livet, strengt og tydeligt.

Ved Tvivlsmaal har jeg Vidne paa min Pen

i Tradition, Historie og Reklamer

i Dagens Presse (hvem tror ej paa den?)

i to-Akts Opera og fem-Akts Dramer;

de støtte alle min Beretning, men

især at jeg, med samt Sevillas Damer

og Herrer, selv med egne Øjne saa’

ad Helved til, min Ven Juan at gaa.

Men om jeg skulde ned til Prosa stige,

saa skrev jeg nye «ti Bud» for Poeter,

og det blev noget ganske uden Lige,

en Katechismus, som ej hørt og set er,

et helt Fyrværkeri af friske, rige

Ideer over Digtningens Profeter,

ved Navn «Longinus om en Flaske — eller

Hver Skjald er Kyper i sin egen Kælder.»

Du skal paa Milton, Pope og Dryden tro —

paa Wordsworth, Southey og paa Coleridge ikke,

indbildske Vrøvl er nemlig kun de to,

og han, den sidste, Coleridge skal nok drikke;

lad Crabbe paa sin Piedestal i Ro,

og Campbell ved sin tøre Kilde ligge:

Du skal fra Rogers intet dig tilrive,

og med Moores Muse — intet ondt bedrive.

Du skal ej Sothebys Pegasus begære,

hans Sangmø, eller hvad ham hører til;

ej med «de Blaa» falsk Vidnesbyrd Du bære! —

(en véd jeg, som var altid der paa Spil);

kort: skriv blot det, som Du hos mig fik lære:

det er Kritik; og kys nu — om Du vil

hvad eller ej — mit Ris for disse Bud;

og vil Du ej, saa vanker der, ved Gud!...

Og støder denne Sang dig, kære Ven,

saa be’er jeg at Du først vil skrige, naar

den rammer dig, samt læse om igen

og derpaa sige, at «det ikke gaar,»

at den er altfor kaad og lystig, den,

— men Karakteren «næsvis» Du da faar;

for Resten i den tolvte Sang jeg tegner

det Sted, som for Forvorpne bedst sig egner.

Men er Du, skøndt jeg lægger dig paa Sinde

dit eget Vel, saa stædig som en Hest,

og vil partout Du regnes blandt de Blinde,

og tror Du ej dit eget Øje bedst

men raaber, Du kan «ej Moralen finde»,

saa si’er jeg: det er Løgn! — hvis Du er Præst;

men er Du Skipper, Kritiker og andet

af den Slags, si’er jeg blot: Du gaar i Vandet!

Jeg venter mig nu Ros, og det af Mange;

thi Læserne — jeg tror nok, at jeg skal dem

med Løjer spredt iblandt Moralen fange,

(naar Børn faar Tænder, gi’er man en Koral dem); —

for mine Lavrbær er jeg ikke bange,

som Epiker jeg bær’ i alle Fald dem:

dog, da nu Folk engang er sky og kritiske,

bestak jeg Bestemo’rs Review — den britiske.

I Omslag Redaktøren jeg det sendte;

han takked derfor punktlig mig omgaaende,

og straks en flot Artikel af han brændte

i Bladet. — Om han nu sig viste flaaende

min stakkels Musa og ej anerkendte

Kvitteringen, fra Honningstilen slaaende

til Galde om — ja saa blev jeg jo hængende:

jeg véd blot det, at han har faaet Pengene.

En saadan hellig Alliance kan

vel sikre mig et Publikum, saa alle

de andre Kunst-Reviewer blir til Vand,

Kvartals- og Maaneds- hvad de nu sig kalde;

jeg har ej søgt at blive deres Mand,

sligt Tilbud vilde vist for Brystet falde

hos Edinburgh- og Quarterly, som skrige

paa Baal og Brand mod Folk af mine Lige.

Consule Planco» si’er jeg ligesom

Horats, hvem jeg er gammel, god Bekendt a’

fra sex, syv Aar tilbage (før jeg kom

paa Tanke om at skrive her ved Brenta), —

da var i Harnisk jeg og lidet from

og ripostered kæk til alle Sider:

da var jeg ung — i Tredje Georgs Tider.

Men nu, ved Tred’ve, graaner mine Haar —

(hvad skal det blive til ved Fyrre da?

Jeg tænkte paa Paryk endnu igaar.)

Stort grønnere er Hjærtet ikke; ja

min Sommer gik mens endnu det var Vaar,

og hvor skal jeg ta’ Høstens Kræfter fra?

Mit Liv blev spildt, med Kapital og Rente,

og Sjælen tør ej stedse Sejer vente.

Ak aldrig — aldrig mer hin Morgen kommer

for mig med Dug fra Sjælens første Alder,

hvor ud af Kærlighedens skønne Sommer

sig Hjærtet nye Indtryk stedse kalder,

som Bien suger Saft af Rosens Blommer.

Tror Du at Honning ned fra Himlen falder?

nej, det var Dig, mit unge Hjærte, givet,

at suge den af Blomsterne i Livet.

Og aldrig — aldrig — aldrig bliver Du

mit Verdensalt, mit Universum mer!

Engang mit Hele, kun et Stykværk nu,

i Dig jeg Trøst saa lidt som Trusel ser;

din Væv af Illusioner gik itu,

ufølsom er Du, — dog, ske hvad der sker:

jeg Dømmekraft har i dit Sted mig vundet,

skøndt Himlen véd hvordan den Plads har fundet.

Jeg har sat Kærlighed tildørs og tænker

at hverken Fruer eller Frøkner faar mig

i Garnet mer — og endnu mindre Enker;

kort, en Omvendelse nu forestaar mig;

jeg tror ej mer paa Sjælens Rosenlænker,

og fra Bourgogneflasken snart jeg slaar mig

og blir en ren Jeronimus — det sidste

Forsøg — og sanker Grunker i min Kiste.

Ærgerrighed min Gud var, men højstsamme

blev knust for Sorgens og for Lystens Throner;

de To har efterladt sig mangen Skramme,

hvorom kan gøres skønne Reflexioner;

med Bacons Kobberhoved kan jeg stamme:

«Tid er — Tid var — Tid gik!» i hule Toner.

Min Ungdoms Skat blev ødt, jeg tilstaar gerne —

paa Kvinder Hjærtet og paa Rim min Hjærne.

Hvad er da Ærens Maal? At fylde op

en Del Makulatur af alt det meget,

hvad eller klatre op til Bjærgets Top,

som halvvejs alt bag Skyens Dunst er veget;

man slaas og riv’s og plager Sjæl og Krop,

og Skjaldens «Lampe brænder», for — naar bleget

vi ligger dèr og kan ej mere dyste,

at faa et slet Portræt — en værre Buste.

Hvad er vort Haab? Kong Cheops — siger man —

lod sig den første Pyramide bygge,

et Mausoleum, hvori, tænkte han,

at Navn og Mumie begge to var trygge;

saa drog en Dag en «Samler» til hans Land

og opbrød Kistens Laag. Der er ej Skygge

af Haab for mit, for Nogens Monument, naar

det med Kong Cheops’ Støv saa slet bevendt staar.

Nej jeg, som er en Filosof, jeg plejer

at sige til mig selv: «Alt Kød er Hø;

det Græs, som staar idag, imorgen mejer

den kære Død; thi Alt, som er, skal dø;

i Ungdomstimerne en Skat vi ejer;

fik Du igen dem, gik de — naa, Adieu!

Tak Du din Stjerne, at det ej gik værre,

og pas dit Kram og hold Dig til Vorherre!»

Bevaagne Læser! og end mer, o ja,

bevaagne Køber! Skjalden — det er mig —

ta’er her den Frihed sig . . . etcetera,

ærbødigst Tjener . . . jeg maa skil’s fra Dig.

Jeg tror vi ses igen, om ellers da

Du har forstaaet mig; og saa vil jeg

med et Citat her slutte kort og godt —

gid Andre fulgte mit Exempel blot!

«Gaa, lille Bog, bort fra min Ensomhed!

Jeg kaster dig i Strømmen — skynd dig, gaa!

og er din Aare god, saa som jeg véd,

saa vil Du nok engang din Læser naa’.»

Blir Southey læst og Wordsworth lyst i Fred,

hvorfor skal jeg da her til Skamme staa? —

De fire Vers er Southeys: Død og Pine!

Du ta’er dem, Læser, dog vel ej for mine.