Under Granskoven
Til min Hustru
Til min Hustru
Og medens paa Strandbredden Belgerne slaae
Og Vinden suser og Skyerne gaae
Som Kjæmpesyn gjennem Luften,
Jeg sidder og drømmer om Druernes Land,
Om Livet, der larmer paa Napolis Strand,
Og Orangens bedøvende Duften.
Og medens jeg sidder med Haand under Kind
Og vugger i fristende Længsler mig ind
Med Sydens Rigdom for Øie,
Da glider Dit Billed saa smilende frem
Og vinker min Tanke ustandseligt hjem
Til Stranden og Skrænten den høie.
Hvad var der i Syden? Farvernes Pragt,
Formernes Renhed. — Det er jo lagt
Med Mesterhaand i Dit Billed.
En Kunstner kan tegne de fine Træk,
En Digter maa lægge Pennen væk
Naar et saadant Maal blev ham stillet.
Hvad var der i Syden? Elskov og Had,
De stærke Extremer. De følges jo ad
Hos Dig som hos ingen Anden,
De blusse i Øiets selsomme Glød,
De farve Dig Kinden hvid og rød
I sydlandsk Vexlen og Blanden.
Hvad var der i Syden? Det barnlige Sprog,
Tanken, som aldrig blev kold og klog. —
Det ligner jo Dig opad Dage.
Din Sjæl er et Barns, saa lidet klog,
Din Læbe kan kun et eneste Sprog:
En Sang, en Kjærlighedsklage.
Og elsker Du mig som jeg elsked det Land,
Hvor Solstraalen skjælver bag Bjergenes Rand
Som Kjærligheds Suk bag Din Læbe:
Se da er det Syd, hvor Din Fod træder frem,
Orangerne dufte fra Granskovens Gjem,
Og mod Dig kun min Længsel skal stræbe.