Jeg vandrer gennem Skoven
Ved Juletid!
Der falder Sne fra oven
Saa vinterhvid:
Saa vinterhvid den frosne Dug
Neddrysser lydløst, Fnug ved Fnug,
Og smelter paa min Haands den varme Flade,
Mens Foden træder mellem visne Blade.
Jeg ser paa Haanden de Taarer staa —
Det er, som en Hulken jeg hørte:
Nu blir vore Minder, store som smaa,
Gennem Skoven for Vinden førte.
Skal alt da hvirvles for Vintren hen,
Skal Sorg og Adskillelse raade? —
Nej, Jule-Sneen er Menneskets Ven,
Den gemmer hans dybeste Gaade.
Paa Haanden et Fnug — en Draabe saa hed —
Vi stirrer med tindrende Blikke:
En Taare, som gennem vor Tanke gled —
Ak, andet er det vel ikke!
Men krymper vi os under Verdens Nød
Mens Tiderne ældes og strenges:
Den frosne Taare, den falder saa blød
Paa alt, hvad som savner og længes.
Jeg vandrer gennem Skoven
Ved Juletid!
Der falder Sne fra oven
Saa foraarsblid:
Saa foraarsblid de bløde Fnug
I Faldet smelter som en Dug,
Der naadigt alle skjulte Spirer væder —
Mens alle Minders Kilder sagte græder.