Nogle faae af de Stykker, denne Samling indeholder, hvilke tilforn have været trykkede i Tidskrivtet “Freia”, træde her anden Gang frem, skjönt ikke uden betydelige Forandringer. Kan jeg saaledes ansee dette Bind Digte som mit förste egenlige Offer paa dansk Poesis Altar, være mig fölgende Smaaebemærkninger med Hensyn til Sprog og Form forelöbigen tilladte!
Skjönt jeg anseer det vigtigere, ved Afledsord, eller Beslægtede, at pege hen paa det tilsvarende Stammeord, eller Slægtskab, end i dette Tilfælde at tilfredsstille en Udtale, hvis Krav dog i saa mange andre Henseender ikke kunne fyldestgjöres, saa har jeg dog, for ei alformeget at stöde mod det Almindelige, ikke fulgt Dette med Hensyn til “d.” Saaledes vil man finde: knytte, Hytte, Skytte, istedetfor: knydte, Hydte, Skydte, skjönt jeg har beholdt “v, b og g” i Ord, som: Skrive, Skibber, svægge. Nogle Steder findes imidlertid “d”, hvor almindelig Brug aldeles paabyder det. — — Apostrophen har jeg, hvor den ikke var ganske nödvendig, stræbt at undgaae. Derfor findes Verber, som: gaaer, staaer, seer, ikke apostropherede, skjönt de vel egenligen burde udtales som to Stavelser, og af Mange ogsaa bruges saaledes i Vers. Heri har jeg stolet paa min Læsers Öre, ligesom ogsaa i stundom at gjöre Ord, som: Villie, Genius, Christian, til Trochæer, (— ⏑) istedetfor til Dactyler, (— ⏑ ⏑) da jeg ikke ret kunde bekvemme mig til at skrive dem: Villje, Genjus, Chrisjan, saa meget mindre, som Jodmanien synes at tage Overhaand. — I de Tilfælde, da jeg, ved enkelte Adjectiver, kunde frygte “e” udtalet mod Versebygningen, er det apostropheret; hvor denne Frygt faldt bort, og det, mindende om en Regel, burde staae, lod jeg det forblive; saaledes: den fri’ Tanke, ny’ Sæder; derimod: den blaae Bölge, Bölger blaae. — Hvor Versemaalet kun tillod et ringere Antal Stavelser, og Öiet vilde stödes ved Apostrophen, har jeg ladet flere Verber gaae over fra förste til anden Conjugation; saaledes findes: krandste, stilte, elskte, dækt’, istedetfor det rigtigere: krands’de, still’de, elsk’de, dækk’d’. Af samme Grund findes enkelte Substantiver, som: Længslen, Verdner, Himlen, Væsnet, istedetfor: Længs’len, Verd’ner, Himm’len, Væs’net. Mange, som ubetinget foretrække Sydens Sonnet for Nordens kraftudhugne Riimbogstaver, ville vide mig Utak herfor, og her, som i flere Tilfælde, kalde hvert Vers haardt, som deres Organ ei mægter at frembære med kvindelig Lethed. De gjöre det! Nogle Steder har jeg endog ikke ömmet mig for at vælge en længere Stavelse for en kort, naar hiin, selv nok saa lidt, kunde hæve min tilsigtede Betydning, medens denne, staaende for at fylde det bestemte Maal, jo letteligen kunde tilfredsstille hvert Krav, Öret maatte gjöre. Saaledes findes da stundom en Sponde, (— —) istedetfor en Trochæ, eller Jambe (⏑ —). Harmonien er al Ære værd; kun opgive man ikke den dybere Betydning for den. Imidlertid frygter jeg ikke for, at et raskt Organ skal stödes ved disse Smaaeting, end mindre Den, der ikke, som Mængden, anvender Frembringelser af Kunst, det Höieste, den menneskelige Aand kan svinge sig til, blot til Adspredelse.
Die schönen Wissenschaften verlieren ihre erhabene Bestimmung, Begriffe mitzutheilen, und Begeisterung zu erregen, sobald man sie zum bloszen Zeitvertreib herabwürdiget, siger von Dalberg; en Mening jeg aldeles underskriver.
Prolog. — ““Tro’e hvo, der vil, at selv den Helligste har Livet blæst i saadan dyndet Leerklump!”” Bredahls dramatiske Scener.
Tatianer antoge, ligesom Gnostikerne og Manichæerne, at Verdens Styrer og Bygmester var et ondt Væsen. Navnet have de efter Stifteren, Tatian.
Digterkald. — Briepiós, et af Mars’s Tilnavne, efter Larmen i Kampene.
Kunst og Kjærlighed. — Man minde Loven for den krumme Linie, Elipsen!
Höisang til Europa. — Denne forfattedes i Anledning af Grækernes Befrielseskamp, og indrykkedes i “Freia,” for 1821.
Bredahl. — Over Danmarks herlige, dramatiske Digter er dette skrevet. Fra 1819 til 1822 udgav han 4 Dele dramatiske Digte, gjennemglödede af tro Characteerskildring, luende Phantasi og træffende Vittighed, hvilke vistnok fortjente at være langt meer kjendte, end de endnu ere det. Ikke blot for det ganske egne, heelt igjennem tro vedligeholdte Lune, men ogsaa for de sande Betragtninger over Kunst og Mythologi, fortjener samme Forfatters “Lirmsongs Optegnelser paa en Reise” at kjendes. — Over Stedet, hvor Shakespear ligger begraven, findes Digteren afbildet i Marmor, holdende en Pen i Haanden.
Ynglingen ved Werthers Grav. — “Ak! hvorfor ......”
Jeder Jüngling sehnt sich so zu lieben,
jedes Mädchen so geliebt zu seyn:
ach! der heiligste von unsern Trieben,
warum quillt aus ihm die grimme Pein.
Leiden des jungen Werthers.
Aladdins Sang i Fængslet. — Efter at have læst Oehlenschlägers mesterlige, danske Aladdin, skulde man tvivle om noget Meres Muelighed, og dog — man læse den tydske! Blandt de flere Tilsætninger findes ogsaa denne Sang, i 2den Act af Melpomene.
Haanden. — Af Herr’ Literatus Töxen1 modtog jeg Originalen til denne Ballade, kaldet: “die Hand. von Schiller.” Sildigere er den aftrykket i “Freia,” No. 11 og 12, for 1823, overskreven: “die Hand, et Digt, der skal være af Frdr. Schiller, men ikke findes trykket, enten i hans Værker, eller, saavidt vides, andetsteds” — Uden at indlade mig i Vanskeligheden af Forfatterbestemmelse, helst i et fremmed Land, fölte jeg kun, at Originalen indeholdt Strög og Skildringer, dem Fridolins og Dykkerens Digter vel kunde vedkjendt sig, hvis de end ikke vare hans.
Elegi. — Ikke blot fordi denne Elegi, skreven over Artillericapitaine P. Winkel-Horn, virkeligen var mig det kjæreste af mine Leilighedsdigte, men ogsaa fordi den trykkedes saa maadeligen i “Dagen,” findes den her i Samlingen, fra hvilken jeg ellers vilde udeladt denne Slags Digte. Ogsaa kan det ewaldske Varsel: “man hykler Fölelser saa længe, til man ingen har,” ikke anvendes paa mig i dette Tilfælde, skjönt vel i andre. Kjært vilde det derfor være mig, om De, der maatte besidde Leilighedsdigte af mig, vilde ansee dem blot som deres Eie, og aldrig stræbe at give dem nogen Offenlighed; thi kun jeg formaaer dog at skille de oprigtige fra dem, en venskabelig Anmodning ene bevirkede.
Resignation. — I “Thalia,” et Tidskrivt, Schiller udgav, fremtraadte dette Digt, i Forening med et andet: “Freigeisterei der Leidenschaft, als Laura vermählt war,” af hvilket forkortet “der Kampf” fremstod. Da imidlertid intet mindre end fordeelagtige Domme ere fældte over Schiller, med Hensyn til dette Digt, er det forunderligt, at Udgiverne af hans Værker ikke have optaget den Anmærkning, med hvilken han ledsagede ovennævnte to Stykker, i hiint Tidskrivt. Den lyder saaledes: Ich habe um so weniger Anstand genommen, die zwey folgenden Gedichte hier aufzunehmen2, da ich von jedem Leser erwarten kann, er werde so billig seyn, eine Aufwallung der Leidenschaft nicht für ein philosophisches System, und die Verzweiflung eines erdichteten Liebhabers nicht für das Glaubensbekenntnisz des Dichters anzusehen. Widrigenfalls möchte es übel um den dramatischen Dichter aussehen, dessen Intrigue selten ohne einen Bösewicht fortgeführt werden kann: und Milton und Klopstock müszten um so schlechtere Menschen seyn, je besser ihnen ihre Teufel glückten.
Schach Staffeldt. — Ogsaa denne aandfulde, danske Digter, hvem disse Digtes Forfatter ubetinget giver förste Plads blandt de Lyrikere, han kjender, erkjendes ikke saa fuldeligen, som han burde. To Bind Digte (udkomne hos Brummer) ville imidlertid vistnok gjöre hans Navn udödeligt, saa længe Poesi lever.