Det Dödelige blive udenfor!
her ere Himmelske i Besög.
Schack Staffeldt.
Lysets Olympos!
betrædes gigantiskt Din Stjernesal?
skrider en Kunstens Heros
med Tonens Almagt
henad Jorden,
knyttende, Haab!
Din Rosenlænkes
det förste og sidste Led
til Farveharmoni?
boler Du, fangne Evighed!
med Tidens Blomster? — —
Stiger! stiger mod Himlen!
maallöse Krav!
thi lydt!
"Kysset ham brænder, han kjender ei Fred,
"förend han drager Himlene ned."
Stille! stille!
jeg skrider i Templet.
Andagt, glödende Andagt
betegner mig
med sin luende Stængel,
bestænker mig
med Renselsens Vievand.
Nu!
Aabn, mægtige Phantasi!
Sphæreventilerne!
jeg er renset. —
Hymneharmonier suse
fra Stjernehvælvingen,
Tys!
Evigheden sjunger. —
Disse Toner have speilet sig
i Uendeligheds Glorie.
Anet Forventning lyser
i himmelske Former;
Kræfterne svinde
i Eenhed;
modnet Begjær hendaaner
i Fylde;
Længslerne döe. —
Hist enende Andagt
og luende Kjærlighed
slaae de evige Accorder;
Stoffet oplöses
i Tonens Lue,
og Sjæle smelte i Sjæl
til Eet.
Hist, seirende Kunst!
udmaler Kunsten Din Priis.
Evighedens Ideal
hviler toneklædt
paa Tidens Bred,
og undrende Tilbedelse
af Gudsaabenbaringen
troloves med Længslen
til reen og barnlig
Gudstilbedelse. —
Tiden sjunger. —
Nyvækket Oldtid
gjenlever sin Kraft.
Heroerne skride
herliggjorte i Tonen.
Livet sig udfolder
i ædlere Stræben
mod Stjernedæmringen.
Længsel og Begjær,
Anelse og Attraa,
dæmrende Haab,
lysende Minde,
himmelske Sværmeri,
Du, den glödende Phantasis
södt smilende Barn:
Dröm, dulmende Dröm!
Alt, Alt aander i Tonen,
mens luttret Elskov,
udlöst af Lænken,
i kjelne Melodier
forudfremtryller Lysets
Alharmoni.
Alt, Alt aander i Tonen:
hvad det brændende Hjerte,
hvad den forskende Tanke
helligst attraaer.-
Tier! himmelske Hymner!
tier! dybe Accorder!
tier en Stund
for den vakte Beundring!
I overmaalt Fylde
Kravet hendöer.
Himlene drog han ned. —
Herlige Kunstprometheus!
heroiskt Du Dig opsvang
mod Lyset,
og stenked’ skabende
dets Glimt paa Jord.
Tier Du nu,
fængslet af Jordens Caucasus?
Skred jeg raskt ud af Lænken,
döde det Smaalige,
Vanlighedens Dynd,
under min Flugt,
og ingen icariskt Bölge
atter favned’ den Higende,
men Kunsten vifted’
fra min Lyre;
da var det Dig,
tonende Dædalus!
der heftede Vingen
til min Skulder. —
Skabende Mester!
alle Forventningers,
Kjærligheds og Andagts,
Kunstens viede Sanger!
og jeg skulde sjunge Din Lov!?
mens Sphærerne,
dem Du nedtvang
til at bære
Dit Sangtempels Sokkler,
kun mægte at tone den.