Viig! o! Verden! ei for Dig jeg skabtes;
evig fremmed Dine Farveskyer,
for min förste Ungdom alt Du tabtes,
og min Banes modne Fjed Du flyer.
Aldrig Haabets Blomst mig södt vil glæde,
aldrig Ros sin friske Krands mig snoe;
evigt skal jeg, ak! i Skjebnens Kjæde
Lidelsernes mörke Led kun naae.
Vil til Glædens Rækker jeg mig knytte,
er det ikke som en Nattens Aand
kogler frem mod Livets sorgfri’ Hytte,
som udlöst af Gravens skumle Baand?
Nu! saa flygt kun, flygt da! hver en Glæde!
bliv mit Önske, Skjebne! evigt döv!
Eet jeg veed, at vi mod Graven stede,
at vi Alle snart formæles Stöv.
Spörger jeg ved Maal for mine Dage,
om de toned’ Lykkens, Smertens Lyd?
skuer blegen Hyrde vel tilbage
fra sit Hvilested mod Jordens Fryd?
Avindfri Dens Optrin at forlade,
kaster jeg i Vennens Arme mig;
een Grund dog Du har til mig at hade,
gnidske Jord! thi jeg foragter Dig.