Frels, frels! Natur! Ondiner! byder
fra Dybet Kilden sprudle hendes Held!
I, Salamandre! Varme gyder
mildt kvægende i hendes Purpurvæld!
Om hendes Leie, Sylpher! spreder
blid Heldbreds Duft og venlig Köling hen!
Indslutter Urten Frelse, freder
da kjærligt, Gnomer! dybt fra Jord om den!
Og byd Dit Lys, Hygea! smile!
Naturen sin Veninde Offret bær’,
lad da ei Reenheds Aftryk hvile
i skyldlös Kamp mod alle Piinslers Hær!
Kræv Offer! kræv mit Alt! Gudinde!
see! jeg har Mer’ end Öiets Smerteröst:
min Aandes sidste Væld skal rinde
husvalende i hendes piinte Bryst.