De toge Jesus og bandt ham.
Du Frie af Evigheden,
Som lod for os dig binde,
Ak, løs mig Aandens syndebundne Vinger!
Frihed kun er Freden,
Ak, lad mig Frihed finde,
At frit om Fred og Sejr min Stemme klinger,
At fri min Sjæl sig svinger
I Kjærlighedens Sange
Fra Sorgerne, som nage,
Fra Lysterne, som drage,
Og fri til dig sig giver her som Fange,
Sig fri for Verdens Lyster
I dine Baand som i din Frihed sænker!
Fri sad du med din Fader
Og Himlens Lyst betænkte
Og vinked frem til Livet Engles Hære;
Fri, Stjerners Myriader
I Himlens Dyb du sænkte,
I Magten fri, dem Lovens Baand lod bære.
Fri, til Gud Faders Ære
Med ham du Jorden danned,
Det Gran i Soles Vrimmel,
Dog Spejl af Engles Himmel;
Thi Liv og Aand du frit i Adam blanded,
Fri, lod du Friheds Gave,
Lod Valgets Ret din frie Skabning have.
Fri, Frelsens Raad du plejed
Med Faderen og Aanden,
Da sig din Skabning frit i Synden sænked;
Fri, Frelsens Priis du vejed,
Fri, bød til Værket Haanden —
Nej, heel og udeelt, fuldt og frit dig skjænked.
Fri, medens Synd os lænked,
Af Frelsersorgen bunden,
Du nedsteg fra din Throne,
Du lagde ned din Krone
Og blev i Jordens Baand som Tjener funden,
Fri, lod i Støv dig føde,
Fri, vil til Korset lig en Synder møde,
Fri, Villien i dig straaler,
Dig Kjærligheden tvinger,
Mens du for os i Baand dig lader tvinge;
Fri, Fangenskab du taaler,
Fri, dig saa dybt forringer,
At Friheds Hæder du til os kan bringe. —
Saa giv mig Friheds Vinge,
Lad dine Baand mig tjene,
At jeg fra Sorg og Synder
Paa Himmelflugt mig skynder
For mig med dig i Frihed at forene:
Mig Syndens Lænker trykte,
Tag mig dem af og giv mig Friheds Smykke!
Forløser og Forsoner!
Løs op, løs op i Naade,
Løs Lysters Baand og vend til dig min Længsel,
Løs Hjertets bundne Toner,
Løs for mig Livets Gaade,
Løs mig ved Sandheds Aand af Mørkets Fængsel!
Løs mig af Tidens Trængsel
Og Lidenskabens Harme!
Lad mig i dit Aag findes,
Med din Velgjerning bindes
Og holdes fast af dine Naadesarme:
Er jeg med dit Baand bunden,
Din Frihed vorder min, og jeg har vunden.
Fri jeg med Herren vandrer,
Fri til hans Frygt mig bøjer,
Af Sønnen frigjort, Faderen jeg kjender,
Fri jeg min Vej forandrer,
Frit i Guds Vej mig føjer
Og Kursen frit mod Himlens Kyster vender,
Fri giver i Guds Hænder
Min Sjæl til frit at stige
Og giver Sjælen rolig
Til Gravens stille Bolig
At vente paa de sidste Frihedskrige,
Naar du, som her var bundet,
Den nye Jord og Himmel frit har grundet.
Guds Gjenerobrings-Krige,
Der blæse bort som Avner
Hver Sejr, som Uretfærdighed har vundet!
Det nye Frihedsrige,
Hvor al min Længsel havner,
Hvor Alt skal løses ud, hvad her er bundet.
See! Freden har jeg fundet
I denne Frihedslængsel,
Som fast i Haabet brænder
Og ej til Tvivlen kjender,
Men lyser stærkest gjennem Nat og Trængsel
I Christi Frihed grundet,
Hvem Kjærlighed har til vor Frelse bundet.