Hil være dig, Mester! og han kyssede ham.
„Hil være dig,“ o Troløshedens Ord!
Hil være dig, sagt med et Kys, som dræber!
Ved dette Kys det hele Helved klæber,
I denne Hilsen Mørkets Mørke boer.
Hil være dig, o du, paa hvem jeg troer!
Hil være dig er Ordet, som jeg stræber
At stamme frem, skjønt svagt med sanddru Læber,
Med ærlig Tro, skjønt ej min Tro er stor.
Hil være dig, som slutted Himlen inde,
Men Helveds Kys paa dine Læber taalte
For Himlen i dig selv til os at vinde!
Hil være dig, i hvem Guds Sandhed straalte!
Hil være dig af Hjertens Grund udsagt —.
I denne Hilsen Himmerig er lagt.