Mens her min Jesus vandred i det Lave,
Som det Guds Lam, der Verdens Synd skal bære,
Han Lidelsernes Daab i Aanden skuer:
Han taler tit derom til sine Kjære,
Han brænder efter som en Offergave
For Gud at bæres frem i Straffens Luer.
Dog ængstes han og gruer
For Syndens Svælg, der sig for ham oplader,
Dens Angst og Ild, som ham med Blodsved døber,
For Torne, Kors og Svøber
I Strengheds Kalk ham rakt af Retfærds Fader,
For Vredens Lyn fra Hellighedens Flamme,
Der ham, som bærer Verdens Synd, skal ramme.
Du, som har lidt for mig og alle Sjæle!
Nu tag mig ind med dig i Smertesdaaben,
At under Korset jeg i Bod maa brænde —
Men over Korset dog see Himlen aaben,
For en korsfæstet Gud med Andagt knæle,
Min Frelser og min Fyrste højt bekjende!
Du selv min Sjæl omvende
Til ned i Korsets Sandhedsdyb at stige,
At vælge disse rene Smertensstrømme
For Verdens Syndedrømme
Og ind med dig i Korsets Samfund hige,
At jeg hos dig paa Korset Verden glemmer
Og i mig selv Korsfæstelsen fornemmer.
Saa følg din Frelsers tunge Gang, mit Hjerte!
Og hold dig nær til ham, som gaaer i Døden,
Og kys hans Saar, hvor Dødens Braadde stinge!
Du stiler ind i Paaskemorgenrøden
Med ham igjennem Kors og Død og Smerte,
Og Korsets Byrde vorder Glædens Vinge,
Du let paa den dig svinge
Til Himmelfartens Bjerg, mod Himlens Bue,
Hvor Jesus sidder højest i det Høje
I Glands for Troens Øje
Med Faderen i Guddoms Liv og Lue
Og Aanden ned med Flammedaaben sender,
Som Pintseglædens Ild i Hjertet tænder.