Christine Daugaard (1831–1917)

Hen gjennem Zion vælter Død og Blod;

Da Kongen ser, at Staden alt er taget,

Mens han mod Raimunds Fløj i Kampen stod,

Har i sit faste Taarn han ind sig draget;

Forladt staa Voldene, for Frankers Fod

Sank Værnets Mandskab eller rædselslaget

Til Flugten greb; hos Kongen holdes Raad:

End staar Argant paa Muren, stærk i Daad.

Med løftet Glavind Tankred mod ham gik;

Paa Holdning, Sæd og Vaaben Kæmpen kjendte,

At det var ham, som ej tilbagevendte

Den sjette Dag: »Nu fatter jeg din Skik,

Du Kvinders Dræber!« saadan Hilsen sendte

Mod Helten han med Raseriets Blik,

»Du sent paa sjette Dag til Tvekamp triner,

Omgjærdet af en Krigshær med Maskiner.«

Men Tankred med et Smil af høj Foragt:

»Sent kommer jeg, dog ej af Fejgheds Grund,

For dig er tidlig nok mit Kommes Stund,

Det skal du se. — Jeg har med ham en Pagt,«

Og med sin Glavind drog han Kredsen rund

I Luften, hæved højt sit Skjold som Vagt

Og vedblev til de Andre: »Rør ham ikke!

Min er han, dette Sværd hans Blod skal drikke!« —

»Saa vælg en Kampplads, tag saa Mange med,

Som du har Lyst!« Men ad en slynget Sti

Drog Tankred ham fra Stadens Højder ned

Og fort bag Lejren, Teltene forbi:

I Had forbundne, saadan frem de skred,

Til hvor en Dal sig runder bred og fri,

Som af Naturens Haand, blandt Høje gjemt,

Til Kampplads eller Skueplads bestemt.

Her standsed de, Argant i Tøven staar

Og skuer mod den sorrigfulde Stad:

»Saa tankefuld?« ham Tankred spørger ad,

»Dig bæres for vel, at din Time slaar?«

»Jeg tænker paa de stolte Dages Rad,

Paa Staden, Judas Dronning, som forgaar,

Og jeg, dens Kæmper, for dens Kval og Tort,

Nu kun til Hævn dit Hoved tager bort.«

Med Sindighed de begge fremad gik,

De om hinandens Kampværd véd Besked;

Et let og smidigt Legem Tankred fik,

Hin knejser vældig, stærk og skulderbred:

Han bøjet, sammensluttet, med sit Blik

Mod Fjendens Glavind vendt, til Spring bered;

Med lige Kunst Argant i modsat Færd

Sin Fjendes Legem søger, ej hans Sværd.

Sit Skjold har Tankred slængt paa Marken ud

(Hin savned sit) og maa med Sværdet bøde,

Med Odden gribe, hvor han ind kan støde,

Mens Kæmpens Arm vil sende Dødens Bud;

Som tit to Snækker saâs i Kampens Møde,

Mens Havets Bølge hvilte blank og prud:

Urokkelig den ene, kæmpestor,

Som Lyn den anden om dens Sider fór.

Tilsidst Argant paa Livet Tankred gaar,

I Brydning drages de paa Jorden ned

Og Hadets Favntag om hinanden slaar.

Den Haand, som er til Kampen bedst bered,

I Klemme ned mod Jorden Tankred faar;

Argant (om Kunst, om Held, jeg ej det véd)

Har Højren fri, men Tankred løs sig snor,

Staar opret, fæster Foden fast paa Jord.

Sent løfter sig den mægtige Argant;

Knap rejst, et vældigt Hug ham monne ramme;

Men som naar Storm fra Himlens østre Kant,

Der bøjer Granen, løfter i det Samme

Den stærke Top, han som i Styrke vandt,

Og rejste sig; da voxte Stridens Flamme,

Med mindre Kunst den føres, mere vild,

Slag følger Slag og øger Vredens Ild.

Vel rinder Tankreds Blod — Argant udgyder

I Strømme sit: ham Tankred ser sin Klinge

Med blodløs Arm i sene Kredse svinge,

Og Vreden bort af Heltens Hjærte flyder:

»Læg ned dit Sværd!« med Mildheds Røst han byder,

»Ej Bytte, ej Triumf du mig skal bringe.« —

»Hvad! tør du tro mig fejg?« Med Vredens Mod

Argantes fylder da sit sidste Blod.

Med begge Hænders Kraft et Slag han slaar,

Hvis Styrke farer Fjendens Sværd forbi,

Hen over Skuldrene det nedad gaar,

Saa det med et Sæt giver mange Saar —

Hvis Tankred skjælved ej, det var fordi

Naturen gjorde ham for Frygt saa fri!

Argant fordobled Hugget, Tankred drog

Til Siden sig, i Luften Kæmpen slog.

Sin Kraft han spilder; af sin Tyngde dragen

Han synker næsegrus; det var hans Held,

At ved sig selv han sank og ej blev slagen.

Ved Faldet opbrast alle Vunders Væld,

Vildt strømmer Blodet ud, den stolte Sjæl

Dog ej endnu fra Hævn og Værn er tagen:

Med venstre Haand mod Jorden støttet ned,

Rejst paa et Knæ, han holder sig bered.

Sit Tilbud gjentog Tankred, højmodsvarm;

Paa stjaalen Vis sig skyndte brat Argant,

Og Tankreds Hæl med Staalets Spidse fandt.

»Saa lønner du min Mildhed,« højt i Harm

Skreg Tankred, »Skurk! hvem Højmod aldrig bandt,«

Og mod Visiret svinger han sin Arm;

Hvor Adgang var, han styred Stød paa Stød,

Gram sank Argant, med Trusel i sin Død.

Sit Sværd nedlægger Tankred; fromt til Gud

Med Tak for Sejren sig hans Hjærte hæver,

Til Vandring svigter Foden Viljens Bud:

Med Kind til Haand, der svag som Røret bæver,

Ved Vejen Sæde tog den Ridder prud;

Alt kredser for hans Øjne; Mørket svæver,

Tungt rugende som Døden, om hans Blikke,

Sejrherren fra den Slagne kjendes ikke.

Mens disse To har ført en særskilt Krig,

Hen gjennem Staden Sejerherrens Harm

Forvilder sig og dynger Lig paa Lig;

Se, Moder flyr med spæde Glut ved Barm,

Rovgjerrig Krigsmand gjør med Ran sig rig

Og tvinger Jomfru frækt med skjændig Arm.

End Soliman har Davids Taarn besat,

Did naâr den gamle Drot, af Kummer mat.

»Kom, ædle Drot!« i Klippeborgen dèr

Jeg værger Liv og Rige dig endnu,«

Var Heltens Ord, men Kongen: »Voldsmænds Færd

Alt ryster Riget i sin Grund med Gru,

Vi sige: vi har været.« Harmt i Hu,

Gjenmæler hin: »Vort kongelige Værd

Trygt i vort Bryst, trods Rov og Ran, sig gjemmer;

Men du, træd ind, hvil dine trætte Lemmer!«

For Porten stod han; brat med baade Hænder

Han greb en jærnbeslagen Kølle fat,

Og Slag paa Slag mod Frankerfolket sender,

Til Pladsen er af Franker fast forladt;

Hvorhen den grumme Kølle Slaget vender,

Omkuld den slaar, ja ind i Dødens Nat:

Toulouses Greve med sin tapre Skare

Brat stormer frem, ej Gubben agter Fare.

Han løfter Haand til Hug mod Køllens Svinger;

Forgjæves slog han, ingen Rift og Ridse

Hans Fjende fik: forgjæves ej til visse

Faldt Køllens Slag, til Jord ham Vægten tvinger,

Nedsænket tungt og lodret paa hans Isse:

Bedøvet Greven laa, men Slagets Bringer,

Der saâ ham for sin Fod, til sine mælte:

»Bær Fangen ind!« Da Franker Kraft besjælte.

Paa Ryggen strakt, med aaben Favn han laa,

Den Ædling, Kampens Maal fra tvende Sider,

Hvor Hævn og Troskab mod hinanden staa.

Hen imod Soliman alt Sejren glider,

Trindt for hans Slag i Græsset Franker bider;

Men Kæmpen brat Rinaldo, Gotfred saâ,

I samme Nu, hver med sin tapre Skare,

Fra hver sin Side frem som Lynild fare.

Som Hyrden ude paa de vilde Heder,

Naar Lynet funkler, sorte Skyer jage,

(Han sanker Hjorden og i Læ den leder

Og holder som den Sidste sig tilbage)

Saalunde Soliman om sine freder,

Til ind bag Murens Læ han kan dem drage;

Da som den Sidste, høj, med Høvdingsblik

Og rolig Pande selv derind han gik.

Men Bertholds Søn, der husked vel sin Ed,

At fælde ham, den Danskes Banemand,

Brød Skranken hastig, som et Lyn slaar ned,

Og vil i Lag med Mur og Borgerand;

Dog Mørket ud af Nattens Dybder gled,

Til Kampens Ophør Luren lød paa Stand.

Sig under aaben Himmel Gotfred lejrer;

Han mælte lydt: »Tak Alle Gud! vi sejrer.

De Vantros sidste Haab er Taarnet dèr,

Snart er det vort. Med Bistand iler nu

Til dem, der saaret sank i Kampens Færd!

Det sømmer sig, ej Ran og Blodbads Gru,

For Krigere, der svinge Kristi Sværd.

Vi Guldtørst, Hævn og Vold har set med Blu:

Mod sligt gaar Forbud rundt ved Lurens Klang.«

Til Raimunds Leje styred han sin Gang.

Imens staar Soliman med frejdig Røst

Blandt sine Mænd, og gjemmer Sorg i Hu:

»Saalænge Haabet grønnes i Jert Bryst,

Uovervundne staar I her endnu.

Ej Staden Fjenden tog i Dagens Dyst,

Kun Sten og Murværk: Staden selv er du,

Du kaarne Flok! den er i Eders Haand,

I Kongens Hoved, Eders Helteaand.

Frelst Kongen er iblandt os, høj og stor

Omgjærder os vor Fæstning som et Skjold.

Snart Fjenden flyr fra den Stump øde Jord,

Han tog med Sværd; som alle Lasters Bold

Han giver Guld og Vellyst sig i Vold:

Ham lammer Lænken, den han selv sig snor,

Naar, mens i Overmod og Svir han sværmer,

Ægyptens Hær, før han det tror, sig nærmer.

Fra Taarnet vi beherske Stadens Tinder,

Med Spyd vi kaste, og med Sten vi slaa;

Ej skal de frem til Jesusgraven naa,

Ad den Vej er vort Krigsstyr dem til Hinder.«

Saa, hvad de kjække Hjærter bedst forstaa,

Med Trøst til trætte Hjærter Vej han finder.

Imens Vafrin blandt Krigerskarer vanker

Ved Middelhavets Bred og Kundskab sanker.

Da han drog ud, det var ved Aftentide,

Ad skjult og ensom Vej hans Rejse gaar,

Ved Middag hin uhyre Lejr han naâr.

Sig strække Teltene til hver en Side,

Frisk Vinden i de lette Vimpler slaar,

Blaa, gule, purpurfarvede og hvide;

En Lyd af Sprog, som glide i hinanden,

Forvirrer Øret strax, i sælsom Blanden.

Mens Hestens Vrinsken, som ad Kampen kalder,

Mens Elefanters og Kamelers Røst

Med Hornet blander sig, der mandigt gjalder,

Med Cymblers Lyd og Klangen af Metaller,

Han tænker: »Afrika til denne Kyst

Er overført, sig Asien til Dyst

Har samlet her.« Den gode Vaabendrager

Dernæst med Blikket Maal af Lejren tager.

Han skrider frem, ej skyr han Folkeskarer,

Den lige Vej, med Ligevægt i Sind,

Han dristig gaar, han spørger og han svarer,

Ham blæses Kundskab til med Himlens Vind,

Folk, Heste, Vaaben — han paa Alting varer,

Ad kongelige Døre gaar han ind:

Saa let han skred, saa snildt sin Vej han vandt,

At han til Høvdingsteltet Adgang fandt.

En Rift han i en Teltvæg bliver vâr,

Den Lyden ud fra Teltets Indre fører

Og Blikket ind; han Navnet Gotfred hører,

Han holder Minen rolig, fri og klar,

Men lægger al sin Sjæl i sine Ører;

Optaget staar han, som til Dont han har

At bedre Dækket ud, men følger ene

Med Blik og Øre Teltets indre Scene.

Med Purpurkappe staar den Høvding bold,

I Rustning klædt, dog Panden uden Dække;

Smaasvende to i Frastand dvæle begge

Med Ærefrygt, og vare Hjælm og Skjold;

En Lanse hviler i hans faste Hold,

Mod den han lempelig sin Vægt mon lægge,

Let støttet til den, mens det sikre Øje

Ham, som staar hos, betragter skarpt og nøje.

Høj, stærk, med skumle Blikke denne staar,

Ham spørger Høvdingen: »Du lover da

At dræbe Gotfred?« Kæmpen svared ja.

»En kongelig Belønning da du faar,«

»En Vaabensøjle vil jeg blot, hvorfra

Højt i Kairo Skriften Øjet slaar:

Fra Gotfred Ormond disse Vaaben tog,

Da Sjælen han af Asiens Svøbe drog,«

»Hold hine Vaaben rede da, thi nær

Er Kampens Dag.« »Jeg sørget har for Alt.«

Vafrin betænker Ordene, som faldt,

Han vandrer atter ud i Spejderfærd:

Mens saadan Plan, de Vaaben Talen gjaldt,

Har fyldt hans Hu med Spørgsmaal, Dagens Skjær

For Natten veg; dog ej han sove vil,

Ej et Sekund hans Øje falder til.

Ved Morgengry han Hærens Opbrud følger,

Han blander sig i Mængden, frejdig, frit.

Og Folkestrømmen i sit Skjød ham dølger.

Da Hæren raster, fører ham hans Skridt

Hen for et Telt, hvor Guld med Purpur bølger,

Og Farver straale imod skjærest Hvidt,

Derinde sad Armida højt i Glans,

I sine Ridderes og Kvinders Krans.

Hun sidder taus og ensom i sin Aand:

Som med sin egen Tanke kun hun taler,

Hun støtter Kinden til den hvide Haand;

Mod Jorden Blikkets Elskovsstjærne daler,

Med Perlers Tyngde fyldt i Længsels Baand,

Men Graaden ser han ej, som Længslen svaler:

Adrast sad retfor og med Tørstens Blikke

Vil ufravendt med Øjet hende drikke.

Snart Tissafern til ham sit Øje sender,

Til hende snart: nu skinsyg Rasens Harm

I det bevægelige Ansigt brænder,

Nu heftig Elskovs Lue, høj og varm.

Men Altamor kun stjaalne Blikke sender

Mod Slørets Svulmen om den høje Barm,

Mod Bryn og Kind og Haandens Liljeblad,

Mens han hos Kvinderne i Frastand sad.

Tilsidst Armida Straaleblikket hæver,

Sig klarer Panden, ud af Sorgens Nat

Et Smil, henrivende, med Lysning svæver;

Til Bejlerne hun vender Talen brat:

»Min Smerte lindres, jeg er ej forladt.

Mig Hævnens Haab med Sødhed gjennembæver,

Selv Harm er Sødhed, naar den Hævnen venter,

Men Hævnens Haab fra Eders Værd jeg henter.«

Paa Stand da svarer han fra Ganges’ Skove:

»Klar Panden op, vær for din Hævn ej bange!

Rinaldos Hoved tør jeg frit dig love,

Og hvis du heller ønsker ham som Fange,

Jeg sætter ham (det Tilsagn kan jeg vove)

I hvilket Fangehul du vil forlange.«

Mens taus den Anden lytter, Harm ham knuger,

Og mulmsort Ærgrelse for Hjærtet suger.

Mod Tissafern det hulde Blik hun vender:

»Hvad, Herre! siger du? din Hu sig dølger.«

Han svarer: »Min Sendrægtighed man kjender,

Jeg derfor kun i større Frastand følger

Din Kæmpe her, hvis Mod saa heftigt brænder.«

Da mæler han, som kom fra Ganges’ Bølger:

»Ja vel i Frastand maa du følge med,

At Sammenligning ej skal finde Sted.«

Det stolte Hoved ryster Tissafern:

»Hvis ej mig Himlen og min Elskov bandt,

Det skulde skjønnes, hvem man langsomst fandt.«

Adrast stod op, og ej var Tvekamp fjærn;

Armida bad: »Det være Fredens Pant,

At I for mig er Venner og er Værn!

Jeg saares, naar I mod hinanden kæmpe,

Jeg tjenes huldt, naar huldt I Vreden dæmpe.«

Det Alt, Vafrin! opmærksom hører du

Og gjemmer vel, men hver din Tanke sender

Du atter til hint dybe Lønraad nu;

Snart hid, snart did du Fod og Øje vender,

Dumdristigt Spørgsmaal dig paa Tungen brænder,

Og du beslutter inderst i din Hu,

At du af Sagen gribe vil det Visse,

Hvad eller lade Livet iblandt disse.

End Elskerinden med de fjendske Tanker

I sine Kvinders Krans i Teltet sad,

Dèr staar igjen Vafrin, som vildt omvanker;

Hans Øje hilser paa den faure Rad,

Han tænker: »Muligt her jeg Kundskab sanker,«

Og træder hen mod Kredsen frejdig, glad,

Han nærmer sig en Kvinde; skjemtsom let

Han taler som med gammelt Venskabs Ret:

»Jeg ønsked og at prøve Ridderfærd,

Vel for et Smil af dig en Kamp jeg voved,

Fra Halsen skar jeg gjærne med mit Sværd

Rinaldos eller Gotfreds stolte Hoved.

Sæt mig et Maal kun i den kristne Hær,

Og du skal se, jeg holder, hvad jeg loved!«

I Spøg han sig paa den Vís Indgang snor,

Men Alvors Forsæt bag ved Spøgen bor.

Som han har sagt det med sit muntre Smil,

Han gjør et Kast, et Sæt, der var ham eget.

En af de Andre træder til med Il

Og taler: »Lov en anden ej for meget!

Hvis du har mærket Kjærlighedens Pil,

Blev ej forgjæves med dit Hjærte leget:

Men det er mig, som dig til Ridder tager

Og, for mig selv, dig fra de Andre drager.«

Hun drog ham bort: »Jeg kjender dig, Vafrin!

Og du, kjend mig!« Ej røber Svendens Pande

Hans Sjæls Forvirring: »Gid, o Jomfru fin!

Jeg kjendte dig, men fra Bisertas Strande

Jeg kommer hid, min Fader var Lesbin.«

»Toskaner!« mælte hun, »bliv ved det Sande! —

Jeg er Erminia, Kongedatter fød;

Som Tankreds Bytte, Værn af ham jeg nød.

Se paa mig, jeg er hende!« Brat han kjender

Det fagre Aasyn, men hun bliver ved:

»Vær tryg for mig, drag bort, men tag mig med!

Vid! Lykken er dig huld, at mig den sender,

Hvis du, som Spejder staar paa dette Sted:

Min Kundskab jeg til Held for dine vender.«

Vafrin, som har i Hu Armidas Rænker,

Staar taus og sig paa Kvinderaad betænker.

Da mæler han: »Ifald dig saa behager,

Du følge mig, det være sluttet Pagt!

Vi bedre Tid og Lejlighed os tager

Til Talen om, hvad her din Mund har sagt.«

At have Heste rede gav de Agt;

Før Hærens Opbrud, uformærkt, de drager

Ad enlig Vej; han spørger: »Nævn den Fare,

Som truer Gotfreds Liv!« hun monne svare:

»Af Krigerne, som danne Kongens Vagt,

Har otte, hvoraf Ormond er den ene,

Mod Gotfreds Liv med Lumskhed sluttet Pagt.

Ham otte Krigere som Livvagt tjene:

At ligne dem de tage frankisk Dragt,

Til Farve Guld og Liljens Lød den rene,

Paa Skuldren Korsets Tegn. Til Sværdets Od

De føje stærke Gifters hvasse Braad.

Hver skal et Tegn paa Hjælmen derhos bære

At kjendes af sit eget Folk: paa Dagen,

Der stiller mod hinanden begge Hære,

Den Flok for Gotfreds Vagt skal vorde tagen.

Mens Høvdingen blandt sine tror at være,

Omringes han af Fjender og er slagen:

Hvert Staal, som rammer ham, med Gifters Smerte

Skal bringe Døden tifold til hans Hjærte.

Mig tog en Flok Ægyptere til Fange,

For Høvdingen til Gave; Byrd og Navn

Mig skaffed hos Armida Værn og Stavn:

Blandt Franker kjendte meget jeg og mange;

At ordne Mærkerne, lig snedig Slange,

Blev da mig budt! O, før mig du i Havn!«

Dybt sukked fra sit Bryst den ædle Kvinde:

»Før mig til Tankred! jeg er hans Slavinde.

Hin Nat af Rædsler, da min Faders Rige

Forgik i Blod, der udøst blev som Vand,

Da tabte mer jeg end min Kongestand,

Da tabte jeg, Vafrin! mig selv tillige,

Sejrherren stod i Staal ved Slottets Rand,

Jeg saâ ham ad dets Trin til Tærsklen stige,

Jeg løb imod ham i min Angst og Vaade,

Og bøjed mig og bad: min Herre, Naade!

Ej er det for mit Liv jeg frygter Mén,

Min Jomfruæres Blomst du mig bevare!

Han rakte mig sin Haand: Frygt ej for Fare,

Jeg er dit Værn, o Jomfru faur og ren!

Da gled et saligt, sødt, jeg ej kan klare,

En Magt (jeg fatted ikke, hvad for en)

Ind i mit Bryst og blev der med det Samme

Og blev et Saar og voxte til en Flamme.

Alt hvad jeg ejed, Gods og gyldne Spange,

Gav han med Højmod atter i min Haand —

Han gav, men tog mig selv, min Sjæl og Aand.

I tvende Maaneder (de var ej lange)

Han min Beskytter var, og jeg hans Fange;

Han kom, og knytted fastere mit Baand,

I Barmen dybere mig Braadden fæsted,

Hvergang med Mildheds Trøst min Bo han gjæsted.

Slet skjuler Elskov sig; du saâ, jeg led,

Med Spørgsmaal om din Herre tit sig vendte

Min Hu til dig: da sagde du, jeg brændte;

Jeg nægted det, og tvang min Flamme ned.

Usalig Taushed! Tankred bort mig sendte

I Frihed, dog for mig Landflygtighed.

Nu før mig til ham, at jeg Fred kan finde,

Han min Beskytter, jeg hans Tjenerinde!«

Saa taler til den gode Vaabendrager

Erminia, derpaa ved hinandens Side

I stille Taler hastig fort de ride,

Vafrin ad skjulte Stier Vejen tager;

Den Dag og Nat og Næstedagen glide,

Sol staar i Vest, alt mørknes Skrænt og Ager:

Da, nær ved Staden for en Dal de stod,

Hvis Grund var mørk og slibrig, vaad af Blod.

En Kriger, klædt som Hedning, fældet hvilte,

Den brede Pande op med Trusel saâ,

Han spærred Vejen, som han vældig laa;

Saa højt i Spring hen over Liget ilte

Vafrin, at Hestens Hove ej det naa.

Hist laa en Kristen, Aftnen paa ham smilte;

Vafrin, som steg af Sadlen, hastig vendte

Hans Hoved opad, og sin Herre kjendte.

Med Klagelyd, som gjennem Luften dirred,

Han raabte højt: »Her ligger Tankred død!«

Erminias Ridt var standset, mens hun stirred

Paa Kæmpens Lig: da Navnet Tankred lød,

Det som en Pil sig gjennem Hjærtet skjød;

Hun sprænger hen til Stedet, angstforvirret,

Af Sadlen styrter hun, da hun har kjendt

De blege Træk, mod Aftenrøden vendt.

Som opløst i en Taarestrøm hun bukker

Sig over ham; hans Læber, Kind og Pande

Fra Hjærtets varme Kilde hun bedugger

Med Graadens uudslukkelige Vande;

»Saa ser jeg dig,« fra Sjælens Dyb hun sukker,

»O var jeg blind, for Synet ej at sande!

Saa ser jeg dig, men du ser ikke mig,

Saa fandt jeg og har evig mistet dig.

Hvor er den, disse Øjnes milde Lue

Og Kindens Blomst og Pandens klare Lys?

Dog, mærket selv af Dødens kolde Gys,

Er end du skjøn, dit Aasyn faurt at skue:

O tillad, at jeg røver dig et Kys,

Ej for din klamme Læbe kan jeg grue,

Min Sjæl i Kysset giver jeg dig hel

Og tager bort af Dødens Ret en Del.

I Læber, som har kun til mig talt Fred;

Du skjønne Sjæl! hvis her endnu du svæver,

Tilgiv mit Ran, forlad min Dristighed!

Maaske du skjænked selv, hvad nu jeg kræver.

Modtag min Sjæl, som dig imøde bæver,

Og drag mig til dig paa et bedre Sted!

Nu kun et Favntag før den sidste Blund,

Kun at min Sjæl udaander paa din Mund!«

Hun græder, som hun Sjælen ud vil græde,

Et Suk da bæver paa hans Læber stille,

Thi han kom til sig selv ved Livsens Væde,

Som randt saa yppigt fra den varme Kilde:

Hun mærker Sukket med et Glimt af Glæde:

»Slaa Blikket op, se med de Øjne milde!

Slaa Blikket op!« hun bad, »og se, jeg følger

Den lange Vej med dig ad Dødens Bølger.«

Han aabner Øjnene, men strax igjen

De falde til, og hendes Taarer rinde.

»Han dør ej,« mæler da den gode Svend,

»Helbred ham! Tid til Graad kan saa du finde.«

Han Staalet af ham drog, hun rakte hen

Til Hjælp sin Haand; som lægekyndig Kvinde

Hun ser med øvet Øje paa hans Saar

Og Haab om Frelse for den Elskte faar.

Det Mathed var og Tab af Blodets Væde,

Som har ved Gravens Rand saa lavt ham lagt:

Hun har sit Slør kun til Forbindingsklæde,

Saa kort og tyndt, det har kun liden Magt.

Da griber hun sit lange Haar med Glæde

Og skjærer af dets gyldne Silkepragt,

Med Slørets Stumper og det bløde Haar

Aftørrer og forbinder hun hans Saar.

Ej Safran eller Diptam har hun her,

Men Vers hun kjender, som kan Blodet stille,

Og, bøjet over den, hvem hun har kjær,

Hun læser dem i Toner hjærtensmilde;

Han vaagner, ser i Aftenrødens Skjær,

Ved dødtung Dvale sig hans Øjne skille:

Sin Svend han ser, med sine Saar en Kvinde

Han sysle ser, hvis Blik af Ømhed skinne.

Da spørger han: »Vafrin! hvor kom du hid?

Og hvo er du, min medynksfulde Læge?«

»Alt skal du vide, naar du giver Tid,

Nu skal dig Hvilens Stilhed vederkvæge,

Ej Haand, ej Fod, ej Tungen du bevæge!«

Saa svarte hun, og hendes Røst var blid.

»Hvor faa vi ham til Herberg bragt?« hans Svend

Betænker taus, da komme Tankreds Mænd.

Med Hedningen de havde set ham gaa,

Han kom ej atter, Timerne blev mange,

De søgte ham, i deres Hjærter bange,

Og glædtes, da i Live de ham saâ;

I deres Arme tog de ham til Fange

Og slynged Lejet ham, hvor trygt han laa,

Men Tankred mælte, (Glød var i hans Blikke):

»Skal da Argant til Ravnes Føde ligge?

Ej med det døde, med det stumme Ler

Er mig, ved Himlen! længer Krig tilbage,

Som vældig faldt han, ej tør man bedrage

Ham for den sidste Hæder, Støvet sker,

Naar Døden ej paa Jorden levner mer —

Hans Rós, hans Grav, dem skal man ej ham tage.«

Saa efter Tankred bare de hans Fjende,

Som Værn og Vogter gik Vafrin hos hende.

»Ej til mit Telt!« Saa Tankred atter bød,

»Hvis menneskelig Lod mig oversvæver,

Da naa den mig i Kongestadens Skjød:

Sig Sjælen lettere til Himlen hæver,

Hvor hin Udødeligheds Mand er død,

Og Fromhedstanken indeni mig kræver,

At for mit Løfte jeg kan Sjælen klare

Ved Pilgrimsfærdens Maal, det dyrebare.«

Og hen mod Staden vendte han sit Blik.

Et Hjem de fandt og redte ham et Leje,

Og nær derved Erminia Bolig fik,

At tilse ham med lægekyndig Pleje.

Vafrin til Gotfred med sin Kundskab gik,

At bringe Melding ham om Fjendens Veje;

Han lodes ind, hvor Drottens Krigerraad

Var samlet, at betænke Fremtids Daad.

Paa Lejet hviler Raimund, syg og træt,

Paa Sengens Kant har Gotfred taget Sæde,

Sig Hærens Ædleste i Klynger tæt

Har samlet om dem som i Krans og Kjæde.

Vafrin med Hilsen høvisk frem mon træde,

Der spørges, tales ej: at lytte ret,

Hver fæster kun paa ham det spændte Blik,

Han saa begyndte: »Som du bød jeg gik.

Jeg Fjendens Hær har set, dog med dens Tal

Tænk ej, o Herre, jeg for dig kan møde,

Saa lidt som Stjærners Hær jeg tælle skal,

Men vid: den dækker Slette, Bjærg og Dal,

Dens Hvil, dens Vandring lægger Jorden øde,

Ej Syrien til dem kan høste Føde,

Ej Brønd, ej Væld kan øse Vand til dem,

Den tørrer Floder, hvor den stævner frem.

Men deres Værd som Krigsfolk lidt kun gjælder,

Uordentlige Skarer jeg dem nævner,

De Fleste Kamp paa nært Hold aldrig evner;

Om Perser dog jeg noget bedre melder,

Som frem med Altamor i Spidsen stævner.

Udødelighedsskaren ikke heller

Forglemmes tør — en Samling, ikke blandet,

Der, som de Bedste, Kongens Vagt har dannet.

Den Skare kaldes den udødelige,

Thi samme Stund en Kriger træder ud,

En anden fylder Pladsen, stolt og prud,

Ej bedre Skare staar i Østens Krige.

Men dig, Rinaldo! maa et Ord jeg sige:

Armida lovet har sig selv til Brud

Til hvemsomhelst dit Hoved skjærer af,

Og mange hende derom Løfte gav.

»Ja lad dem komme nær nok,« Helten svared.

Vafrin om Hærens Fremgang atter talte,

Om Høvdingen, om Kongen, der befalte;

Tilsidst han Rænkespindet aabenbared,

De falske Mærker, Giften — alt han malte,

Hver Ting han nævned, som han den erfared.

Paa Raimund Gotfred ser: »hvad raader du?

Sig Tanken mig, som fødes i din Hu!«

Men Raimund svarte: »Ej ved Morgenrøde

Begynd paa Angreb, slut kun Taarnet inde,

At dine Folk, udhvilte vel, kan møde,

Til Kampen styrket, mod den større Fjende;

Om saa du siden vil i Luren støde

Til Slag i aaben Mark, dit Snille finde!

Men at Forræderne maa kjendte være,

Din Vagt du lade andre Mærker bære!«

Ham svarte Gotfred: »Altid taler du

Som Ven og Vís, og dine Raad jeg følger,

Men dèr, hvor du tvivlraadig var i Hu,

Jeg ender Tvivlen og beslutter nu,

At ej bag Mur og Vold vi Hæren dølger,

Men drage ud mod disse Folkebølger.«

Saa talte han og gik, thi Søvnen vinked,

Alt Stjærner mattere paa Himlen blinked.