1.
Den hulde Dagning Alt til Arbejd kalder,
Hvad aander Liv, og efter gjæstmild Pleje
Udfører Oldingen af Grottens Haller
De tvende Krigens Mænd ad hine Veje,
Som før de gik, hvor intet Dagslys falder.
Han byder dem Farvel ved Flodens Leje,
Med Demantskjold, med Grundrids og med Stav
Dem rusted og Velsignelse dem gav.
2.
Dem favned Bølgen i sit dybe Skjød
Og løfted blidt dem som det lette Blad,
Det voldsom Haand af Modergrenen brød
Og kasted i det kjølig friske Bad:
Da Floden sætter dem paa Stranden blød,
En liden Sejler styrer let og glad
Mod dem sin Kurs, en Mø i Stavnen staar
Med Panden omslyngt af sit lange Haar.
3.
Et Fredens Dyb i hendes Øjne laa,
Men Straaler, som af mægtig Godhed skinne
Lig Englenes i Himlen, fra dem gaa.
Som slutted Kjortlen alle Farver inde,
Snart Himlens Morgenrødt og snart dens Blaa
I Brydnings Spil er i dens Fald at finde:
Hvis et Minut man Øjet fra den vender,
Og ser igjen, en anden Lød man kjender.
4.
Saa ser om Halsen af en kjælen Due
Man Fjær ved Fjær tætsluttet, glansfuldt lagt,
Sig selv dog altid ulig er at skue
I Solens Skin den fagre Silkepragt:
Snart lig et Halsbaand af Rubiners Lue,
Snart har sit søde Skjær Smaragden bragt,
I Skiften stadig kun, sig Farven bryder,
Og den, som ser det, sig ved Synet fryder.
5.
Saa talende, mod Bredden ind hun glider:
»I Lykkens Børn! Paa Skibet sætter Fod!
Med det jeg over Verdenshavet skrider,
For det hver Storm er mild, hver Bølge god,
Hver Byrde let.« Strax de paa Dækket stod,
Hun støder fra, med slappet Tøjle rider
Hun Søens Hest, hun løsner Sejl for Vinden
Og sætter sig til Rors med Smil om Kinden.
6.
Højt svulmet Flodens Ryg kan Skibe bære,
Dog dette træder i saa let en Dans,
At selv den mindre Strøm det bar med Ære.
Langs Kjølen slynger Skummet Krans i Krans
Af Liljens Hvidhed og af Sølvets Glans,
Og højt i Korsang bruse Bølgens Hære;
For fyldte Guldsejl det mod Havet gik
Med Fart, som overfløj Naturens Skik.
7.
Alt ved den store Seng de Floden ser,
Hvor sine Bølgebørn til Ro den fører
Og, spredt i Havets tusend Svælg, sig slører —
Den er ej, synes ej at være mer;
Knap Havets Bræm Vidunderskibet rører,
Før regntung Sydvind tier, Solen ler,
Og Bølgebjærge synke jævnt og gaa
Med sagte Krusning i det fagre Blaa.
8.
De Askalon forbi mod Gaza gled,
Ej saâ man nogen Tid mer dejlig Himmel
End den, som smilte huld til Farten ned
Og med sin Klarhed fyldte Bølgers Vrimmel.
De skued ind mod Gazas hvide Bred;
Dèr saâ som Sand de Krigerskarers Stimmel,
Uendeligt stod Telte Rad ved Rad,
Og Stridsmænd mylred mellem Strand og Stad.
9.
Af lastede Kameler, Elefanter
Nedtrampet tungt og dybt de Vejen saâ,
I Havnen Skibe tæt for Anker laa
Og vugged stoltelig de stærke Spanter,
Højt knejste Master mellem Tov og Vanter;
Mens nogle Snækker spredte Sejl i Raa,
Fremad for flinke Aarer andre glider,
Hvidt skummer Havet om de blanke Sider.
10.
Da mæler Kvinden: »Skjønt I se saa mange
Af fjendske Folk, er ej Ægyptens Drot
Dog færdig end; thi vær kun ikke bange!
Hvad her I ser, er fra Ægypten blot;
Hans Herredømmes Grænser drages lange
Mod Øst og Syd. Ej kaldte jeg det godt,
Om ej en Stund vi alt var vendt tilbage,
Før, samled’ helt, hans Hære fremad drage.
11.
Som Ørnen bæres af de stærke Vinger
Og skyder sikkert gjennem Fugles Hær
Og over hver en Flyver højt sig svinger,
Til ej den skjelnes, Solens Egn for nær,
Saa sikkert glider Bølgens Flyver her,
Fort gjennem Skib og Skib den Sejlet bringer,
Den agter ej, om Nogen ser og følger,
Den piler frem og sig i Fjærnet dølger.
12.
Forbi, hvor Raffia først fra Syrers Lande
Tilvinker Fartøj fra Ægyptens Kyst,
Forbi Rhinocoruras øde Strande,
Forbi Pompejusklippens haarde Bryst:
For ham, som rensed Middelhavets Vande,
Hvis kjække Sværd var fredsom Skippers Trøst,
Den løfter sig som Støtte og som Grav,
Med Foden plantet i det dybe Hav.
13.
De gled forbi, hvor Damiata følger
Med Blikket Nilen fra sit faste Sæde,
Hvor længst mod Øst den ruller sine Bølger
Og bærer Havet Skat af Himlens Væde;
De se den ud fra hundred Dørre træde,
Fra Porte syv. Snart Staden ej sig dølger,
Der skinner, af Hellenerdrotten grundet,
Og Pharo med sit Fyr har til sig bundet.
14.
Mens fjærnt mod Nord sig Kretas Kyster hæve,
De langs Marmarikas havnløse Strande,
Hvor Stæder spejles ej i Havets Vande,
Til hvor Cyrene blomstred, fremad svæve;
De følge Afrika langs Kystens Rande,
Hvor Kornet bølger, Palmelunde bæve,
Kun rigt paa grumme Rovdyr længer inde,
Paa Sand, som hvirvles vildt for Ørknens Vinde.
15.
Den store Syrte, hvorfor Søfolk grue,
De undgik, styrende derfra mod Nord
Og hen mod Tripolis, som er at skue
Udfor, hvor Malta op af Bølgen gror;
De sejle frem, hvor Syrter mer ej true
Og lægge bag sig Lotofagers Jord;
Retfor, hvor Lilibæum løfter Panden,
Sig med det rige Tunis krummer Stranden.
16.
Dyb mellem tvende Næs sig Havnen breder,
Men Førerinden peger med sin Finger
Og paa Kartagos Skjæbne Tanken leder —
Thi Jordens Herlighed har snelle Vinger,
Brat Glans og Rigdom sig til Andre svinger;
Kartago sank, om ringe Spor kun spreder
Sig Sand og Græs — men fremad styrer Møen,
Snart har paa højre Haand de Sarderøen.
17.
Forbi Numiders Kyst hun Bølgen kløver,
Hvor tætte Hjorder dreves vidt om Lande,
Algier forbi, den graadig frække Røver,
Der, skjændigt spejdende, ser over Vande,
Langs Tingitanas, nu Marokkos, Strande,
For Elefanter Moder og for Løver;
Imens paa højre Haand Granada smiler,
Frem mod Herakles’ Støtter Snækken piler.
18.
Alt var de dèr, hvor gjennem Jordens Rift
Sig Vandet ud i Verdenshavet gyder,
Alcides’ Navn er sat ved den Bedrift
Af Sagnet, og med Sandhed vel det tyder
Her paa sin egen Vis Naturens Skrift:
Hvor gjennem snævert Svælg sig Bølgen skyder
Og skiller Spanien og Libyen ad,
Har Klipper dæmmet først i sluttet Rad.
19.
I Østen fire Gange Solen stod
Fra Dagen, da de stødte Skib fra Strande,
Til da de sejled gjennem Strædets Vande,
Der slaar om Calpes og Abyles Fod,
Og dukked brat fra Jordens Krans af Lande
I Havets grænseløse Straaleflod:
Er Havet sligt, indslyngt ved Jordens Barm,
Hvordan da hist med Jorden i sin Arm!
20.
Alt Gades med dets tvende Naboinder
Sig bag de mørkblaa Bølgehøje slører,
Alt flygtende hver Kyst af Landet svinder,
I fjærnest Kiming Hav kun Himlen rører,
Ubaldo mæler: »Sig os, du, som fører
Os til et Hav, det ingen Grænser binder!
Drog Andre hidhen? Røres i den Verden,
Hvorhen vi stævne, Folkestammers Færden?«
21.
»Dengang,« saa lød fra Skibets Frue Svaret,
»Herakles Libyen samt Spaniens Lande
For Udyrs vilde Vrimmel havde klaret
Og sejret over alle kjendte Strande,
Har Grænsen for sit Mod han først erfaret
Ved Verdenshavets grænseløse Vande:
Han satte Maalet, men for knap og lille
Han Kredsen drog for menneskeligt Snille.
22.
Den Helt, som er den vidtbefarne nævnet,
Hvis Længsel var at skue som at vide,
Odysseus, Mærkerne forbi har stævnet,
Hvor Havet skummer frit paa denne Side;
Men Alt, hvad han af Sømandskunst har evnet,
Har ej ham frelst: de stolte Bølger glide
Hen over ham, hans Daad med ham begravet —
Blandt Jer den nævnes ej, den sank i Havet.
23.
Hvis Andre sloges hid af Storm og Bølger,
Er Ingen hjemvendt, saa du pløjer her
Et ukjendt Hav, ukjendte Ø’r det dølger,
Ukjendte, stolte Riger blomstre dèr;
Vel er der Folk, og Jordens Grøde følger
Som vældig Virkning Solens Kæmpefærd.«
Ubaldo spørger: »Nævn mig Tro og Sæder
Hos dem, hvis Fod en ukjendt Jordbund træder.«
24.
Hun svarte: »Man skal ej hos flere Stammer
Om flere Dyrkelser forgjæves lede:
En dyrker Dyr, en Anden Solens Flammer,
Mens hin den store Moder ses tilbede;
Ej Nogle sig ved rædsomt Maaltid skammer,
Med skjændig Føde Bordene de brede:
Fra Calpe af, Enhver du træffer paa,
Af Tro er hedensk og af Sæder raa.«
25.
Men Ridderen: »Vil da den samme Gud,
Der nedsteg for at tænde Lysets Straale
For Jorderig med milde Sæders Bud
Saa stor en Del af Verden Mulm tilmaale?«
»For Sandheds Vej vil Gud ej Grænser taale,«
Gav hun til Svar, »hans Lys skal spredes ud
Til hine Folk; de skal ved Orden stilles,
Og ej skal I og de for altid skilles.
26.
Herakles’ Maal sig til en Spøg kun vender
For Skipper, der til Havets Grænse gaar;
Om store Riger, som nu Ingen kjender,
Om Have uden Navn I Kundskab faar:
Et Skib — det kjækkeste, som Jorden kjender —
Mens det sit Kredsløb over Havet slaar,
Omkredser, maaler og belyser Jorden,
I Kappestriden Solens Lige vorden.
27.
Den Dristighed, som styrer Havet over
I ukjendt Løb, hos en ligurisk Mand
Skal findes først: ej Storm paa vilde Vover,
Ej ukjendt Luftstrøm over Land og Vand,
Ej nogen Fare, som i Mulmet sover
Af Fremtids Nat og Gaaders mørke Land,
Hint ædle Hjærte med de store Tanker
Kan holde bag Abyles snævre Skranker.
28.
Mod anden Pol du over vilde Bølger,
Columbus! breder dine kaarne Ræ’r,
Og knap med Øjnene dig Rygtet følger,
Skjønt tusendøjet, paa din stolte Færd;
Hvert Vink om dig til Efterslægten dølger,
Om end saa lidet, dog et udvalgt Værd,
Som herligst Maal højt lyser din Bedrift
For Sangens Toner og for Klios Skrift.«
29.
Talt, og mod Vest hun lader Skibet pile
Og bøje lidt mod Syd: i Luer røde
Se ligefor de Solen gaa til Hvile,
Og bag sig se de Dagen ny sig føde;
Ret som det fagre Gry de skued smile
Og Morgenrødens Rosenskyer gløde,
Et Bjærg de øjned fjærnt, der mørkt sin Top
Blandt Skyers tætte Lejre løfted op.
30.
Som de gled frem, veg Skyerne til Side,
Og lig en Kegle saâ de Bjærget staa,
Forneden vældigt som en Pyramide,
Men spids som den optaarnet mod det Blaa;
Det fra sin Top lod Røgens Hvirvler skride
Lig Bjærget, som Giganten bærer paa:
Ved Dag man Røgen fra dets Indre skuer,
Ved Nat det lyser Mulmet op med Luer.
31.
De skued andre Ø’r, som frem de sejle,
Der løfte skraat sig op af Dybets Favn,
Dog mindre mægtige og mindre stejle;
De lykkelige Ø’r er deres Navn:
I Navnet sig de gyldne Tider spejle,
Der agtes fri for Møje som for Savn,
Da Jorden uden Pløjning gav sin Grøde,
Udyrket Vinstok Druer dobbelt søde.
32.
Her svigter Olietræet ingensinde,
Af Blomsterkalke Honning drypper sød;
Blidt sænke Floder sig fra Bjærgets Tinde
Med sagte Brusen, smeltende og blød;
Huld Kjølighed fra Dug og Vestenvinde
Sig sænker i den milde Varmes Skjød —
Elysiums Marker, Salighedens Sæde,
Hvor gode Sjæle bo i evig Glæde.
33.
Mod disse styrer Møen: »Rejsens Færd,«
Saa taler hun, »sig nærmer alt sin Ende,
De lykkelige Ø’r I skue her,
Af herligt Navn I visselig dem kjende,
Og deres Skjønhed kommer Rygtet nær,
Skjøndt ogsaa her dets Farver vel kan blænde;«
Saa talende, hun glider let forbi
Nær Øen, først i Rækken af de ti.
34.
Da mælte Karl: »Vor Førerinde god!
Ifald vor Rejses Med kan Sligt tilstede,
O, lad mig blot paa Jorden sætte Fod,
De aldrig kjendte Kyster kun betræde!
Lad Folkene mig se, som dèr har Rod,
Se deres Færd og Tro — det var en Glæde
Engang at melde det Vidunderlige
Og, jeg har været der, at kunne sige.«
35.
»Dig værdigt er dit Ønske som din Agt —
Dog hvad kan jeg? Min Vilje lidt kun mægter,
Naar Himlens strænge Forbud saadant nægter,«
Gav hun til Svar, »end er ej Ordet sagt,
Som fører sammen tvende Verdners Slægter,
Ej Guds tilmaalte Tid tilbagelagt:
Ej I skal aabne denne stolte Vej
Og bringe Havets Nyt, Gud vil det ej.
36.
Ud over hver Søfarers Skik og Evne
Det skjænktes Jer at kløve disse Vande;
At hente Helten hjem, I fremad stævne,
Som holdes bag en anden Verdens Strande:
Til andre Tider andet Hverv I levne,
Mod Skjæbnen ej I løfte Hovmods Pande!» —
Og bag dem daler alt den første Ø,
Den anden hæver sig af dyben Sø.
37.
Hun viser dem, hvordan i langlig Række,
Med lige brede Sunde mellem hver,
Mod Solens Opgang deres Baand de strække;
De syv har Spor af Folk og disses Færd,
Dèr vinker Huset under Tagets Dække,
Sig breder over Egnen Dyrknings Skjær —
End Ingen paa de trende fæsted Bo,
De vilde Dyr besidde dem i Ro.
38.
Paa en af disse Kysten stærkt sig krummer,
Den strækker langt et Horn paa begge Sider,
Og, bred og dyb, en Bugt af Havet rummer;
En Klippe danner Havn, som frem den skrider
Og vender Ryggen til, hvor Havet skummer,
Men spejler sig, hvor Bugtens Bølge glider:
Paa hin, paa denne Haand to Fjældsten knejse,
Som Mærker, sat for Søfolk, højt sig rejse.
39.
Forneden slumrer Havet dybt i Fred,
Foroven kranse Skove Kystens Tinde,
En Grotte sænker skyggefuld sig ned,
Hvor, vebendindslyngt, blide Vande skinne,
Ej nødes Skib, som gjæster denne Rhed,
At kaste Anker og med Reb at binde;
Hen over Havnens ensom stille Spejl
Nu Møen gled og inddrog sine Sejl.
40.
Hun peger op mod Bjærgets høje Tinde:
»Hist oppe Borgens Hvælvinger sig hæve,
Hvor, slumret ind i Vellyst, I skal finde
Ham, for hvem Kristi Fjender burde bæve.
Ej anden Fører Vejen nu vil kræve
End Solen selv, naar Morgnens Straaler skinne:
Agt Tiden vel! Er Morgentimen svunden,
Ej anden Stund er heldig mer oprunden.
41.
I let før Solbjærg kan til Bjærget vinde.«
De sætte Fod paa den forønskte Bred,
Huldt hilsende den ædle Førerinde;
De naa til Bjærgets Fod, før Sol gaar ned,
Og se, hvor Vejen snor sig mod dets Tinde,
Af Sne og Blomster dækt blandt Klippers Skred,
Med Roser Is i Pagt, den Intet rokker,
Nær graanet Hage løves grønne Lokker.
42.
Hvor Grenes Væv og Blades Kranse hænge,
Hvor Skyggen synker dybest i det Stille,
De søge Ro, da Solen gaar til Senge:
Men da med Straalers Regn fra Lysets Kilde
Paany den overrisler Himlens Enge,
Ej af det fagre Gry et Glimt de spilde,
»Frem!« raabe de, og Vejen opad tage,
Da lægger sig for deres Fod en Drage.
43.
Sin Guldkam løfter den og spruder Flammer;
Karl drager Sværdet flux med Kjækheds Ild,
Den Anden siger til ham: »Er du vild?
Med slige Vaaben, tror du, her man rammer?«
Mens Ridderen sig ved sin Raskhed skammer,
Ubaldo svinger Staven, sindig, mild,
Det suser gjennem Luften, Slangen flyr,
Da staa de for en Krigerhær af Dyr.
44.
Hvad dyrisk Æt, der Mennesket bekriger,
Er fremstilt her, hver Art af Tænder, Klø’r,
Alt hvad der brøler, tuder, hyler, gjør
Fra Nil til Atlas gjennem Ørknens Riger,
Hvad heller bygger under Skoves Slør,
Numidisk Løve med hyrkanisk Tiger —
Alt tager Flugten for en liden Vaand,
Som stille svinges af en sindig Haand.
45.
I Sneens Driver over brudte Fjæld
Og Isens Blokke deres Vej dem leder,
Da staa de, hvor et yndigt Sommertjæld
Hen over Blomsters Slette Himlen breder,
Mens Vinden øser af et evigt Væld
Og Duft og Friskhed gjennem Luften spreder:
Den vaagner, slumrer ej med Solens Ild,
Den aander stadig Kjøling, sval og mild!
46.
Her straale Luftens Riger evig trygge,
Her Himlen hverken isner eller gløder,
Her Sol og Svaling altid sammen bygge,
Her, klædt i klarest Klarhed, Himlen møder,
Og Vangens Græs og Græssets Blomster føder
Og Blomstens Duft og Træets dybe Skygge;
Her hæver sig det fagre Slot ved Søen
Højt over Hav og Bjærg og kroner Øen.
47.
Træt af den stejle Opgangs haarde Møje,
De standsed snart, snart stille fremad gik,
Hvor Blomster tæt sig om hvert Fodtrin bøje:
En Kilde glimter da for deres Blik,
Blandt Stene sprang den frem i Straaler høje
Og bød den rige Aares Læskedrik,
Og oversprudled paa de grønne Kanter
Hvert Blad og Straa med tusend Diamanter.
48.
Men inden Breddens duftopfyldte Sider
Sig samle til en Flod de klare Vande;
Den mørk og kjølig frem i Skyggen glider
Af evigt Løv, som grønnes paa dens Rande,
Saa gjennemsigtig, at mens frem den skrider,
Man Grunden ser sin fagre Tegning danne,
Mens tæt ved Kanterne sig Græsset breder
I rigest Fløjl og blødest Hynde spreder.
49.
»Her er den rædselsvangre Latters Kilde,
Her er den Flod, der gjemmer Dødens Fare,«
Saa sagde de »her maa vi Ønsket stille,
Her gjælder det at tage Sjælen vare;
Ej lytte vi til Flodens Røster milde,
Til Bølgens Risletoner sølverklare!«
Mens saa de vandre frem paa rette Veje,
Som Sø snart Floden ses i større Leje.
50.
Et Bord staar dækket paa den fagre Rand
Med herligt Maaltid. Som paa Vangen Kid,
To Nymfer lege i det klare Vand
Og tumle sig og svømme hid og did;
De kappes mod et Maal paa grønne Strand,
De dukke under, svømme for en Tid
Af Bølgen skjult, de dukke frem igjen
Og ryste Perler over Søen hen.
51.
I Legen lystelig de blive ved;
Karl og Ubaldo, hver af Synet slagen,
Har standset Gangen paa den nære Bred;
Den ene Nymfe, som af Blusel tagen,
Som saâ hun dem først nu, i Bølgens Lagen
Sig dølger halvt, slaar Haarets Knude ned:
Langt, tæt og gyldent faldt det som en Kaabe,
Hvor Draabe hænger glimtende ved Draabe.
52.
Som Morgenstjærnen frisk af Bølgens Bad,
Som, født af Havskum, Kjærligheds-Gudinden —
Hun taler til dem, huld, undselig glad,
Højt rødmende med Rosensmil om Kinden:
»Lyksalige! fra Verdens Harm og Had
I kom i Havn — hvor gunstig var Jer Vinden!
Hvad skal I her med Staal? Læg ned Jert Sværd!
Her kriges kun i frydfuld Elskovsfærd.
53.
Her hersker Fryd som i den gyldne Alder,
Da Folk var fri og leved uden Tvang —
Følg med os til vor Dronning! hun Jer kalder
Til Del i Salighedens høje Rang:
Tvæt Støvet af, og under Løvets Hang
Et Maaltid nyd! gak saa til Frydens Haller!«
Den Anden hendes Ord med Lader støtter,
Som naar til Strængeleg man Foden flytter.
54.
Fra Bredden Krigerparret ser og hører,
Men det, som smelter, naâr til Sjælen ej,
Ej Hjærtets Alvor Lokketonen rører,
Og Viljen inderst i dem siger nej;
Den sunde Sans fra Sansers Lyst dem fører,
Og uden Afsked gaa de deres Vej:
Det andet Par sit Nederlag fornemmer
Og sig af Ærgrelse i Bølgen gjemmer.