1.
Argant, paa Lejet henstrakt, dog ej hviler;
Skjønt ej hans Saar er lægte helt endnu;
Mod Kampens Morgen haster al hans Hu,
Han rejser sig, før Dag til Bjærget smiler,
Han fordrer sine Vaaben, Død og Gru
Fremlyner af hans Blik, mens vildt han iler
Med Rustningen, og selv med Haansord vækker
Sin Harm, lig Tyren, der med Brøl sig ægger.
2.
Han bød Herolden: »Æsk paa Liv og Død
Til Kamp mod mig ham, som for Jesus strider!«
Og ej han tøver mer i Stadens Skjød,
Med Fangen ført foran sig, ned han rider
Paa Sletten, dèr han giver vildt et Stød
I Hornet, gjaldende til alle Sider,
Forfærdeligt, men Vinden Lyden fører
Til Gotfreds Telt, hvor man Herolden hører.
3.
Han æsker Tankred og med ham enhver,
Som vil med Hedningkæmpen prøve Kræfter.
Hvor er nu Blomsten af den kristne Hær?
Fyrst Tankred spørger man forgjæves efter,
Og fjærnt har Bohemund sin egen Færd,
Fast Savnet ved Rinaldos Navn sig hæfter:
Hvor færdes han, og hvor Armidas Ti,
Og de, som drog med dem ad natlig Sti?
4.
Tungt Gotfreds Blik hen gjennem Kredsen svæver
Og spørger rundt, om Ingen stærk sig tror,
Men hver staar taus, og Ingen Kampen kræver,
Et Frygtens Vindpust gjennem Alle fór.
I Sædet Gotfred, rød om Kind, sig hæver,
Og, harmt i Hu, han mæler Høvdingsord,
Mens Lynet funkler i hans Øjne blaa:
»Velan, lad mig, saa kan I se derpaa!
5.
Bring mine Vaaben hid!« og i et Nu
De blev ham bragt; men Raimund, krum af Alder,
Med moden Visdom og med sindig Hu
Og end ved Kraft, skjønt Sne paa Lokken falder,
Sig vender til ham: »Troens Værn er du,
Til Omsorg for sit Rige Gud dig kalder;
Du voves ej: bær Scepter og slut Raad,
Men overlad til os den raske Daad!
6.
Ej i mit Bryst er kjølnet Modets Lue,
Ej bag min Alder jeg i Skjul mig trækker,
Skjønt den min Ryg har bøjet som en Bue:
Men var jeg stærk som disse krympne Rækker,
Enhver af Lemmer kraftig, bold at skue,
Men af hvis Bryst ej Harmen Gnister vækker
Mod slig en Usling, som sig fræk formaster
Til Haan mod Eders Gud, mens Jer han laster.
7.
Ja, var jeg, som da Leopold jeg vog —
Ved Kejser Konrads Hof jeg med mit Sværd
I hele Hoffets Paasyn Kæmpen slog:
At fælde slig en Mand var større Færd,
End om nu Enkeltmand uvæbnet jog
En Flok af Folk lig dem, som skjælve dèr —
Dog som jeg er, med Gud jeg trøstig træder,
Og til mit hvide Haar jeg lægger Hæder. —
8.
Og bliver jeg paa Marken i mit Blod,
Skal dog ej hin sig rose af sin Sejr.«
Saa talte han og herlig blandt dem stod,
Hen gjennem Kredsen gik et Kraftens Vejr,
Hans Tale Sporen er for Alles Mod,
Og hver er villig i den hele Lejr,
Og de, som før i taus Forsagthed sad,
Med rappe Tunger højt om Kampen bad.
9.
Her kommer Guelf, og Balduin er dèr,
Og hin, hvis Snildhed Antiochia vandt,
Den kjække Pyrrhus — Rosmund har vi her,
Fra Skotland En, fra Irland En vi fandt,
Fra England En, tre Folk hinanden nær,
Omflydt af Hav paa Verdens vestre Kant,
Edvard med Alfhild holdt sig ej tilbage,
De Arm i Arm som En vil Kampen tage.
10.
Men Raimund gløder fremfor hver en Anden,
Den stolte Gamle Ingen af dem naâr,
Alt staar han rustet, kun ej Hjælm om Panden,
I frie Bølger flød hans Sølverhaar.
Men Gotfred siger til ham: »Du er Manden,
Der som et Ærens Spejl iblandt os staar,
Man ser paa dig og Fædres Dyd kan lære,
Mod, Krigskunst, Alt hvad Krigens Stand gjør Ære.
11.
Dog spar dig nu, at Hæren ej skal savne
Din Graahaars-Visdom, dine modne Raad,
Hvormed os Ingen lig med dig kan gavne,
Og de, som her forlange denne Daad,
Lad dem paa Sedler skrive deres Navne,
Og Lykken være Dommer saa ved Lod,
Dog Lykken ej, men Gud, hvem Lykken lyder —
Lad Loddet falde, som hans Visdom byder!«
12.
Men ogsaa Raimund fordrer sit Navn skrevet,
I Hjælmen Gotfred alle Sedler tager,
Og da med Flid dens Skaal er rystet blevet,
Det første Navn, man frem for Lyset drager,
Er Greven af Toulouses — Ingen klager,
Hver kjender grant, at Gud har Sagen drevet,
Med Mund og Haand Enhver ham Hilsen bringer,
Og Alles Jubel ham imøde klinger.
13.
Dog mest af Alle Høvdingen sig glæder,
Med henrykt Sjæl han ser den Gamles Træk,
Mens han i gjenfødt Ungdomskraft sig klæder.
»Tag dette Sværd! det lyned Død og Skræk
Fra Rudolfs Haand; den sachsiske Forræder
Mensvoren svang det mod sin Hersker, fræk,
Jeg fælded ham og tog det, det hos mig
Var sejerrigt — saa være det for dig!« —
14.
Imidlertid Argant med Utaal raaber:
»Hvor bliver Kæmpen af? hvad bli’r det til?
Mon Tankred, sænket ned i Dyner, haaber,
At Natten anden Gang ham frelse vil?
I stærke Helte og I store Taaber!
Saa prøv mod Enkeltmand dog Kampens Spil!
Hist ser I Jesu Grav, I har for dem
Gjort Rejsen, slaa et Slag og gaa derhen!«
15.
Han saa med Spottens Svøbe grumt dem flænger,
Men haardest rammes Raimunds stolte Bryst,
Og paa sin Ganger Ørn han mod ham sprænger.
Den fødtes fjærnt paa Andalusiens Kyst —
Saa sker det dèr, naar Vaar i Luften hænger:
Stridshingstes Moder vender sig med Lyst
Mod Vindens Pust og aander Kraften ind,
Og Føllet avles ud af Vaarens Vind.
16.
Og vist du denne Gangers Livsblod tror
Af Alt, hvad Himlen luftigst aander, blandet,
Naar snelt sit Løb, saa ej det sætter Spor,
I Vingeflugt den strækker over Sandet,
Naar Kreds paa Kreds og Sving i Sving den snor
Saa let, som Himlens Vinde kruse Vandet:
Det var paa slig en Ganger Greven sad,
Da han red frem og skued op og bad:
17.
»Du, som i Dalen under Eges Ly
Lod uerfarne Vaaben Styrken ramme,
Da han, som haaned Israel, stolt og kry,
Faldt for en Ynglings første Sten med Skamme!
Mod denne Skurk hjælp nu dit Folk paany,
Og styrk min Arm; thi Sagen er den samme,
Og, som den svage Dreng du forhen brugte.
Lad nu den svage Olding Frækhed tugte!«
18.
Saa bad han, og den faste Tro paa Gud,
Der højt med Haab i Heltens Hjærte brændte, —
Som Røgen paa sit eget Væsens Bud
Mod Himlen gaar — hans Bøn til Himlen sendte;
Af Engleskaren vælger Herren ud
Til Raimunds Forsvar Englen, som ham kjendte
Fra spædest Vaar, da han gik ind i Livet,
Til Vogter alt ham af Guds Forsyn givet.
19.
Og Englen til den høje Fæstning hasted,
Som slutter Himmelhærens Vaaben inde;
Se, Lansen funkler hist, der Slangen kasted
I Dybet ned, her Lynets Pile skinne,
Med Pest og Farsot Kogret dèr er lastet,
Som uset ramme, ført af Himlens Vinde,
Og, ophængt under hine Kæmpebuer,
Jordskjælvets Trefork Folk og Stæder truer.
20.
Dèr mægtigt blandt de andre Vaaben flammer
Det store Skjold af klarest Diamant,
Som rækker over Lande, Folk og Stammer;
For Fyrster, som til Retfærds Vej sig bandt,
For Stæder, som Guds Sandheds Lov annammer,
For Lande, stedt i Kamp for hvad er sandt,
Det løftes højt: det Skjold med Demantskjær
Han tog og uset tren sin Raimund nær.
21.
Af alskjøns Folk, som vil paa Kampen vare,
Er Stadens Mure fyldt. Klorinda staar
Paa Højens Skraaning med en udvalgt Skare,
Af Kongen sendt; fra Frankerlejren gaar
En Ridderskare frem i Brynjer klare
Og Udsigt fra den anden Side faar
Til Pladsen, der med Rum for Kampens Skridt
Sig mellem begge Lejre breder frit.
22.
Argantes udbrød: »Hvor er Tankred henne?«
Da han en Anden ser. »Til Held for dig
Er han ej her,« gjensvarer brat ham denne,
»Jeg staar i hans Sted, lovligt, uden Svig.«
»Hvad! Tankred vilde Storm mod Himlen rende,
Og nu paa Kampens Dag han skjuler sig!
Til Jordens Midtpunkt eller Havets Huler,
Lad ham dog fly! han ej for mig sig skjuler.«
23.
Foragt og Haan sig om hans Læbe maler.
»Du lyver,« svarer Raimund, stolt og prud,
»Du holder ej en Sammenligning ud
Med ham, om hvem saa taabelig du taler.«
»Vel«, svarer hin, »jeg tager mod dit Bud,
At du vil slaas for ham, af hvem du praler:
Nu skal vi se, hvorlunde du forsvarer
De store Ord, hvormed du daarlig farer.
24.
I Dystløb red de frem, mens Vreden steg,
Hver sigter mod den Andens Hjælm paa Stand,
Og Raimund rammer; ej Argantes veg,
Ja løftes ej i Sadlen blot, men han
Har ogsaa spildt sit Hug som i en Leg:
Ved Raimunds Side stod en himmelsk Mand
og vendte Stødet — Kæmpen med sin Arm
Brød Lansen vildt mod Jord i voldsom Harm.
25.
Han griber Sværdet i sin Vældes Iver,
Og fremad, lig en Vædder, der vil støde,
Sin tunge Stridshingst ind mod Raimund driver;
Til Højre viger denne fra hans Møde,
Mens han et Saar i Panden Kæmpen giver,
Der, hastig vendt, vil med sit Hug ham øde:
Men Raimunds Sværd ham over Hjælmen naâr,
Hvis Demanthærdning dog mod Slaget staar.
26.
Argant, som véd, han Styrkens Fortrin har,
Gaar paa med Magt og søger snæver Dyst,
Men Raimund ser, at for en Vægt saa svar
Han favned Jorden snart med knuset Bryst:
Nu viger han paa Gang’ren snel og snar,
Nu nærmer han sig, æskende til Dyst
I luftig Kredsen, medens Gang’ren lyder
Som Vinden Vinket, hver Gang Tøjlen byder.
27
Ret som en krigsvant Høvding, der skal vinde
Et Taarn, der knejser højt blandt Klippers Hegn,
Hvad heller staar, af Grave sluttet inde,
Blandt Mosers Hængedynd i sumpet Egn —
Han spejder rundt, hvor han en Vej kan finde,
Hver Adgang prøver, agter alle Tegn —
Saa Raimund nu i Fjendens Brynjeværn
Sin Sværdsod borer mellem Jærn og Jærn.
28.
Han alt Argantes’ Rustning hist og her
Har gjennemstunget, Blodets varme Flod
Henruller mørkt og dæmper Staalets Skjær;
Dog urørt er den Kristi Ridder god,
Hvert Vaaben blankt og helt, mens Hjælmens Fjær
Sig stolt og højt af Vinden vugge lod;
Men, huggende i Luften, vred og vild,
Argantes ødsler med sin Kraft og Ild.
29.
Blandt tusend Hug et Hug han fører dog,
Tungt faldende: det maatte Raimund ramme,
Selv Ørnens Hastighed ej bort ham drog,
Men Englen løfted Skjoldet i det Samme,
Og Slaget paa dets Demantflade tog:
Som Glas blev Sværdet knust, som Gnister flamme
Dets hundred Splinter, der til Jorden sprang,
Mens Staalet klart mod Diamanten klang.
30.
Thi dødelige Vaaben ingensinde
Ved jordisk Smedjes Hærdning Fasthed faar
Mod Vaaben, som fra Himlens Værksted skinne
Ukrænkelige, uden Blanding gaar
Fra Mesterhaanden hist. Argantes staar
Og intet Værge i sin Haand kan finde
Og undres paa, hvor Fjenden dog har haft
Saa sjældne Vaaben af saa stor en Kraft.
31.
Mod Raimunds Skjold sin Glavind brudt han tror,
Og Raimund tror det Samme: ej han véd,
Hvem der for hans Skyld steg fra Himlen ned;
Alt paa hans Læbe svæver Højmods Ord:
»Tag dig et andet Sværd!« men Tvivlen gled
Ham brat i Hu, Afgjørelsen var stor:
Ej egen Sejr det gjaldt og Nederlag,
Og ingen af dem stod i egen Sag.
32.
Et Øjeblik den gode Ridders Sind
Er delt i Tvivl, Argantes Fæstet tager
Og Knappen af sit knuste Sværd, og jager
Det mod hans Hjælm, og rammer Grevens Kind:
Af Gang’ren baaren, Raimund bort sig drager
Fra Kæmpen, som til Brydning stormer ind,
I Farten saarer han den Haand, hvis Slag
Han mærket har som Rovdyrkløers Tag.
33.
Han nærmer sig, han fjærner sig igjen,
Han gaar, han kommer — som han kommer, gaar,
Han giver Slag paa Slag og Saar paa Saar,
Og Lykken er med Himlen selv hans Ven:
Argantes lig et Skib i Stormen staar,
Hvis revne Sejl for Vejret flagre hen,
Hvis Ræ’r er brudte, men hvis Plankers Væv
Er stærk endnu, som han er stærk og gjæv.
34.
Dog var du stedt, Argant! i saadan Fare,
At Belsebul, som hader Kristi Sejr,
Gav selv sig Umag med dit Liv at vare:
Brat lod en Pil han fra de Vantros Lejr
Af Buestrængen mod din Fjende fare,
Bevinget tog sin Flugt den som et Vejr;
Hvor Bæltespændet sad, den fast sig hængte,
Men Englen hindred, at den dybt sig trængte.
35.
Med Vrede drager Greven Pilen ud;
Mens Blodet sprudled frem, han højlydt sender
Mod Fjendehæren Ord om Pagtens Brud;
Ej under hele Kampen Gotfred vender
Sit Blik fra Raimund, Vennen bold og prud;
Nu Troløshedens Færd hans Harme tænder,
Han tror ham stedt i Nød og saaret haardt,
Og byder flux at hævne denne Tort.
36.
Brat slaa’s de stolte Hjælmes Gitre ned,
Med slappet Tøjle og med fældet Lanse
Frem i et Nu de kristne Skarer red;
Højt løfter Støvet sig i Hvirveldanse,
Kamppladsen svinder, ej man ser dens Sted,
Vildt raser Striden og vil aldrig standse,
Argant en Kølle fra en Falden tog,
Og hen blandt Helte skred og Franker vog.
37.
Forgjæves! alle Hedningskarer fly,
Hvorvel med Heltemod han Flugten dækker.
Men han, som hader Lyset, gaar paany
Med onde Kunster frem mod Kristi Rækker;
Et Uvejr højt han rejser under Sky
Og Hagl og Storm og Lyn og Torden vækker:
Gud lod det ske, fordi en anden Dag
Af ham var gjemt at krone Korsets Sag.
38.
Et Vejr, som rykked Ege op med Rod
Og rysted Fjæld, mod Franker dreves ind,
Ej Fanerne dem Mulmet skimte lod,
Mens Regnen faldt som Is; da som en Vind
Klorinda vender Gang’ren: »Nu fat Mod!
Med os er Himlen, ej et Hagl vor Kind
Skal røre.« Højt de Vantros Kampraab lød,
Og Blod i Strømme hen i Regnen flød.
39.
De Kristne flygte. Gotfred ene vender
sit Aasyns Ro mod Elementers Harm,
Ej Mørket blinder ham, ej Lynet blænder,
Og løftet højt mod Fjenden er hans Arm,
Sin Vredes Ord mod Ridderne han sender,
Hans Røst kan høres gjennem Stormens Larm,
Til foran Porten han sin Ganger standser
Og kalder Folket ind bag Lejrens Skanser.