Om dig Timoleon! jeg Strængen slaaer.
Min Haand er liden dertil kun og ringe,
Kun svagt dit Værd at tolke jeg formaaer.
Men mægtigt kom det hid paa Klios Vinge:
Hvad fromt af hendes Dyrker skrevet staaer
Skal blideligt fra Lyren efterklinge,
Mens om et Navn af gammel Helteglands
Jeg slynger bly min skrøbelige Krands.
Timoleon var en korinthisk Mand,
Som følte sig beladt med Guders Vrede.
Fra Syrakusa paa Siciliens Strand
Da til Korinth kom Bud om Hjælp at bede.
Det underskjønne, solbestraalte Land
Var Tyranniets gyselige Rede.
Om Frihed, Ypperst iblandt Livets Goder,
Den bundne Stad nu sukker til sin Moder.
Af Medynk brændte hver korinthisk Barm,
Da der blev talt om Fængsler og om Blod,
Og Frihedstanken gjorde Sjælen varm,
Og Højmod flammed op til Løvemod,
Og Kamplyst gjennembæved hver en Arm,
Mens overlæggende man sammen stod,
Ej spørgende, om did man skulde gaae,
Men om hvem bedst til Fører var at faae.
Og Valget bøjed sig mod Mænd af Magt
Og Glands og Lyst maaskee til meer deraf.
Da blev med Eet dit Navn paa Læben lagt,
Timoleon! af Een hvem Gud det gav,
Paa det at du skal rejse uforsagt
Dit Hoved, du som brød dig selv din Stav!
Og see, at Himmelen har hørt din Graad
Og lægger i din Vægtskaal Ærens Daad.
I Balgen rusted ørkesløst hans Sværd,
I Panden sov hans Hjernes snilde Raad
Vel tyve Aar. Til ingen Manddomsfærd,
Til ingen stor Beslutning, kraftig Daad
Han agted sig i tyve Somre værd,
Men paa en svunden stirrer kun med Graad.
Tyran- og Broderblod er paa hans Haand,
Derfor er Tungsinds Taager om hans Aand.
Timoleon, o Sjæl saa reen og blid.
At Kjærlighedsgudindens milde Haand
Blev sagt at smykke selv den mindste Id,
Som tog sit Udspring fra din lyse Aand —
Kun mørk i hiin forfærdelige Strid,
Da dit Corinth var i din Broders Baand,
Da Borgerkjærlighed med Blodets Røst
Om Herredømmet kæmped i dit Bryst.
Og hvor var Borgerkjærligheden stor,
Hvor aanded fromt i hvert dit Aandedræt
Den rene Flamme for din Fædrejord,
For Borgerfrihed og for Borgerret,
Hvor kæmped du for dem i Daad og Ord —
I Tale klog, i Handling aldrig træt!
Da hejsed Broderen Tyrannens Flag.
Hvor var det for din ædle Sjæl et Slag!
Thi hvor var Broderkjærligheden øm,
Hvor var fra Eders Barndoms første Færd
Timophanes dit unge Hjertes Drøm!
Hvor kasted du dig hen for Fjendens Sværd
At øse ud for ham dets varme Strøm,
Da han paa Valen laae sin Bane nær!
Hvor var det dog en Broder kjæk og bold,
Som gav for Broderen sig selv til Skjold!
Og da han ej behøved Værn mod Døden,
Men vel i sin forbryderiske Magt
Et Skjold mod Folkedommen over Brøden,
Mod Vreden og den lønlige Foragt,
Flux øjned da din Brodertanke Nøden,
Og rigt var Mildhed paa din Læbe lagt
Med broderlige Forsvarsord, at ej
Sig skulde lukke for ham Angrens Vej.
Men til ham selv med Straffens Ord du gik,
Rev Dækket fra din sorgopfyldte Barm
Og lagde Hjertet aabent for hans Blik
Med al dets Kummer og med al dets Harm.
Der sad hans Brøde som et Dolkestik,
Mens Taaren brændte dig paa Kinden varm.
Du bad ham vende om og give Bod,
Mens end var Tid, for udøst Borgerblod.
Men fuldelig forkastet blev din Bøn,
Og Dage svandt. Da gik med Venner to
Af samme Sind du til din Moders Søn.
O Gang, som kosted dig din Sjælero,
O Kjærlighed, forfærdelig som skjøn,
Til Fædrelandet! Aldrig var du fro
Fra denne Stund, hvis Indhold nu dig staaer
Som Sjælens eneste i tyve Aar.
Med Grunde, Bønner — Kinden hed og vaad —
Med Knæfald hver ham smerteligt besvor,
At afstaae fra hans brødefulde Raad.
Hans Svar var Haan og derpaa Vredens Ord.
Da vendte du, Timoleon! med Graad
Tit Hoved bort, som i et Sørgeflor
I Kappen svøbt. Paa Tegnet sank i Blod
Din Moders Søn, Tyrannen, ved din Fod.
Din Moders Søn! — Og da nu hun erfoer,
At hendes Søn var dræbt ved hendes Søn,
Forbanded hun sin Søn med Grumheds Ord.
Til hendes Dør han kom med ydmyg Bøn,
Men ej at see hans Aasyn meer hun svor.
O, Demariste! var din Adfærd skjøn?
Ej Borgerinde, Bloder kun for Een
Du kasted paa hans Hjerte Vredens Steen.
Han lod den falde Paa sit milde Bryst,
Som vaanded alt sig under Daadens Vægt,
Mens alt hans Hjerteblod fik samme Røst,
Som gjentog, hvad han havde gjort sin Slægt.
Ej meer for ham var under Solen Trøst,
Ej Haab om milde Guders Varetægt,
Ej tyktes det ham meer at leve værd,
Thi søgte Døden han for Hungrens Sværd.
Hans Venner bad; han afslog deres Bøn.
De brugte Konst og Flid og kjærlig Tvang;
Han afstod fra sit Forsæt. Men i Løn
Han vilde leve hen sin Livstid lang.
Da søgte Demaristes blege Søn
Til Klippevraaer og til Skovens Hang,
Tit øde Bjerge, sorgomslørte Steder,
Hvor Bølgen sukker, og hvor Pilen græder.
Om Livets Horizont, o Sørgeslør
Af meer end Sorg, o Mulm af meer end Mørke,
Naar Sjælen, som var lys og kraftfuld før,
Ej meer tør ruste sig til Daad med Styrke,
Ej meer tør see fra Hjertets lave Dør
Mod Liv og Handling, brændt af Angrens Tørke!
Saa sad, Timoleon! din fangne Aand,
Men Sløret løftes nu ved Guddomshaand.
Nu ligger for ham Ærens Mark. Med Ord
Af Ild treen Telekleides for ham hen:
„Timoleon, løft Hovedet fra Jord,
Stat op, vær Borger og vær Mand igjen!
Tyrannens Morder, viser du dig stor,
Men Brodermorder, hvis du svigter, Ven!
Dit Navn skal være. Valget er dig givet.”
Han valgte, skued op, stod op til Livet.
Hans Navn med Fryd var som med Undren hørt,
Man havde jublet fro hans Valg imøde,
Og Folket takked sine Guder rørt
Som for en Ven, de havde vakt af Døde
Og frem fra Skyggerigets Taager ført
I Haabets glæderige Morgenrøde.
Hvor stod i den han takbesjælet, mild,
Som gjennemstrømmet af en himmelsk Ild.
I Templet treen han ind at offre from
Til sine Guder. Ej han vidste bedre;
Den store Skabers sande Helligdom
Var ubekjendt for ham som for hans Fædre.
Til Phoibos’ Alter andagtsfuld han kom.
Da monne Himlen klarligen ham hædre:
Ned om hans Isse sank et Hovedbind,
Med Sejerstegn og Krandse virket ind.
Fra Gudens Gaver løsned det sig brat,
Blev, ham til Sejren forud alt at smykke,
Ham, som af Phoibos selv, om Panden sat.
Ud fra Korinth han drog i Haab om Lykke
Med Skibe ti. Da nu den første Nat
Om dem og Havet foldede sin Skygge,
Sig aabned Himlen og en Ildstrøm gled,
Om dig, Timoleon! i Mulmet ned
Og rejste som en Fakkel sig og svandt
I Vest i Retning af Siciliens Kyst —
Et sært Naturens Spil maaskee, som fandt
Sin Løsning flux i hver Korinthiers Bryst,
Som til dit Navn og til din Id det bandt
Og Guders Yndling kaldte dig med Lyst.
Hvor fløj, Sicilien! for fulde Sejl
Din Frelse til dig over Havets Spejl.
Om dig, usalige og skjønne Land!
Skal Sorgens Toner gaae fra mine Strænge.
Frisk skyder sig din skovomsuste Strand,
Hvor Blomster blusse, gyldne Æbler hænge,
Af Middelhavets ynderige Vand.
Dog, medens lifligt bølge dine Vange,
Gud bedre dem, som skulde Sæden strøe!
Forsmædeligt de Trældomsdøden døe.
Tyranners Borge knejse trindt om Lande
Og skue frækt mod Himlen, de fornærme,
Mens Jordens svage Sønner dem forbande.
Og rovbegjærlige Karthagers Sværme
Lig Aadselgribbe søge dine Strande,
Dem ingen Vogter huld og tro vil skjærme.
Du sveg, Iketes! Syrakusas Mænd
Og rakte Landets Fjender Haanden hen.
I denne Nat af Tyranniets Vildhed,
Af Rænker, af Forbrydelser og Blod
Du kom, Timoleon! med Guders Mildhed
Og satte Paa Sicilien din Fod,
Gik frem i Helteglands med Kraft og Snildhed
Og statelige Spor dig efterlod
Af Hædersskridt, som gjennem Sekler runge
Men ej er for min skrøbelige Tunge.
Tyranners Borge traadte de i Muld,
Og Øjet kjendte meer ej deres Sted;
Hvor du kom hen, sig rejste Markens Guld,
Og Stæder blomstred frem i dine Fjed.
Sin Ø Befolkningen blev hjertenshuld,
Og andre Lande saae dens rige Fred,
Og Fremmede kom did og søgte Ro,
Hvor ej dens Børn tilforn holdt ud at boe.
Og blidtbevæget Demaristes Søn
Ud over Øen sine Blikke sendte
Og fandt, at den var lykkelig som skjøn,
Og imod Guderne sin Sjæl han vendte
Og takked dem, som havde hørt hans Bøn,
Og hvis Barmhjertighed han grant erkjendte:
At da de Paa Siciliens Frelse tænkte,
Det skjønne Værk de ham i Naade skjænkte.
Men ej begjærte han Triumphens Glands,
Og ej han vendte til sit Hjem tilbage.
Siciliens Børneflok var bleven hans,
Og han en Fader rig foruden Mage,
Og barnlig Ømhed bandt hans Hæderskrands,
Og den er grøn og frisk til disse Dage.
Forgjæves de ham Herskerstaven bød,
Men om hans Raad de bade til hans Død.
Med Smaating ej de til den Store kom,
Men indtil Alderdommens sidste Tid,
Naar Ting af Vigtighed der spurgtes om,
De gik til ham, som sad ærværdigblid —
Ak, blind tilsidst, men i sin Blindhed from —
Og drog i fredelig Triumph ham did,
Hvor Syrakusas Sønner sig i Ro
Af deres Friheds Ret benytted fro.
Ak, hvor da lifligt Ærens Sol forgyldte
Hans hvide Haar med Aftenstraaler svale,
Naar Jubel ved hans Komme Luften fyldte,
Men dyb, ærbødig Stilhed ved hans Tale.
Og blandt hans Børn, som ham saa meget skyldte,
Hvor monne sødt i Qveld hans Livssol dale!
Et Lands Befolkning salvet har paa Baare
Ham til Udødelighed ømt med Taare.
Min Sang er endt. Timoleon, farvel!
Fra dine Manes maa jeg nu mig stille,
Men takker Himlen, at den lod min Sjæl
Sig i din Helteskjønhed sænke stille
Og øse frit og drikke Fryd og Held
Af ægte Storheds evig friste Kilde
Og skue Stordaads fulde Bølger gaae,
Dem, den dog aldrig selv kan sejle paa.