Ung Patrick gik bag Ploven
I det fremmede Land;
Han sendte sine Suk
Til sin fædrene Strand.
Ham Vikinger fra Hjemmet rev,
Da han var sexten Aar,
Og nu er han Træl,
Mac Brien! i din Gaard.
Til Bretlands grønne Skove
Og hans Moders lyse Blik
Hans Længsel over Bølgerne
Med Qval og Kummer gik.
Hans eneste Trøst
Var mod Himlen at see
Og klage Gud sin Trældom
Og dybe Hjertevee.
Og Gud var barmhjertig
Og hørte hans Røst
Og gav ham i Sindet
En underfuld Trøst:
Til hans bedende Sjæl
Han betroed i Løn,
Hvor den himmelske Verden
Er usigelig skjøn.
Thi Aandens Finger rørte
Hans inderste Sands,
Og Guds Aabenbarelses
Herlige Glands
Med unævnelig Klarhed
I Sjælen ham faldt,
Og Christus i ham
Fik Liv og Gestalt.
Med Eet han fornam
I sin salige Sjæl,
At Erins Ø kun favned Een,
Som ikke var Træl,
Og det var just ham selv,
Der som Træl bag Ploven gik
Og sænked i Himlen
Sit frigjorte Blik.
Da kasted han i Skovenes
Eensomste Læ
Sig tidt for sin almægtige
Forbarmer paa Knæ
Og bad ham at betroe sig
Til det hele irske Folk
Og tage ham i Tjeneste
Som Sandhedens Tolk.
Til Bretlands elskte Kyster
Og sin Moders lyse Blik
Han længtes dog saa smerteligt,
Naar bag Ploven han gik.
Paa den eensomme Mark
Det hændtes engang,
At en Guldmønt i Furen
Mod Plovjernet klang.
Han tog den og kjøbte
Sin Frihed paa Stand
Og reiste med Jubel
Til sin fædrene Strand
Og trykte med Lyst
Efter brændende Savn
Sin Fader og Moder
I den synlige Favn.
Og Patrick forglemte
Sin Trældom og Nød,
Lyksalig i Hjemmets
Velsignede Skjød.
Men knap har han drukket
I de Kjæres Favnetag
Af Hjemmets glæderige Luft
Det første, søde Drag,
Før en stigende Længsel
Ham nager paany,
Før Synskredsen mørknes
For hans Sjæl af en Sky,
Og Skyen det er Erin,
Hvor før han var Træl,
Og hvor Gud er ikke kjendt
Af en eneste Sjæl.
Saa sendte han mod Erin tidt
Sit sorgfulde Blik,
Som før fra Erins Høje
Mod Hjemmets Kyst det gik.
Hans Fader og Moder
Den elskede Søn
Da spurgte tilsidst,
Om han sørged i Løn.
„Min Fader, min Moder!
I lade paa Stand
Eders Søn drage bort
Til det fremmede Land!
Hvor jeg hensled min Vaar
Som den ringeste Træl,
Kun der faaer jeg Fred
For min rastløse Sjæl.”
Forbauste de stirred
Paa Ynglingen hen:
„Vor Patrick! vi kjende
Fast ej dig igjen.
Vor Patrick, vor Patrick!
Du elsker en Mø;
Men hende vil vi hente dig
Alt over salten Sø.
I Højsalen hædret,
Hun blandt os skal gaae.
Din Brud skal hun være,
Og vort Hjerte skal hun faae.
Hun aldrig til Erin
Skal længes igjen,
Naar Patrick hun har
Til sin elskede Ven.” —
— „Jeg elsker ingen Qvinde
Paa Erins grønne Strand,
Men elsker derovre
Baade Qvinde og Mand,
Og aldrig jeg Fred
I mit Hjerte faaer smagt,
Før jeg Fredens livsalige
Ord har dem bragt.
Min Fader, min Moder!
Vi leve saa froe
I den himmelske Frelsers
Velsignede Tro.
Den evige Fader
Os har ved sin Haand
Og leder os i Himlen ind
Alt ved sin Helligaand.
Men hiinsides Søen
De kjende ham ej;
Thi gaaer kun til dem
Over Søen min Vej.
Jeg elsker, jeg savner,
Jeg søger dem ømt.
Nu hør, hvad i Natten
Om dem jeg har drømt!
To Sønner af Erin
Kom til mig med Brev,
Men Brevet, jeg tænker,
Den Evige skrev.
Der stod: „Kom herhid,
Paa vor græsklædte Ø,
Velsignede Yngling!
At leve og døe!”
Min Fader, min Moder!
Thi lader mig gaae!
Jeg da skal i Sandhed
Velsignelsen faae.
Thi Christus, for hvem
Jeg lever og døer,
Over Erin ved mig
Velsignelsen strøer.”
Sanct Patrick! hvor bad dig
De elskede To
I Hjemmet at lægge
Dit Hjerte til Ro,
Hvor stormed de mod dig
Med Kjærligheds Vold, —
Hvor holdt for dit Bryst
Du Begejstringens Skjold!
Besinded sig først
Den forstandige Viv
Og sagde: „Min Husbond,
Mit elskede Liv!
Det nytter dog ej,
Vi staae Himlen imod.
Almægtig er Gud,
Og hans Villie er god.
Og hvis han vor Patrick
Har valgt til sit Bud
At føre hans Navn
Iblandt Hedninger ud,
Jeg tænker, vi for
Skal ham Prise for Sligt
End hindre vor Søn
I saa hellig en Pligt.
Thi lad til min Broder
Ham drage Paa Stand,
Den fromme Bisp Martin
I Galliens Land,
At rustes med Viisdom
Og Dygtighed ud
Og saa gaae med Gud
Som Apostel for Gud!”
De lød hendes Tale
Forstandig og from,
Og rustet med Viisdom
Til Erin han kom,
Da han dybt havde drukket
Med tørstende Sjæl
Af de hellige Skrifters
Friskt sprudlende Væld.
Til Erins den skjulteste
Vraa kom da Bud
Ved Patrick fra Naadens
Og Sandhedens Gud.
Ad vildsomste Stier
Han vandred omkring
Og gav Folket Forstand
Paa de himmelske Ting.
Paa Taras Højder
Engang han stod,
Og Kløver og Græs
Blomstred rigt ved hans Fod.
Det lyttende Folk
Stod tæt i Ring
Og Ordet fornam
Om de himmelske Ting.
Og hørte de da
Med Undren stor,
At den evige Gud,
Som i Himlen boer
Og vil æres som een
I al Jorderige,
Er Fader og Søn
Og Aand tillige.
„Hvad! Een i Tre —
Vi forstaae dig ej —
Hvad! Tre i Een?
Nej, Patrick! nej!”
Sanct Patrick standsed:
Saa hjælp da nu
Dit Navn paa Jorden,
Trefoldige du!
Med tankefuldt Blik
Han mod Jorden saae,
Hvor Blomster og Græs
Ved hans Fod mon staae.
Han bøjed sig ned
Og tog et Blad,
Hvor Kløver trefoldig
I Eenhed sad.
„Det ringe Græs,
Som jeg plukker her,
Den høje Trefoldigheds
Billed bær.
Til tre i eet
Og eet i tre
Er det skabt af Gud,
Som Enhver kan see.
Saa troer da nu
Den treenige Gud,
Som Bladet har skabt
Til sit Brev og Bud!
Fader og Søn
Og Aand tillige
Som een Gud Jer aabner
Sin Favn og sit Rige.”
Da blev de glade
Og priste Gud
Og fik Kløveren kjær
Som hans Brev og Bud.
Og gode irske Hjerter
Velsigne til nu
Dit Billed deri,
Trefoldige du!
I Vaar de fejre
Sanct Patricks Dag,
Hvis Sag var Erins
Saligheds Sag.
Fæster da fro
Hver Erins Søn
I sin Hat en Trekløver
Lys og grøn,
Og mindes Sanct Patrick,
Der gik som Træl
Og dog var Erins
Frieste Sjæl,
Men vandred gjennem Erins Land
Ad hver en vildsom Sti,
Til dets Børn lod med ham
Sig som Guds Børn befrie.