Dronning Dido forlod
Sit phøniciske Hjem.
For den libyske Drot
Treen hun stoltelig frem:
„Af fyrsteligt Højmod,
O Libyens Søn,
Giv Agt paa mit Ord,
Og forund mig en Bøn!
En sorrigfuld Viv
Du skuer forsand,
Forraadt af sin Broder,
Som slog hendes Mand.
Det skinnende Guld,
Som os Guderne gav,
Pygmalion tog
Over Broderens Grav.
Thi bød jeg i Vrede
Farvel til mit Land
At bygge mig Rede
Paa en vildfremmed Strand.
Mig Verden staaer aaben,
Og Verden er stor,
Men ingen Plet er min
Af al denne Jord.
Af fyrsteligt Højmod
Saa skjænke mig du
En Plet, hvor en Rede
Jeg bygger mig nu,
Saa stor, at blot en Oxehud
Omkring den kan gaae:
Et Huus til en Enke
Der altid kan staae.”
Hende svarte paa Stand
Den libyske Drot:
„Hvis derom, o Frue!
Du beder mig blot,
Saa hjertelig gjerne
Du Jorden kan faae;
Thi maal den og tag den
Og byg kun derpaa!”
Den phøniciske Frue
Var yndig og snild;
Hun bøjed sit Hoved
Og takked ham mild.
Hun fløj til sit Følge
Med listefuld Hu:
„I tage flux en Oxehud
Og skjære den itu,
I Strimler saa tynde,
Saa smalle, saa smaae,
At et milelangt Stykke
Deraf vi kan faae!
Saa spænde vi en Oxehud
Med List og med Lyst
Om en kostelig Strækning
Af den libyske Kyst.
Vi maale, vi tage,
Vi bygge en By;
Vor Lykke, som brast,
Vi begynde paany.
Jeg slukker min Harm
Og min brændende Sorg, —
Som for evigt mig drev
Fra min fædrene Borg.
Phøniciske Mænd,
Som herhid mig har fulgt,
Med en Sorg lig min egen
I Hjerterne dulgt
For vort Tyrus, vor Moder,
Vor Fødestavn kjær!
En Datter af Tyrus
Skal fremblomstre her.”
Og Carthago skjød frem
Paa den libyske Strand
Og strakte sit Scepter
Over Vand, over Land;
Den fattige Gjæst
Af den fremmede Kyst
Tog Skat og Skyld omsider
Med List og med Lyst.
Vel sexhundred Aar
I straalende Ry
Den stoltelig løfted
Sit Hoved mod Sky.
Da vakled, da faldt,
Dronning Dido! dit Huus.
En romersk Helt med Graad
Strøede Salt paa dets Gruus.