Hvis i Verden en Stad
Har nogentid drømt,
At en Flod har den elsket
Oprigtigt og ømt,
Om Tigris har Ninive
Tænkt det forvist,
Mens det stoltelig stod
I Assyrien hist.
Kunde Ninive see
Paa dit solklare Smil,
Sneltglidende Tigris,
Du rindende Piil!
Da du vanded dets Haver
Og kyssed dets Vang,
At det selv af din Harm
Skulde knuses engang?
Den stod i sin Tryghed,
Den herlige Stad,
Og i dine Bølger
Beskued sig glad,
Forlystedes sødt
Ved din Sang og dit Spil,
Mens et ældgammelt Sagn
Den lyttede til,
Et Sagn, at naar Tigris,
Den elskede Flod,
Som spejled dets Pragt
Og kyssed dets Fod,
Skulde op som en Fjende
Mod Ninive staae,
Da først maatte Ninives
Vælde forgaae.
Vel tusinde Aar
Den stod i sin Fred,
Mens den skinnende Strøm
Om Paladserne gled.
Derinde var Jubel
Og Strængenes Klang,
Ustandseligt lød det
Som, Tigris! din Sang.
Ustandseligt gik det
Som Bølgernes Dands
Fra Sekel til Sekel
Med Festernes Glands.
Over Krigernes Slægt
Havde Graven sig lukt,
Den betvingende Kraft
Var segnet og slukt —
Den betvingende Kraft,
Den fortærende Ild,
Der lig Ørkenens Vind
Fremstormede vild.
Men sagteligt ulmed
I Vellystens Skjød
En indadvendt, langsomt
Fortærende Glød.
Din Undergang avled
Du selv i din Barm;
Da den kom, har du mødt den
Med kongelig Harm:
Med Kamp og med Sejr
Du bytted din Leg.
Da var det, at Tigris
Sit Ninive sveg.
Som Fjende sig rejste
Den elskede Flod,
Som vel tusinde Aar
Var Ninive god.
Dets oeldgamle, skjærmende
Mure den, vred,
Slog i Gruus og Ruiner
I Bølgerne ned.
Du faldt, og dit Ligbaal
Blev tændt af din Drot,
Og saa kongeligt straalte
Vel aldrig dit Slot,
Som da Luerne steg
For Himmelens Vind,
Mens Tigris brød ind,
Og Fjenden brød ind.
Ja, Ninive faldt,
Men Tigris med Sang
Gaaer siden som før
Sin rastløse Gang
Og hjælper paa Græsset,
At bedre det groer,
Og dækker det mægtige
Ninives Spor.