O, didhen gad jeg rejse
Paa lette Vingers Par,
Hvor stolte Graner knejse,
Og Elven rinder klar,
Hvor Bølgen sneehvid skummer
Mod Klipperne de graae,
Og brune Bamse brummer,
Mens Drosler Triller slaae.
Saa gad jeg gjerne skue
En Midnat højt mod Pol,
Hvor hvide Sletter lue
I Nattens røde Sol,
Hvor som en Dronningskare
De stolte Fjelde staae
I Sølvmorskaaber klare
Med gyldne Kroner paa.
Jeg Tydskland gad besøge,
Hvor Borgruiner staae,
Hvor blege Skygger spøge
Fra Riddertiden graae,
Og mørke Skove suse
Paa Bjergets høje Bryst,
Og Rhinens Bølger bruse
Mod en livsalig Kyst.
Hvor lysteligt at ile
Til schweitzisk Klippeegn,
Hvor tusind Ynder smile
Bag tusind Rædslers Hegn,
Hvor friske Blomster flette
I Solens varme Glands
Om vinterhvide Slette
En dejlig Sommerkrands!
Hvor herligt did at svæve,
Hvor Alt er Glands og Duft,
Zefirer gjennembæve
Den sommervarme Luft,
Og søde Toner lokkes
I Laurbærskygger frem,
Og skjønne Piger flokkes
Til Dands i Myrthens Hjem,
Og mellem Løvet luer
Orangens gyldne Frugt,
Og høje Marmorbuer
Sig rejse stolt og smukt,
Og rundt om Herrens Alter
Har Kunstens rige Haand
Hentryllet Lysgestalter,
Som hæve Sands og Aand!
En liden Fugl at svinge
Sig gjennem Luften blaa
Og paa den snare Vinge
Til fjerne Egne gaae
Og Ætherstrømme drikke
I Luftens høje Hal
Og kaste sine Blikke
Med Lyst til Jordens Dal!
Men langtsomt maa jeg flytte
Min Fod paa Jorden her —
O, kunde jeg dog bytte
Med Fugl paa Qvisten der!
— Men kunde saa jeg fatte,
Hvad mine Øjne saae,
Og Verdens rige Skatte
Fornuftigt skjønne paa?
Nej, jeg vil dog ej bytte
Med Fugl paa Qvisten der;
Thi, skjøndt jeg seent maa flytte
Min Fod paa Jorden her,
Jeg dog besidder Vinger,
Som Fuglens overgaae,
Og tidt paa dem jeg svinger
Mig gjennem Luften blaa,
Og tidt paa dem jeg svæver
Til paradisisk Kyst,
Paa stoltest Tinde bæver
I Undren og i Lyst,
Besøger Himlens Stjerne
Og dunkle Grotters Vraa
Og Undre i det Fjerne,
Som Øjet aldrig saae,
I Havets Afgrund dukker
Og farer Jorden om,
Min Tørst i Æther slukker
I Luftens vide Rum —
O, snellere de svæve
End Lærkens Vinger smaa
Og højere mig hæve,
End selve Ørnens naae.