Jeg elsker de rige Enge,
De grønne smilende Dale,
De guldhenbølgende Vænge
Og Skovens kjølige Sale.
Dog meest min Længsel ej vanker
Til disse yndige Steder,
Dog søge meest mine Tanker
De brune bølgende Heder.
Thi Barndomsdagenes Glæder
Mig staae for Sjæl og for Øje
Med disse lynggroede Steder,
Med disse Sletter og Høje.
Mod Heden Blikket jeg vendte,
Da først jeg undrende skued,
Hvor Solen dalende brændte
Og Vesterhimmelen lued.
Jeg saae den Lyngene bade
I Straalehavet det røde
Og saae den sortbrune Flade
I Regnbuefarverne gløde.
Og naar jeg Solen seer dale
Paa disse fremmede Steder,
Dens røde Straaler mig male
Min Barndomsegn og dens Heder. —
Ej heller gaaer mig af Minde,
Hvordan saa mangen en Sommer
Vi gik paa Heden at finde
Dens Bær og dejlige Blommer;
Thi Somren sender saa mange
Af Blomsterskaren den søde
At staae med Lyngen paa Vange
Og nikke hvide og røde.
De ofte voldte mig Glæde,
Men meest jeg elsked af alle
De faure Blommer saa spæde,
Vi Evighedsblomster kalde.
Og nu mig rinder i Tanke:
Maaskee de monne mig bede,
Hvor vidt jeg end maatte vanke,
At mindes evigt min Hede. —
Og aldrig skal jeg forgjætte,
Hvordan i Aftenens Skygger
Jeg saae den bølgende Slette,
Hvor Hjejlen i Lyngen bygger.
Og Vindens Susen jeg hørte
Og Hedefuglenes Klage,
Men ingen Færden sig rørte,
Som kunde min Drøm forjage.
Og Heden laae mod det Fjerne
Saa roligstor for mit Øje,
Og venligt smilte en Stjerne
Og hilste mig fra det Høje.
Og saligt Alvor mig hæved,
Og let slog Hjertet i Brystet,
Jeg fast af Ærefrygt bæved,
Men var dog saa glad og trøstet.
Hvad da jeg følte og lærte,
Jeg ønsker aldrig at glemme,
Og derfor finder mit Hjerte
Sig bedst paa Hederne hjemme;
Og derfor mindre jeg higer
Mod Skov og Bjerge og Dale
Og Verdens fremmede Riger
Og Kunstens hvælvede Sale
End mod at skue min Hede
I Aftnens eensomme Skygge —
Hvor Hjejlen bygger sin Rede,
Jeg ogsaa gjerne gad bygge.