Vi skufved fra Landet, vi stævned’ i Vest,
I Tanker at byde den Kaabbe til Giest,
Loed fort hen ad Skiærrene stande;
Men Harald og Tarald de Skyttere toe,
En af dennem hopped’ den anden han loe,
De funde Guds Biæring for Hande:
Man satte de riflede Bysser i lad
De skuured’ og fiiled’ og smurte dem brav,
Al Ting til et Bytte sig skikker.
De krøeb’ omkring Skiærit paa Albue og Arm,
Som Hunder om Kiød-Gryden sydendes-varm,
Naar at han de Brædde vil slikke.
Her var ey at tøve, den Hane blev spændt,
En gloende Kugle heel venlig forsendt
Den Skind-klædde Skolt bag sit Øre.
Det smaged’ ham ligesom nye-smeltet Blye
De andre hans Grander begynde at flye,
Vil Sælskab ey længere giøre.
Man krænged’ ham Huden, slog Spækket i Salt
Og Kiødet opaad de med Stufv og med Alt,
Man saae dennem engang ey sveede.
Men Spækket blev solgt til Øe-Værringen bort,
Som gave for Pundet u-pluttend’ en Ort,
Der handledes reede mod reede.
De laddet strax atter, og ramte ret just
Amøringens Skolt med en tindrende Pust,
Jeg meener hin Aar-gammel Unge,
Vi bøed vore Grander til Giest der oppaa,
Den spæk-rund Amøring befaldt dennem saa,
De slikked’ baad’ Finger og Tunge.
Men Ærtnen tilholder ved yderste Skiær,
En temmelig Deel udaf Spæk paa sig bær,
Et græsseligt Dyr og forvoxen:
Saa gammel en Part, at og Græs fra dem groer,
Beklæd med en Huud, ret umaadelig stoer,
Som nogen Tiid Hesten og Oxen.
Behager dig Huden, du kand den vel faae,
Dog kommer hun dig to Rixdaler at staae,
Der er ey en Hvid at aftinge.
Hvad er den til Nytte? maaskee du vel spør:
Man Reedskab af Huuden til Hestene giør,
Til Seeler, til Spensler og Ringe;
Hun legges i Barken og bliver bereed,
De kækkeste Soller, som nogen Mand veed,
Kand sikkerlig derudaf skieres:
En temmelig Alder man paa Dennem gaaer
Moscoviens Hunder slet intet formaaer
Mod dennem, vor Ærtner monn’ bære.
Anlangende fleere slags svemmende Diur,
At skrive hvers Art og medgiven Natur:
Først haver jeg Hvalen at agte;
Du grumme Søe-Konge! du Trold i det Vand!
Hvad driver dig til at du render paa Land
Og lader godvillig dig slagte!
Fortæl mig, naar Tarmen er sulten og tom,
Hvor mange Tønd’ Sild at der gaaer i din Vom,
Førend du din Hunger kand stoppe?
Jeg meener, to Læster i Maal-Tønder grov
Til Maaltid paa engang dig giøres behov,
Det er kun for dig som en Loppe.
Men aldrig var Nordlandske Bonde saa klog,
At dig forulemped’ hans Spyd eller Krog,
Han vidste dig aldrig at fange;
Hvis ikke du selver paa Stranden opdrev
Og dem til et Rov uformodentlig blev,
Dog det har bedaaret saa mange:
Det hendte sig nyelig for Aar eller tree,
En Hval blev opstrandet, det finge de see
De Bønder der næst omkring boede.
De toege sig Øxer, de plukked’ den Hval,
Enhver udaf Spækket sit Stykke bortstial,
Saa hærlig de Bønder sig snoede!
De roede derefter saa sagtelig bort,
Men kort Tiid derefter blev Gierningen spurt,
Den Ombuds-Mand fik det at høre;
Han stævned’ de Danne-Mænd for Dommeren ind,
De maatte forgylde baad’ Spækket og Skind,
Det galdt om Hr. Urians Øre.
Og hvis ikke godt Folk har lagt sig deri,
De sluppet har neppelig Galgen forbie
De løeste sin’ Halse med Penge.
Da sprang dem Gield-Oxen og Koen af Baas
Samt muglende Vild-Mand, som laae inden Laas,
Og har ey seet Soelen saa længe.
Saa fik da de næs-viise Brødre for Spæk
Sin rette Betaling, som vare saa kiæk
Og frygted’ ey Kongelig Love.
See! vogt dig for GUds Skyld, kom ey saa igien!
Hvis ikke, gaaer Halsen i løbet derhen,
Sligt er ikke let til at vove!
Du veedst, det er Lovens udtrykte Bogstav,
At hvad der opstrander af skummende Hav,
Det være Vrag, Hval eller Skibe,
Det høre skal altsammen Konningen til,
Hvad hielper, at du det tilsnappe dig vil,
Og hæftes i Øvrigheds Knibe?
Men den, som den strandede Hval først paa fandt,
Det Findings Spæk, som er en Favn i hver Kant
Han for sin Umage beholdte,
Det øvrige blev der opsmæltet til Tran,
Og sendtes til Bergen, der Stævnen gik an,
Man til de Contorske det solgte.
Nu maae jeg mig snoe til den Nordlandske Torsk,
Som Fiskerne kalde monn’ Skreien paa Norsk,
Han nævnes maae Nordmandens Krone,
Han kroner vor Gielde han kroner vor Skiaae
O! Sæel est du Bonde, som Torsken kand faae,
Han føeder baad’ dig og din Kone.
Du Torsk maae vel kaldes vor Næring og Brug,
Du skaffer fra Bergen saa mangen Tønd’ Rug,
Den stakkels Nordfarer til Føde.
Barmhiertige Fader oplade din Hand,
Velsigne os fattige Folk her i Land
Med dine Velsignelser søde!
Skuld’ Torsken os feyle, hvad havde vi da,
Hvad skulle vi føre til Bergen herfra?
Da seyled’ vist Jægterne tomme.
Hvad have vi andet, her bygger og boer,
End søge vor Føde med Angel og Snor
Og pløye de Bølger hin gromme?
Og skulle du HErre forkorte din Hand,
At stænge Skrei-Torsken og Fisken fra Land,
Da lagdes vi hastelig øede.
Vi har ey at lide paa Most eller Viin,
Her findes ey heller Sølv-Biergene fiin,
Os mangler Guld-Gruven den røde.
Vort Land er ey heller et Canaan sød,
Hvor Marken med Melk og med Honning omflød
Her findes ey Druer at plukke;
Ney! Fisken i Vandet, det er vores Brød,
Og miste vi hannem, da lide vi Nød,
Og jammerlig nødes at sukke.
Folk maae det fortælle med grædende Taar’
Hvorledes man disse forledendes Aar
Har giort sin’ Omkostninger store:
Vi baged’ Mad-Kisterne strax efter Juul
Vi fyldte dem gandske med Brød og med Suul
Og skaffed’ dem alle sin Foore.
Vi laved’ vor Drenge to Maaneders Kost,
Et Bismer-Pund Smør og et Bismer-Pund Ost,
Og flad-Brød, to vigtige Voger;
Saa Suppe-Meel, Kiød og saa Stomp-Brød et Pund
Saa Jern-Steen, Skind-Stak og Støvler saa rund,
Saa Diubs-Agn med Angler og Kroger;
Men dermed end ikke fornøyes de vil,
En Anker med Syre vi skaffed’ dem til,
Og lod’ deres Mad-Kister stoppe.
Da at jeg skal kortelig melde derom,
Vi skaffede dem til Stabueret blev tom,
Selv aade vi Maaltider knappe
Foruden alt dette de Skyld-Mænder kom
Med krumpede Tarme, med insvunden Vom
Og deres Udreedning de kræver.
De larmed’ og giorde saa megen uskiel:
Skaf os vor Udreedning, vi svælte ihiel,
Thi Tiderne giøres os snæver!
Og kand vi vor Børsel hos dig ikke faae,
Da nødes vi hen til en anden at gaae
Og alt det vi eye, pandtsette;
Anlangende Skylden vi bundet har paa,
Da viid, at den faaer paa Restancen at staae,
Hvorefter du har dig at rette!
Hvad var her at giøre: vi sang eller sprang,
Vi maatte dem skaffe: vi gad deres Trang
Og ynkelig Jammer ey høre.
Saa blev dem leveret en temmelig Deel
Af Korn, af Gryn, og af Rug og af Meel
Og Hampen at lægge til Snøre
U-agtet de før i Skyld-Bøgerne stod
Opskreven saa høyt, at de aldrig var god
Den tiende deel at betale.
De tænke, som andre Bedragere meest:
Lad Skuffel og Spade betale den Rest,
Og Udgangen Tiden befale.
De giorde sig færdig paa strømmende Vand
Til Vogen og Skroven der Vester paa Land
De Bølger og Lykken at rønne
Men Qvinderne Hiemme Tom-Hændede sad,
De vidste sig ikke saa meget til Mad,
At de kunne mætte en Høne.
Men Løbers-Miss gik og Gregorius kom,
Man prøvet paa alle de Klakker og Rom
De gamle Forfædre har funden:
De slimed’ og sadde saa frossen og stiv,
Men blev ikke værdig et rørendes Liv
At drage paa Krogen fra Bunden:
De Stakler ey spared’ sin yderste Fliid
De flakked og foere baad’ hisset og hid,
Men ach! ach! altsammen forgieves.
Hvad frugter vort Arbeyde lidt eller stort,
Naar HErren os rykker Velsignelsen bort,
Hvad har vi, naar hans igien-kræves?
Som Aaret det skreed til Vor-Frue-Miss frem,
Saa suled’ de Snøret saa seyled de hiem
Med tomme Mad-Kister og Bommer;
Og see! der foer al vor Fortieneste hen,
Vort Debet derover hos Garpum igien
Alt høyer og høyer opkommer.
Der taler saa mangen og undres derpaa:
Hvi Nordland saa dybt i Skyld-Bøgerne staae
Gield-Bunden til begge sin’ Øre?
Men skulle de sætte saa jævnlig Labeet,
Som Tiid efter anden i Nordland er skeet,
Da blev deris Middel ey større!
O! ville vor HErre velsigne det Hav,
Og unde den Lykke, han fordum os gav
Langt hen i Forfædrenes Minde;
Hvor glædeligt var det i Landet at boe,
Hvor lysteligt var det paa Vandet at roe,
Naar Folk kunde Næringen finde!
Da roede man ud, naar at Solen gik frem
Og før hun gik under, vel Hundred og Fem
Da saae man paa Gielden ophænget.
Saa kogte de Lever, naar Folket var svang,
Saa straxen kom Kiedler og Møllin paa gang,
Man troede, de skulle sig sprænget.
Sin’ Gieller de tømred’ af Stænger og Raa
De spærrede Fisken og hængte derpaa,
To Torske, det giør os en Spærre
Og paa det at Tallet kand noget forslaae:
See! Sex gange Tive du tælle dig maae,
Saa regnes et Hundret at være.
Men vil man imidlertiid spørge dem saa:
Hvor liikes i Fisket, hvad kand I vel faae?
De svare dig hogtet i bogte;
Part svarer: det er saare lidet, vi faaer,
Part svarer: vi foer om alt Havet i Gaar,
Sleed neppe, saa mange vi kogte.
De Skrubberter vil ey med Sandhed her frem,
De meene: skull’ saadant udhøres af dem,
Forgiorde de slet deres Lykke.
See saadan er al den Vantroende Slegt,
GUd mister saa tit sin tilbørlig Respect,
Thi maae han sin Gaver undrykke!
Naar Aaret gaaer frem til Tiburtii Dag
(Den fiortend’ Aprilis er skantendes lag,
At fisked er allesteds ude)
Saa skibes i Jægten med hisken og hask,
Og den er GUd kiærest, som snarest er rask
At vinde sin’ Seyler og Klude.
Saa spørges af alle: hvad haver du faaet,
Hvor mange gang Hundred er fanget paa Baad?
Hvad er her fortienet og vunden?
Da kommer hin lange Skaar-Kiævler for Dag,
Hvorpaa staaer opskaaren den Handel og Sag,
Og derefter retter sig Bonden.
Om Kors-Miss er Tiden at Tienden skal
Annammes: Nie Fisk’ af hver Tiende Tal,
Det Tiende falder i Kanden;
Saa drikkes omkring og saa giøres her Ruus,
Her siunges og holdes et underligt Huus,
Og nogle betaler med Panden.
Værg-Tolden forvolder saa mangt et godt Lav,
Et Partie gaaer dansend’, Part grædend’ derav,
Hvad kand ikke Bacchus udrette!
Hvis Kræfter er mægtig i Hummel og Pors
Og volder, at Giøgen maa gale med Fors
Og Alskens Omsorrig forlætte.
Tildrager sig midlertid Regnefuld Vær,
Mens Solen i Tyren og Tvillingen er,
Da haver man vist at formode,
At Torsken, som er op paa Gielderne hængt,
Han bliver med levendes Krydder besprængt,
Jeg meener med Marcus hin gode.
Dog derom ey votter Hr. Gregus saa grant,
Han skiber den eene med anden iblant,
Og seyler, naar Børren vil blæse;
Formeener, at luure de Tydske saa smukt,
Men see! Ham forraader den stinkende Lugt,
Thi Garpus har Gavn af sin Næse:
Han veed vel at skiønne, hvad Ont er og Godt,
Han veed vel at skille det tørre fra raadt,
Hans Olde-Fa’r Hannem det lærde,
At giøre den Fisk for Nord-Faren Udskaat
Du Gregus maae tie, ja tage for godt
Slig Vilkor, som da er paa færde.
Og under det samme da skydes dig ud
De Gode med Onde: forbarme sig GUd!
Det har du dig selver at takke!
Thi handled’ du reedlig og tørket din Fisk,
Og loed den udhænge, den Stund, den var frisk,
Da var herom intet at snakke.
For saadant da blir din Credit og Indtægt
Hos din’ Creditorer saa meget forsvægt,
Dig hielper saa lidet at qviide:
Tii stille og GUd om Taalmodighed beed,
Betænk naar du kommer i Graven her ned,
Da kand ingen Ulve dig bide!
Du skalt og betænke: din dybe Restants
Tillader din’ Kiøbmænd friepostelig Kands
Læg derfore Haanden paa Munden!
Som Synden forøges i Menneskens Krop,
Saa stiiger din Debet og uformærkt op,
Du veedst ey, før du sidder bunden.
Dog hvad vil jeg sige? din langsom Credit
Udkræver med Tiden en reedlig Profit,
Skal Handelen holdes ved lige.
Den høyre Haand bør jo den venstre at toe,
Et Menniske faaer hos det andet at boe
Og bygge paa Jorden tillige.
I haver nu vel, mine Venner, forstaaet
Om Torsken og dessens inbringend’ Forraad
Nu vil jeg mig videre vende,
Om Silden at teigne, som fanges om Høst,
Og saltes i Tønden, hvis fangst er med Lyst,
Naar GUd sine Gaver vil sende.
Lundstøen og Søelen er Helgelands Roes,
Ofoeden i Salten opteignes derhos
De trende navnkundigste Stæder,
For alle Sild-Fiorder i Nordland kundbar,
Der findes vel fleere, dog ikke saa rar,
Hvis Rygte sig ringer udbreeder.
Saa kommer Field-Byggen af inderste Fiord,
Til-tusker sig Silden for Næver og Bord,
Og Varer mod Varer udsætter.
Det lugtende Gods er behagelig meest,
Den sureste Tønde, hun smager dem best,
Slig Mave beqvemmer slig Retter.
Hun klines paa Flad-Brød i steden for Smør,
Saa stryger han Flaben og visker den tør,
Og reiser heel glad til sin Hytte.
Han takker den Danmand, ham solgte den Sild
Og spanker paa Gulvet høy-beenet og gild
Som han havde fanget et Bytte.
Han siger sin Kone, hvad Marked han nød,
De glædes derved baade Levend’ og Død,
De aarker Tør-Maulen ey æde,
Med mindre de stundum har Sugel derhos,
Derover da bliver det stinkende Gods
Annammet med hiertelig Glæde.
Nu vel an! hvad giør du min digtende Pen,
Seer til at du slaaer ey af Tankerne hen,
De Flynder og Qvæiter hin feede:
Du veedst jo vel, det er den deyligste Fisk
Med hvilken Vor HErre begaver vor Disk,
Og Duugen for os monne breede.
Man skiær hendes Ryg udi Ræklinger brav,
Af Finnene skiæres den dryppende Rav
Saa feed, saasom Smør til at smage:
En Spiise, der vel er Berømmelse værd,
Kand bæres paa Fadet for leig Mand og Lærd,
Det skal dennem noksom behage.
Du smukeste Qvæite, du Dronning i Vand,
Hvor flad er din Boelig paa dybeste Sand,
Hvorpaa du fremskrider saa sagte!
Du farer spagfærdig paa Grunden omkring,
Og hviler, naar andre de kiøre i Ring,
Det kand vore Fisker’ vel agte:
Hvor findes din liige blant svæmmende Kræe?
Din Ryg er som Ravnen og Bugen som Snee,
Ja viider’ end Skiæle paa Sanden!
Og vilde man salte din eeniste Krop,
Du fylder et pakkede Tønde-Rum op,
En Tønde! ja stundum halv-anden.
Men ingen blant alt det, der røres i Hav,
Er riger paa Lever, hvor Tran giøres av
End vores Haa-Kiærling hin gamle,
Hvis Lever, naar Hun er fuldvoxen og heel,
Man rundelig deraf en Hollands Cordeel
Med klareste Fedme kand samle.
Det Beest pleyer fanges paa synderlig Form,
Hun render til Krogen, som Rytter til Storm,
Det er med Forundring at høere;
Saa snart hun fornemmer, den Angel er fast,
Omtuller hun strax sig den sneedige Gast,
Derover optaves det Snøere:
Det skeer og med saadan en hastendes Iil,
At Huuden paa Hende som raspende Fiil
Skiær Snoeren før mand det kand andse:
Men hvilken der tænker den Seyer at faae,
En Favn Jern-Lænker han lave sig maae,
Saa lær han den Kiærling at dandse.
Hun kaldes en Kiærling, og det er vel vist,
Dog haver Hun ingen af Tænderne mist,
Som Kiærlinger pleye at blive:
Kast i hendes Kiæfter en Dobbelte Kal,
Kast tykkeste Kabel, hun biide den skal,
Som den var afskaaren med Knive.
Man skiær hendes Kiød udi Ræklinge-Rad,
Dog bliver det ingen velsmagende Mad,
Førend den kand Aars-gammel vorde;
Men kommer en stormende Blæst eller Slud,
At Fiskeren kand ikke holde det ud,
Da kaster han Kroppen for Borde.
Du spralende Sey! see jeg nær hadde glemt
Din hoppende Springen og lystige Skiemt
Udi mine Skrifter at teigne:
Hvor smuk er din Dands alt om Mid-Sommers Tiid,
Naar Soelen er skinnend’ og Væjret er bliid
Et Menniskes Hierte maa qveigne!
Hvor tit har jeg funden dig sprungen herom,
At Havet stod gandske i fraadende Skum,
Alt omkring den taare-fuld Skalle;
Naar du haver Leegen paa høyeste fat,
Du veedst ey før Garnet er under dig sat,
Saa endes din Glædskab med alle.
End du min Frue Hyse blant alle bekandt,
Det sidste jeg dig in i Fiordene fandt,
Da havde du Flækken ved Øre.
Vor Fioer-Mænder kiender din Klakke saavel,
Du lokkes formedelst den rød-maded Skiæl,
De paa deres Angler monn’ føre.
Men hvad du fortærer, saa est du dog tør
Der tarvis dit Kiød et umaadeligt Smør,
Saa fremt det skal hellers behage.
Frisk kand man dig æde, men aldrig er hørt
At tørrede Hyser til Marked er ført,
Du saltes og aldrig med Lage.
Du Lange, som drages saa langt fra den Val,
Jeg dig iblant Fiskers navnkundige Tal
Med gylden Bogstaver afmaler;
Hvoe dig vil forskyde, han er ikke viis,
Du nyder hos Fremmed’ alleene den Priis,
At Vogen den gielder en Daler.
Din Krop ey saa lidet i Vægten forslaar,
En sex eller otte paa Vogen kun gaaer,
Slig Dyr er vel værd til at fange;
Dig sankes i Ryggen det levrede Blod,
Som naar det er koget det smager vel goed,
Det kaldes Long-stuven hin lange.
Om Søe-Ormen veed jeg ey megen Beskeed,
Jeg haver ham aldrig med Øynene seet,
Begiærer ey heller den Ære;
Dog kiender jeg mange, som haver mig sagt:
(Hvis Ord jeg og giver sandfærdelig Magt)
Han maae ret forfærdelig være:
Naar Julius gaaer i sin Fyrstelig Stads
Og Phoebus omvanker i Luftens Pallats,
Da lader det Dyr sig fornemme:
Der siges, han er af en saadan Natur,
Hvad Baad han fornemmer det skadelig Diur,
Han ilendes efter mon svæmme.
Umaadelig sluttes hans Storlighed ock,
Det vel af Forfarenhed viises kand nok,
Thi de, hannem komme i møede
Fortæller: han ligger i Længden udstrakt,
Som hundrede Læs var paa Havet udlagt,
Som Mødding paa Ageren øede.
Mig tykkes, han lignes maae Behemots Magt
Samt og Leviathan, som holder foragt
Al Vaaben og bævende Spidse;
Thi Jernet er hannem som Stelker og Hør,
Og Kaaber som Qvisten, der raadner og døer,
Det Gud os beskriver til visse.
Men hvorfore skal jeg bemøye mig saa,
At grunde de Ting, som jeg ey kand forstaae?
Saa vend dig min Musa tilbage,
At teigne den Rest af alt svemmende Slag,
Som mangler i Skrifter at komme for Dag,
Og lad dig det ikke mishage!
Du springende Lax, jeg erindrer vel dig,
I strømmende Elver du legges i Lig,
Hvor grummeste Fosse de bruse;
Hvor blinker din Skiorte, som Sølvet i Søm!
Hvad tvinger dig til at fremile mod Strøm
Og fængsles i Mask-bunden Ruuse?
Men ingen dig passer saa snedelig paa
Om Nætternes Skygge, som Bonden hin graae
Med lysende Næver og Lyster
Han veed meget vel om din’ Passer og Gang,
Thi kommer han med den tree-forkede Stang
Og Piken igiennem dig kryster
Du Steen-Biid! hvi grimer saa ilde din Flab,
Hvi est du saa skrubbed og fuld udaf Skab?
Sig, est du befængt med Frantzoser?
Du bedre dog bliver i Rønen end Siun,
Er sagte saa goed som indstoppet Kalluun
I Tarmers inviklede Poser
Men sig mig, hvad haver du smidige Siil
Om Høsten at giøre i Sanden med iil,
Hvad haver du der at bestille?
Maaskee at du derfore gyder i Sand
At Rognen skal ikke bortskylles af Vand
Og Sæden forgiæves forspille!
Dog kommer du herlig vor’ Bønder tilpas,
De veed at opgrave din skiulte Pallats
Og kaster dig udi sin Bytte;
Saa sættes du paa deres Angler til Avn,
De fylde sin’ Baade fra Skotten til Stavn
Sig selver til ypperlig Nytte.
Bort Lodde med al din forgiftige Stank,
Al Verden forynsker dig Alskens Skavank,
Du est os et Riis og en Svøbe.
Ret som naar en Hore, der tager at flye,
Da rømmer med hende al Ungdom af Bye,
Som Bukke med Giederne løebe;
Saa har ogsaa Lodden ret Horens Natur
Der flyer med hende all’ levende Diur,
Sig vender i Havet og røres;
Hvor hen hun sig rører, der flyer de med,
At alle Mand jamrer og sukker derved,
Hvor Loddens Tilkommelse spøres.
Propheterne true med fire slags Ting,
For Synder at sendes i Verden omkring
Til Landsens almindelig Plager:
Det er Pestilentse, Dyr, Hunger og Svær;
Men Lodden maae reignes det femte Gevær,
Med hvilket os Himmelen slager.
Af Brosmer og fanges et Temmelig Tal,
Den lige med Rodskiær i Kiøb eller Sal
Paa fremmede Steder afhendes.
Rognkiæxen og Sprut vil jeg løbe forbie,
Og Haabrand er heller af ingen Værdie,
Og hermed min Fiske-Fang endes.
Forstandige Læser nu gavst du vel agt,
Hvad Næring os skienker den Poliske Tract
Samt Hafsens Afgrunder og Klakke;
Bevilger dig Tiden; da beeder jeg dig
Du ville, min Broder, spadsere med mig,
Jeg haver lidt vider’ at snakke.
Du mindes vel selver, hvor længe det er,
Vi have her ligget i Værr og i Skiærr
Og sprængt vores Mave med Mølge,
Nu kand jeg ey meere, jeg kiedes nu ved,
Kom nu dog for Guds skyld, og lad os afsted
Til Landet samdrægtelig følge!
Han svared: hvor skal vi? her er ingen Raad,
Vi have jo hverken her Folk eller Baad,
At vi indtil Landet kan fare!
Ach! hiertelig Broder, her staaer ikke paa,
Den Skyds-Skaffer boer kun en Fierding herfra,
Han skal os den Handel vel klare;
Den Dannemand veed vel sit Embedes Skiel,
Naar Fordringskab fattes, han skaffer os vel,
Han haver deri at betale.
Du svarer: ja see! vi vel Fordringskab faaer,
Til reede dog strax ikke Pengene staaer
For deres Umag’ at betale.
Ach! hvad du mig synes en taabelig Knekt,
Vilt du saa beskiemme din egen Respect,
Du veedst ey hvad Bonden mon tiene:
Thi fiirer du hannem, han giør dig Fortred,
Du setter kun Luus i Skind-Kiole dermed
Og Greis en uvane mon’ vænne!
Tag fat paa det Middel, ved Haanden er næst,
Og sig, at du tiener en Fog’d eller Præst,
Hvis de da benægter at føre:
Da sig, du vor gunstig Hr. Amtmand tilhør,
Hvad gielder, at ingen saa dristig, han tør
Dig nogen Modsigelse giøre?
Men om mod Forhaabning end veigret dig blev,
Da lad dig formerke, du haver et Brev
Forvart i din havende Bomme,
At du est bestallet at reise her Nor,
Du fik jo Fiscalens Bestilling i Fior,
Saa faaer de vel lyde din Tromme:
Thi Rusticus er et forunderligt Diur,
Est du ham beleven, da er han dig suur,
Han napper, den sig monne klappe,
Men napper du hannem, da klapper han dig,
Jeg raader derfore du lærer hans Svig
Og snoer efter Væyret din Kappe.
Der nu min Staldbroder han saadant fornam,
Strax øegtes ham Modet, han giorde sig gram,
Han pukked’ og buldred’ saa saare,
Han trækte fra Læret og pisked’ dem godt,
Og satte sig myndig der hen i en Skot,
Sligt mægter den rustede Kaare.
Saa maatte de Stakler til Baaden med hast,
Og roede, det Aaren’ i Kiæipene brast,
Thi Vinden imod os sig vendet;
Omsider med største Møysommelighed
Opnaaede vi Landet, der Dagen gik ned,
Vi glæddes, den Reise blev endet;
Hvad ikke vi glæddes, saa glæddes dog de,
Der Dagen igiennem med Trældom og Vee
Arbeided’ paa fastende Mave;
Men Værten den Danmand Taksigelse bør,
Han undte vor Førings Folk Flad-brød og Skiør
Af hvis han i Huset mon have.
Den anden dags Morgen, før Fugelen goel,
Opstoede vi tilig og Folket befoel,
All’ Ting i Bereedskab at holde,
Det kulede op med en duvende Vin
Vi jaged’ ad Fiorden det gienneste in
Og landed’ hos Asmund paa Bolde.