End klinger i mit Øres Rør de Stemmer, som jeg hørte.
End spejles paa mit Øjes Glar de Syner, som jeg saa.
To Maaneder paa Sotteseng mit Legem bundet laa,
Imedens Gudens stærke Haand mig gennem Verden førte.
I Helveds Dal, I Himlens Sal jeg Livet har fornummet
End hviler Mindet af min Drøm. Snart er og det forstummet.
Jeg skifted Ord med vise Mænd om, hvoraf alt er blevet.
Jeg knæled for hver Hero ned, som lever og har levet.
Da blev jeg led ved Vestens falske Læres hule Klang,
Jeg vandred imod Øst, hvor Sandhedskilden først udsprang;
Og der, hvor Morgenrøden springer ud af Aftenrøden,
Der skued jeg den Buddha, som har overvundet Døden.
Da ændred mine Sanser sig. Jeg vaagned af min Drøm
Og faldt tilbage i den falske Verdens Hvirvelstrøm.
En Læge følte paa min Puls og spurgte mig om noget —
Men alting flimred for mig, da jeg aabned Øjelaaget.
Hør mig, Du dybe, taarefulde Nat foruden Ord,
Hvi stødte Du mig ned igen paa Illusionens Jord!
Her staar jeg under Eders Sol og blinker for dens Brand,
En fremmed for mit eget Folk og i mit Fødeland.
Den Lærdom, som I næres af i Eders høje Skoler,
Forblindelse den tykkes mig trods alle sorte Kjoler.
Den Religion, som raabes ud af selvbeskikte Paver,
Fortabelse jeg kalder den trods alle Præstekraver.
Mit Hverv er nu at binde fast i Runer og i Tale
Alt, hvad jeg hørte og jeg saa udi de dybe Dale.
Mit Værk er lykkedes, i Fald I Digteren forglemmer
Og hører kun de vaandefulde, frygtelige Stemmer.
Jeg er jo kun en Strengeleg, som klinger ud, hver Gang
Mit Øres Strenge rammes af den skjulte Verdens Klang.
Peregrinus peripateticus