Rædsomme Sværd! den Mand, hvis Kløgt I skylde jert Ophav,
grusom visselig var, koldt var hans Hjerte som Jern.
Drab nu begyndte for Menneskers Æt og blodige Krige,
nu der en kortere Vej gik til den hæslige Død.
Dog, han voldte det ej, hin Ulyksalige: Værget
smeddet mod Rovdyrs Vold vendte vi selv til Fordærv.
Guldtørst! Brøden er din, ei kjendtes jo Krigene fordum,
dengang da skaaret af Træ Bægret ved Maaltidet stod;
Borgmur, Pæle til Værn ej kjendtes, men Hyrden sig rolig
strakte til Ro paa Mark mellem de brogede Faar.
Var jeg blot dengang født, ukjendt med de hæslige Vaaben,
banked ej Hjertet af Skræk nu ved Trompeternes Klang.
Nu man mig slæber til Krig. Maaske blandt Fjender en Kriger
bærer det Spyd, som snart borer sig ind i mit Bryst.
Skjærmer mig, Fædreneguder! Ved jer jeg trivedes fordum,
da jeg som Pog end løb legende rundt ved jer Fod.
Støtterne skares af Ved af et ældgammelt Træ — men I skjæmmes
ikke derved, I stod saadan i Fædrenes Hus.
Løfterne bedre man holdt, dengang i den fattige Bolig
Guden stod skaaren i Træ, tarvelig kun i sin Pynt.
Ham forsoned man let, naar man bragte ham Druen til Offer
eller en Krands til hans Haar, prunkløst flettet af Ax.
Glad over tilmaalt Held kom Husfader til ham med Kagen,
bagved tripped hans Glut bærende Honningen pænt. —
Larer! skjærmer min Krop for den kobberhvæssede Spydsod!
Da som Offer en Gris faaer I fra Landmandens Sti.
Selv jeg følger, min Dragt er tvættet saa hvid, om min Tinding
slynge sig Myrter; en Kurv smykket med Myrter jeg bær’.
Gid jeg maa vinde jer Yndest! Lad Mars en Anden kun hædre,
lad ham, tapper i Strid, fælde den fjendlige Helt.
Helst jeg drikker i Fred, medens Krigeren sine Bedrifter
melder mig stolt og med Vin tegner en Lejr paa mit Bord.
Afsind er det i Krigen den hæslige Død sig at hente,
tidsnok kommer jo den, listende lønligt sig frem;
thi dernede man finder ej Korn eller Ranker, men Charon,
Færgemanden paa Styx, Cerberus, Hunden saa glubsk;
der ved det dunkle Vand omsværme Skyggerne gustne,
Haaret er hæslig forbrændt, Kinden er blegnet af Skræk. —
Bedre det tykkes mig dog: i sin fattige Hytte, med Afkom
rigt velsignet, at naa Oldingens rolige Fred.
Faderen Faar og Sønniken Lam til Græsningen driver,
Moderen varmer imens Vand til et kvægende Bad.
Gid kun saadan min Tinding maa krandses af snehvide Lokker,
mens jeg for lyttende Kreds Oldingens Minder forny’r.
Freden velsigne min Mark! Thi Freden, den lyse Gudinde,
tvang først Plovstudens Hals under det krummede Aag,
Freden gav Rankerne Kraft, den bevarede Saften af Druer,
Sønnen nød nu den Vin, Faderen gjemte paa Kar.
Freden for Hakken og Ploven er god, men den voldsomme Krigers
grusomme Sværd i en Krog dækkes med tærende Rust.
Bonden fra Festen i Lunden hjemager en Smule beruset,
Kvinden er med, og af Børn svingende fuld er hans Vogn.
Venus, din hidsige Kiv nu raader, og Pigerne græde,
hin blev trukken i Haar, denne fik Døren brudt op.
Pigen græder, han slog hendes Kind; men han, der har sejret,
græder dog med, hans Haand var i hans Rasen for stærk.
Amor er kaad, han i Striden forsyner dem begge med Skjældsord,
sidder saa rolig og kold, medens de skjændes omkaps.
Hvo der sin Pige kan slaa, som Sten eller Jern maa han være,
fræk han Guderne selv gjerne fra Himmelen jog.
Nok, at man river med Vold hendes fineste Klædning i Stykker,
nok, at man splitter saa kaad Haaret, som pynteligt sad!
Taarerne flyde. Hold op! Du er lykkelig, dersom din Pige
møder din Vrede med Graad, ej med en haanende Trods.
Mand med den voldsomme Haand, grib hellere Skjoldet og Landsen!
Venus er mild, gaa bort! Langt er fra hende din Plads. —
Fred, du milde Gudinde med Ax i din Haand og med Frugter
stabled’ i Klædningens Flig, kom! Kom naadig til os!