Amor, stadigt paany mig lokker et Smil paa dit Aasyn!
Følger jeg Stakkel, du snart viser dig fjendlig og grum.
Sig, hvorfor piner du mig? Eller vinder du glimrende Hæder,
dersom en dødelig Mand segner for dig, for en Gud?
Snarer lægges der nu for min Fod, og Delia snedig
favner — jeg véd ej hvem — ømt i den skjulende Nat.
Rigtignok negter hun det; men hun negter saa meget — hvo troer det?
Saaledes altid om mig negter hun kjækt for sin Mand.
Selv jeg Usalige lærte jo hende, hvorledes man skuffer
Vogternes Blik. Ak, nu vendes min List mod mig selv.
Paaskud lærte hun da til at ligge om Natten alene,
aabned øvet en Dør, uden at Hængselet peb.
Havde paa Huden jeg trykket et Mærke, naar heftigt jeg kyssed,
skaffed jeg Urter og Saft, hurtigt det Pletten tog bort.
Men uforsigtige Mand, som ejer den snedige Pige!
Før maa du spærre for mig, holdes hun kun til sin Pligt!
Tag dig iagt, naar du seer, at hun taler med Ynglinger længe,
seer, at hun løser sin Dragt, blotter sin dejlige Barm!
Vink hun bruger, pas paa! Naar Vin der paa Bordpladen spildes,
væder hun Fingren deri, skriver saa listeligt Ord.
Vogt dig, naar hun gaaer ud, om hun siger endog, Bona-Dea’s
Fest skal fejres, hvortil Adgang er lukket for Mænd.
Vil du betro det til mig — jeg følger med hende til Altret
uden at frygte, jeg skal straffes med Øjnenes Tab. —
Ofte, jeg husker, jeg holdt hendes Haand med det fiffige Paaskud,
at jeg beundred en Ring eller den udskaarne Sten;
ofte ved Vinen jeg fik dig i Søvn, jeg sejred ved Drikken,
Vand jeg i Bægeret kom, derfor berustes jeg ej.
Narred jeg dig, var Skylden ej min. Tilgiv! Jeg bekjender!
Amor bød. Mod en Gud Ingen kan hæve sin Arm.
Aabent Alting bekjende jeg vil. Det var mig, som om Natten
altid var Skyld, at din Hund gjorde saa rasende Larm.
Har du vel Gavn af den yndige Viv? Du forstaaer ej at vogte
Skatten. Forgjæves, jo pyt, sætter du Slaa for din Dør.
Kysser hun dig, hun længes dog kun efter ham, som er borte,
ofte forstiller hun sig, klager med Et, hun har Ondt.
Satte du mig til at vogte — de strengeste Slag vil jeg taale,
gjerne jeg finder mig i, Lænken mig lægges om Fod —
skulde jeg holde dem borte, de fine Herrer, som kruse
pænt deres Haar, og hvis Dragt falder i Folder saa flot.
Møder os Nogen paa Vej, og vil slippe for Kiv, maa han standse,
holde sig fjernt eller og dreje om Hjørnet i Hast.
Saaledes Amors Bud det befaler. En mægtig Præstinde,
oplært af Guderne selv, spaa’de mig det i sin Sang
(fyldt af Bellona’s begejstrende Kraft hun frygter ej længer
Ildens fortærende Magt, Slag af den snoede Pidsk.
Rasende saarer hun selv med Øxen, uden at skades,
Armen og stænker i Hast Guddommens Billed med Blod.
Saaledes slaaer hun med Saar i sin Barm, med Saar i sin Side,
hører Gudindens Bud, spaaer om den kommende Tid):
«Vogter jer vel for at krænke den Mø, som vogtes af Amor,
ellers vil bittert engang Straffen nok lære jer det!
Prøv at røre! Dit Gods vil da svinde, som Blodet udstrømmer
rask af mit Saar, og som her Asken adspredes af Vind.»
Delia, dig forkyndte hun ogsaa Straf, jeg ej mindes;
hvis du Brøden begaaer, ønsker jeg Straffen dog mild.
Skaansel jeg skylder ej dig, men din ædle, bedagede Moder
mildner mit Sind, kun hun Vreden at stille formaaer;
tidt hun i Mørket mig leder til dig og lønligt, med Skjælven,
lægger hun tavs min Haand, knyttende Pagten, i din,
venter om Natten ved Døren og viger ej fra den. I Afstand
mærker mit Komme hun strax, Fodtrinnet kjender hun godt.
Skjæbnen forlænge dit Liv, du kjære Matrone! Jeg delte
glad mine Fremtids Aar, lod det sig gjøre, med dig.
Altid jeg elske dig vil og for din Skyld elske din Datter;
hvad der saa skeer, dit Blod, husker jeg dog, at hun er.
Lær hende trofast at være, som var hun min Hustru, med Haaret
ærbart bundet i Svøb, Fødderne hilded i Slæb!
Streng være Loven for mig til Gjengjæld! At rose de Andre
være forment, hvis jeg ej ønsker et straffende Blik.
Skjønt jeg er brødefri, blot hun formoder, jeg er hende troløs,
maa hun langs Gaden mig dog slæbe ved Haaret afsted. —
Delia, Guder forbyde, jeg slog dig nogentid! — Greb mig
Vanvid saa, vil jeg før, at jeg var født uden Haand.
Haard er jeg ikke, jeg tvinger dig ej. Kun gjensidig Elskov
knytte dig fast til min Sjæl, trofast, om end jeg er fjern!
Den, der var troløs mod Alle, maa fattig, af Alderdom bøjet,
spinde den snoede Traad, Stakkel, med skjælvende Haand.
Trællende surt ved sin Væv fastbinder hun Rendingens Traade,
renser med Kartens Tand Ulden af snehvide Faar.
Ynglinger Arm i Arm med Skadefryd spotte den Gamle,
raabe: Skjønt Nøden er stor, har hun den ærligt fortjent.
Venus høit fra Olymp hendes Graad urokket beskuer,
varsler for Andre, hvor grum Straffen for Troløshed er.
Truslerne gjælder ej dig. Vi, Delia, begge vil være,
selv naar Lokken er graa, Vidner om Kjærligheds Magt.