Som Stormfugle over det mejede Agerland
Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem
susende Skyr.
Det tykner med regnvaade Nætter efter
hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige
Aftenbehag.
Og aabner jeg Døren i Gavlen, naar Skum-
ringen lægger sig sval,
da staar du med klaprende Tænder og hyller
dig tæt i dit Sjal.
Ud over Stubmarkens Muldjord vender du
Blikket saa trist,
min Skat, min Veninde, som skulde du søge
et Haab, vi har mist’.
Mindes du Foraarets Aftner, naar Solen som
smæltende Guld
svandt fra en hedblaa Himmel af trilrende
Lærker fuld,
mens hvidgrønne Rugax lyste og blaat blev
Frugthavens Løv,
og i Solstrimen hvirvled sig Skarer af Myg
som skinnende Støv.
Men siden saa har vi hadet den lyse
Sommer bort.
Og nu skal vi skilles i Fred for at skilles
ved Mén og Tort.
Men bleg og skælvende vender mod Mulden
du Blikket saa brudt
og brydes endnu med en Lykke, som aldrig
skal blive fortrudt.