I Løvens Tegn
Til Edith Rode
Til Edith Rode
Nu tager Somren Stormhat paa
og Solsandaler for at gaa
langs Strand paa Aftenpromenade.
Hvor hvirvler de forvildede Straa,
de viltre Ranker og Blade!
Nu søger Damen feberør
i angstfuld Pragt, før Solen dør,
langs Strand, den Glød, hun hungrer efter.
Hun kæmper i Stormen, med sit Slør
og sine udbrændte Kræfter.
Thi denne Bred, af Liv betraadt,
hvor Bølgen koger lunt og godt,
snart vil den høre op at gløde ...
og Sandet strækker sig Spøgelses-graat
med Spor som af eneste Døde.
En Løve hærger Livets Land,
den pisker Vejene til Sand,
forvandler Timerne til Ørkner.
Den lurer bag Klittens solgule Rand
blandt knuste Straa — til det mørkner.
Og Kvinden aner, halvt med Gru,
den Rovdyrfod, der brød itu
hver Blomst, som man i Sandet planter,
og ønsker dog i Eventyrhu
et Solridt med Livets Panther.
En Daad, før Solen gaar bag Strand!
før Maanen — Dødens sikre Mand —
ler frem imellem Løv og Blade,
som var den Herre til Livets Land,
og vi kun var Knokkelrade!
Hvert Liv, hver Urt, som — milevidt —
laa kvalt af Løvens Flammeskridt,
dem sanker hun — mens Dagen brænder —
de lever atter, de aander frit
i hendes dugfriske Hænder.
Jeg tror, hun selv blandt Sand og Krat
har mødt den gyldne Flammekat
og klappet blidt — da de var ene —
med kølige Hænder, ringbesat,
dens Pels som af Ædelstene ...
Og mens hun dødelig har spøgt
og flettet Blomster, har hun søgt
at ride Løven ned til Dammen,
og klangfuldt lét, med en højeste Kløgt
af Daarskab og Vid nittet sammen.
Lær Digteren en Solbedrift
som Kvinden uden Saar og Rift.
Lær ham: for Tvivl sig at beskytte,
ikke at hade sin egen Skrift,
men tro paa sit Drømmelands Nytte.
Der er et Løve-Eventyr
om Ørknens Guddom-stolte Dyr,
som kræved Skat og vælig aved
Fatamorganas Fortids-Byr,
som den i Sandet begraved.
Et Udyr spreder Ørkenro
i Livets Land ... men alt vil gro,
naar Skytten fælder Solens Panther.
Han finder paa ny under Dyrets Klo
Ørkenens Diamanter.