Sophus Claussen (1865–1931)

                Kan du drømme med mig

                til en Lykke dig ind

                uden Sten paa vor Vej,

                uden Tvivl i vort Sind,

hvor ej Døre i Laas mod den skrigende Flok

er behov, vil vi ene os stænge;

ti om nogen sig ind vilde trænge,

var han ikke for os, ti vi selv var os nok.

                Kan du drømme os ind

                i en stjærneklar Nat

                med en legende Vind

                i det slumrende Krat

mellem Ungskov og Bøge beskærmede tæt,

hvor et Sted i de dugslørte Blade

af en Drossel vi faar Serenade,

mens drilagtige Myg vil omsvirre os let.

                Kan du drømme dig ind

                i en Salighedsstund,

                hvor med Kind imod Kind

                og med Mund imod Mund

vi har favnet os hen i en eneste Tro

paa vor Ungdom, vor Elskov, vor Lykke ...?

— Paa en Sandhed vi da kunne bygge,

ti en Drøm vinder Liv, naar den drømmes af to.