Und du, du Menschen-Schifflein dort,
Fahr’ immer, immer zu!
Goethe
Hvad blev der tilbage, som Tiden randt,
som Luftslot-Buerne sprængtes og svandt?
Nu er det Vaar, mod det straalende blaa
gyldengrønt Træerne knoppede staa.
Lidt Hede, og nu hænger bladene dødt;
snart skal de spragles med Efteraarsrødt.
— Sommer og Vinter, Høst og Vaar!
Kan Lykken fængsles — se Tiden gaar ...?
Hav, kun Hav, uden dvælende Trøst;
Døgndrømme, Døgndrømme, bring mig en Kyst!
Nej, borte er Drømme, borte er Dage.
Jeg kan ikke standse, maa stadig drage ...
Sus hen da, Bølger i Tidens Rum!
Jeg fanger Jer Pragt, mens I løses til Skum.
6. Mai 1887