Jeg tænkte mig Siena
som en Bjærgnymfe,
som en Kildenymfe mellem de kølige Bjærge,
vilde Geder og blaa Bjærge som duggede toscanske Druer.
Jeg fandt ingen Bjærge,
men den mest frugtbare Højslette,
der var rødgul — terra di Siena — som en Solnedgang.
Og Byen, som jeg tænkte mig ung mellem de friske Bjærge,
var Toscanas ældste
med tredive Tusind Sjæle
og en mørkerød Borgemur helt omkring
fra Aarhundrede otte, Aarhundrede elleve,
et helt omslyngende, leddelt Bælte
med Porte og Udfaldsbroer og Mure i besynderlige Zigzaglinier,
som paa gammeldags Slagmalerier.
Og ude under de brunrøde Mure:
solvenlige Spaseregange
og oldtidsagtige Vadskerier
for al Byens Vadsk.
Jeg tænkte mig Siena fjældfrisk og med lave Rønner.
Og jeg fandt indenfor Murene
ældgamle Gader, hvide af Februarsol, og med Huse i mange Etager,
Paladser fra Aarhundrede fjorten.
En Universitetsstad og Rede,
hvor Toscanas ældste, forarmede Adel
har Hjem og sværmer paa Terrasserne,
der er solfyldte og mægtige som Dantes Vers.
Mellem Paladser, gennem bugtende, lange Gader
belagte med Lavasten
lader jeg min Bagage
bringe til Hotellet, Albergo Toscana.
En tiggeragtig Olding fanger mig i en lille Tværgyde
og fortæller mig under frygtsomme Gebærder
(som en bortjaget Hund),
at han vil anvise mig et Palads,
hvor jeg kan bo til Leje;
og han beder mig altid træffe ham i denne Tværgyde efter Middag;
thi Albergo Toscanas Kelnere prygler ham,
hvis han slikker Solskin for nær Hotellets Porte.
Og jeg ser lidt efter Albergo Toscanas Kelnere
fordrive Tiggeren med Stokke og Stenkast.