Sophus Claussen (1865–1931)

Tre Mile gik en Vandringsmand,

da kom han til en Have,

hvor grønne Snerleranker hang

om lave Gærdestave —

Hvor Sneglene krøb og Planterne løb

hver Time sine Tommer.

»Her bor som en Bedstemor mellem sin Humle

den gamle, forviltrede Sommer.

»Hun skænker — tænkte vor Vandrer — vel

en Vandslurk fra Vippebrønden,

maaske et Krus Øl paa saa hed en Dag,

hvor Brygget slaar Spunset af Tønden.

»Kan hænde, bag hendes Bondeskørt,

vævet med gammeldags Lune,

en fin ung Datter vil smile mig til,

hvis Kind og Hænder er brune.

»Det bedste hænder det første Sted.

— Jorden er stor, skal det knibe.

Her synes mig godt, her dufter i Fred

den trøstende Røg fra min Pibe.«

Over Gærdet skræved den Vandringsmand.

»Jeg gik tre lange Mile.

Jeg længes efter en Middagsdrik

og efter min Middagshvile.«

Der hasted en anden Vandringsmand

som en Lygtemand med sin Lygte.

Vel tyve Mile vandrede han

og fandt ej det, han søgte.

Han vandred ud, var det hedt og koldt

Han saa’ om den gulhvide Maane,

der hejstes og sank som en stenet Bold,

den tynde Høstluft blaane.

Han fulgte med sit natvante Blik

det store Værk af Kloder,

men mødte ej Fred og Modertrøst

hos Jorden, vor fælles Moder.

Han vandred vel tyve, vel fyrre Mil,

og tørned sin tørstende Hjærne

til Blods paa Klodernes Gaader af Sten,

Evighedsmøllens Kværne.

Han fandt den første Vandringsmand

under Sommerens Tag og Tørke.

De sad og talte den halve Nat

i det friske, det lægende Mørke.

Velkommen til mit Godses Grund

baade nu og alle Sinde.

Velkommen under mine Valnødtrær

og under mine grønne Linde.

Med Kvæg paa Marken, Heste i Stald,

mellem Hegn, behængte med Snerre,

sidder jeg her i min grønne Gaard

som en Plovjærnsfyrste og Herre.

Til Aften silde mit Taffel staar

med Sommerens Vin og spiser.

Hver Nat gaar der Dans i min kønne Gaard

til Giger og Folkeviser.

De Jomfruer binder og flætter deres Haar

og træder i Dansen med Glæde.

Men naar den almægtige Nattergal slaar,

vil begge mine Øjne græde.

Jeg breder for Skønjomfru min Ridderkaabe blaa,

løser hendes himmelske Flætning.

Hun straaler blond af Ungdom mod Natdybets Fløjl;

en Nattergal slaar i en Tætning.

Mit Kongehjærte undrer derpaa,

lytter til Skønjomfruens Stemme.

Jeg hørte slig Røst i min Ungdoms Morgengraa,

den Pigestrube kan jeg aldrig glemme.

Jeg sidder da Skønhedens Side saa nær

bag Lindes Hegn og bag Gærde

og ser, hvordan Verden derude staar,

og hvad nu dér er paa Færde.

Jeg tænker det alt fra min grønne Gaard

mellem Frugttrær og kalkede Gavle:

inddelt i Gaarde og Haver og Hegn,

al Verden Tavle ved Tavle.

Saa, velkommen under mine Valnødtrær

og i mine Plovjærnsriger,

ved Dagværk og Afteners dæmpede Dans

til Folkeviser og Giger.

Her hviler vi ud i vort Hjærtes Magt

og tænker tusind Mile.

Du gaar dig træt de tusinde Mil

og finder dog aldrig Hvile.

Jeg takker dig, Ven, for det Ly, du gav

i Riget, hvorover du raader.

Men tyvefold er mit Hjærte delt

af Uvisheds lønlige Gaader.

Det er ej Gavn, at du skifter med mig

og Magten med mig deler.

Jeg og mine Drømme vi har saa lang en Vej

som Abraham med hans Kameler.

Skærsommersolen er bleven saa hed.

Naar Lyset i Skyranden størknes,

ved Aften ser jeg det korngrønne Land

frodigt at midsommermørknes.

Den drivende Dug i den tunge Rug

og Kør paa slagne Enge,

det lokker mig ud — her stod en Gang

vor unge Elskovs Senge. —

Til Farten mod Fjærnets Himmelland

jeg spænder paa ny mine Saaler.

Min Snække fisker paa sorten Sø

efter Guldet i Daggryets Skaaler.

Farvel, farvel! og sé dig glad

paa Kransen, din Tærne flætted.

Jeg maa nu finde mit Kanaans Land —

Landet, som blev forjættet.

Med Tungsind drager jeg ud af din Port,

som Abraham med hans Kameler.

Der voxer ej mellem Mænd den Urt,

som mine Vunder heler.

»En bygger sig Hus — En snører sin Bylt

for Livsens Vejsten at tælle.

Farvel da! vi mødes vel nok igen,

vi er under Sommerens Vælde!«