Sommertilegnet Johannes Jørgensen — 1892.DEN FØRSTE VANDRINGSMAND.Tre Mile gik en Vandringsmand,da kom han til en Have,hvor grønne Snerleranker hangom lave Gærdestave —Hvor Sneglene krøb og Planterne løbhver Time sine Tommer.»Her bor som en Bedstemor mellem sin Humleden gamle, forviltrede Sommer.»Hun skænker — tænkte vor Vandrer — velen Vandslurk fra Vippebrønden,maaske et Krus Øl paa saa hed en Dag,hvor Brygget slaar Spunset af Tønden.»Kan hænde, bag hendes Bondeskørt,vævet med gammeldags Lune,en fin ung Datter vil smile mig til,hvis Kind og Hænder er brune.»Det bedste hænder det første Sted.— Jorden er stor, skal det knibe.Her synes mig godt, her dufter i Fredden trøstende Røg fra min Pibe.«Over Gærdet skræved den Vandringsmand.»Jeg gik tre lange Mile.Jeg længes efter en Middagsdrikog efter min Middagshvile.«DEN ANDEN VANDRINGSMAND.Der hasted en anden Vandringsmandsom en Lygtemand med sin Lygte.Vel tyve Mile vandrede hanog fandt ej det, han søgte.Han vandred ud, var det hedt og koldtHan saa’ om den gulhvide Maane,der hejstes og sank som en stenet Bold,den tynde Høstluft blaane.Han fulgte med sit natvante Blikdet store Værk af Kloder,men mødte ej Fred og Modertrøsthos Jorden, vor fælles Moder.Han vandred vel tyve, vel fyrre Mil,og tørned sin tørstende Hjærnetil Blods paa Klodernes Gaader af Sten,Evighedsmøllens Kværne.Han fandt den første Vandringsmandunder Sommerens Tag og Tørke.De sad og talte den halve Nati det friske, det lægende Mørke.DEN FØRSTEtalerVelkommen til mit Godses Grundbaade nu og alle Sinde.Velkommen under mine Valnødtrærog under mine grønne Linde.Med Kvæg paa Marken, Heste i Stald,mellem Hegn, behængte med Snerre,sidder jeg her i min grønne Gaardsom en Plovjærnsfyrste og Herre.Til Aften silde mit Taffel staarmed Sommerens Vin og spiser.Hver Nat gaar der Dans i min kønne Gaardtil Giger og Folkeviser.De Jomfruer binder og flætter deres Haarog træder i Dansen med Glæde.Men naar den almægtige Nattergal slaar,vil begge mine Øjne græde.Jeg breder for Skønjomfru min Ridderkaabe blaa,løser hendes himmelske Flætning.Hun straaler blond af Ungdom mod Natdybets Fløjl;en Nattergal slaar i en Tætning.Mit Kongehjærte undrer derpaa,lytter til Skønjomfruens Stemme.Jeg hørte slig Røst i min Ungdoms Morgengraa,den Pigestrube kan jeg aldrig glemme.Jeg sidder da Skønhedens Side saa nærbag Lindes Hegn og bag Gærdeog ser, hvordan Verden derude staar,og hvad nu dér er paa Færde.Jeg tænker det alt fra min grønne Gaardmellem Frugttrær og kalkede Gavle:inddelt i Gaarde og Haver og Hegn,al Verden Tavle ved Tavle.Saa, velkommen under mine Valnødtrærog i mine Plovjærnsriger,ved Dagværk og Afteners dæmpede Danstil Folkeviser og Giger.Her hviler vi ud i vort Hjærtes Magtog tænker tusind Mile.Du gaar dig træt de tusinde Milog finder dog aldrig Hvile.DEN ANDENsvarerJeg takker dig, Ven, for det Ly, du gavi Riget, hvorover du raader.Men tyvefold er mit Hjærte deltaf Uvisheds lønlige Gaader.Det er ej Gavn, at du skifter med migog Magten med mig deler.Jeg og mine Drømme vi har saa lang en Vejsom Abraham med hans Kameler.Skærsommersolen er bleven saa hed.Naar Lyset i Skyranden størknes,ved Aften ser jeg det korngrønne Landfrodigt at midsommermørknes.Den drivende Dug i den tunge Rugog Kør paa slagne Enge,det lokker mig ud — her stod en Gangvor unge Elskovs Senge. —Til Farten mod Fjærnets Himmellandjeg spænder paa ny mine Saaler.Min Snække fisker paa sorten Søefter Guldet i Daggryets Skaaler.Farvel, farvel! og sé dig gladpaa Kransen, din Tærne flætted.Jeg maa nu finde mit Kanaans Land —Landet, som blev forjættet.Med Tungsind drager jeg ud af din Port,som Abraham med hans Kameler.Der voxer ej mellem Mænd den Urt,som mine Vunder heler.DEN FØRSTE.»En bygger sig Hus — En snører sin Byltfor Livsens Vejsten at tælle.Farvel da! vi mødes vel nok igen,vi er under Sommerens Vælde!«