Min Kærest har mange Sind. Intet er mig ukært.
Jeg byggede Huse til min Kærest — et for hvert af hendes Sind — hendes Sommersind, hendes Snesind, hendes Løvspringslængsel, hendes Smil i Hindbærtiden.
Varm rød Sandsten brugte jeg til Vinterhuset, gul Mur til Vaaren, Granstammer til Høsten, og til Sommeren et skinnende Telt.
Men min Kærest har flere end fire Sind og hvert har bragt mig stor Glæde. Derfor lagde jeg Haver om mine Huse.
Tolv Haver anlagde jeg — tre ved hvert Hus. Min Nytaarshave var dansende Fyr og Gran over Sne og grønt Mos. I Marts skulde min Kærest se udover tusinde blomstrende Pebertræer. I April vandre mellem hejreslanke Birke. I Juli sove paa en Jordbærskrænt. I September bryde Stilken paa røde Svampe med sin Sko.
Megen Flid kostede det, mange Tanker og fjorten Tusind Dukater, men omsider var alt godt og jeg bød min Kærest til mig.
Hendes Glæde var stor og skøn. Hun sang som en Irisk mellem Havernes Grene. Hun blev længe og vilde aldrig bort.
Men bestandig boede hun i det hvide Telt om Høsten og i Granhuset om Vaaren. Hun gled paa Irisdammen i Februar, var i Bregneskoven mens de røde Pebertræer stod i Brand. Hun sov paa Jordbærskrænten i April og skred mellem de unge Birke i Højsommeren.
Dog tyktes hun mine tolv Haver var dejlige. Og min Pande blev som et runkent Æble af Grublen over min Kærestes Sind.