Den gamle Landmand til sin Søn
En frie Oversættelse efter Holty.
En frie Oversættelse efter Holty.
Øv altid Troe og Ærlighed
Indtil din kolde Grav,
Og viig end ei eet Fingersbred
Fra Herrens Veie af!
Da skal du, som i Rosendal,
Gaae glad blandt Tornene,
Og uden Sorg og Frygt du skal
Din Grav imøde see.
Og Ploug og Segel i din Haand
Er let, og let dit Sind;
Da synger du med munter Aand
Ved Vand, som det var Viin.
Den anden finder ingen Fred,
Hvor han end vender sig;
Thi overalt er Diævlen med,
Far’ om saa grummelig.
Den skiønne Vaar ham smiler ei,
Ei grøderige Høst;
Bedrag og Løgn er al hans Vei,
Og Penge al hans Lyst.
Ham Løvets Raslen, Vinden bliid,
Ei Fryd tilsuse kan;
Han finder efter Livets Tiid
Ei Roe i Dødens Land.
Da maae han til, ved Midnatsstund,
Ud af sin Grav at gaae,
Og som en kulsort Lænkehund
Ved egen Huusdør staae.
Naar Kartegildet skilles ad,
Og Pigerne gaae hjem,
De, skiælvende som Espeblad,
Ham see at luske frem.
Og hver en Spindestue veed,
At den, der gaaer, er Cort,
Som selv i Helved nok ei leed
For det, han havde giort.
Thi gamle Cort, den fule Krop,
Var ret en Helvedbrand:
Sin Naboes Jord han pløied’ op,
Og stial ham meget Land.
Nu som en Ildmand pløier han
Hver Nat sin Naboes Jord,
Og maaler op hans heele Land
Med gloend’ Svovelsnoer;
Som Blussene, du brænde saae
Sanct Hans Nat, brænder han,
Og til den lyse Dag maae gaae
Og pløie stiaalne Land.
Og Fogden, som fra Bonden stial,
Drev Utugt, gik paa Jagt,
Med sorten Hund nu jage skal
Til Hest i Diævledragt.
Tit lusker han og, ræd for Hug,
Som Dandsebiørn herom;
Tit bræger han, som Giedebuk,
Hvor før saa stout han kom.
Og Klerken, som fordømte Dands,
Var stolt, og pengekiær,
I Kirken gaaer med sorten Svands,
Naar Midnat slagen er.
Med tørre Knokler slaaer han nu
I Prækestolens Brædt,
Og tæller med begiærlig Hu
Den Pung, han fandt for let.
Den Junker, som ved Spil og Bal
Har Enkers Skierv forød,
Han maae nu dandse, sig til Qval,
Omkring i Helved-Glød.
Tit han maae kiøre her igien,
Med Lue-Kiortel paa;
En Diævel er hans Kiøresvend,
Og to paa Vognen staae.
Min Søn! øv Troe og Ærlighed
Indtil den kolde Grav,
Og viig end ei eet Fingersbred
Fra Herrens Veie af!
Da bliver roelig Grav din Løn,
Og Taarer ydes den.
Af den en Blomst for dig, min Søn!
Skal spire op igien.
J. M. Castberg.