Den gamle Landmand til sin Søn
(Fri Oversættelse efter Hölty.)
(Fri Oversættelse efter Hölty.)
Hold altid Troe og Ærlighed
Indtil din kolde Grav,
Og viig ei mindste Fingersbred
Fra Herrens Veie af!
Da glad, som udi Rosendal,
Du skal blant Torner lee,
Da uden Frygt og Sorg du skal
Din Død imøde see.
Da Ploug og Segel i din Haand
Blev let, og let dit Sind;
Da synger du med munter Aand
Ved Vand, som det var Viin.
En Ondskabsfuld ei finder Fred,
Hvor han end fæster Boe;
Thi overalt er Dievlen med,
Og ei ham skienker Roe.
Den skiønne Vaar ham smiler ei,
Ei grøderige Høst;
Bedrag og Løgn er al hans Vei,
Og Penge al hans Lyst.
Ham Løvets Raslen, Druen blid,
Ei Fryd tilføie kan;
Han finder efter Livets Tid
Ei Roe i Dødens Land.
Da maae han tit ved Midnatsstund
Udaf sit Gravsted gaae,
Og som en kulsort Lænkehund
Ved egen Huusdør staae.
Naar Spindersøstre følges ad,
I Mørket vandre hiem,
De, skielvende som Espeblad,
Ham see at luske frem.
Og hver en Spindestue veed,
At den, der gaaer, er Cort;
Og ingen ynker ham som leed
For det, han havde giort;
Thi gamle Cort, den fule Krop,
Var ret en Helvedbrand;
Sin Naboes Jord han ploied’ op,
Og kial ham meget Land.
Nu som en Ildmand ploier han
Hver Nat sin Naboes Jord,
Og maaler op hans hele Land
Med gløvend’ Svovelsnoer;
Som Blussene, du brænde saae
Sanct Hans Nat, brænder han,
Og til den lyse Dag maae gaae
Og ploie stiaalne Land.
Den Foged, som fra Bonden stial,
Og siden, gik paa Jagt,
Nu jager om i egen Dal,
Iført en Dievledragt.
Tit lusker han — med fæle Suk,
Som Dandsebiørn herom;
Tit bræger som en Giedebuk,
Hvor før saa stolt han kom.
Og Klerken, som ergierrig var,
Og grum, og pengekier,
I Kirken gaaer med sort Talar
Naar Midnat slagen er.
Med tørre Knokler slaaer han nu
I Prækestolens Bræt,
Og tæller med begierlig Hu
Den Pung, han fandt for let.
Den Junker, som ved Spil og Bal
Har Enkers Skierv forødt,
Nu dandse maae med evig Qval
I hede Helvedsglød.
Tit maae han kiøre her igien
Med Lue-Kiortel paa.
En Dievel er hans Kiøresvend,
Og to paa Vognen staae.
Min Søn! øv Troe og Ærlighed
Indtil Din kolde Grav,
Og viig ei mindste Fingersbred
Fra Herrens Veie af!
Da bliver rolig Grav Din Løn,
Og Taarer væde den.
Af dem en Blomst for Dig, min Søn!
Skal spire op igien.