Egnens Piger! saae I ei
Her min fordums Elsker vandre?
O! jeg arme! arme! jeg,
Som ham søge maae hos andre.
Piger! troe ei Elskers Ord;
Mangen Elsker Meeneed soer.
O! hvor var han glad og varm,
Da han, trykket til mit Hierte,
Hvilte sluttet i min Arm,
Trodsed’ hele Verdens Smerte,
Al den Fryd i Verden er,
Sagde han, den har jeg her.
Ha! da var jeg lykkelig,
Himlens Engle saae min Glæde,
Saae den — og misundte mig
Fra det lyse Himmelrige;
Blide Engle! Fryd I har,
Men dog ei, som min, den var.
Morgensolen saae os gaae,
Som dens første Straaler blide,
Rosenstrøet hver Stie jeg saae
Ved hans evig kiere Side;
Og skiønt Maanen skiulte sig,
Var dog Aftnen lys for mig.
Nu jeg gaaer paa ukiendt Vei,
Ensom, traurig og bedragen!
Hele Natten græder jeg,
Og bortsukker hele Dagen. :
Ak! bedrøvet, mat og svag,
Mørk, som Natten, er min Dag..
Siger ham min fulde Jammer, —
Siig — hvo Løfte viger fra
Himlens største Vrede rammer —
Dog — nei tie — ei røres han;
Elskov ei tiltrues kan.
Siig ham kun, jeg saaret leed,
Skuffet Elskovs Qval og Smerte;
At hans Løfters svegne Eed
Knuset har mit ømme Hierte.
O ! blot siig ham kraftelig,
Hvad ham boie kan til mig.
Nei! — han kømmer aldrig meer
Aldrig!- aldrig! meer tilbage!
Ei min mørke Kummer seer,
Hører ei min ømme Klage!
Piger! troe ei Elskers Ord;
Mangen Elsker Meeneed
soer-