Den døende Moder og hendes Datter
(Skrevet ved en Anledning.)
(Skrevet ved en Anledning.)
Moder! ak Du blegner saa,
Dødens Farver paa Dig staae,
Kold Din Haand! Dit Øie mat
Seer, som om det lukkes brat —
Moder! Moder! bliv hos mig.
Ak! jeg er ulykkelig!
Ja Du døer! og uden Værn
Gaaer jeg ene herigien!
Hvo mig elske, danne vil,
Naar Du ikke meer er til?
Hvo mig trøste, lede, naar
Vildsom jeg i Verden gaaer?
Ofte sagde Du, den var
Falsk og mange Snarer har,
At selv Dydens gode Barn
Hildes kan i Lasters Garn.
Ikke faaer jeg Viisdom let
Til at kiende Falskhed ret.
Kiendt kun med Din gode Siel
Skal jeg alle troe for vel,
Skal ei kiende Lumskheds Sprog,
Og hvad Dragt sig Ondskab tog.
Ak! om denne Lettroe skal
Engang blive Mallys Fald!
Ved Din Side himmelblid
Svandt min første Alders Tid,
Dagen gleed saa fri for Harm,
Natten venlig i Din Arm;
Al min Drøm var sød Behag,
Som mig vented hver Dag.
Naar Du priste Godheds Gud,
Bad mig følge tro hans Bud —
Naar Du var velgiørende,
Ham i Dig jeg syntes see;
Alting! Alting! sagde mig,
At Du var den Høieste liig.
Uden Dig jeg blindt skal gaae,
Som da første gang jeg saae;
Vidste ei hvad Lyset var. —
Du, som mig til Verden bar,
Moder! Moder! bliv hos mig.
Ak! jeg er ulykkelig.
Datter! ene Elskte! Du,
Hvorfor Døden smerter nu,
Gierne om det stod til mig,
Længere end jeg blev hos Dig,
Saae Dig voxe mig til Fryd,
Dannede Din Siel til Dyd.
Og med trofast Moderhaand
Værned’ Dig for Lastens Baand
Og om Fremtids Lod blev Nød,
Deelte med Dig sidste Brød.
O! thi kun den, Moder var,
Veed hvor jeg Dig elsket har.
Men mit Løb er snart fuldendt,
Alt, min Siel sin Fryd bekiendt
Seer, hvad ikkun hine see.
Søn! er Himlen nærmere:
Uforklarlig Salighed
Smiler til Din Moder ned.
Men naar jeg gaaer fra Dig hen,
Du Gud Fader har igien,
Han de Gode slipper ei,
Og formaaer langt meer end jeg;
Svage Mennesker ei kan
See og styre alt som han.
Naar jeg boer i Himlens Fred,
Frydes i hans Herlighed,
» Fader! vil jeg sige da,
» Vogt det Barn, jeg skilles fra,
» O tilgiv, min frelste Aand
» Fængsles end ved dette Baand.
» Slip min elskte Mally ei,
» Let hun gleed paa slibrig Vei.
» Fuld min Salighed ei er,
» Om Forførers Gift jeg seer
» Med en slangeagtig List
» Qvæle Dydens vakte Gnist.
Og — o! han skal høre mig,
Trøste, styrke, lede Dig,
Om Dig skienkes rige Kaar,
Efter Armods Deel Du faaer,
Engang dog — i Himmelen
Favner jeg — Dig — glad igien.