Magdalene Sophie Buchholm (1758–1825)

Til min Søster

engang bestemt foran nogle Sange.

Søster! Dig skal ofret være,

Hvad mig sparsomt Musen bød,

Sangens Toner vil Du kierlig ære,

Skiønt de ei som bedre Skaldes lød;

Gode Søster! Du vil tænke

Udi disse ømt paa mig,

Ofte det Din Siel skal krænke,

At jeg vandrer alt for langt fra Dig;

Langt fra hver en Slægtnings Side,

Og fra mangen Ungdoms Ven,

Seer min Tid jævnlig glide,

Sorgbeblandet glider den! —

Men naar denne Tanke saarer,

Naar for egen Sorg og min

Tit Du fælder hiertefølte Taarer,

Hæv da kiek Dit undertrykte Sind;

Over Tidens korte Møie

Ørnevinget sving Dig let,

Klarlig skal Dit taareblændte Øie

Skue Jordens Smaalighed ret;

Jordisk Held og jordisk Kummer

Svinde hen i Tiden brat,

Næppe Morgen, før den stille Nat

Favner os i Gravens Slummer —

Kornet meies af med Klinter,

Samme Maal vi alle naae,

Enten vi blandt mørke Labyrinther

Eller Rosen-Sletter gaae.

Døden jevner alles Lykke,

Tid og Grav opsluge alt,

Slægter opstod — voxte — faldt —

Bør en traurig Drøm nedtrykke?

Nei! thi blidt bag Graven blinker

Morgnen klar fra Himmelen;

Evighedens Glæde vinker,

Søster! o hvor skiøn er den!