Laura til Selim
i hans lange Fraværelse
i hans lange Fraværelse
Hvor er Du nu? ak Elskte! hvor betræder
Du fremmed Egn saa langt fra mig?
Hvad kalder man de lykkelige Steder,
Som for min Længsel skiuler Dig?
Ak! om Du paa troløse Bølger glider,
Da Amor styre Skibet frem
Til denne Havn, hvor Laura trøstesløs lider,
Og skuffet venter Selim hiem!
Men nei! endnu et Sted i fierne Riger
Du uden Længsel rolig er,
Og skal jeg troe, hvad grusomt Rygte siger:
Du elsker andre Piger der.
Jeg ei vil troe, jeg ikke meer vil tænke
Saa grum en Tanke — var den sand,
I Gravens Skiød den skulde mig nedsænke;
Der er dog Roe i Dødens Land;
Der uden Sorg de følelsløse hvile,
Der sukker ingen Elskov meer,
Ei Ulykkes Graad, ei Lykkeliges Smile
Det sammenlukte Øie seer —
Tit naar jeg ved den blege Maanes Smile
Omvandrer venlig Kirkegaard,
Jeg ønsker mig blandt dem, som rolig hvile,
Som ingen Harm og Uroe nager;
Thi Livet har kun idel Nag og Smerte,
Og oftest gaaer blandt Torne den
Med tunge Fied, som fik et kierligt Hierte
Til bitter Lod af Himlen —
Dog — elsker Du mig, o da gid jeg leve,
Og glemme al den Sorg, jeg har,
Ak! om engang igien vi samled’ bleve,
Jeg glemte let, jeg sorgfuld var.
Men nu! — omsonst, min Ven, jeg Dig vil male
Den Kummer, som fortærer mig!
Jeg ene gaaer i mørke tause Dale
Foruden Trøst, foruden Dig.
I Selskab jeg omsonst vil mig adsprede;
Thi Selskab er ei Kummers Ven.
Den muntre Flok — af mine Sukke kiede —
Kold seer min Sorg, og spotter den.
Ei Vaarens Pragt, ei al Naturens Ynde
Oprette kan det Tab, jeg leed.
Den Dag, som mig Din Hiemkomst vil forkynde,
Den første blier for Munterhed.
Men ak! maaskee endnu den grusom lenter,
Og Skiebnen smiler til mit Raab,
Og mens forgrædt jeg lange Tider venter,
Jeg segner hen i skuffet Haab.
Da jeg ei kan, gid dette Brev maae finde
Dit mig ukiendte Opholdssted,
O! gid det maae fremkalde Dig mit Minde,
Og tolke Dig, hvor tit jeg græd.
Mon dog sig ei min Genius hensvinger
Tit, i mit Sted, den lange Vei?
Mon mine Suk den Dig ei trolig bringer,
Og jevnlig græder tungt som jeg?
O! seer Du den, o! da den vist vil sige
Med Miner og med udstrakt Arm:
»Kom! Elskte, kom! til fælles Føderige,
»Dig venter der en kielen Barm,
»Dig Laura der saa ømt og kierligt møder,
»Som ingen Elsker mødet var.
»Du see paa mig, hvor hendes Hierte bløder
»For Dig, som dette Hierte har!
»Ei slumrer hun i lange mørke Nætter,
»Men sukker sine Timer hen,
»Naar qvalsom Søvn saa manges Kummer
» Hun vaager for sin grumme Ven.
» Og Du vil ubarmhiertig længe tøve
» At lindre Elskovs bittre Harm?
» Din ædle Siel kan sig den Vellyst røve,
» At skabe Fryd i sorgfuld Barm?«
Saa vil sig vist min Genius forklare;
Thi ak! saa sorgfuld klager jeg,
Du ikke ham, og ikke mig vil svare,
O Himmel! mig Du svarer ei.
Mig, som før alle Du engang udkaared’,
Vrakt af andre Pigers Blik,
Stolt troede jeg for evig Du var saaret,
Da sidste gang fra mig Du gik;
Hvor taarefuldt, hvor mørkt var da Dit Øie,
Det vidned’ om Din Qval, o Ven!
Tilfreds jeg saae Du kun forgiæves Møie
Anvendte for at dølge den.
Jeg føler end, hvor ømt min Haand Du trykte,
Da Du mit Afskedskys modtog,
Hvor qvalt af Sorg Du min at lindre søgte,
Jeg hører end det Suk, Du drog.
Kun Mindet af den Ømhed, Du mig viste
I fordums lykkelige Aar,
Jeg eier end; alt andet jeg forliste,
Forliste som den svundne Vaar.
Men Vaaren kommer dog igjen tilbage,
O! Vaaren er ei haard, som Du,
Dig intet kan til disse Egne drage,
Hvor stedse jeg Dig tænker nu.
Dig seer min Siel, kun Dig, kun Dig allene.
Dit Minde er den ene kier;
Jeg savner Dig, og synes at jeg ene
Som i en Ørk i Verden er.
Dog kom Du her, o Ven! jeg skulde ikke
Bebreidende Dig tale til,
Bebreidelser for den sig ikke skikke,
Som Hiertet ene røre vil.
Nei, Elskte! Bønner, Suk og Strømme-Taarer,
Det blev til Dig mit hele Sprog.
Langt borte nu de ei min Selim saarer,
Min sagde jeg! og Hiertet slog
Saa ængsteligt, saa stærkt, som om ei meer
Din Elskov gav mig dertil Ret.
O siig mig — Nei! fordølg det, om at kiere
Du fik det Navn og ønskte det;
Jeg veed det nok, at fra hver Piges Læber
Du uden Møie kunde faae
Saa kielent Navn; men om Du troløs stræber
En anden Piges Gunst at naae,
Da, Selim, Selim, mod Din Elskerinde
Du mere grum end Døden er,
Da skal hun snart i dennes Arme finde
Den Roe, Du hende røver her;
Og da skal efter mange svundne Dage,
Naar længe jeg i Støvet var,
Maaskee Du da skal ønske mig tilbage,
Saa tit som jeg Dig ønsket har.
Men da jeg ei kan længere ynksom høre
Din Elskovs stumme Klagelyd,
O kom da nu! mens Elskov kan mig røre,
Kom i min Arm, og deel min Fryd!
Ei Stolthed, Elskte! byder mig at sige,
At flere har Din Laura kier,
Nei blot fordi Du vide skal Din Pige
Din Elskov ei uværdig er.
Jeg ene nævner det; thi stolt jeg ikke
Af deres Hylding være kan.
Før hævtes jeg ved Dine kielne Blikke,
Nu seer jeg mig kun liden an.
Medynksom seer jeg, naar en anden stræber
At naae den Haand, jeg Dig gav hen.
O! vee dem; thi en haabløs Elskov dræber.
O! vee dem; thi jeg kiender den!
Men Medynk er, hvad jeg kan ene skienke
Al anden Kierlighed end Din;
Dig ønsker jeg, og ingen kan jeg tænke —
Nei! ingen anden tænke min;
Om jeg end længe skal omsonst paakalde
Den kielne Gud, med sorgfuldt Sind,
Om end for Dig skal mange Taarer falde,
Og male Tiden paa min Kind.
Men kiedes Du, fordi Din Laura skriver?
Hver Stund jeg skriver er mig kier;
Jeg lykkelig i den Indbildning bliver,
At midlertid Du hos mig er,
Og at jeg Dig med Taarer kielent maler
Den Qval, som hersker i mit Bryst;
Et kierligt Brev fra Hiertet ene taler,
O! sendte Du mig et til Trøst,
Kun nogle ømme Ord, kun at Dig rører
» Forladte Lauras Klagebrev,
» At hende end Du Elskende tilhører,
Hvor faa de er, jeg trøstet blev —
Jeg intet Kys, o Selim! Dig vil sende,
Jeg veed ei, om det glædte Dig.
Men, nok engang, før dette Brev har Ende,
O! kom ihu, Du elskte mig!