Flasken er alle Glæders Kilde,
den er min Trøst, min bedste Ven;
jeg med Plaseer den hylde vilde,
blot for at tømme den igjen!
I trende Slurk jeg den udstikker:
naar den er tom, saa er jeg fuld!
Jeg er en Croesus, naar jeg drikker;
Viin er mig kjærere end Guld.
Vinen gjør knibske Piger tamme,
Vinen gjør vranten Kone mild;
Vinen forstærker Elskovs Flamme,
Vinen udslukker Vredens Ild.
Jeg, naar jeg faaer en Taar paa Panden,
er saa taalmodig som et Faar;
hver en Bekymring gier jeg Fanden,
lystig jeg er, hvordan det gaaer.
Viin til min sidste Stund, jeg haaber,
vil mig bestandig smage sød;
men det er slemt, de røde Draaber
farve min Næse purpurrød.
Jeg af de smukke Pigers Miner
seer, at den dem indjager Skræk;
thi Druens Perler, som Rubiner,
pryde ej Godtfolks Ansigtstræk.
N. T. Bruun.