N.T. Bruun (1778–1823)

Favre, yndefulde Vaar!

Du, Naturens Barndomsalder!-

rundt omkring Din Vugge staaer

Glem mig ei, Liljekonvaller;

Bøgetræets unge Blade

om Din Tinding slynge sig;

Lærken, Nattergalen Dig

høit i Skyen prise glade!

Ved Din Aande løser Du

Bækkens Vove af dens Fængsel;

skiøndt selv Barn, med Moderhu

mindes Du hvert Blomsters Længsel;

af sin Knop det huldt frembryder,

spreder ud i klare Luft

qvægende, livsalig Duft;

Støvet takker Dig og nyder!

Til Viinbierget, huld og mild

sender Du Din rige Grøde;

Frugtbarhedens Himmelild

laer Du Ranken glennemgløde.

Du bebuder hvad i Høsten

sprudler frem i Druesaft.

Priser Vaarens Skaberkraft! —:

den vi skylde Druehøsten!