N.T. Bruun (1778–1823)

Jeg synger om Glæde og Sang,

om Musik, hiin jublende Stemme,

som toner høit i Harpens Klang,

i Lærkens og Pigernes Sang!

o, maatte jeg end mangen Gang

dens Magie i mit Hierte fornemme!

Al Jorderigs Kummer og Trang

jeg ved Sang og Musik kan forglemme!

Du, Himmelens Røst, Harmonie!

Dig forstaaer hvad aander og lever;

i dine Toner høre vi

det evige Chors Melodie.

paa følelsens Vinger du fri

til de lyttende Kloder nedsvæver;

vi føle din Kraft, Harmonie

hver en Nerve med Lyst giennembæver!

Du taler i Orgelets Lyd

som i Nattergalens Toner,

i Kildens Rislen, Barnets Fryd,

i Duernes kurrende Lyd.

O Broder! i Lovsang udbryd

for den Engel, som Glæderne kroner!

Hans Gaver taknemmelig nyd!

Priis hans Navn under Glassenes Toner!